Baggrund
Læsetid: 7 min.

Intellektuelle bekender kulør

Amerikanske tænkere og debattører er langt mere åbne omkring deres politiske ståsted end deres europæiske kollegaer. Det gør dem på den ene side sårbare over for anklager om partiskhed i deres samfundsanalyser, men på den anden side giver det dem langt mere indflydelse
En Donald Trump-støtte og en Black Lives Matter-aktivist i håndgemæng ved en event i begyndelsen af september, hvor Trump mødtes med lokale afroamerikanske NGO’ere og forretningsfolk i Philadelphia.

En Donald Trump-støtte og en Black Lives Matter-aktivist i håndgemæng ved en event i begyndelsen af september, hvor Trump mødtes med lokale afroamerikanske NGO’ere og forretningsfolk i Philadelphia.

Matt Rourke

Kultur
23. september 2016

Da idéhistoriker Astrid Nonbo Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier skulle udvælge 14 amerikanske tænkere til sin bog om de mest indflydelsesrige amerikanske intellektuelle i det 20. århundrede, lavede hun først en bruttoliste sammen med sin kollega Christian Olaf Christiansen.

Listen lagde de ud på en amerikansk blog for idéhistorikere og spurgte om deres amerikanske forskerkollegaer var enige med listen. Til Astrid Nonbo Andersens overraskelse var det en noget anden liste de amerikanske forskere kom frem til.

»Nogle af de tænkere, vi havde med på vores liste anså de amerikanske idéhistorikere ikke for at være synderligt indflydelsesrige. Til gengæld insisterede amerikanerne på, at en tænker som Ayn Rand måtte med på listen, selvom mange ikke regner hende for noget i Europa,« fortæller Astrid Nonbo Andersen, som i vid udstrækning endte med at lytte til sine amerikanske kollegaer, da den endelige liste skulle sammensættes.

Grunden til, at de amerikanske idéhistorikere synes, at netop en tænker som Rand skulle med på listen, er, at hun deltog aktivt i det politiske liv og i den offentlige debat.

Det samme gjorde sig gældende med flere af de andre tænkere som amerikanerne foreslog, for eksempel den liberale Arthur Schlesinger og den konservative William F. Buckley, som ikke er specielt kendte i Danmark.

Til gengæld er de enormt kendte i USA på grund af deres politiske engagement – Buckley havde sågar sit eget politiske tv-show, fortæller Astrid Nonbo Andersen.

En anden ting, der overraskede hende under arbejdet med bogen, var, at det, da listen med de vigtigste intellektuelle var færdig, var nemt at dele dem op efter deres politiske ståsted.

»Da vi havde udvalgt de 14 tænkere, viste det sig, at de fordelte sig nogenlunde ligeligt over det politiske spektrum, så vi endte med at dele bogen op i tre hovedafsnit: et til liberale, et til konservative og et til de venstreorienterede,« fortæller Astrid Nonbo Andersen.

Politiske tænkere

Ifølge Astrid Nonbo Andersen – hvis interesse for amerikansk idéhistorie blev vakt, efter at hun en periode havde boet i New York-bydelen Harlem – har der i nogle idéhistoriske kredse i Europa været den fejlopfattelse, at der ikke findes ’rigtige tænkere’ i USA.

Den opfattelse skyldes blandt andet, at vi i Europa har en tendens til nærmest at diskvalificere intellektuelle, hvis de bliver for involveret i konkrete politiske bevægelser, hvorimod det modsatte gør sig gældende i USA.

»Det gør, at vi i Europa nemt kommer til at overse disse intellektuelles tanker og kun ser dem som politiske aktivister,« fortæller Astrid Nonbo Andersen.

Et godt eksempel er Martin Luther King Jr., som i Danmark nærmest udelukkende bliver set som borgerrettighedsforkæmper, men som, da han levede, i USA blev betragtet som en indflydelsesrig venstrefløjsintellektuel.

Historieprofessor Andrew Hartman er enig med Astrid Nonbo Andersen i, at amerikanske intellektuelle i højere grad end deres europæiske kollegaer åbent vedgår sig deres politiske ståsted.

Han fortæller, at ’aktivistiske’ intellektuelle altid har eksisteret i USA, men at tendensen blev tydeligere i venstrefløjsmiljøerne på humaniorastudierne i 1960’erne.

»Især omkring politiske projekter som antikrigsbevægelsen og Black Panthers var der en skepsis over for ideen om politisk objektivitet,« fortæller Andrew Hartman.

Han forsker til dagligt i idéhistorie ved Illinois State University og har haft et år som Fulbright Professor på Syddansk Universitet, hvilket giver ham et interessant dobbeltblik på forskelle og ligheder mellem intellektuelle i USA og Europa.

Occupy-tænkere

Noam Chomsky: Den 87-årige lingvistikprofessor bliver somme tider kaldt den moderne lingvistiks fader, men han er mindst lige så kendt som en utrættelig kritiker af kapitalismen, de moderne massemedier og USA’s mange krige.

Chomsky har skrevet over 100 bøger, men med hensyn til hans tanker om Occupy-bevægelsen kan man begynde med Occupy: Reflections on Class War fra 2013.

David Graeber: Til daglig underviser Graeber i antropologi på Goldsmith University, og han har blandt andet skrevet om betydningen af gæld i det kapitalistiske system, men det er gennem sit arbejde som politisk aktivist, at han har fået stor indflydelse på moderne venstrefløjsbevægelser.

Læs for eksempel Direct Action: An Ethnography fra 2009, som har præget Occupy-bevægelsens måde at organisere sig på.

Mere magt til de kloge

Danske venstrefløjsintellektuelle kastede sig i 1960’erne også ind i konkrete politiske kampe, men amerikanerne blev modsat deres europæiske kollegaer ikke skræmt væk fra de politiske kampe til fordel for dogmet om politisk objektivitet.

Kasper Grotle Rasmussen, der forsker i amerikansk politisk kultur ved Syddansk Universitet, mener, at politiseringen af de amerikanske tænkere medfører visse ulemper i den intellektuelle debat.

»I USA er det nemmere at afvise intellektuelles argumentation med, at de jo også bare er politisk eller ideologisk motiverede. Man bliver meget hurtigt rubriceret, og ulempen ved det er, at det polariserer debatten,« forklarer Kasper Grotle Rasmussen.

Både Andrew Hartman og Grotle Rasmussen mener dog, at amerikanernes tilbøjelighed til at rubricere deres intellektuelle efter politisk ståsted til gengæld i tidens løb har givet amerikanske tænkere stor politisk indflydelse.

Det gælder både dem, som kæmpede for andenbølgefeminismen, Black Power-bevægelsen og antikrigsbevægelsen i 1960’erne. Men også i de senere år har intellektuelle haft stor indflydelse på de politiske bevægelser, fortæller Andrew Hartman.

Black Lives Matter-tænkere

Cornel West: Den 63-årige amerikanske filosofiprofessor har i mange år været blandt de mest indflydelsesrige, sorte borgerrettighedsforkæmpere.

Han har undervist på både Princeton og Harvard, har skrevet over 20 bøger om race og klasse i Amerika, og optræder ofte i medierne – han spiller sågar en rolle i Matrix-filmene. Interesserede kan begynde med Race Matters fra 1994.

Ta-Nehisi Coates: Coates er en indflydelsesrig journalist og forfatter, der har skrevet om raceproblematikker i Washington Post, Time og The Atlantic.

Hans store gennembrud kom med Between the World and Me fra 2015, som blev belønnet med en National Book Award. Bogen er formet som et brev til hans teenagesøn og fortæller om den racistiske vold, som ifølge Coates er en integreret del af amerikansk kultur.

De nye bevægelsers intellektuelle

Blandt de konservative har Tea Party-bevægelsen de seneste år fået indflydelse helt ind i det republikanske parti, og på venstrefløjen har man set græsrodsbevægelser som Occupy, der kæmper for økonomisk lighed, og borgerrettighedsgruppen Black Lives Matter.

Fælles for alle tre er, at de i høj grad er drevet af almindelige borgere, og at ingen af dem er synderligt topstyrede.

Men selvom især de to venstrefløjsgrupper er uden traditionel ledelse, betyder det ikke, at de ikke har deres egne interessante politiske tænkere, siger Andrew Hartman.

Han fortæller, at mens mange af de mest toneangivende amerikanske konservative intellektuelle har forladt den yderste højrefløj, oplever venstrefløjen en ren guldalder – den mest interessante tid siden 1960’erne.

»Selvom vi endnu ikke har set nogen betydningsfulde samfundsmæssige ændringer, er der meget håb og optimisme på venstrefløjen i USA i dag,« fortæller Andrew Hartman.

Flere allerede anerkendte tænkere er igen blevet relevante – for eksempel venstrefløjstænkeren Noam Chomsky og den sorte filosofiprofessor og borgerrettighedsforkæmper Cornel West, som i dag begge bliver læst af en ny generation af politiske aktivister. Men bevægelserne har også fostret nye toneangivende intellektuelle.

For eksempel har den sorte juraprofessor Michelle Alexanders bog The New Jim Crow haft enorm indflydelse på Black Lives Matter-bevægelsens måde at tænke racisme på. Og også forfatter og journalist Ta-Nehisi Coates, der skrev Between the World and Me som et åbent brev til sin søn om at være sort i USA i det 21. århundrede, har haft en enorm gennemslagskraft. Tilsvarende har Occupy-bevægelsen fostret nye amerikanske tænkere.

»Occupy har blandt andet betydet et gennembrud for den amerikanske antropolog og anarkistiske aktivist David Graeber, som tilskrives æren for at have fundet på udtrykket ’vi er de 99 procent’, og hvis tanker om ledelsesløs organisering har været afgørende for opbygningen af bevægelsen,« fortæller Andrew Hartman.

Hvad kan vi lære?

Da Astrid Nonbo Andersen begyndte arbejdet på sin bog om de Amerikanske tænkere, var det egentlig bare meningen, at bogen skulle gøre os alle sammen lidt klogere på, hvordan der bliver tænkt på den anden side af Atlanten.

»Jeg tænkte, at det at læse deres tænkere kunne hjælpe os med at forstå, hvorfor de nogle gange er lidt mærkelige derovre,« som hun siger. Men spørgsmålet er, om de europæiske tænkere kunne lære noget af deres amerikanske kollegaer, så man måske kunne forestille sig, at flere for alvor begyndte at blande sig i den offentlige debat?

Astrid Nonbo Andersen er ikke sikker:

»Især efter Anders Fogh Rasmussens opgør med smagsdommerne er der helt sikkert mange danske akademikere, der har stukket piben ind, fordi de ikke vil associeres med et bestemt politisk parti eller en bestemt ideologi. Vi er nok lidt nervøse for at sætte vores troværdighed over styr.«

Men mener hun, at det ville være positivt, hvis flere danske tænkere ville deltage i konkrete politiske kampe?

»Samfundsengagementet er da inspirerende, synes jeg. Der er selvfølgelig også allerede europæiske tænkere, der åbenlyst bekender politisk kulør, men i en tid, hvor der er så mange selvbestaltede eksperter, som i virkeligheden ikke ved særligt meget om det, de udtaler sig om, kunne det da være rart med flere tænkere, der turde tænke politisk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Måske skyldes mange europæiske intellektuelles modvilje mod at bekende politisk kulør ikke så meget et naivt ideal om objektivitet eller en frygt for anklager om "smagsdommeri", men snarere en frygt for, at forhåndsviden om deres politiske ståsted skal skygge for substansen i det, de siger. Kan man ikke ud fra det, de siger, placere dem politisk, er det vel også ligegyldigt, hvor de står.

Som det kan observeres overalt i vores samfund; gennem hele vores historie, er menneskers magt og indflydelse, kun yderst sjældent, proportional med deres forstand og visdom.
Årsagerne er kendte og findes legio.

Michael Kongstad Nielsen

Hvordan defineres begrebet "indflydelsesrig" i denne sammenhæng?