Læsetid: 10 min.

Da kvinderne greb bøgerne

I 1800-tallet blev det anset for at være særdeles skadeligt for kvinder at bruge hovedet, og da den første kvindelige studerende startede på Københavns Universitet i 1877 ventede der en lang kamp for anerkendelse
Møde i Kvindelig Læseforening i 1890erne. Foreningen eksisterede fra 1872 til 1962 og havde til huse i Gammel Mønt i København. I foreningens bibliotek havde kvinder adgang til litteratur og aviser, og i foreningens hotel og tea rooms blev der afholdt koncerter, store fester og foredrag. Borgerskabets kvinder, der tørstede efter viden og diskussion, kunne her mødes med hinanden, ligesom deres mænd havde for vane at mødes med hinanden i herreværelserne.

Møde i Kvindelig Læseforening i 1890erne. Foreningen eksisterede fra 1872 til 1962 og havde til huse i Gammel Mønt i København. I foreningens bibliotek havde kvinder adgang til litteratur og aviser, og i foreningens hotel og tea rooms blev der afholdt koncerter, store fester og foredrag. Borgerskabets kvinder, der tørstede efter viden og diskussion, kunne her mødes med hinanden, ligesom deres mænd havde for vane at mødes med hinanden i herreværelserne.

Foto/heliografi: Julius Aagard/Det Kongelige Bibliotek

9. september 2016

En dag i 1873 sætter den 23-årige Nielsine Nielsen sig til rette med avisen Nationaltidende i sine forældres stue.

Her falder hun over en lille notits om de første kvindelige læger i Amerika, og en stærk ambition tændes i hende: Hun vil være den første kvinde i Danmark, der bliver optaget på medicinstudiet, så hun også kan blive læge – koste hvad det vil.

Der skal dog gå to år, før Folketinget og Københavns Universitet efter megen diskussion når frem til, at kvinder kan få lov til at læse på universitet.

Sådan begyndte Nielsine Nielsen sin rejse mod at blive Danmarks første kvindelige universitetsstuderende i 1877.

Trods denne store sejr var kampen for at blive anerkendt som ligeværdig akademiker dog først lige begyndt for Nielsine Nielsen og alle andre videbegærlige kvinder i det danske rige.

Da Nielsine Nielsen begyndte som medicinstuderende i 1877, var der stadig næsten 40 år til, at kvinder fik ret til at stemme i 1915 og dermed blev anerkendt som medborgere i samfundet.

Den dominerende holdning i 1800-tallet var, at kvinder skulle koncentrere sig om den private sfære og hellige sig moderskabet, ellers ville det være skadeligt for både den enkelte kvinde, kvindens familie og samfundet som hele. Samtidig tilskrev man de to køn meget forskellige evner; som det var formuleret i Salmonsens store illustrerede Konversations Leksikon fra 1904:

»Medens Evnen til abstrakt Tænkning samt til aandelig Nytænkning er hos Manden, er Følelseslivet og den intuitive Opfattelse mest udviklede hos Kvinden.«

Nielsine Nielsen, Danmarks første lægekandidat, 1885. 

Xylografi: André Bork/Det Kongelige Bibliotek

Hjerner og æggestokke

Nogle læger var endda ude og advare om, at hvis en kvinde brugte for meget energi på at udvikle sin hjerne, ville det skade hendes reproduktive organer, og i yderste tilfælde kunne intellektuel stimulering endda være dødelig. Danmarks førende gynækolog Frantz Howitz advarede således om »at en kvindes æggestokke ikke kunne udvikle sig samtidig med hendes hjerne«.

Nielsine Nielsen og de 379 andre kvinder, der i 1875-1925 gennemførte en universitetsuddannelse, gjorde det altså på trods af samfundsnormer og mod dele af lægevidenskabens råd. Rigtig svært blev det dog først for dem, hvis de ønskede at bruge deres uddannelse til noget.

Mange mænd var nemlig skeptiske overfor at ansætte en kvinde, f.eks. skrev chefen for Rigsarkivet i 1904 følgende om kvinders evne til at varetage jobbet som arkivar:

»Disse embeder kræve af deres Indehavere en livlig Forbindelse med det Læsesalen besøgende Publikum, et selvstændigt Initiativ, der nu engang ikke hører til Kvindens stærke Sider, og endelig paalægge de et Ansvar, som hun i Reglen vil vige tilbage for.«

Selv de steder, der gerne ville ansætte kvinder, var ikke altid i stand til det, da lovgivningen indtil 1921 ikke tillod ansættelse af kvinder i offentlige embeder. Mange af datidens kvindelige akademikere syntes også at have følt sig nødsaget til at vælge mellem familielivet og videnskaben.

I forhold til andre kvinder forblev et stort antal af dem i hvert fald ugifte og barnløse, Nielsine Nielsen inklusiv.

Nielsine Nielsen bestod medicinstudiet med topkarakterer, men alligevel blev også hendes arbejdsliv præget af mange udfordringer. Først havde hun svært ved at få ansættelse, og da det endelig lykkedes, var det på gynækologisk afdeling ved Københavns Kommunehospital under Frantz Howitz.

Den selvsamme mand, der havde udtalt, at en hjerne og livmoder ikke kunne udvikle sig samtidig. I sine erindringer beskriver Nielsine Nielsen da heller ikke arbejdet under Howitz som særligt behageligt:

»Han præsenterede mig for besøgende Læger som Frøken Halv-Doktor, og fandt i alle mulige Ting Udsættelser, endog i min meget enkle Klædedragt, og efterhånden genlød det fra mine Venner og Bekendte Citater og Udtalelser, som det havde moret ham at udforme over mig.«

Nielsine Nielsen gav flere gange i løbet af sit liv udtryk for, at hun også gerne ville forske, men det lykkedes hende aldrig at opnå en forskerstilling.

Historiker og Professor ved Københavns Universitet Bente Rosenbeck har beskrevet, hvordan selve kvindens natur på Nielsine Nielsens tid blev set som en modsætning til det objektive videnskabsideal, fordi man regnede kvinden for et udpræget følelsesvæsen.

I et naturvidenskabeligt felt som medicin blev Nielsine Nielsen altså i kraft af sin krop anset som værende ude af stand til at producere gyldig viden.

Den første kvinde, der opnåede en doktorgrad i Danmark, blev historikeren Anna Hude i 1893.

Nielsine Nielsen oprettede i 1889 i stedet sin egen lægepraksis, hvor hun specialiserede sig i underlivs- og kønssygdomme. Et speciale, hun bl.a. brugte til at hjælpe kvinder, der solgte seksuelle ydelser, og i 1906 blev hun udnævnt til kommunal venerolog (specialist i hud- og kønssygdomme).

Kvinde er kvinde bedst

Historierne om de første kvindelige akademikere giver ofte et indtryk af en ensom kamp. Men kvinderne var i mange tilfælde gode til at støtte hinanden og danne netværk. Flere af de første kvindelige akademikere, heriblandt Nielsine Nielsen, fik f.eks. moralsk og økonomisk støtte fra organisationer som Dansk Kvindesamfund.

De første kvindelige akademikere netværkede med hinanden og dannede organisationer, der skulle understøtte kvinder med akademiske ambitioner.

Blandt disse kan nævnes Kvindelig Læseforening (oprettet 1872), der fungerede som mødested, forskningsrum og bibliotek for kvinderne, der var forment adgang til mændenes forskningsbiblioteker og læsesale.

I 1892 gav Kvindelig Fremskridtsforening, en organisation for kvindelig stemmeret, denne beskrivelse af Læseforeningen i sit medlemsblad:

»Det er den af vore Kvindeforeninger, der er størst og som huser de mest uensartede Elementer indenfor sine Vægge, men den fortjener tillige i endnu højere Grad, end Tilfældet er, at blive Centret, hvor Kvinder kan samle sig og diskutere, naar de af forskellige Grunde ikke kan deltage i den Grad, som ønskeligt var, i det egenlige Foreningsliv.«

Der var også flere af datidens mænd, der ikke så en æggestok som en forhindring for en akademisk karriere, og som brugte deres privilegerede positioner til at støtte kvindernes kamp for lige vilkår.

Københavns hospitalsborgmester og tidligere overlæge Carl Emil Fenger støttede f.eks. offentligt Nielsine Nielsen i hendes kamp for at blive læge.

Kirstine Meyer, en af de første kvindelige fysikstuderende, beskriver dog også, hvordan en af hendes professorer gjorde sig lige lovligt umage for at beskytte hende eller måske snarere hendes dyd.

Således mødte han altid op i god tid til forelæsninger, så hun ikke skulle være alene med sine mandlige medstuderende, og da holdet skulle på studietur til Bornholm, tog han en kvindelig bekendt med, så Kirstine Meyer ikke skulle være alene blandt mændene. Dette beskrev Meyer som »omsorgsfuldt – men ganske unødvendigt«.

Kvinder revolutionerer videnskaben

Knap 100 år efter at Nielsine Nielsen for første gang trådte ind på Københavns Universitet, havde den akademiske verden så småt vænnet sig til kvindelige studerende.

Det vil sige: så længe de ikke udfordrede gældende pensum og accepterede, at forskning var noget, der primært skulle udføres af mænd og omkring emner, som mænd havde udpeget som centrale og vigtige. For ungdomsoprørets kvinder var det en uacceptabel situation, og den 6. maj 1970 kunne Informations læsere læse følgende i en kronik fra den nystartede rødstrømpebevægelse:

»Det er stadig manden, der er hovedet, og kvinden, der er kroppen. Stadig manden, der taler, og kvinden, der lytter. Stadig manden, der kommer, og kvinden, der venter. Stadig manden, der stræber ud over sig selv, og kvinden, der ikke stræber længere end til manden.«

Kvindeoprøret på universitet var understøttet af 1960’ernes uddannelseseksplosion, der betød, at langt flere kvinder var blevet universitetsstuderende. I modsætning til 1870’ernes kvinder, der ofte var alene blandt mandlige medstuderende og undervisere, havde 1970’ernes kvindelige studerende mulighed for at tale og danne fælles front med ligesindede.

Kombineret med ånden fra ungdomsoprøret, førte det op gennem 1970’erne til en række spektakulære aktioner og debatindlæg, hvor kvinderne krævede akademisk ligeret – ikke kun på papiret, men også i praksis.

De universitetsstuderende rødstrømper etablerede også studie- og læsegrupper, hvor der blev bedrevet forskning på nye måder og om emner, videnskaben hidtil havde regnet for uinteressante.

På historiestudiet blev hverdagsliv og kvinders liv pludselig interessante emner, og på samfundsfag blev kvindens økonomiske og politiske stilling noget, der skulle tages alvorligt. Nielsine Nielsens gamle fag medicin blev også nødt til at kigge sit pensum og sine metoder igennem, da bestselleren Kvinde kend din krop udkom i 1975.

Bogen var bl.a. et frontalangreb på det forhold, at lægevidenskaben primært var udøvet af mænd, og at disse havde tendens til at sygeliggøre naturlige tilstande hos kvinden:

»Gravide kvinder, menstruerende kvinder, kvinder i puberteten og kvinder i overgangsalderen – alle sammen behandles vi som mere eller mindre syge og unormale.«

Således var Kvinde kend din krop med til at starte en diskussion omkring, hvordan gravide skulle behandles og modtages i sundhedssystemet.

Nutidens uddannelsesparadoks

Allerede i 1994 begyndte kvinder at udgøre flertallet blandt de universitetsstuderende. Desuden er der flere kvinder end mænd, der gennemfører deres studie, og de gør det med et bedre karaktergennemsnit.

Til gengæld består barriererne tilsyneladende højere oppe i universitetshierarkiet. Som Bente Rosenbeck – der er en af de blot otte procent kvindelige professorer i Danmark – udtrykker det:

»Vi er havnet i det paradoks, at på trods af at kvinder er i flertal på de lavere niveauer, går det trægt med at få flere kvinder ind i toppen af uddannelsessystemet.«

Samtidig får en kvinde mindre økonomisk udbytte af sin grad end en mandlig medstuderende fra samme studie. Han vil nemlig komme til at tjene omkring 7 procent mere.

Kigger vi på uddannelseslængde på tværs af fag tjener mænd op mod 17 procent mere end kvinder med samme uddannelseslængde.

Kvinderne har altså kunnet uddannet sig til bedre løn, men ikke til ligeløn. Så selvom mange døre er blevet sparket ind, har nutidens kvindelige studerende stadig nogle slag, der skal udkæmpes.

Kilder: Bente Rosenbeck: ’Har videnskaben køn? Kvinder i forskning’. Museum Tusculanum, 2014. ’Nielsine Nielsens erindringer’. Nyt Nordisk Forlag, 1985. ’Kvinde, kend din krop’. Tiderne Skifter, 1975. Kvindekilder (kvinfo.dk).

Astrid Elkjær Sørensen er historiker og ph.d. med afhandlingen ’»Vi har fundet os i alt for meget!« – De kvindedominerede fagforeningers og deres medlemmers ligestillingsprojekt 1985-2010’

Ene kvinde på Historie i to årtier

Der var en helt ny stemning i universitetsverdenen. Man var åben for alt muligt,« siger Signe Isager om tiden i begyndelsen af 1970’erne, hvor hun blev ansat på Odense Universitet, der i år har 50 års jubilæum. Isager blev ansat først som adjunk, siden som lektor i antikkens historie. Fra 1972-1991 var hun den eneste kvinde blandt de videnskabeligt ansatte på Institut for Historie.

»For mig at se var min ansættelse et sammenfald af omstændigheder, og jeg har aldrig tænkt på mit køn som en hindring. Jeg interesserede mig for økonomisk og social historie, og det var det helt rigtige i tiden. Ellers ville jeg ikke være blevet ansat,« siger Signe Isager og understreger, at hun blev behandlet som ligeværdig. Det var hende, der vidste noget om græsk historie, ingen andre.

Det universitet, Signe Isager kom til, var nyligt oprettet i 1966, og universitetsverdenen var blevet ændret markant med den nye styrelseslov fra 1970, der gjorde op med »professorvældet« og indførte en mere demokratisk kultur.

»Man havde fået en mere flad struktur, hvor det ikke længere kun var professorerne, der bestemte, hvordan tingene skulle være. Det var en stor omvæltning, i forhold til dengang vi selv studerede,« siger Signe Isager og fortæller, at der var stor optimisme og glæde over det nye universitet. Men den første tid på universitetet også svær, fortæller hun: »Jeg havde virkelig vanskeligt ved det. Af og til havde jeg lyst til helt at holde op. Jeg er den type, der altid gerne vil være forberedt og føle mig ovenpå. De første år var meget strenge i det hele taget, også privat med små børn.«

Baglandet

»Jeg var så heldig at være gift med en mand, der også var universitetsansat. Han forstod godt, hvis jeg nogen gange ikke lige var færdig med at forberede mig. Så han tog også sin del derhjemme,« fortæller Signe Isager.

I dag udgør kvinderne knap 30 procent af Histories videnskabelige personale, mens andelen af kvinder på hele universitetet er steget fra 34-41 procent mellem 2005 og 2015.

»Rigtig mange ph.d.-studerende er kvinder, men jeg forstår godt, hvis mange vælger at stoppe dér. I dag er det usikkert at søge videre ansættelse. Det kræver held – både for kvinder og mænd – for der er mange flere velkvalificerede, end der er stillinger,« siger Signe Isager. Men for kvindernes vedkommende kan især de nye familiemønstre også være med til at hjælpe dem til tops på universiteterne, mener hun. »Baglandet er vigtigt, og der er forholdene i familierne jo i gang med at ændre sig. Der er en anden balance end tidligere, og det vil også smitte af på universitetsverdenen. Og så vil der komme flere kvinder, det tror jeg.«

Privatfoto: Signe Isager

Signe Isager er fortsat tilknyttet SDU i sit arbejde med det danske Hallikarnassos-projekt – en udgravning af en oldtidsby i Tyrkiet. Projektet har ligesom SDU 50 års jubilæum i år.

Hun har skrevet efterskriftet til antologien ’Venus, Lucie og Margrethe: Kvindehistorier i kultur, religion og politik’, red. af Lone Kølle Martinsen og Sissel Bjerrum Fossat. Udkommer på Syddansk Universitetsforlag senere i år.

Af Maria Høher-Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu