Læsetid: 11 min.

Kroppens kampplads

Da Studenterforeningens formand i 1929 udtalte, at han ikke kunne se noget galt i, at forlovede studerende levede sammen papirløst og uden børn, vakte det bestyrtelse i den ældre generation. En samling af private breve til Thit Jensen løfter en flig af sløret for, hvad mellemkrigstidens unge selv tænkte om seksualitet og samlivsformer
Tegning: Herluf Jensenius/ copydanbilleder.dk 2016
9. september 2016

I maj 1929 kom den 35-årige professor i musikvidenskab Erik Abrahamsen ud i et stormvejr, da han kaldte »kammeratægteskaber« blandt studerende »et Udtryk for fuldt erotisk Sundhed, som man kun kan se med Tillid paa!«.

Kammeratægteskabet var et ungt forhold eller ægteskab uden hjem og børn, og i 1929 var det et både nyt og kontroversielt begreb.

Abrahamsens bemærkninger var faldet i et interview til det konservative dagblad Nationaltidende, hvor professoren – der også var formand (kaldet ledende senior) for Studenterforeningen – talte om det positive i, at ungdommen levede »i meget friere Forhold end hidtil«.

Han var uenig i tidens fordømmelse af ungdommens seksualmoral:

»Jeg er sikker paa, at Kammeratægteskabet ofte er praktiseret paa den smukkeste Maade mellem vores Dages Studenter, og det kan jeg ikke se nogen Ulykke i.«

Den nye erotiske indstilling

Abrahamsens udtalelser var faldet som reaktion på et foredrag af den 54-årige konservative borgmester i København, Ernst Kaper, der selv var tidligere ledende senior i Studenterforeningen.

Hvor alkoholen førhen var blevet opfattet som den største trussel mod ungdommen, kom truslen ifølge Kaper nu fra »den nye erotiske Indstilling«.

Kaper antydede, at problemet særligt drejede sig om sex før ægteskabet:

»Den Tid er forbi, da man i romantisk Drømmeri gik og sværmede for hinanden, og Mystiken var for saa vidt gaaet fløjten.«

Det var ifølge Kaper resultatet af en forskydning i forholdet mellem mand og kvinde:

»Kvinderne vil overalt staa paa lige Fod med Mændene, og personligt og selskabeligt omgaas den moderne Kvinde, hvem hun har lyst. Det er een af Grundene til, at det ikke længer er muligt at skelne Helverdenen fra Halvverdenen.«

Den »halvverden«, som var befolket af letlevende kvinder, var gledet sammen med den respektable, borgerlige sfære. Det var en variation over et velkendt historisk tema: Større selvbestemmelse hos kvinder risikerede at føre til seksuel løssluppenhed.

I slutningen af 1920’erne var mange unge kvinder – i modsætning til hvad Kaper havde kendt til i sin ungdom – begyndt at tilbringe deres fritid uden for hjemmet. De gik ud i flok, og mænd og kvinder gik sammen, på dansesteder, på caféer og til filmforestillinger i de nye biografer.

Ikke mindst mødtes de unge på universiteterne, hvor kvindernes andel af optaget havde nået 30 procent i skoleåret 1928/29. Studenterforeningen – der i modsætning til Studentersamfundet ellers ikke var ude på at skabe noget »moderne gennembrud« – arrangerede hyppige og velbesøgte baller, hvor der kunne danses til tonerne fra foreningens eget jazzband.

En kommerciel ungdomskultur i byerne var også så småt ved at vokse frem. »Sport, radio og biler« var blevet de unges legetøj, som Kaper bemærkede.

Den ældre generation så med bekymrede miner på de unge kvinders færden i offentlige kønsblandede fora – uden for forældrenes kontrol. Det rykkede ved grænserne for acceptabel kvindelig adfærd.

Kaper var ikke kun en skarp debattør, han var også en handlingens mand. Da han havde indtaget hvervet som ledende senior i Studenterforeningen i 1926, indførte han kontrol med studenterballerne – og især med de kvindelige studerendes deltagelse. For at få billet, skulle kvinder nu indtegne sig med eget navn, adresse og forældrenes navn.

Man må formode, at nogle forsøgte at snige sig uden om denne kontrol, for nogen havde fundet det nødvendigt at tilføje, at falske udfyldninger kunne straffes med en bøde på mindst 10 kr. og bortvisning fra kommende baller.

Københavnere ventede med børn

Børnetallet i ægteskaber indgået 1928-30 i København efter 5 års ægteskab:

0 børn: 44 %

1 barn: 37 %

2 børn: 15 %

3 eller flere børn: 4 %

Børnetallet i ægteskaber indgået 1928-30 i København efter 7 års ægteskab:

0 børn: 39 %

1 barn: 34 %

2 børn: 20 %

3 eller flere børn: 7 %

Kilde: Statistisk Maanedsskrift. Københavns Statistiske Kontor 1937

Samlivsformer til forhandling

Begrebet kammeratægteskab, som Kapers efterfølger i Studenterforeningen gjorde sig til fortaler for, kom oprindeligt fra den amerikanske dommer Ben Lindseys bog Kammeratægteskabet (1928).

I Danmark blev det også udbredt af forfatteren Thit Jensen, der i 1929 turnerede med sit eget foredrag af samme navn.

Man kunne se spillefilmen Kammeratægteskabet i biograferne, og emnet blev ivrigt debatteret i offentligheden – også i Studenterforeningen, der i februar 1929 lagde hus til en højrøstet debat for fulde sale mellem den konservative professor K.A. Wieth-Knudsen og Thit Jensen.

Begrebets ophavsmand Ben Lindsey havde ikke sigtet til muligheden for at indgå seksuelle forhold før ægteskabet. Han tænkte derimod på »et lovligt Ægteskab, der indgaas for Kærlighed, Fællesskab og Samarbejde af Mennesker, som paa Grund af Helbredshensyn, økonomiske Omstændigheder, Temperament og saa videre, endnu ikke er i Stand til at sørge for en Familie«.

I Ben Lindseys version var kammeratægteskabet juridisk set det samme som ethvert andet ægteskab, men med den forskel, at de unge skulle være fri for økonomiske forpligtelser over for hinanden. Derfor mente Lindsey også, at det var samfundets ansvar både at undervise de unge i prævention og at reformere ægteskabet, så uafhængigheden kunne realiseres.

Det skulle også være muligt at skilles, så længe der ikke var børn i ægteskabet. Fik parret børn, overgik kammeratægteskabet til et familieægteskab og dertil hørende økonomiske forpligtelser.

Kammeratægteskabet byggede på et moderne ideal om, at ægtefællerne var »to frie, samarbejdende og aandbeslægtede Naturer« frem for den ulige afhængighed, der lå i det gamle patriarkalske ægteskab.

Store børneflokke blev til små

Fra slutningen af 1800-tallet til mellemkrigstiden faldt det antal børn, som hver kvinde gennemsnitligt fødte, drastisk.

Kammeratægteskabet var en ægteskabsform, der passede til mellemkrigstidens små familier. Det tillod at udskyde tidspunktet for den første børnefødsel ved hjælp af prævention.

Mange af de unge, der i 1930’erne havde udskudt børnefødsler, fik børn, da udsigten til lavere arbejdsløshed og en mere stabil økonomi for familien blev bedre i midten af 1940’erne.

Første halvdel af 1880’erne: Kvinder i Danmark fødte gennemsnitligt 4,6 børn

1929: Kvinder i Danmark fødte gennemsnitligt 2,3 børn

1946: Kvinder i Danmark fødte gennemsnitligt 3,0 børn

2015: Kvinder i Danmark fødte gennemsnitligt 1,7 børn

Kilder: P.C. Matthiessen: The Limitation of Family Size in Denmark, Princeton EuropeanFertility Project. 1985 og Statistikbanken, Danmarks Statistik 2016

De unges syn på kammeratægteskabet

Hvordan opfattede unge i slutningen af 1920’erne kammeratægteskabet, og praktiserede de det, sådan som de ældre generationer enten tilskyndede til eller advarede imod? Historiske kilder, der beretter om menneskers intime liv, og som kan give troværdige svar på den type spørgsmål, er sjældne.

Men i en samling af private, håndskrevne breve til Thit Jensen ligger et fingerpeg om svaret. Mange unge forlovede og nygifte ville gerne have et seksuelt forhold – men uden at der kom børn ud af det – og skrev til Thit Jensen for at spørge, hvordan man undgik graviditet.

Enkelte skrev endda specifikt, at de havde til hensigt at indgå kammeratægteskab – enten som forlovede eller ved at indgå et juridisk, men barnløst ægteskab.

Debatten var ikke gået deres næser forbi: Mange nævnte, at de havde hørt Thit Jensens foredrag eller set filmen om Kammeratægteskabet, og de delte ikke forældregenerationens forargelse.

En 21-årig kvinde med studentereksamen fra en af Københavns højere pigeskoler skrev til Thit Jensen om sit forhold til sin 26-årige forlovede:

»Vi kom stadig til at holde mere og mere af hinanden, og i det sidste 3/4 Aar har vi hengivet os til hinanden, vi blev draget saa stærkt mod hinanden at vi kunde ikke andet og jeg tror heller ikke at De vil betragte det som nogen Synd; jeg selv har i hvert Tilfælde aldrig følt noget Samvittighedsnag i den Anledning.«

Nogle unge kvinder udfordrede i deres breve normen om, at forlovede kvinder skulle være seksuelt afholdende. Afholdenhed var ifølge dem hverken realistisk eller gavnligt. De kunne ikke genkende sig selv i en seksualmoral, hvor kvinders kyskhed gjorde dem ærbare, og opfattede ikke sex før ægteskabet som syndigt og amoralsk.

I stedet fremhævede de ofte kærlighed, intimitet og hengivenhed som årsagen til at indlede et seksuelt forhold til deres forlovede – og modstillede sex for kærlighed med sex for reproduktionens skyld.

I brevets fortrolige rum fremhævede de seksualoplysning og prævention som noget godt og ansvarligt. De positionerede sig som moderne kvinder. Den indstilling til afholdenhed var ikke nødvendigvis repræsentativ for ungdommen i mellemkrigstiden.

Andre unge kvinder lagde i deres breve afstand til sex før ægteskabet, og fremhævede deres seksuelle uvidenhed. De unge, der skrev til Thit Jensen, var heller ikke som helhed et repræsentativt udsnit af befolkningen.

82 procent af dem boede i byerne, og størstedelen i København. Kammeratægteskabet var sandsynligvis et byfænomen. I hvert fald opsøgte landboungdommen ikke præventionsrådgivning hos Thit Jensen.

Det var til gengæld unge fra alle samfundslag, der skrev til Thit Jensen – både studerende og unge, der arbejdede på kontor, i butik eller på fabrik. Også unge ramt af tidens høje ungdomsarbejdsløshed henvendte sig.

Abrahamsens karakteristik af studenterungdommen rakte ud over de studerendes rækker – men ikke meget længere end til Valby Bakke.

De unge indviede ikke forældrene i deres søgen efter svar på seksuelle spørgsmål. Flere bad indtrængende Thit Jensen om diskretion af frygt for forældrenes og omverdenens reaktion. Det kunne være kompromitterende for kvinders rygte blot at opsøge viden om prævention. En 18-årig kvinde skrev:

»Jeg syntes at De er den eneste der kan hjælpe mig, og jeg beder Dem da saa snart som mulig skrive til mig, men vil De ikke nok adressere det til det Kontor hvor jeg er ansat, for hjemme bliver min Post lukket op. De vil nok være venlig at benytte en almindelig Konvolut uden navn ikke sandt?«

Et spørgsmål om økonomi

Kammeratægteskabet var for mange af de unge brevskrivere først og fremmest en fordel, fordi de ikke havde råd til at gifte sig og etablere et hjem.

De unges forventninger til en acceptabel levestandard indebar, at manden skulle skabe sig en stilling, der var god nok til at forsørge familien, uden at kvinden behøvede at arbejde.

Det ideal var især vanskeligt at realisere for arbejderklassens unge, der fortalte om arbejdsløshed og svære økonomiske kår i deres breve. Men også unge fra mere velstillede kår angav økonomiske forhold som årsag til at udskyde børnefødsler og i stedet opsøge råd om prævention.

En 22-årig mandlig dyrelægestuderende skrev til Thit Jensen om forholdet til sin kæreste, som han havde kendt siden skolen:

»jeg læser nu til Dyrelæge og min Kæreste er på Kontor. (...) Det lader ikke til at min Kæreste kan tåle at være på Kontor, og nu er det hun gerne vil at vi skal gifte os (...) jeg mener [ikke] min Kæreste kan være tjent med en Mand der intet er, og jeg kan ikke rigtig tænke mig der kan være noget godt Forhold på den Måde. Men eet er i hvert Fald sikkert, at den Dag jeg har min Eksamen, vil vi ikke vente længere, og man skulde jo også synes at en Forlovelsestid på 10 År kunde være lang nok; men det er jo en Selvfølge at Børn kan der i ingen af Tilfældene blive Råd til, før jeg har fået en Praksis.«

Spørgsmålet om, hvornår man kunne gifte sig og få børn, var ikke kun et spørgsmål om kroner og øre for den studerende, men vævet sammen med forestillinger om, hvad det ville sige at være en god ægtemand – og hvilken levestandard en god børneopdragelse krævede.

Det var ikke respektabelt at sætte store børneflokke i verden uden at have råd til det, men derimod ansvarligt og fornuftigt at planlægge giftermål og børnefødsler.

Abrahamsen var altså ikke helt galt afmarcheret, hvad angik den moderne ungdom i byerne. Som ægteskabsmodel stemte kammeratægteskabet overens med mange unges forventninger til samliv:

Det gjorde det muligt at vente med at få børn, til man havde råd til at stifte hjem, og dermed sikre fremtidige børn en acceptabel levestandard.

Samtidig kunne det mindske angsten for graviditet før ægteskabet, og gjorde det muligt at undgå mange års forlovelsestid i afholdenhed. Det betonede intimitet, gensidighed og hengivenhed som fundamentet for et moderne ægteskab – og det appellerede til mange unge.

Det var altså ikke nogen ny opfindelse i 1960’erne og 1970’erne, at unge kunne leve sammen i mange år uden børn, men med et aktivt sexliv. Det havde nogle af mellemkrigstidens unge gjort før dem.

Kilder:

Gudrun Gadegaard Pedersen speciale ’Kære Fru Thit Jensen. Erfaringer og opfattelser af børnebegrænsning i breve til Thit Jensen 1923-34’ (2016).

Thit Jensens arkiv på Det Kongelige Bibliotek: Thit Jensen 1991/28, I. Breve, kapsel 6, Breve til og fra kvinder i nød.

Avisartikler fra Nationaltidende 29. april, 3. maj, 6. maj, 10. maj og 11. maj 1929, samt Berlingske Tidende 29. april 1929.

Gudrun Gadegaard Pedersen er historiker, cand.mag.

’Kaper er der! Panikstemning i Danselokalet’

En martsaften i 1926 besøgte borgmester Ernst Kaper og otte andre kommunalpolitikere en række danserestauranter i København. Politikerne ville se nattelivet med egne øjne, fordi de på rådhuset debatterede et forslag om at pålægge restauranterne en afgift for ’dans mellem bordene’.

Men på natcaféen Regina i Axelborg stoppede dansen brat, da Borgmester Kaper trådte ind i danselokalet og blev genkendt, og jazz-orkesteret spillede energisk videre til et bart dansegulv.

Kaper udtalte dagen efter til Nationaltidende, at en kommende afgift på dans ville gøre det muligt at lukke de dansesteder, hvor borgerskab og prostitution blev blandet sammen, men tillade dans på restauranter, hvor publikum var ’ordentligt, pænt og borgerligt’.

Året forinden var det første amerikanske jazzband ankommet til København, Sam Woodings Chocolate Kiddies, og tilbød en radikalt anden form for underholdning, end den borgerlige kulturs klassiske musik og salmevers.

Tøjmoden skiftede også; kvindernes kjoler blev kortere, mere spraglede og mindre figursyede. De nye toner krævede frihed og individualitet – for både mænd og kvinder.

Nationaltidende, 13. marts 1926. Blæksprutten, 1926.

Foto: Det Kongelige Biblioteks billedsamling

Ungdommens forkæmper

Myten fortæller, at man ved at slå op i Danmarks Statistik vil kunne drage en klar linje mellem Thit Jensens foredragsrække om prævention og det dalende fødselstal i 1920’erne.

Som barn og ung havde Thit Jensen (1876-1957) set sin mor blive næsten krøbling af i alt 12 børnefødsler, hvilket fik hende til at kaste sig ud i arbejdet for at forbedre kvinders vilkår og rettigheder.

Den cerutrygende kvinde var en kontroversiel figur i den danske offentlighed i begyndelsen af 1900-tallet.

I 1923 oprettede hun foreningen Frivilligt Moderskab med prævention og abort på dagsordenen, og året efter stiftede hun Foreningen for Sexuel Oplysning. I slutningen af 1920’erne trak bl.a. hendes foredrag om kammeratægteskabet fulde huse.

Ifølge Thit Jensen ville kammeratægteskabet sænke giftealderen og forebygge skilsmisser, fordi de unge ville gifte sig af kærlighed og kun få de børn, de kunne forsørge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu