Interview
Læsetid: 3 min.

Er der en kulturpolitik til stede?

Kulturministeriet skal ligesom en række andre ministerier spare over de kommende år. Men denne uges udspil til finansloven for 2017 viser ifølge eksperter et problem: Der mangler en politik for, hvordan besparelserne skal findes. Der mangler en kulturpolitik. Kulturminister Bertel Haarder (V) erkender problemet
Kulturministeriet skal ligesom en række andre ministerier spare over de kommende år. Men denne uges udspil til finansloven for 2017 viser ifølge eksperter et problem: Der mangler en politik for, hvordan besparelserne skal findes. Der mangler en kulturpolitik. Kulturminister Bertel Haarder (V) erkender problemet

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

Kultur
2. september 2016

Det Kongelige Teater skal spare. Nationalmuseet skal spare. De fem landsdelsorkestre skal spare. Statens Museum for Kunst skal spare.

Over de kommende fire år skal Kulturministeriet spare omkring 400 millioner. I regeringens finanslovsforslag for 2017 og i budgetoverslagene for årene frem mod 2020 er der lagt op til at finde en del af de besparelser ved at skære i driftsbudgetterne for stort set alle de store kulturinstitutioner.

’Grønthøstermetoden’, som blandt andre kulturminister Bertel Haarder (V) har kaldt den måde at lave besparelser på.

Men i stedet for at køre grønthøsteren over hele budgettet og skære cirka to procent på alle poster hvert år over de kommende år burde kulturministeren prioritere. Det siger ekspert i kulturøkonomi og professor emeritus ved Copenhagen Business School Christian Hjorth-Andersen.

»Politikerne lader, som om man sagtens kan spare to procent hvert år over en årrække, men på et tidspunkt er sparemulighederne for en institution som for eksempel Nationalmuseet jo udtømt. I stedet for at føre en egentlig kulturpolitik, hvor man melder ud, hvad man vil med kulturen, så lader man egentlig Finansministeriet føre kulturpolitikken,« siger han.

Samme vurdering kommer fra professor emeritus fra Aarhus Universitet Jørn Langsted.

Han har ligesom Christian Hjort-Andersen kigget på posterne i udspillet til finansloven for 2017 og de foreløbige budgettal frem til 2020, hvor blandt andet landsdelsorkestrene, Det Kongelige Teater, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst skal spare omkring to procent årligt på driftsbudgettet hver år.

»Det kan godt være, at man er nødt til at lave besparelser, men så må man ned og analysere det område for område og se, hvad der kan skæres væk. Det er en politisk opgave,« siger Jørn Langsted.

Hvis ikke politikerne tager den opgave på sig, bliver det ifølge Jørn Langsted markedskræfterne og billetsalg, som kommer til at afgøre, hvilke kulturinstitutioner der overlever i fremtiden.

»De museer og teatre, som kan kan lokke nogle husarer ind og betale høje billetpriser, de kan få det til at hænge sammen. Men de institutioner, der insisterer på at lave kunstnerisk kvalitet og eksperimenter, får ikke så mange folk ind og kan ikke få budgetterne til at hænge sammen.«

Det ville ifølge Christian Hjorth-Andersen skabe »noget mere bøvl« i den offentlige debat, hvis kulturministeren besluttede sig for at lukke et af de syv symfoniorkestre eller halverede støtten til kunstmuseet Louisiana.

Et godt eksempel på bøvl for en kulturminister er lukningen af DR’s Underholdningsorkester. Men det følger med kulturministerens arbejde, mener han.

»I mine øjne ville det være en ærlig prioritering, hvor man vedkender sig, at man vil spare på kulturområdet. Man kunne melde klart ud: Vi vil gerne have et Nationalmuseum, det er vi enige om, men vi nedlægger to af de fem landsdelsorkestre. For eksempel. Men det gør man jo ikke rigtigt med de her automatiske nedskæringer.«

Haarder: ’Det er et fælles vilkår’

Bertel Haarder er ikke tilhænger er grønthøstermetoden. I en kronik i Jyllands-Posten skrev han for to uger siden, at »kulturen svigtes, hvis vi ikke tør udvise lederskab og foretage visse valg«.

I et interview med Berlingske samme dag sagde han, at han håbede på, at man allerede på det kommende års finanslov forsøgte at gøre op med netop den metode.

Det lykkedes ikke.

Som det fremgik af regeringens finanslovsforslag, der blev fremlagt tirsdag i denne uge, var det tid til et år mere med grønthøsteren.

»Det er helt rigtig, men det er på linje med alle andre offentlige institutioner. Det er et fælles vilkår, som skal finansiere de voldsomt stigende udgifter til sygehuse, ældre og flytninge,« siger han.

Det har ifølge Bertel Haarder ikke været muligt at lave prioriterede besparelser på kulturområdet, da man lagde budgetterne for det kommende års finanslov:

»Sådan en finanslov udarbejdes i april, og på det tidspunkt var det ikke muligt for mig at ændre grønthøsteren til noget lidt mere raffineret,« siger han.

– Hvorfor ikke?

»Det skyldes både proceduren omkring finansloven, og at Finansministeriet gerne vil behandle alle lige.«

– Men det kunne være din beslutning som minister at prioritere anderledes?

»Det ville jeg også ønske, det var, men det var det altså ikke.«

– Hvorfor ikke?

»Det får du ikke svar på. Mit svar er, at jeg ikke har kunnet få ændret finansloven denne gang. Men jeg har ikke opgivet at få erstattet grønthøsteren med noget mere intelligent. Det er derfor, jeg er gået i gang med at skabe en dialog på museumsområdet, på musikområdet og ved at indbyde til møde i Rødding om, hvordan vi inden for de givne rammer kan få mest kultur. Jeg er i fuld gang, men man kan ikke se det på den finanslov, der er i gang. Det har altså ikke kunnet lade sig gøre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

At spare 2 % kræver ikke nogen særskilt kulturpolitik. Det kræver bare stop for frås, luk spenderbukserne, hold jer på måtten, lad ikke grådighed herske. Kulturen skal ændres fra ødsel til nøjeregnende.

Hvis man vil ændre noget større, kunne man rykke ud af operaen (den er for dyr i drift) og leje sig ind i koncerthuset. Operaen er nem at sælge, den kunne blive hovedsæde for Goldman Sachs Europe, Apple efter exit Irland, eller Coop.