Læsetid: 8 min.

Det, mange kalder ’det postfaktuelle samfund’, kunne lige så godt kaldes demokrati

Engang var millioner af mennesker afskåret fra at tale, nu kommer de til orde – på én gang. Og det er ikke kun et problem
Engang var millioner af mennesker afskåret fra at tale, nu kommer de til orde – på én gang. Og det er ikke kun et problem

iBureauet/Mia Mottelson

8. september 2016

Den britiske tv-vært Faisal Islam kunne næsten ikke tro sine egne ører.

Han havde inviteret den daværende justitsminister og frontfigur i leave-kampagnen, Michael Gove, i studiet til et kritisk interview om Brexit, og tv-værten havde netop opremset en lang liste af eksperter, som var uenige med Gove.

Fra IMF til Nationalbanken, Indiens regering og Obama: Alle var enige om, at briterne skulle blive i EU. Men Gove var ligeglad.

»Jeg tror, befolkningen i dette land har fået nok af eksperter,« svarede han.

Faisal Islam blev så chokeret, at han straks afbrød sin gæst.

»Nok af eksperter? Hvad mener du med det? Det er virkelig Trump-politik.«

»Nej,« sagde Gove. »Det er tillid til det britiske folk.«

Tv-værten rystede på hovedet.

»Blind tillid.«

Michael Goves ord er efterfølgende blevet brugt som et eksempel på ’det postfaktuelle samfund’. For hvordan kan en politiker i ramme alvor mene, at man ikke bør lytte til eksperter?

Ideen om det postfaktuelle samfund, som stammer fra bogen True Enough: Learning to Live in a Post-Fact Society fra 2008, er blevet særdeles populær.

Danmarks justitsminister har skrevet om det. Det samme har chefredaktørerne på BerlingskeMandag Morgen og The Guardian; en nobelprisvinder, en topforskerklummeskribenterretorikprofessorer – og rigtig mange andre.

Donald TrumpDansk Folkeparti og Enhedslisten er blevet kædet sammen med det postfaktuelle samfund. Det samme er modstanden imod HPV-vacciner og shitstormen om Giraffen Marius

Senest er bogen, Helt ude i hampensom er udgivet på forlaget Gyldendal, blevet kaldt postfaktuel. Det sker kun to uger efter at forlagets litterære direktør, Johannes Riis, proklamerede, at bogmediet var et bolværk imod »det postfaktuelle samfund, hvor konkret viden og kendsgerninger er kommet i miskredit«.

Ideen er, at vi er trådt ind i en ny epoke, hvor sandheden er blevet relativ. Selv om internettet har gjort alverdens viden tilgængelig, er vi ikke blevet klogere, mener kritikerne. Tværtimod.

Engang fandtes der autoriteter, som kunne sortere i samfundets fælles viden – for eksempel nyhedsværten Walter Cronkite i USA eller middagsradioavisen herhjemme – men i dag har vi overladt meget af den slags til algoritmer og Twitter-feeds.

Mia Mottelson

Derfor kan alle konstruere deres egne (u)sandheder. Ingen kan endegyldigt slå fast, om klimaforandringerne er menneskeskabte, om Barack Obama er muslim, eller om Storbritannien rent faktisk betaler 350 mio. pund om ugen til EU, sådan som leave-kampagnen hævdede.

»Man kan altid forsøge at mobilisere modevidens til bestemte politiske formål,« siger David Budtz Pedersen, som er lektor på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

»De, der tror, at HPV-vacciner er farlige, selv om al medicinsk forskning siger det modsatte, kan finde en læge et sted, som mener noget andet. Noget tyder på, at almindelige medieforbrugere er blevet immune over for faktatjek, hæderkronede medier og eksperter, som trækker bukserne ned på folk som Trump eller de britiske politikere.«

Mere demokrati

Men langtfra alle er enige i, at vi lever i en ny epoke. Selve ideen om det postfaktuelle samfund er faktisk misvisende, mener Frederik Stjernfelt, som er professor på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

»Begrebet er vildledende, for der har aldrig været en faktuel periode i politik. Den guldalder har aldrig eksisteret,« siger han.

»Mange af de ting, vi nu siger om internettet, sagde folk om Ekstra Bladet og BT for 30 år siden.«

Han får opbakning fra professor Niels Ole Finnemann fra Aarhus Universitet, som har skrevet bogen Internettet i mediehistorisk perspektiv.

»Det er ikke sådan, at vi har udviklet os væk fra noget faktuelt. Tværtimod har interessen for evidens aldrig været større, end den er i dag. De politiske ideologiske kampe har altid været fyldt med fordrejninger,« siger han.

Det nye er ikke, at internettet og de sociale medier forvandler sandheder til løgne – det nye er, at elitens monopol på viden og taletid er blevet brudt, så millioner af mennesker, som engang var afskåret fra at ytre sig, nu kan komme til orde. Og det er godt.

Mia Mottelson

»Før årtusindskiftet var det ikke mulig for almindelige mennesker uden høje ledelsesposter at komme til orde i medierne. Det har man glemt,« siger Niels Ole Finnemann.

»Jeg ser det (internettet, red.) som en stor udvidelse af demokratiet. Vi har aldrig i verdenshistorien haft så mange, som formulerer sig skriftligt, og det skaber selvfølgelig uorden, fordi der kommer flere impulser, men det er ikke, fordi folk er dumme, uuddannede eller uforskammede. Noget er selvfølgelig plat og aggressivt, men det har debatter altid været.«

Pøbelvælde

Nikolai Thyssen, som er direktør for det mobile nyhedsmagasin Føljeton, er enig. Mærkaten ’postfaktuel’ klistres alt for ofte på politiske diskussioner, hvor der ikke findes et entydigt faktuelt svar, mener han – for eksempel Brexit.

»Brexit er jo ikke et spørgsmål, som sagkundskaben kan afgøre. Det handler om, hvorvidt man vil være i et europæisk fællesskab eller ej,« siger Nikolai Thyssen.

»Leave-siden kørte rundt med et kæmpetal på deres bus, som var en åbenlys løgn (de 350 mio. pund om ugen, red.). Men det var jo en modvægt til, at hele remain-siden sagde: ’Hvis I stemmer leave, så går den britiske økonomi op i flammer.’ Jeg kan sådan set godt forstå, at Michael Gove til sidst sagde: ’Jeg gider ikke flere eksperter. I kan komme med 3.000 nationalbankdirektører, men jeg vil altså have et andet politisk projekt.’ Jeg er ikke enig med Gove, men jeg kan godt forstå reaktionen.«

Ofte fungerer anklagerne om løgn og postfakta som elitens våben imod ’de andre’, mener han. Sådan var det også i debatten om Dong herhjemme: Da 200.000 borgere i 2014 underskrev en protest imod salget, forfattede Weekendavisen en bekymret leder med overskriften ’Massevælde’:

»Massebevægelsen på de sociale medier kan passende minde os om, at man også har kaldt massens direkte demokrati for noget andet: pøbelvælde.«

Mia Mottelson

Avisens ordvalg leder tanker i retning af debatten i Danmark i 1800-tallet, hvor den intellektuelle elite diskuterede, om man burde indføre demokrati eller ej. Grundtvig var imod.

»Mængden er altid pøbelagtig,« som han sagde i 1838.

Klaus Rifbjerg indtog en lignende position i 2014, da han sagde:

»Der er kun 2.000 begavede mennesker i Danmark – og resten er dumme.«

Weekendavisens leder om Dong-sagen er et eksempel på det, Nikolai Thyssen kalder »elitens kulturpessimisme på andres vegne«.

»Var det finanseksperterne og Bjarne Corydon, som havde ret om Dong, eller var det de 200.000 mennesker, som skrev under? Det kan man jo ikke entydigt afgøre, for det er et politisk spørgsmål, om hvorvidt staten bør drive et energiselskab eller ej. Men det viser, at rigtig mange af de spørgsmål, hvor folk trækker kortet om det postfaktuelle samfund, reelt handler om noget, som videnskaben ikke kan afgøre,« siger Nikolai Thyssen. 

(Læs mere om Dong og massevælde her)

En ny kulturpessimisme

Noget lignende kan siges om Donald Trump, mener Niels Ole Finnemann. Trumps succes skyldes ikke kun dumme hillbillies og det postfaktuelle samfund – det handler om politik.

»Det er jo ikke sådan, at det store flertal i den amerikanske befolkning tror, at Trump er et sandhedsvidne,« siger Niels Ole Finnemann.

Han peger på, at der sidder en mindre hær af faktatjekkere klar til at kigge Trump i kortene, hver gang han hævder, at kriminaliteten er eksploderet i USA’s byer (hvilket den ikke er), eller at der er 30 mio. illegale immigranter i USA (hvilket også er forkert).

Mia Mottelson

»Det handler mest om, at rigtig mange ikke kan holde magteliten ud – og det er jo ikke så underligt, når man ser på, hvordan indkomstfordelingen har været de sidste 30 år. Det er forkert at se det som en postfaktuel virkelighed. Det er udtryk for en irritation over samfundsudviklingen.«

Styret af løgn

David Budtz Pedersen er mere skeptisk. Det er ikke kun positivt, at strømmen af information kan flyde uredigeret rundt på internettet – det giver også en dubiøs politiker som Donald Trump mulighed for at styre sin kampagne via løgn og manipulation.

»Det er en alt for ideologisk position, som Finnemann og andre indtager. Der findes lige så meget dårlig information på nettet som godt, og uredigeret debat er meget ilde for et demokrati. Hvis der ikke findes stærke demokratiske dyder i forvejen, så hjælper information ingenting. Så er demokratisering bare polarisering,« siger David Budtz Pedersen.

Han ser ikke det postfaktuelle samfund som en tidsalder, men som »en samfundsanalyse af, hvordan junkvidenskab og fordrejninger bliver mobiliseret som politiske våben«.

For at blive klogere på netop det lancerede magasinet The New Yorker i sidste uge en hel temaserie om Donald Trumps løgne: Ja, skrev magasinet, politikere har altid løjet – ikke mindst amerikanske præsidenter (»Read my lips. No new taxes«. »I did not have sexual relations with that woman«. »We found the weapons of mass destruction«).

Men Trump er alligevel i en klasse for sig. Han lyver ikke bare for at slippe ud af en dum situation eller for at opnå et veldefineret mål. Han lyver bare. Hele tiden.

Demokrati og demagogi

Frygten for pøbelvælde og usandheder indskriver sig i en lang historisk tradition for kulturpessimisme, fortæller professor Oliver Bennett fra University of Warwick, som har skrevet bogen Cultural Pessimism: Narratives Of Decline In The Postmodern World.

»Enhver periode har sin egen kulturpessimisme, hvor den ser tilbage og tænker: ’Det var bedre tidligere, og nu er det værre’,« siger han.

Mia Mottelson

»I starten af 1900-tallet, hvor der var voldsomme fremskridt, talte folk om, at fremskridtet var en myte, der bare skabte en ny form for indespærring. I 1800-tallet var der bekymringer for industrialiseringen, den var måske nok god for økonomien, men ødelagde folks liv, sagde man,« siger Oliver Bennett.

»Det samme findes i de klassiske religioner, som har ét tilfælles: menneskets syndefald.«

Men i stedet for at spejde længselsfuldt efter et tabt paradis af sandhed, bør vi betragte manipulation og demagogi som en uadskillelig del af demokratiet, mener Frederik Stjernfelt.

»I et demokrati kan fakta aldrig være enerådende. Demokrati er noget andet end oplyst enevælde, hvor en fyrste leder staten på baggrund af den bedst tilgængelige viden – det er ellers den mest faktuelle politiske teori. Frihed kan jo også bruges til ondartede ting,« siger han.

»I demokratiet ligger der ikke nogen garanti for, at folk stemmer på baggrund af dybe rationelle overvejelser baseret på fakta. Vi kan ikke stille andet op imod det end at oplyse. Vi kan jo ikke vedtage love, som forbyder løgne. Men vrøvl antager stadig nye former i nye medier, og kritikken af det postfaktuelle er den aktuelle variant af den evige kamp mod vrøvl.«

Nikolai Thyssen er enig.

»Siden oplysningstiden har vi haft et ideal om, at mennesket skal være skeptisk over for enhver autoritet. Men når mennesker nu rejser sig og sætter spørgsmålstegn ved autoriteter og deres viden, så ser man det som et nederlag. Det forstår jeg ikke. Flere mennesker end nogensinde før engagerer sig i den offentlige debat. Det er godt!«

Serie

Det postfaktuelle samfund?

Lever vi i en ny epoke, hvor sandheden drukner i virale nyheder og politisk spin? Eller er vi vidne til en ny form for demokrati, hvor folket endelig kan komme til orde? I denne serie sætter Information tænderne i et begreb, som stadig flere bruger i flæng: Det postfaktuelle samfund.

Vi undersøger, om USA’s konservative medier selv har skabt ’the Donald’, og vi taler med den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, om demokrati og folkelige frustrationer. Senere spørger vi: Er det postfaktuelle samfund bare elitens måde til at lukke munden på underklassen? Og har memes og Facebookaktivister ødelagt den politiske debat? Velbekomme.

Seneste artikler

  • Det er forestillingen om fakta, der er i krise

    8. oktober 2016
    Påstanden om, at vi lever i ’det postfaktuelle samfund’, er måske 2016’s mest omsiggribende samtidsdiagnose. Måske udtrykker den en fundamental ’krise’ for de samfundsteoretiske grundantagelser, der har hersket i de vestlige demokratier siden Murens fald
  • Berlusconi realiserede det postfaktuelle demokrati

    26. september 2016
    Ytringsfrihed er kun et gode på baggrund af respekt for faktuelle kendsgerninger. Italien kæmper stadig med følgerne af offentlige usandheder i industrielle mængder
  • Fukuyama: Vesten er trådt ind i en helt ny politisk epoke. Og det er forfærdeligt

    19. september 2016
    I 50 år har den politiske samtale i Vesten været tøjret til folkelige bevægelser, stærke institutioner og politiske midterpartier. De indrammede den politiske samtale. Nu sejler det hele. Sandheden flyder rundt. Og det er forfærdeligt, mener den berømte politolog, Francis Fukuyama
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
  • ingemaje lange
  • Per Jongberg
  • Liliane Murray
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Slettet Bruger
  • Jens Kofoed
  • Niels Duus Nielsen
odd bjertnes, ingemaje lange, Per Jongberg, Liliane Murray, Hans Jørn Storgaard Andersen, Slettet Bruger, Jens Kofoed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thaarup Nyberg

Ad. Peter Knap
At vi skulle befinde os i et postfaktuelt samfund, minder mig om det tidligere (´70 - ´80 ernes) bonmot: ´fatasien til magten´; bevar os vel.

Christopher Richard Hansen

Måske er idéen om det postfaktuelle samfund i virkeligheden et symptom på det faktualistiske samfund, hvor vi forestiller os at alt (inklusive politiske spørgsmål) kan reduceres til simple ”fakta”?
Ikke at jeg påstår at det er et faktum. Det ville jo være lidt ironisk…

Det 'post-faktuelle samfund' er vel hverken det populistisk eller det fantasistyrede samfund, men derimod et "efter-fakta-samfund" hvor de hidtidigt gældende fakta tages op til vurdering sammenholdt med de nu gældende erfaringsgrundlag og fremtidsovervejelser ...og naturligvis i en velovervejet prioritering.

For lige at gentage:

Liliane Murray 09. september, 2016 - 06:25
Hvad Danmark og verden i sandhed har brug for, er et paradigmeskift! En omvæltning af hvordan vi betragter og indretter verden. (Hvad en gang er sagt, kan altid gentages. Zen :-)

...og glemmes må ikke at kilderne til støj i den proces er mangfoldige men målrettede. Karl Marx har en interessant historisk gennemgang af socialismens bevidste forvanskning i Det kommunistiske manifest.

Nogen foreslår at kalde det løgnesamfundet, og jeg synes, det er det, vi skal.

Jens Thaarup Nyberg, Britt Kristensen og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar

"factum" er perfektum particium af "facio" - 'jeg gør', det beskrivet altså den tilendebragte handling, hvis resultat derfor kan konstateres.
Et godt eksempel på postfaktualitet er for mig, når en socialforvaltning nægter en uarbejdsdygtig borger førtidspension med den begrundelse, at arbejdsevnen jo ville kunne vende tilbage, altså en benægtelse af faktualiteten i tilstanden.

Britt Kristensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Godt eksempel Steffen Gliese, men det er vel ikke det der ligger i det "post faktuelle samfund". Det du nævner er en politisk beslutning, som laves om når Enhedslisten skriver en ny vejledning. Der er fakta som er "forkerte" selv om de opfattes som fakta. Eksempelvis, at vil alle blive rigere fordi der trykkes flere dollars. Det er ikke politik det er økonomisk videnskab vil de neoliberale politikere påstå.

Hvis vi kaster et blik på et andet "post-" begreb:
Postmodernisme betegner en kunstnerisk, litterær, arkitektonisk, filosofisk og kulturel retning opstået i forlængelse af modernismen. Postmodernismen er centreret omkring et opgør med modernismens idealer. I postmodernismen angribes opfattelsen af universelle sandheder, og der fokuseres på en fragmenteret anskuelse. (wiki)

Den fortolkning passer i øvrigt til Brinkmanns hensigt med hans bog: "Ståsteder."

Når relativt velhavende mennesker, der ikke mangler noget som helst, alligevel arbejder sig halvt ihjel for at blive endnu rigere, er der jo oplagt tale om, at man gør et middel til et mål i sig selv. Selv om folk opfører sig, som om penge har egenværdi, har de det altså ikke, men hvad har de så? Hvad er et mål i sig selv? Denne bogs udgangspunkt er, at lykkes det én at svare på dette - ikke nødvendigvis én gang for alle, men i hvert fald i en fortløbende eksistentiel diskussion med sig selv og andre - så er man tæt på en forståelse af, hvad der grundlæggende giver livet mening.

Vi skal splitte dogmerne op i værdifaste fragmenter og forbinde dem på nye måder. Det er ikke løgn.

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Der går mange skel i samfundet, og vi der påpeger dem til erkendelsesmæssig benefice er som bekendt nogen der 'skaber splid'. Hurra, her er lidt mere splid :
Evidens-dillen i tiden er klokkeklar, og er kommet af almenhedens adgang til debat - og til at kæmpe om at få ret. Det kan man gøre ved at forfølge enten jura eller moral, og skellet mellem de der vælger den ene og den anden model er interessant. Det er ikke specielt klart for går det ene ikke prøver man altid det andet alligevel.
Men ingen af delene er sandhed. Der er ingen tvivl om at et religiøst system som islam fisker i rørte vande når al funktionel sandgyldighedsafgørelse skal foretages af retsinstanser og 'hensyntagen til følelser'. Men dette forhold er det postfaktuelle problem. Tvivlsomheden omkring en Wikipedia-oplysnings validitet er matcher som bekendt mængden af global passion om dens emne. Noget tyder dog på i al den scientisticerende evidens-mani, som ikke umiddelbart gavner de humanistiske videnskaber, at det faktisk er sandhed mennesket som art intuitivt søger, så det er altsaqmmen ret håbefuldt men ikke i væres levetid. Når folk forfølger andre strategier er det fordi de forfølger kortere, individuelle, horisonter

"’jeg gør’, det beskrivet altså den tilendebragte handling, hvis resultat derfor kan konstateres."

'Jeg gør' er nutid altså en igangværende handling. 'Jeg har gjort' er derimod den tilendebragte handling, men eksemplet er godt.

Bill Atkins, Tungetale er ikke sandhed, jeg ved ikke hvordan du får en anbefaling af ikke at glemme sandheds-begrebets overordentlige betydning tgil at blive en generel anbefaling af tungetale. Postfaktualitet eller bevidst svindel ?
.... det er anbefalelsesværdigt at spørge sig selv, når man foretager en 'stillingtagen', om man nu 'bare' rider jura eller om man navlepiller moral. Man gør nemlig een af delene, da total sandhed per se er uudsigelig. Problemet er jo, at jo mere man evidense-rer alting, jo fjernere ryger den mangefacetterede sandhed. Nej, jeg hører ikke til de der overdrevent romantiserer HCAndersens lille enfoldige dreng i Kejserens Nye Klæder, men jeg fornægter heller ikke hans iagttagelse.
Og så tilbage til bolden ?

Pia, ’virkelighed’ er alene et spørgsmål om hvem du spørger. Du har ret i at der eksisterer majoritets-konsensus om en række ting i vores verden, men gør det dem nødvendigvis mere rigtige? Historisk har majoriteten taget fejl et utal af gange – eller sagt på en anden måde, senere generationer af majoriteter har nyfortolket og måske endda forkastet det, der engang blev betragtet som en absolut sandhed om verden. Mit ærinde her er i virkeligheden, at anfægte det objektive som et absolut pejlemærke for vores forståelse af verden, idet jeg vil hævde, at begrebet ’objektivitet’ er defineret af mennesker og som sådan er det også genstand for menneskelig fortolkning.

Odd Bjertnes, al sandhed er midlertidig, det er det første, man lærer på universitetet, hvis ikke før. Hegel troede på en pilgrimsvandring mod større erkendelse, men det må konstateres, at vejen ofte kan være ganske besværlig og ikke den indlysende at vælge; så går man som samfund vild i nogle årtier eller århundreder, som vi nu har gjort det med liberalismen og dens indgroede fordomme om menneskers "natur".

René Arestrup

Det forstår jeg ikke. Der eksisterer en (massiv) majoritetskonsensus om fx Newton's love og de senere udvidelser af Einstein's teorier udgør en særdeles god - ned til xx'ed decimal - af vore makro-verden.

Er den model derfor ikke objekivt mere rigtig end pre-Newton-modellerne?

Relativisme kan også blive så absurd, at den i sig selv er meningsløs.

total sandhed per se er uudsigelig. siger du, odd bjertnes, "Sikkert" siger jeg og forestiller mig noget i retning af Wittgenstein: "Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie". Men som Steffen Gliese påpeger, -og som jeg er helt enig i - er al sandhed midlertidig, og dermed vel også Wittgensteins sætning ...så jeg hører til dem, der prioriterer ...og jeg foretager ikke deduktive eller induktive slutninger - i hvertfald ikke i store spring. Eksempelvis prioritere jeg økonomisk videnskab på den måde: "at det skal nok passe, hvis altså ikke erfaringen viser noget andet - vi får se", men hvis den basale økonomi ikke fungerer - livet ikke er værdigt -, så er det nogle helt andre regler der gælder, og de er ikke videnskabelige, men politiske nu og her.

Pia Madsen, der er én ting, man kan være sikker på med de modeller, du nævner: de passer ikke. De er bare de mest plausible for nærværende.

Steffen Gleise

Jeps, det er jeg helt enig i. (der mangler et "model" efter "god" ovenfor i mit skriv).

Styrken i videnskab er når man erkender at enhver model og erkendelse - selvom den måtte være bedre end den foregående - aldrig er 100% præcis. Og intetsteds er det mere klart end i mine to akademiske yndlingsfag - fysik og økonomi.

Jens Thaarup Nyberg

Bill Atkins
09. september, 2016 - 13:19
Et postfaktuelt samfund er, i min opfattelse, et kommende samfund, hvor kendsgerninger tilsidesættes, altså et selvdestruktivt samfund, i yderste konsekvens. Knap så konsekvent: mig selv og mit først, efter forbilledet det epistemiske anarki, dvs. et realiseret anarki.

Jens Thaarup Nyberg

"... al sandhed er midlertidig, det er det første, man lærer på universitetet, hvis ikke før."
Hmmm, nogle, for menneskeheden relevante, sandheder er midlertidige, men ikke alle: spise, elske sove, og hvad deraf kan udledes af historisk passende sandheder.

Jens Thaarup Nyberg, hvis du tager "post-" begrebet op som det bruges ( se 14:12) så er det et neutralt begreb, som tager hid til gældende sandheder op til vurdering, med de indtil nu opnåede erfaringer. Disse erfaringer kan være værdifaste, de kan være politiske muligheder, de kan være nye sandheder, det kan være antiteser - altså marxistisk dynamik. Problemet er, at vi lige nu lever i en stærkt neoliberale tid med neoliberale værdier, sandheder og modeller. Men det er jo et spørgsmål om politik ...politik as usual. Holder de post-faktuelle nye sandheder ikke, så er det jo løgne - men det er en gave til marxisterne, at de neoliberale af den post-faktuelle emergens tvinges til at diskutere deres værdier - lad dem komme an. Bare synd der er så mange ikke marxister der ikke aner hvad de skal stille op i en diskusion om neoliberalismen for de har ikke noget sætte istedet. Det er ikke kun de erklærede neoliberale der har ramt loftet:

Se
Neoliberalismen har mødt sine grænser, og politikerne aner ikke, hvad de skal stille op
https://www.information.dk/kultur/2016/09/neoliberalismen-moedt-graenser...

Jens Thaarup Nyberg

Bill Atkins
09. september, 2016 - 14:12
"Hvis vi kaster et blik på et andet "post-" begreb:
Postmodernisme betegner ... "
Der skrives faktisk "det postfaktuelle samfund " og ikke " det postfaktualistiske samfund".
Ét er post-, noget andet postfaktuelt, som ikke er en -isme.

PS de sandheder du nævner svinger i intensitet, de kan prioriteres og udvandes, og de bliver annuleret ved død - de er ikke værdifaste. Fødevarerminister Lunde Larsen mener vi skal belave os på at spise maddiker.

En skriver på nette:

Tesen er at mange intellektuelle, politikere, journalister og debattører blev overrasket over hvordan Internettet har påvirket vores debatkultur, politik og syn på virkeligheden.
Man havde forventet at med Internettets fremkomst ville det være let at gennemskue løgn, finde fakta og statistikker, og at mediernes magtmonopol og meningsmonopol ville blive brudt fordi enhver der havde noget fornuftigt (og sandt) at sige havde en platform.

Vi kan ikke vide om ovenstående påstand er den gældende definition. Men vi kan komme med antiteser.

Min antitese er at mange intellektuelle, politikere, journalister og debattører ser med forskrækkelse på at deres monopol er blevet brudt, og at nettet fremmer demokratiet og folks politiske interesse. Internettet forhindre ikke fornuft. Folk er ikke dumme de vil have fornuftige argumenter. Hvem lytter til en nar på nettet - han bliver jo hurtigt kørt på et sidespor.

Noget andet er den skriftlige debatform - den er ny.

Steffen Gliese, Liliane Murray, Lise Lotte Rahbek og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Bill Atkins
10. september, 2016 - 00:00
Well, jeg tror dog det ligger i mit skriv 23:19.
Anyway, mine dage er lange og min tid her på sitet kort - men det er en fornøjelse at følge trådene.

Ja enig, debat er berigende, måske mest for den der skriver. Det kan være et argument for det
post-faktuelle uundgåelige samfund. :-)

Pia, nu bliver det hurtigt lidt abstrakt, men ikke desto mindre. Du kan hævde, at Newton og Einstein har defineret nogle fysiske love, som tilsyneladende forklarer noget om vores verden, men hverken tyngdeloven eller relativitetsteorien er løsrevet fra universets øvrige fysiske love og som sådan er de hver især stærkt begrænsede forklaringsmodeller om det hele. De er med andre ord små brikker i et større, ja gigantisk, puslespil, som vi/videnskaben endnu ikke er i nærheden af at gennemskue og forstå og hvem ved, måske er hverken Newtons eller Einsteins teorier holdbare i en anden og større kontekst. Og så er vi tilbage ved den menneskelige fortolkning af det hele. Kombinationen af naturvidenskab og menneskelig indbildskhed forhindrer ikke, at vi, altid, er nødt til at tilføje: Så vidt vi ved...

@ Steffen Gliese,

Du har helt ret, jeg overså en lille vigtig detalje, sætningens begyndelse! Min uforbeholdne undskyldning!

Mvh., osv.

Jens Thaarup Nyberg

Jeg ser nu at have knyttet an til:
"Det postfaktuelle samfund?
Lever vi i en ny epoke, hvor sandheden drukner i virale nyheder og politisk spin? Eller er vi vidne til en ny form for demokrati, hvor folket endelig kan komme til orde? I denne serie sætter Information tænderne i et begreb, som stadig flere bruger i flæng: Det postfaktuelle samfund."
men må så også erklære mig enig i, at der nok skal være noget om Stjernfelts
»Begrebet er vildledende, for der har aldrig været en faktuel periode i politik. Den guldalder har aldrig eksisteret,« ...»Mange af de ting, vi nu siger om internettet, sagde folk om Ekstra Bladet og BT for 30 år siden.«
og Finnemanns "»Det er ikke sådan, at vi har udviklet os væk fra noget faktuelt. Tværtimod har interessen for evidens aldrig været større, end den er i dag. De politiske ideologiske kampe har altid været fyldt med fordrejninger,"
Eksempler på det modsatte skal nok findes - vi beskæftiger os med historiske fakta !

Noget kan tyde på at begrebet 'det post-faktuelle samfund' - som jeg foretrækker at fastholde da nettet er et afgørende nyt redskab i demokratikampen world wide - nærmere opstår fordi politikerne kæmper for deres definitionsret, end fordi folk "misbruger" deres ytringsfrihed til at skabe løgne og konspirationer..

Politik bliver mere og mere uigennemskueligt på grund af: Spindoktorer. Mørkelægningslov. Lobbyister. Bevidst komplicering (Folkeafstemning EU 22 vidt forskellige retsakter. Svindel med gødningstal #gyllegate. 2025-plan uden opsummering resume. m.m.)

Det påståede post-faktuelle kaos er i virkeligheden overDanmarks forsvar mod nettets langsomme men sikre evne til kollektivt at gennemskue løgn, finde fakta og statistikker, og bryde mediernes magtmonopol og meningsmonopol.

Den nøgne pige fra Vietnam er et ikon på at ærlighed kræves af alle - selv af nettets mest populære - men absolut elitære - kommunikationsredskab Facebook.

Anne Eriksen, Liliane Murray og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Ikke blot elitær, men også autoritær; og her mener jeg oplysingens idealer kommer os tilpas ( i.e. ikke overfor autoriteter ).

René Arestrup,

Jojo men det erkender fysikken jo netop også. De nævnte modeller er bare stadigt langt bedre end alternativerne. Jeg arbejder ikke - og det gør videnskaben heller ikke - med absolutter, men det ændrer ikke ved at alle modeller og alle opfattelser ikke er lige gode. Det er de selvfølgeligt ikke.

René Arestrup,

Jojo men det erkender fysikken jo netop også. De nævnte modeller er bare stadigt langt bedre end alternativerne. Jeg arbejder ikke - og det gør videnskaben heller ikke - med absolutter, men det ændrer ikke ved at alle modeller og alle opfattelser ikke er lige gode. Det er de selvfølgeligt ikke.

Pia, du vælger bestemte forklaringsmodeller og forkaster nogle andre. Dermed er vi tilbage ved mit udgangspunkt - og min pointe - om at virkeligheden altid er genstand for subjektiv fortolkning. At nogle forklaringsmodeller forekommer mere logiske og ræsonnable - for dig og for mig - ændrer jo ikke ved det faktum, at vi begge er nødt til at forholde os til, at der findes andre forklaringsmodeller - uanset om vi anser dem for 'gode' eller ej.

Jens Thaarup Nyberg

At nogle forklaringsmodeller forekommer mere logiske og ræsonnable - for dig og for mig - ændrer jo ikke ved det faktum, at der findes en virkelighed, som vore teorier ikke dækker helt.

Peter Hoffmeyer

Ja ok, men det er så en forældet forklaringsmodel - 'forældet' som det kritiske led i sætningen.
Idag findes vel kun den ene forklaringsmodel; at jorden drejer om sin akse, og folk der forestiller sig andet hjælpes til nærmeste skadestue ?

Peter Hoffmeyer

Sjovt at terminologi-forvirring er den drivende kraft i adskillige tråde pt.
Op og ned er neutrale beskrivelse af vertikal bevægelse. At stå op/gå ned er derimod aktiviteter der forudsætter intention. Intention findes alene i den levende verden - ellers kaldes det regelmæssighed.

Niels Duus Nielsen

Peter Hoffmeyer, man kan faktisk godt meningsfuldt påstå, at solen står op og går ned, mens jorden ligger stille - det kommer alene an på, hvilket perspektiv du anlægger.

At påstå, at jorden drejer sig om sin akse forudsætter, at du iagttager bevægelsen fra et sted, der er i ro i forhold til denne bevægelse. Men afhængig af ståsted kan fx bevægelsen rundt om solen betragtes som en ellipse, hvis betragteren bevæger sig sammen med solen, eller som en spiralbevægelse, hvis iagttageren er i ro i forhold til stjernernes bevægelse.

At vi har valgt det heliocentriske verdensbillede skyldes især, at det forsimpler de astronomiske beregninger, der ellers må tage højde for både cykler og epicykler. Men der er ikke tale om en absolut sandhed. Ligesom man endnu ikke har fundet det arkimediske punkt.

René Arestrup

Ja selvfølgelig vælger jeg forklaringsmodel. I ethvert tilfælde er jeg nødt til (eller bør) vælge den der er mest belæg for. Ved hjælp af teknikker som logik, deduktion, Den Videnskabelige Metode etc, etc.

Når jeg tænder for min GPS i bilen, så bygger den på anvendt udnyttelse af en række af de forudsigelser der var en følge af såvel Newton's love som den specielle og almindelige relativitetsteori. Altså har de modeller vist sig at være praktisk - og med særdeles god præcision - anvendelige modeller af vores makro-verden. Ihverfald på planetart niveau. Så det er et eksempel på at det ikke er subjektivt "ligemeget" hvilken model jeg vælger.

Ikke all modeller og "virkeligheder" er lige gode. Uanset at vi aldrig får en absolut model for noget udenfor matematikkens snævre verden.

Peter Hoffmeyer

Niels Nielsen,
Total relativitet ophører ved første præmis.
Så vidt jeg lige kan vurdere taler du om 'sand' beskrivelse, relativt til perspektiv. Jeg taler om fakta, uanset perspektiv.
Jeg har altså indlagt præmissen: bedste tilnærmelse til faktisk virkelighed.

Forklaringer baseret på utilstrækkelig data, er i den forbindelse utilstrækkelige - uanset årsag.
Men jo ikke nødvendigvis uden mening af den grund - det kan være nyttigt at vide, at solen også skinder i morgen, selvom man forestiller sig den trukket over himlen med en kærre.

Moderne videnskab skal opfattes som en arbejdsmodel under konstant optimering, altid baseret på bedst mulig tilnærmelse til faktisk virkelighed - efter kunstens regler og nødvendige begrænsninger.

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Sider