Kommentar
Læsetid: 4 min.

Et land i stykker

Hvert præsidentvalg fremkalder et billede af USA, som vi ikke har set før. George W. Bush gav os det vilde Vesten, Obama det progressive Amerika, men det er endnu ikke klart, hvilket USA Donald Trump afdækker – eller hvor stort det er
Hvert præsidentvalg fremkalder et billede af USA, som vi ikke har set før. George W. Bush gav os det vilde Vesten, Obama det progressive Amerika, men det er endnu ikke klart, hvilket USA Donald Trump afdækker – eller hvor stort det er

Line Høstrup/iBureauet

Kultur
23. september 2016

Vi troede, han var dum. Den amerikanske præsident George W. Bush sagde i starten af det 21. århundrede ting, som vi mente, vi burde være færdige med at høre fra vores ledere.

Han sagde, han kunne høre Guds stemme i sit hoved, og at den stemme havde kaldet ham til at gå i krig i Irak.

Hvis vi havde hørt en leder fra et land i Mellemøsten udtale, at Gud kaldte ham til at invadere et land, havde vi råbt op om middelalderlige kulturer og sammenstød mellem civilisationer. Men nu var det USA’s præsident, og så fulgte vores egen statsminister efter.

Det var ikke kun religiøse kald, men også cowboyslogans, som præsidenten brugte til at forklare sin politik:

”Der er en gammel plakat ude vestpå, som jeg husker, hvor der stod: ”Wanted – Dead or alive”.

Men det værste var hverken hans samtale med Vorherre eller hans westernromantik.

Det var, at George W. Bush også ville hævne sin ”daddy”.

”Husk på”, sagde han om den irakiske leder, Saddam Hussein: ”Det her er en mand, som prøvede at dræbe min far”.

Han mente tilsyneladende, at det var et argument for at smadre et andet lands infrastruktur og institutioner, at en anden mand have prøvet at slå hans far ihjel. Som om USA var en stamme, hvis høvdings opgave var at hævne krænkelser af sin far.

George W. Bush var længe det mislykkede barn i Bush-dynastiet. Hans bror Jeb Bush var den stræbsomme unge mand i familien, som moren var stolt af, og faren så som den politiske families næste præsident.

George W. derimod drak og festede alt for meget til at tage en uddannelse, og han kunne ikke tage sig sammen til at finde et arbejde, som var familien værdigt. Han tog stoffer og blev alkoholiker. Og hans far, der selv var præsident, troede ikke på, at det nogensinde skulle blive til noget med George W.

Så det var familiens umulige unge, som endte med at blive præsident. Og når han talte om at slå den mand ihjel, der havde prøvet at dræbe hans far, fik man den tanke, at krigen i Irak blev startet, fordi USA’s præsident endelig ville gøre det godt efter alle de sorger, han havde beredt sin far. Den frie verdens leder ville gøre ”daddy” glad.

Det overraskende for os liberale europæere var, at amerikanerne ikke alene valgte George W. Bush som præsident, de genvalgte ham.

Vi måtte erkende, at ethvert valg fungerer som en slags fremkaldervæske, hvor præsidenten bliver et nyt billede på nationen. Og George W. Bush var ikke et rationelt imponerende eller civilisatorisk overlegent billede af USA.

Men deres næste præsident blev vores alle sammens helt. Barack Obama blev valgt på at tale til det højeste og mest progressive i den vestlige kultur.

Han var drømmen om den sociale mobilitet, der blev til virkelighed, da han blev valgt som den første sorte præsident. Og han var den liberale rationalist, forfatterprofessoren fra Harvard, som kunne holde foredrag om verdensorden, så vi igen fik troen på fremskridt i det 21. århundrede.

Med omkvædet ”yes, we can” kunne han tale til en ellers glemt tro på det demokratiske løfte om, at vi selv skal være herre i vores eget liv. Og foran ham stod tusinder og råbte: ”Ja, vi kan”.

Han var så cool, at han blev kaldt for No Drama Obama. Og han var så begejstret, at han blev verdenspolitikkens frelser. Det var et helt andet stykke USA, Obama fremkaldte.

Og nu står vi så foran endnu et chokerende billede af USA. Donald Trump bryder alle etiske koder og bliver hyldet som et forbillede. Han lyver og bliver taget alvorligt. Han sviner sine modstandere til.

Vi, der troede George W. Bush var det værste, mindes nu, hvordan han viste respekt og tog sine sko af, inden han gik ind i en moské. Det husker vi nu nostalgisk som et billede på et stykke af Amerika, vi bedre kunne lide.

Og nu ser vi Donald Trump og spørger os selv, om det er ulighedens USA, der har gjort hans succes mulig.

Eller om det er den amerikanske kulturindustri, der definitivt har skabt et fænomen, der er vildere end fiktion og træder ind i virkeligheden som en film om USA, vi ikke har set før. Og det er præcis det Amerika, som vi går på opdagelse i her i vores rejsetillæg.

Jean Baudrillard sagde engang, at hegnet rundt om Disneyworld skulle skabe den illusion, at der var forskel på forlystelsesparken og det amerikanske samfund.

Spørgsmålet er, om Donald Trump definitivt har demonstreret, at det hegn var en illusion. Eller om det er et Amerika i stykker, hvor overklassen er så langt fra resten af befolkningen, at de har opgivet politik som vejen til et stærkere og mere retfærdigt USA. De to forklaringer udelukker ikke hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

På 4 hjul. Road-trip gennem USA. Er denne form for bilkørsel ikke enormt ressourcekrævende og miljøbelastende? Er der ikke en sammenhæng mellem Californiens tørkeproblemer og USA's udledning af CO2, blandt andet fra transport? Nå, ja, det udvikler måske den enkeltes personlighed at cruise tværs over USA, men det bidrager jo ellers ikke til en forståelse af, hvad vi er oppe imod. Bortset fra det er et tema om USA da vigtigt, men hvorfor skal det markedsføres som et road-trip?