Læsetid: 12 min.

Du kan råbe, men ingen kan høre dig

USA’s endeløse vidder er indbyrdes meget forskellige, og dog har de uendeligheden tilfælles: Du er helt alene i den vidtstrakte natur, og dine råb kan kun høres af dig selv

Sofie Holm Larsen

23. september 2016

Snestormen raser over ildrøde træer i New Hampshire, imens tørre kviste knækker under løbeskoene i Arizona, og bjørne ligger på lur ved brusende floder i Alaska.

USA’s endeløse vidder er indbyrdes meget forskellige, og dog har de uendeligheden tilfælles: Du er helt alene i den vidtstrakte natur, og dine råb kan kun høres af dig selv.

Kvalme af Alaskas stilhed

Is og sne: I Alaskas rå terræn kan man se uberørtheden og ane, hvordan istidens gletsjere har formet terrænet. Overalt lurer de enorme kodiakbjørne, og hvis de går til angreb, er man fortabt

I Alaskas vildmark er der helt stille. Man kan se 100 kilometer i alle retninger, men det føles som at sidde i et lydtæt rum og råbe. Det skaber en slags vakuum.

Ingen kan høre dig, hvis du møder en bjørn, og den følelse gav 36-årige Kristian Eugen Jersing, tidligere udsendt soldat og ejer af en vildmarksskole i Canada, en akut kvalmefornemmelse, da han i 2011 krydsede Kodiak Island i Alaska.

Vejret var mildt i august, bjergene var frodige og floderne fulde af laks, da Kristian Jersing drog ud i vildmarken med tre andre mænd.

Formålet var at se kodiakbjørne, som er nogle af de største i verden, og at krydse øen ad en hidtil uprøvet rute – fra Old Harbor til Uginak Bay. Ekspeditionen tog 29 dage, og holdet så omkring 50 bjørne på turen, og de dukkede op de mest uventede steder i det enorme landskab.

»Det eneste forudsigelige ved bjørne er, at de er uforudsigelige,« fortæller Kristian Jersing. Holdet blev sat af med et Andrew Airways-vandfly fra 1945, og vandreturen var dramatisk lige fra begyndelsen.

»Lige da flyet smider os af, ser vi en bjørn på over 500 kilo stå lige netop der, hvor vi havde tænkt os at overnatte. ’I feel like a human pizza delivery,’ sagde kaptajnen, og vi grinede, men var samtidig temmelig skræmte,« siger han.

I den amerikanske vildmark har der ikke gået mennesker og trådt stier til. Det er bare råt, og det er én af attraktionerne ved det for Kristian Jersing. Han har også vandret i New Zealand, men her er der altid en lille bro på ruterne eller andre spor efter mennesker.

I Alaska står naturen vildt hen med sine frie vidder, og det får Kristian Jersing til at føle sig som en del af fødekæden. Følelsen af, at det er de vilde dyr, der har overtaget, var en grænseoverskridende oplevelse.

»Der skete noget med mig. Jeg fik en følelse af, at alt andet var ligegyldigt. At heroppe var jeg fri.«

Det første menneske i den orangerøde skov

Skove: Træerne ligger som en rævepels om skuldrene på New Hampshires snefyldte bjergtinder. Skovsøerne spejler de røde efterårsfarver, og stierne er dækket af nedfaldne blade

Den klare bjergluft er kold og ren, og sammen med duften af fyrreskov føles den godt i lungerne. Løfter man blikket, kan man se sneklædte bjergtinder, så langt øjet rækker.

De hvide toppe har givet bjergområdet i New Hampshire dets navn, White Mountains, og det højeste bjerg, Mount Washington, rager næsten 2.000 meter i vejret.

Den 39-årige århusianer og forfatter til Turen går til Nordøstlige USA Louise Kastrup Scheibel har besøgt White Mountains flere gange, og for hende er efteråret noget helt særligt. Enorme skovområder forandrer sig i løbet af tre uger. Træerne tager deres efterårsfrakke på i orange og røde nuancer – det, som amerikanerne kalder ’fall foliage’.

»Jeg husker en tur, hvor vi vandrede syv-otte kilometer i efterårsskovene, imens der var en snestorm på toppen af Mount Washington. Jeg kunne ikke mærke snestormen, men jeg kunne se den,« fortæller hun.

Det eneste, man kan høre, er insekternes summen og en fugl, der pipper. Derudover er der kun den støj, man selv laver. En slående stilhed, der larmer. Især når man kommer fra byen, forklarer Louise Kastrup Scheibel.

Mange steder i verden kan man befinde sig langt ude i naturen og alligevel fornemme civilisationen. Det gør man ikke her.

»Jeg har vandret i Norge og Sverige, men aldrig følt mig afsondret på samme måde. I White Mountains føler jeg mig som det første menneske, der nogensinde har betrådt dette sted. Det er jeg selvfølgelig ikke, for jeg vandrer på menneskeskabte stier, men det føles sådan. Det er noget særligt at kunne bevæge sig ind i et univers, hvor alt andet bliver lige meget. Hvor det kun er naturen, der bestemmer.«

Du forsvinder imellem kaktusserne

Højslette: Catalina Mountains i det sydlige Arizona er så store, at man ikke kan ane andet, når man kigger ud mod horisonten. Det eneste, man kan se, er grå bjerge beklædt med grønne buske og mangearmede kaktusser

Golde, grå bjerge med sporadiske grønne buske strækker sig, så langt øjet rækker. Kaktusser i forskellige former og nuancer af grøn stikker armene i alle retninger, og den milde novemberluft føles behagelig og ren.

Området omkring Catalina Mountains i Arizona er så stort, at begiver man sig derind uden at kende det, farer man vild. Især hvis det er mørkt, og det sker tidligt i november.

I 2014 var fysioterapeut Dorte Drechsler Sigvardsen, 42 år, fra Viborg på løbeferie i USA, hvor hun løb i den enorme bjergkæde.

»Vi så grotter, vandhuller, klipper, kløfter og kaktusser. Området er uendeligt. Jeg følte mig meget lille og ydmyg over naturens kræfter. Der er helt stille, ingen musik, ingen biler,« fortæller hun.

Op, over, ind og rundt gik løberuten. Hver gang Dorte Drechsler Sigvardsen og holdet på 20 personer løb i Catalina Mountains, så de noget nyt. Hun husker særligt den første dag, hvor gruppen besluttede at kravle opad.

»Vi kom et godt stykke op ad bjerget til et udkigspunkt, hvor vi kunne se ud over sletterne. Her følte jeg mig næsten som en cowboy, der stod og skuede over de rå bjerge med de mange kaktusser. Naturen er øde og barsk,« husker Dorte Drechsler Sigvardsen.

Da gruppen skulle ned igen, kravlede de ad stejle bjergsider. Dorte Drechsler Sigvardsen måtte helt ned på numsen og glide ned, så lårene blev godt møre. Tilmed var der kaktusser overalt, så der var ikke rigtig noget at gribe fat i.

»Når man løber, kommer man helt tæt naturen. Du kommer steder hen, hvor bilerne ikke kommer, og som man ellers ikke ser og oplever.«

Sofie Holm Larsen

I den lange flod græsser søkøerne

Flodområder: Crystal Rivers i Florida forgrener sig som en gigantisk trækrone, og i det turkise vand fra de varme underjordiske kilder ligger søkøerne som kæmpeklumper og dovner

Forgrenede flodsystemer bugter sig i turkise farver, og man kan slet ikke se, hvor floderne ender. Der er ingen motorstøj. Kun den insisterende lyd af cikader, der stædigt støjer ud over landskabet.

Hvor end man kigger hen, svømmer bævere, søkøer, fisk og alligatorer under cypresserne, og i luften flyver fugle i alle farver. Crystal River er et helt specielt sted, fordi vandet har samme temperatur hele året, og det tiltrækker et helt særligt dyreliv.

43-årige Dorte Kuula fra Brabrand er bureauchef for MarcoPolo og tidligere rejseredaktør på Jyllands-Posten. Hun havde slet ikke troet, at den pulserende stat Florida gemte på sådan en natur. Sammen med sin familie padlede hun af sted i en lille robåd og mødte kun to-tre lokale fiskere i løbet af en hel dag.

»Det er de færreste, der finder vej dertil, og området overses ofte til fordel for alt det andet, som Florida er kendt for: forlystelsesparker, strande, shopping og byliv. I Crystal River er der ingen store skilte eller turistcentre. Her er bare en parkeringsplads og en bådudlejning,« fortæller Dorte Kuula.

På bunden af det krystalklare vand ligger søkøerne og spiser søgræs. Det bruger de op til otte timer på hver dag. Det er nogle dovne kæmpeklumper på flere meter og tons, og de er helt ligeglade med menneskers tilstedeværelse. En stor en af slagsen fik overrasket Dorte Kuula, engang hvor hun svømmede i en flod.

»Imens jeg svømmer, mærker jeg pludselig noget stort og slimet under mig. Og samtidig føles dens overflade som undersiden af en gammel robåd, som har ligget lidt for længe i vandet. Søkoen løfter mig højt op over vandet og forsvinder igen, lige så pludseligt som den dukkede op.«

Landskabet gemmer på dinosaurspor

Vinden er varm og tør, og efterårssolen giver de mystiske bueformede klipper en endnu mere intens rød farve i Utahs Arches National Park

Ørken: Forestil dig et ørkenlandskab, hvor du fræser af sted på din mountainbike forbi vilde klippeformationer og under mystiske røde buer, som står i skarp kontrast til den azurblå himmel.

I baggrunden troner Rocky Mountains med sine sneklædte bjergtoppe. Og pludselig støder du ind i et kæmpe dinosaurfodspor.

Arches National Park er helt unik. 33-årige Henrik Møller Nielsen fra Aarhus arbejder i Jysk Rejsebureau, har både boet og rejst i USA, og han er ikke i tvivl om, at dette er et af de vildeste steder i hele landet – navnlig på grund af dinosaurfodsporene.

»Det hele er så stort og mægtigt, at det næsten er umuligt at fatte. Jeg følte mig som en lillebitte brik på Jorden. I historien. Her stod jeg ved siden af et kæmpe dinosaurfodspor. For mange millioner år siden stod en dinosaur lige der, hvor jeg nu stod med mine små fødder,« siger han.

Det var efterår, 25 grader, tørt i vejret og køligt om aftenen, da Henrik Møller Nielsen besøgte stedet. Området ved Arches National Park er fladt, og det gør, at man kan se langt og ane de karakteristiske buede klipper langt ude i horisonten. Og så er området perfekt at køre på mountainbike i, fortæller han.

»I Arches National Park er der meget få turister sammenlignet med Grand Canyon, hvor de fleste vælger at stoppe deres vestamerikanske eventyr,« siger Henrik Møller Nielsen. Det betyder, at man kan få en følelse af at have området næsten helt for sig selv.

Bjergtinder i bjergsøer

Bjergkæder: Verden står på hovedet, når man kigger ned i vandet Lake McDonald, der ligger 961 meter over havets overflade. Montanas bjergkæder spejler sig i det iskolde vand, og man kan blive i tvivl om, hvad der er op og ned

Rundtom i landskabet troner bjerge, og fyrretræer står som stolper i landskabet i skarp kontrast til den azurblå himmel.

Det hele spejler sig i søen Lake McDonald, hvis vand er så stille og klart, at man kan se stenene på bunden. Stenene, der har alle efterårets farver, ligner mest af alt indholdet i en pose bland selv-slik.

Glacier National Park i Montana i det nordlige USA er et surrealistisk bjerglandskab, som 21-årige Aske Møller, medarbejder i Friluftsland i Kolding, har rejst i.

Bjergene er en del af Rocky Mountains, som bare fortsætter i en uendelighed, så langt øjet rækker. Og netop denne uendelighed tiltaler Aske Møller.

»Vi dyrkede bjergenes ensomhed og lod os rive med af den enorme natur, som var det eneste, vi var afhængige af. Man er nødt til at leve med det vejr, der er, og leve med omgivelserne,« forklarer Aske Møller, som vandrede og sov i telt i nationalparken.

Området omkring Glacier National Park adskiller sig fra USA’s andre nationalparker ved de gigantiske istunger, som bevæger sig ned fra modergletsjerne øverst oppe. Tungerne finder vej igennem selv den mindste revne og flyder ned ad bjergene.

»Det ligner et barsk landskab fra istiden. Bjergenes former er skabt af isen, som har gjort overfladen helt flad og glat,« forklarer Aske Møller, som både vandrede rundt om Lake McDonald og fulgte Iceberg Lake Trail, der løber nordvest for Lake McDonald. På vejen støder man ind i vandfald skabt af smeltevand fra gletsjerne, og det iskolde vand er så rent, at man sagtens kan drikke det. Aske Møller stødte også på en lille grizzlybjørn på vejen.

»Grizzlybjørnen stoppede op på stien ti meter foran os. Vi stoppede også, og verden stod stille i et par sekunder. Så løb den videre ind i skoven. Det gav et kæmpe sug i maven,« fortæller Aske Møller.

Slutmålet på ruten er Iceberg Lake – en dyb, mørk sø fyldt med hvide stykker is, som er faldet 150 meter ned fra de store gletsjere ovenover. Søen ligger neden for stejle klippeskrænter og minder lidt om en stor gryde eller Colosseum i Rom, forklarer Aske Møller.

»Det føltes som at se ud over en hel anden verden – eller måske i virkeligheden den rigtige verden.«

Gennem ild og sand

Hvordan pakker man til en vandretur i et land, hvor der i samme ørkenstat kan være 40 grader om dagen og flere minusgrader om natten? To friluftseksperter giver deres bud.

Hellere sved end blod og tårer.

Vandrestøvlerne er din bedste ven på din vandretur, for vrikker du om, er turen slut. De fleste køber en let vandrestøvle, når de skal vandre i varme stater som Arizona, men det er ikke nødvendigvis en fordel, mener Nadja Brandt, der er professionel ekstremsportsudøver og tidligere medarbejder i Fjeld & Fritid.

»Derfor vil jeg anbefale Meindl Borneo, som er en læderstøvle. De bliver varme, men svedige fødder er bedre end ødelagte ankler,« siger hun og tilføjer at solide støvler desuden muliggør lidt tungere oppakning, hvilket kan være nødvendigt på længere vandreture.

Meindl Borneo vandrestøvle, 1.999 kr.

Ninja på kanten

Mange klatrere forbinder USA med stejle klipper og legendariske udsigter, men hvis man ikke skal klatre vildt hårdt, er Boreal Ninja en god mellemsko, fortæller Nadja Brandt.

»Det er en mild hyggesko, som flere bruger på mindre krævende klatreruter. De er gode, fordi de samtidig træner fødderne mere i modsætning til andre sko, der er mere aggressive og gør mere af arbejdet for en,« siger hun.

Boreal Ninja klatresko, 750 kr.

Hold på varmen

Det varierede amerikanske landskab kræver, at man pakker alsidigt.

»Jeg ville ikke tage på vandretur i omskifteligt vejr uden en tynd dun- eller fiberjakke. En dunjakke giver utroligt meget varme i forhold til dens vægt, og den kan bruges til pauser og kolde aftener, uanset om man er i ørkenen eller i bjerge med frost,« siger Rasmus Balthazar Munk, der arbejder i Friluftsland.

En dunjakke er noget dyrere end en varm trøje, men den er både varmere, lettere og skærmer bedre for vinden.

Arc’teryx Cerium LT dunjakke, 3.299 kr.

Bambus redder dagen

Hvis man for alt i verden vil undgå svedige fødder, kan strømper lavet af bambusfibre og coolmax redde dagen. De er lette og har gode svedtransporterende egenskaber, hvis man vil imødegå varmen, fortæller Nadja Brandt.

»Jeg anbefaler Bridgedale Bamboo Crew-strømper, fordi de er ideelle i varmt vejr. Fiberstrømper er bare ekstremt behagelige at vandre i,« forklarer hun.

Bridgedale Bamboo Crew strømper, 150 kr.

Gå ikke glip af morgenkaffen

Pocket Rocket er essentiel, når man skal have sin morgenkaffe på bjerget, og hvis man derudover investerer i ekstraudstyr i form af aluminiumsgryder i forskellige størrelser, kan man lave lidt af et festmåltid selv på prærien.

»Den er billig, kompakt og vejer næsten ingenting, og det er vigtigt, hvis man ellers har meget oppakning og et begrænset budget. Med en lille varmereflekterende vindskærm omkring, så varmen ikke går til spilde, kan man komme langt med en Pocket Rocket,« forklarer Rasmus Balthazar Munk.

Pocket Rocket brænder, 249 kr.

Med staven i hand

Et par vandrestave kan gøre underværker, hvis man skal vandre i det varierede og kuperede terræn, som kendetegner mange nationalparker i USA.

»Vandrestave aflaster knæ og ankler – især hvis man har en tung rygsæk og skal på længere ture,« forklarer Rasmus Balthazar Munk.

Vandrestavene varierer meget i pris afhængigt af materialet. De dyre er lavet af karbon og har skumhåndtag, så de er lette og lækre, mens de billige er mere sparsommeligt udformet og lavet af aluminium.

Komperdell vandrestave, fra 149 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu