Læsetid: 8 min.

Det, mange kalder ’det postfaktuelle samfund’, kunne lige så godt kaldes demokrati

Engang var millioner af mennesker afskåret fra at tale, nu kommer de til orde – på én gang. Og det er ikke kun et problem
Engang var millioner af mennesker afskåret fra at tale, nu kommer de til orde – på én gang. Og det er ikke kun et problem

iBureauet/Mia Mottelson

8. september 2016

Den britiske tv-vært Faisal Islam kunne næsten ikke tro sine egne ører.

Han havde inviteret den daværende justitsminister og frontfigur i leave-kampagnen, Michael Gove, i studiet til et kritisk interview om Brexit, og tv-værten havde netop opremset en lang liste af eksperter, som var uenige med Gove.

Fra IMF til Nationalbanken, Indiens regering og Obama: Alle var enige om, at briterne skulle blive i EU. Men Gove var ligeglad.

»Jeg tror, befolkningen i dette land har fået nok af eksperter,« svarede han.

Faisal Islam blev så chokeret, at han straks afbrød sin gæst.

»Nok af eksperter? Hvad mener du med det? Det er virkelig Trump-politik.«

»Nej,« sagde Gove. »Det er tillid til det britiske folk.«

Tv-værten rystede på hovedet.

»Blind tillid.«

Michael Goves ord er efterfølgende blevet brugt som et eksempel på ’det postfaktuelle samfund’. For hvordan kan en politiker i ramme alvor mene, at man ikke bør lytte til eksperter?

Ideen om det postfaktuelle samfund, som stammer fra bogen True Enough: Learning to Live in a Post-Fact Society fra 2008, er blevet særdeles populær.

Danmarks justitsminister har skrevet om det. Det samme har chefredaktørerne på BerlingskeMandag Morgen og The Guardian; en nobelprisvinder, en topforskerklummeskribenterretorikprofessorer – og rigtig mange andre.

Donald TrumpDansk Folkeparti og Enhedslisten er blevet kædet sammen med det postfaktuelle samfund. Det samme er modstanden imod HPV-vacciner og shitstormen om Giraffen Marius

Senest er bogen, Helt ude i hampensom er udgivet på forlaget Gyldendal, blevet kaldt postfaktuel. Det sker kun to uger efter at forlagets litterære direktør, Johannes Riis, proklamerede, at bogmediet var et bolværk imod »det postfaktuelle samfund, hvor konkret viden og kendsgerninger er kommet i miskredit«.

Ideen er, at vi er trådt ind i en ny epoke, hvor sandheden er blevet relativ. Selv om internettet har gjort alverdens viden tilgængelig, er vi ikke blevet klogere, mener kritikerne. Tværtimod.

Engang fandtes der autoriteter, som kunne sortere i samfundets fælles viden – for eksempel nyhedsværten Walter Cronkite i USA eller middagsradioavisen herhjemme – men i dag har vi overladt meget af den slags til algoritmer og Twitter-feeds.

Mia Mottelson

Derfor kan alle konstruere deres egne (u)sandheder. Ingen kan endegyldigt slå fast, om klimaforandringerne er menneskeskabte, om Barack Obama er muslim, eller om Storbritannien rent faktisk betaler 350 mio. pund om ugen til EU, sådan som leave-kampagnen hævdede.

»Man kan altid forsøge at mobilisere modevidens til bestemte politiske formål,« siger David Budtz Pedersen, som er lektor på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

»De, der tror, at HPV-vacciner er farlige, selv om al medicinsk forskning siger det modsatte, kan finde en læge et sted, som mener noget andet. Noget tyder på, at almindelige medieforbrugere er blevet immune over for faktatjek, hæderkronede medier og eksperter, som trækker bukserne ned på folk som Trump eller de britiske politikere.«

Mere demokrati

Men langtfra alle er enige i, at vi lever i en ny epoke. Selve ideen om det postfaktuelle samfund er faktisk misvisende, mener Frederik Stjernfelt, som er professor på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

»Begrebet er vildledende, for der har aldrig været en faktuel periode i politik. Den guldalder har aldrig eksisteret,« siger han.

»Mange af de ting, vi nu siger om internettet, sagde folk om Ekstra Bladet og BT for 30 år siden.«

Han får opbakning fra professor Niels Ole Finnemann fra Aarhus Universitet, som har skrevet bogen Internettet i mediehistorisk perspektiv.

»Det er ikke sådan, at vi har udviklet os væk fra noget faktuelt. Tværtimod har interessen for evidens aldrig været større, end den er i dag. De politiske ideologiske kampe har altid været fyldt med fordrejninger,« siger han.

Det nye er ikke, at internettet og de sociale medier forvandler sandheder til løgne – det nye er, at elitens monopol på viden og taletid er blevet brudt, så millioner af mennesker, som engang var afskåret fra at ytre sig, nu kan komme til orde. Og det er godt.

Mia Mottelson

»Før årtusindskiftet var det ikke mulig for almindelige mennesker uden høje ledelsesposter at komme til orde i medierne. Det har man glemt,« siger Niels Ole Finnemann.

»Jeg ser det (internettet, red.) som en stor udvidelse af demokratiet. Vi har aldrig i verdenshistorien haft så mange, som formulerer sig skriftligt, og det skaber selvfølgelig uorden, fordi der kommer flere impulser, men det er ikke, fordi folk er dumme, uuddannede eller uforskammede. Noget er selvfølgelig plat og aggressivt, men det har debatter altid været.«

Pøbelvælde

Nikolai Thyssen, som er direktør for det mobile nyhedsmagasin Føljeton, er enig. Mærkaten ’postfaktuel’ klistres alt for ofte på politiske diskussioner, hvor der ikke findes et entydigt faktuelt svar, mener han – for eksempel Brexit.

»Brexit er jo ikke et spørgsmål, som sagkundskaben kan afgøre. Det handler om, hvorvidt man vil være i et europæisk fællesskab eller ej,« siger Nikolai Thyssen.

»Leave-siden kørte rundt med et kæmpetal på deres bus, som var en åbenlys løgn (de 350 mio. pund om ugen, red.). Men det var jo en modvægt til, at hele remain-siden sagde: ’Hvis I stemmer leave, så går den britiske økonomi op i flammer.’ Jeg kan sådan set godt forstå, at Michael Gove til sidst sagde: ’Jeg gider ikke flere eksperter. I kan komme med 3.000 nationalbankdirektører, men jeg vil altså have et andet politisk projekt.’ Jeg er ikke enig med Gove, men jeg kan godt forstå reaktionen.«

Ofte fungerer anklagerne om løgn og postfakta som elitens våben imod ’de andre’, mener han. Sådan var det også i debatten om Dong herhjemme: Da 200.000 borgere i 2014 underskrev en protest imod salget, forfattede Weekendavisen en bekymret leder med overskriften ’Massevælde’:

»Massebevægelsen på de sociale medier kan passende minde os om, at man også har kaldt massens direkte demokrati for noget andet: pøbelvælde.«

Mia Mottelson

Avisens ordvalg leder tanker i retning af debatten i Danmark i 1800-tallet, hvor den intellektuelle elite diskuterede, om man burde indføre demokrati eller ej. Grundtvig var imod.

»Mængden er altid pøbelagtig,« som han sagde i 1838.

Klaus Rifbjerg indtog en lignende position i 2014, da han sagde:

»Der er kun 2.000 begavede mennesker i Danmark – og resten er dumme.«

Weekendavisens leder om Dong-sagen er et eksempel på det, Nikolai Thyssen kalder »elitens kulturpessimisme på andres vegne«.

»Var det finanseksperterne og Bjarne Corydon, som havde ret om Dong, eller var det de 200.000 mennesker, som skrev under? Det kan man jo ikke entydigt afgøre, for det er et politisk spørgsmål, om hvorvidt staten bør drive et energiselskab eller ej. Men det viser, at rigtig mange af de spørgsmål, hvor folk trækker kortet om det postfaktuelle samfund, reelt handler om noget, som videnskaben ikke kan afgøre,« siger Nikolai Thyssen. 

(Læs mere om Dong og massevælde her)

En ny kulturpessimisme

Noget lignende kan siges om Donald Trump, mener Niels Ole Finnemann. Trumps succes skyldes ikke kun dumme hillbillies og det postfaktuelle samfund – det handler om politik.

»Det er jo ikke sådan, at det store flertal i den amerikanske befolkning tror, at Trump er et sandhedsvidne,« siger Niels Ole Finnemann.

Han peger på, at der sidder en mindre hær af faktatjekkere klar til at kigge Trump i kortene, hver gang han hævder, at kriminaliteten er eksploderet i USA’s byer (hvilket den ikke er), eller at der er 30 mio. illegale immigranter i USA (hvilket også er forkert).

Mia Mottelson

»Det handler mest om, at rigtig mange ikke kan holde magteliten ud – og det er jo ikke så underligt, når man ser på, hvordan indkomstfordelingen har været de sidste 30 år. Det er forkert at se det som en postfaktuel virkelighed. Det er udtryk for en irritation over samfundsudviklingen.«

Styret af løgn

David Budtz Pedersen er mere skeptisk. Det er ikke kun positivt, at strømmen af information kan flyde uredigeret rundt på internettet – det giver også en dubiøs politiker som Donald Trump mulighed for at styre sin kampagne via løgn og manipulation.

»Det er en alt for ideologisk position, som Finnemann og andre indtager. Der findes lige så meget dårlig information på nettet som godt, og uredigeret debat er meget ilde for et demokrati. Hvis der ikke findes stærke demokratiske dyder i forvejen, så hjælper information ingenting. Så er demokratisering bare polarisering,« siger David Budtz Pedersen.

Han ser ikke det postfaktuelle samfund som en tidsalder, men som »en samfundsanalyse af, hvordan junkvidenskab og fordrejninger bliver mobiliseret som politiske våben«.

For at blive klogere på netop det lancerede magasinet The New Yorker i sidste uge en hel temaserie om Donald Trumps løgne: Ja, skrev magasinet, politikere har altid løjet – ikke mindst amerikanske præsidenter (»Read my lips. No new taxes«. »I did not have sexual relations with that woman«. »We found the weapons of mass destruction«).

Men Trump er alligevel i en klasse for sig. Han lyver ikke bare for at slippe ud af en dum situation eller for at opnå et veldefineret mål. Han lyver bare. Hele tiden.

Demokrati og demagogi

Frygten for pøbelvælde og usandheder indskriver sig i en lang historisk tradition for kulturpessimisme, fortæller professor Oliver Bennett fra University of Warwick, som har skrevet bogen Cultural Pessimism: Narratives Of Decline In The Postmodern World.

»Enhver periode har sin egen kulturpessimisme, hvor den ser tilbage og tænker: ’Det var bedre tidligere, og nu er det værre’,« siger han.

Mia Mottelson

»I starten af 1900-tallet, hvor der var voldsomme fremskridt, talte folk om, at fremskridtet var en myte, der bare skabte en ny form for indespærring. I 1800-tallet var der bekymringer for industrialiseringen, den var måske nok god for økonomien, men ødelagde folks liv, sagde man,« siger Oliver Bennett.

»Det samme findes i de klassiske religioner, som har ét tilfælles: menneskets syndefald.«

Men i stedet for at spejde længselsfuldt efter et tabt paradis af sandhed, bør vi betragte manipulation og demagogi som en uadskillelig del af demokratiet, mener Frederik Stjernfelt.

»I et demokrati kan fakta aldrig være enerådende. Demokrati er noget andet end oplyst enevælde, hvor en fyrste leder staten på baggrund af den bedst tilgængelige viden – det er ellers den mest faktuelle politiske teori. Frihed kan jo også bruges til ondartede ting,« siger han.

»I demokratiet ligger der ikke nogen garanti for, at folk stemmer på baggrund af dybe rationelle overvejelser baseret på fakta. Vi kan ikke stille andet op imod det end at oplyse. Vi kan jo ikke vedtage love, som forbyder løgne. Men vrøvl antager stadig nye former i nye medier, og kritikken af det postfaktuelle er den aktuelle variant af den evige kamp mod vrøvl.«

Nikolai Thyssen er enig.

»Siden oplysningstiden har vi haft et ideal om, at mennesket skal være skeptisk over for enhver autoritet. Men når mennesker nu rejser sig og sætter spørgsmålstegn ved autoriteter og deres viden, så ser man det som et nederlag. Det forstår jeg ikke. Flere mennesker end nogensinde før engagerer sig i den offentlige debat. Det er godt!«

Serie

Det postfaktuelle samfund?

Lever vi i en ny epoke, hvor sandheden drukner i virale nyheder og politisk spin? Eller er vi vidne til en ny form for demokrati, hvor folket endelig kan komme til orde? I denne serie sætter Information tænderne i et begreb, som stadig flere bruger i flæng: Det postfaktuelle samfund.

Vi undersøger, om USA’s konservative medier selv har skabt ’the Donald’, og vi taler med den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, om demokrati og folkelige frustrationer. Senere spørger vi: Er det postfaktuelle samfund bare elitens måde til at lukke munden på underklassen? Og har memes og Facebookaktivister ødelagt den politiske debat? Velbekomme.

Seneste artikler

  • Det er forestillingen om fakta, der er i krise

    8. oktober 2016
    Påstanden om, at vi lever i ’det postfaktuelle samfund’, er måske 2016’s mest omsiggribende samtidsdiagnose. Måske udtrykker den en fundamental ’krise’ for de samfundsteoretiske grundantagelser, der har hersket i de vestlige demokratier siden Murens fald
  • Berlusconi realiserede det postfaktuelle demokrati

    26. september 2016
    Ytringsfrihed er kun et gode på baggrund af respekt for faktuelle kendsgerninger. Italien kæmper stadig med følgerne af offentlige usandheder i industrielle mængder
  • Fukuyama: Vesten er trådt ind i en helt ny politisk epoke. Og det er forfærdeligt

    19. september 2016
    I 50 år har den politiske samtale i Vesten været tøjret til folkelige bevægelser, stærke institutioner og politiske midterpartier. De indrammede den politiske samtale. Nu sejler det hele. Sandheden flyder rundt. Og det er forfærdeligt, mener den berømte politolog, Francis Fukuyama
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
  • ingemaje lange
  • Per Jongberg
  • Liliane Murray
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Slettet Bruger
  • Jens Kofoed
  • Niels Duus Nielsen
odd bjertnes, ingemaje lange, Per Jongberg, Liliane Murray, Hans Jørn Storgaard Andersen, Slettet Bruger, Jens Kofoed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thaarup Nyberg

Peter Hoffmeyer
12. september, 2016 - 12:5
Forvirringen er din; du forveksler forskellige teorier, beskrivelsessystemer, forklaringsmodeller, som hver har 100%´ s gyldighed, indenfor deres anvendelsesområde. Nogle af disse systemer kan være bedre end de andre, forsåvidt de indeholder de andre, som specialtilfælde. Sol står op osv, er et specialtilfælde af jorden drejer om sin akse, og du må selv deducere dig frem til hvordan.

Jens Thaarup Nyberg

Peter Hoffmeyer
12. september, 2016 - 13:41
"Forklaringer baseret på utilstrækkelig data, er i den forbindelse [Jeg taler om fakta, uanset perspektiv ] utilstrækkelige - uanset årsag."
Hvor kan vi vide fra, om data er utilstrækkelige, andet end hvis forklaringen ikke holder stik - men er det så data eller forklaringen den er gal med ?

Sider