Det her er trist. Jeg sidder med det sidste trykte nummer af tidsskriftet Kritik i hånden. Et dobbeltnummer, nr. 216-17, med tema om Arktis.
Kritik er et tidsskrift, der i 49 år har betydet alverden for den danske litteraturforskning og litteraturkritik, samtidig med at tidsskriftet har bygget bro mellem forskningsverdenen og den mere almene offentlighed.
Da Kritik blev grundlagt i 1967 af Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen, gødede man jorden for det, der skulle blive tidsskriftets store styrke, nemlig kompleksiteten.
De to litterater repræsenterede hver deres fløj i den danske litteraturforskning, nemlig den eksistentielle og den nykritiske.
Det var netop den frugtbare forening af de to fløje, der i mange år gav tidsskriftet karakter, og den tradition for kontrastfulde redaktioner genkendes også med forfatteren Ursula Andkjær Olsen og litteraturforskeren Elisabeth Friis.
At det netop er de to, der kom til at lukke Kritik er tragisk, for om nogen har de stået for en nødvendig fornyelse af tidsskriftets profil.
Har det været for meget fornyelse? De to redaktører spørger selv under indtryk af de vigende abonnementstal i deres sidste leder, om de har svigtet, om de i deres fireårige regeringsperiode har bevæget sig for langt væk fra den danske litteratur og litteraturforskning, som er tidsskriftets eksistensberettigelse: »Fik vi bredt os for meget ud? Fik vi fjernet os for langt væk fra rødderne? Eller er det andre forandringer som rammer Kritik?«
Det er godt at kigge kritisk indad, men forklaringen skal nok alligevel søges andre steder, i bibliotekernes indkøbspolitik og i den formindskede status, det er i at abonnere på et kulturtidsskrift.
Det er noget af en dansk kulturhistorie, der nu brat afsluttes.
