Interview
Læsetid: 8 min.

Jonathan Safran Foers magiske univers er blevet erstattet af hverdag

For første gang i 11 år udkommer den prisbelønnede forfatter Jonathan Safran Foer med en roman. Denne gang er den magiske realisme erstattet af nusset hverdag, skilsmisse og en desperat søgen efter mening i en verden, hvor døde børn skyller op på strande
Kultur
3. september 2016
’Jeg havde pludseligt kke noget at sige med fiktionen. I hvertfald ikke noget, som verden behøvede at høre. Den bedste slags romaner forandrer verden en lille smule og rører sine læsere, og det er altid min ambition for mine egne romaner. Men jeg havde det ikke mig i de år,« siger Jonathan Safran Foer.

Anastasia Taylor-Lind

Kuglepenstreg, navn, dato. På dørkarmen indtil stuen i Jonathan Safran Foers hjem i Brooklyn, New York, har han, siden han flyttede ind, sirligt markeret sine to sønners højde.

Den første streg er sat i oktober 2014, hvor Foer under stor mediebevågenhed i de litterære sladderspalter blev skilt fra sin kone, forfatteren Nicole Krauss.

I det romanhjem, der er omdrejningspunktet i Foers nye bog, Her er jeg, har forældrene Jacob og Julia ligeledes på derss dørkarm markeret deres tre drenges vækst. Lige indtil de stopper med at gøre det, fordi alting begynder at falde fra hinanden, efter Julia finder Jacobs anden telefon fuld af saftige sms-korrespondancer med en kollega.

Foers første roman i 11 år, som udkommer den 6. september, handler om et jødisk-amerikansk ægteskab, der går i stykker, mens en naturkatastrofe og krig udspiller sig i Israel.

Bogen er ikke selvbiografisk, trods de slående ligheder til Foers seneste år, men voksenlivets indbyggede skuffelser med uforløste drømme og grå hverdag er taget fra forfatterens eget liv.

»Spørger du mig, om jeg finder mig godt tilpas i voksenlivets trummerum? For så er svaret nej. Den virkelighed, man oplever i voksenlivet, i ægteskabet og som forælder, kræver, at man konstant genforhandler måden, man evaluerer ens lykke på. For hverdagen ligner på ingen måde de drømme, man havde, da man var yngre. Mange oplever derfor en ekstrem skuffelse over at være endt i forstæderne med indgående kendskab til hvilke butikker, der fører ens foretrukne økologiske mælkemærke, mens ens spidskompetence i 20’erne var at åbne brysteholdere med tænderne. Andre finder ro og er tilfredse med voksenlivets tomhed. Jeg befinder mig nok midt imellem. Men spørgsmålet optager mig, og det er blandt andet det, min bog handler om.«

Verdensberømt mentor

Kontrasten fra den drøm, der var Jonathan Safran Foers liv i 20erne, til i dag, hvor han er fraskilt far, har ændret ham og hans skrivestil. For 14 år siden, som 25-årig, udkom Foer med debutromanen Alt bliver oplyst og opfølgeren Ekstremt højt og utroligt tæt udkom tre år senere. Allerede inden han var 30 år, havde han etableret sig som en af USA’s mest anerkendte og lovende forfattere.

Det var ellers ikke barnedrømmen at blive forfatter, og Jonathan Safran Foer endte lidt tilfældigt med at skrive. Under sine universitetsår på det prestigefulde Princeton University tog han af nysgerrighed et skrivekursus.

Underviseren viste sig at være den verdensberømte forfatter Joyce Carol Oates, der efter nogle måneder opdagede Foers talent. Hun greb fat i ham uden for klasseværelset og fortalte ham, at han besad de kvaliteter, der skal til for at blive forfatter. Talent og energi.

I sommerferien sendte Oates tilmed et opfølgende brev til den unge Foer i barndomshjemmet i Washington DC, der indgående opfordrede ham til at blive ved med at skrive. Så det gjorde han.

Universitetsspecialet blev til Alt bliver oplyst med et forlagsforskud på 500.000 dollar, og den næste bog udkom samme år, som han og ekskonen Nicole Krauss fik deres første barn. Denne gang med et forlagsforskud på en million dollar.

De to unge, smukke jødisk-amerikanske forfattere bosatte sig i et 650 m2 stort hus i overklassekvarteret Park Slope i Brooklyn, og Foer solgte filmrettighederne til begge sine bøger til Hollywood. Deres liv var glamourøst. Og alle ventede spændt på den næste roman fra unge Foers pen.

Men så skete der altså et eller andet, eller måske var problemet netop, at der ikke skete så frygteligt meget. Der gik 11 år, før Foer igen udkom med en roman.

»Jeg havde pludseligt ikke noget at sige med fiktionen. I hvert fald ikke noget, som verden behøvede at høre. Den bedste slags romaner forandrer verden en lille smule og rører dens læsere, og det er altid min ambition for mine egne romaner. Men jeg havde det ikke mig i de år. Det var ikke meningen, at jeg ikke ville skrive en roman i 11 år, det skete bare,« siger han.

Cremer og rutiner

I stedet blev den legende stil med kvik dialog og magisk realisme, der charmerede mange læsere (og irriterede en håndfuld anmeldere) efterfulgt af den politiske bog Om at spise dyr. Den journalistiske bog fra 2009 handler om forfatterens og familiens vegetarisme og kritiserer den uetiske produktion af slagtedyr.

Og da Foer først var trådt ind i virkeligheden, var det svært at vende tilbage til fantasien. Med Her er jeg er indholdet igen digtet, men han har fuldkommen forladt magien til fordel for socialrealismen.

»Det er en naturlig udvikling i livet, tror jeg. Det bevæger sig fra magien til den nussede og beskidte hverdag. Jeg blev voksen og kunne ikke længere skrive i den drømmende stil, for sådan føltes mit liv ikke længere. Jeg havde fået to børn, var blevet skilt. Mit liv havde tvunget mig til at prioritere alting om. Samtidigt ændrede min æstetik sig også væk fra mine tidligere bøger.«

Her er jeg er fuld af lange samtaler mellem de snakkende medlemmer i familien Bloch og går især helt tæt på parforholdet mellem forældrene Jacob og Julia:

»Jacob smurte fem sekunders Old Spice i hver armhule på trods af, at han lå ubevægelig og aldrig svedte, når han sov, vaskede sit ansigt med Cetaphil Daily Facial Cleanser normal til fedtet hud på trods af, at han havde normal til tør hud, smurte sig derefter med Eucerin Daily Protection fugtgivende ansigtslotion med bredspektret solfaktor SPF 30 på trods af, at solen var gået ned for flere timer siden og på trods af, at han sov med et loft over sig. Han kom et ekstra sprøjt Eucerin på de særligt problematiske områder: rundt om næsefløjene, også kaldet alas (et ord han kun kendte fra neurotiske Google-søgninger – Alas, poor Yorik) og mellem øjenbrynene og oppe over øjenlågene. Julias rutiner var mere komplekse: en ansigtsvask med S.W. Basics Cleanser, tilførsel af Skinceuticals Retinol 1 Maximum Strength styrkende natcreme, tilførsel af Laneige Water Bank fugtighedscreme, en forsigtig duppende tilførsel af Lancôme Rénergie Lift Multi-Action natcreme rundt om øjnene.«

Detaljerne i deres indgroede rutiner efter 15 års ægteskab, gør romanen mere ægte, siger han.

»Jeg kan godt lide de der øjeblikke med ekstrem hjemlig intimitet, og jeg tænkte, at jo tættere, jeg gik på dem, des mere sandt ville det være og føles for læseren. Med dette portræt af en familie i forfald var jeg især interesseret i, hvor dramatisk ens lille liv føles. De små op- og nedture, hvad man som par deler, og hvordan det spiller sammen med de større begivenheder i verden,« siger han.

Drengen i ambulancen

Derfor udspiller Julia og Jacobs drama sig også, mens et gigantisk jordskælv udløser en krig mellem Israel og de arabiske lande og Iran. Ægteskabet skranter, den israelske del af familien kommer på besøg og tvinger Jacob til at forholde sig til, hvor stor en tilknytning han egentligt har til moderlandet, som hans bedstefar fravalgte til fordel for USA.

I bogen opfordrer den israelske regering alle jøder på verdensplan til at vende hjem for at kæmpe for fædrelandet, og ægtemanden Jacob står pludselig over for flere valg.

»Bogen tegner et billede af, hvordan hjemlige konflikter fremstår massive, mens en kæmpe global krise er fremmedgørende for os. Nå man sammenligner den hjemlige katastrofe med den store katastrofe, når de behagelige elementer i vores liv bliver taget fra os, når livet bliver forstyrret af krise, er vi tvunget til at træffe en beslutning i stedet for at se passivt til, og det fortæller noget om vores karakter. Det fortæller noget om det moderne menneske. Skal vi gå, eller skal vi blive, skal vi rejse til Israel eller skal vi lade være,« siger han.

I Her er jeg følger familien Bloch konflikten på CNN, og ligesom resten af verden lader de sig opsluge af en lille palæstinensisk piges skæbne.

Tre-årige Adia mister sine forældre og tre søstre ved et bombeangreb. Forvildet går hun omkring i Nablus, indtil hun bliver fundet af en fotojournalist på opgave. Den lille pige tager fotografens hånd og vil ikke give slip.

»Det er den slags øjeblikke, der fortæller os om vores prioriteter. Det er den støvede dreng med hul i hovedet i ambulancen, det er den lille dreng, der er skyllet op på stranden. Hvor er opmærksomheden, og hvad skal der til, før den flytter sig,« siger Jonathan Safran Foer.

I bogen kæmper især Julia, Jacobs kone, med den slags spørgsmål. Hvornår man gør det rigtige, og hvornår man resignerer. Her har vi hende i en boligbutik for at møde en kunde, hvis hjem hun skal indrette.

»Hun mødtes med Mark i boligtilbehørsforretningen. Den var elegant, og den var frastødende, i en verden hvor ligene af syriske børn skyllede i land på strandene, den var uetisk, eller i hvert fald vulgær. Men hendes bestillingsopgaver betød penge.«

Modne tomater?

Foer selv har gjort det godt. Hans post-skilsmissehus ligger i et af Brooklyns dyreste kvarterer, og huset er fyldt med designermøbler i lyse farver. Der er bøger fra gulv til loft, selv i vindueskarmen ligger der stakke. Hvad han læser for tiden? »Primært mine venners arbejde«.

Langs væggen står en lille pult med en gammeldags skrivemaskine. Kom man tilfældigt forbi huset på Pacific Street og kiggede ind uden at kende husets ejermand, ville de fleste nok skyde på, at her bor en forfatter.

Den yngste søn er ved at være klar til at tage på legeplads med barnepigen, der rydder tegnegrejet af det store spisebord i køkkenalrummet. Der ligger en tegneserie, kreeret af en af sønnerne, hvor tændstikmænd fører korte filosofiske samtaler: »Jeg er sikker på, at jeg ikke er død«, siger den ene, og den anden tændstiksmand svarer: »Det er sandsynligt, at jeg vil gøre noget«.

Jonathan Safran Foer og hans familie er tankemennesker, mere end de er politiske. Det samme gælder hans bøger, siger han. Alligevel refererer Her er jeg til mange af de globale konflikter, vi kender fra vores hverdag, hvor de konstant sniger sig ind.

»Man kan godt lade sig forføre af tanken om, at verden er mere grum nu, end den nogensinde har været før. Men sådan har alle generationer haft det. Alle, der har levet, har tænkt de tanker og derefter fortsat deres behagelige liv, hvis de havde muligheden. Men det er spændende at tænke på, hvorfor og hvordan vi gør det.«

Vi er gået over på den lokale cafe for at spise frokost, og Foer vil gerne lige vide sig sikker, vælge det behageligste liv, nu hvor han har muligheden:

»Er tomaterne sådan rigtigt modne? Er de lokale?«

Læs anmeldelse af ’Her er jeg’: Jonathan Safran Foer skuffer med ny roman

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Hvorfor skal man ideligt have anbefalet (gamle) artikler? Er det fordi ingen har anbefalet dem? Ingen har læst dem? Hvad er kriteriet for udvælgelsen? Eller er det ren tilfældighed, hvad jeg skal præsenteres for?

Denne her tror jeg rent faktisk, at jeg HAR læst. Uden at jeg fandt anledning til at anbefale eller kommentere den.

Mon denne kommentar overlever?