Læsetid: 1 min.

Identitetstyveri

Skal hensynet til samfundsmæssig ligeværdighed også udstrækkes til at gælde fiktionslitteraturen? Kan man sætte grænser for, hvilke andre identiteter forfattere lever sig ind i?
24. september 2016

Det er til at forudsige, at den næste litterære debat kommer til at handle om, hvorvidt man i litteraturen har lov til at påtage sig en anden identitet end den, man selv har umiddelbar adgang til.

Det er ifølge Yassmin Abdel-Magied kulturel ufølsomhed og racistisk appropriation, når eksempelvis en hvid, privilegeret mandlig forfatter skriver en roman, hvis fortælleperspektiv er en ung nigeriansk kvindes, sådan som det stod at læse i sidste lørdags Moderne Tider.

Vi beskæftiger os med emnet på side 3 og har sendt spørgsmålet videre til fem danske forfattere. Den underliggende præmis er, at forfattere kan udøve en hegemonisk magt, ja, begå identitetstyveri, når de skriver om andres liv, især de historisk og kulturelt marginaliseredes.

Men skal det hensyn til samfundsmæssig ligeværdighed også udstrækkes til at gælde fiktionslitteraturen? Kan man sætte grænser for, hvilke andre identiteter forfattere lever sig ind i?

Skulle de ikkehandicappede danske forfattere, Tue Andersen Nexø skrev om i sidste uges velfærdsessay, så ikke have skrevet om handicappede personer?

Skulle en kvindelig dansk forfatter, der aldrig har været i Afghanistan, så ikke have skrevet en roman om afghanske drenges flugt fra deres hjemland til Europa?

Eller skulle Henrik Ibsen ikke have skrevet om Nora?

Ja, fortsæt selv listen, hvor strålende eksempler på research, indlevelse og fantasi bliver et udtryk for kulturel appropriation.

Der findes uden tvivl eksempler på litterær udnyttelse og ubevidst reproduktion af magtstrukturer, men samtidig må man spørge, hvad det er for en klaustrofobisk forestilling om identitet eller kulturel indavl, der er på spil, hvis en identitet ikke må blive besmittet af det fremmede andet forfatterblik?

Og har den forestilling om kultur og identitet ikke en del til fælles med den nationalpopulisme, der hærger det europæiske kontinent?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Som yderste konsekvens af den nypuritanske bølge vil det være identitetstyveri at skrive om andre personer end en selv. Gaab.

Anne Eriksen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Som yderste konsekvens, vil alle de personer jeg skriver om kunne forstås som forskellige sider af min egen personlighed, og derfor også være mig selv jeg skriver om. Skriver jeg om en kvinde kan det opfattes som et udtryk for min egen modsatkønnethed etc. Derfor er diskussionen lidt tåbelig.

Den gode nyhed kommer her. Det er slet ikke nypuritanerne, der bestemmer hvad en forfatter må skrive og hvilken identitet, som han må påtage sig. Det gør han selv. Helt suverænt. På samme måde ligger jeg heller ikke under for politisk korrekt nysprog. Jeg siger neger og sigøjner, når det passer mig. Befri sproget!