Læsetid: 7 min.

’Lesbiske livserfaringer er ikke altid almenmenneskelige’

Med sin nye bog, ’Mor og Busser skal skilles’, vil Kristina Nya Glaffey bidrage til mangfoldigheden af levede erfaringer, der er repræsenteret i den danske litteratur. Det gør hun ved at sætte fokus på et lesbisk ægteskab og dets opbrud. Og det er vigtigt, for den næsten fuldkomne assimilation til trods er lesbiske livserfaringer stadig noget særligt, mener hun
Litteraturen kan give adgang til nogle perspektiver, til andre måder at tænke på og til nogle særlige miljøer, som måske ellers ville blive overset. Og det er vigtigt i sig selv, mener Kristina Nya Glaffey.

Litteraturen kan give adgang til nogle perspektiver, til andre måder at tænke på og til nogle særlige miljøer, som måske ellers ville blive overset. Og det er vigtigt i sig selv, mener Kristina Nya Glaffey.

Sigrid Nygaard

24. september 2016

Halvnøgne mennesker ligger spredt rundt i græsset omkring os. Kristina Nya Glaffey har en smøg i sin højre hånd og stikker mig derfor den venstre.

Det er hende, der har foreslået, at vi skulle mødes ved Moses-statuen i Hans Tavsens Park på Nørrebro. Det er der flere grunde til.

For det første bor hun lige i nærheden, som hun siger med et smil. For det andet foregår hendes nye roman, Mor og Busser skal skilles, opfølgeren til Mor og Busser fra 2014, netop på denne del af Nørrebro.

For det tredje er Moses kulturhistorisk meget central for et af bogens hovedtemaer, ægteskabet – her det lesbiske af slagsen.

For det var Moses, der modtog de ti bud fra Gud. Og to af buddene, det sjette og det tiende, omhandler netop ægteskabsinstitutionen og ikke mindst denne institutions ukrænkelighed.

»Ægteskabets udformning er jo ikke naturgivent. Det er en kulturel konstruktion. Og en central diskussion i bøgerne går da også på, hvorvidt man som lesbisk absolut skal efterabe den oldgamle heteroseksuelle ægteskabsinstitution – som de ti bud altså stadig har stor indflydelse på. Altså om man bare skal lege mor, mor og børn. Eller om man skal forsøge at finde nogle andre veje,« siger Kristina Nya Glaffey.

Bøgerne er ikke skrevet for at afslutte og konkludere på denne diskussion.

Læs anmeldelse af ’Mor og Busser skal skilles’: Den moderne familie er et kærligt kaos

Udover at hun gerne vil bidrage med en mindre tragisk skildring af skilsmissen har den stærkeste motivation for at skrive de to bøger om Mor og Busser været, at hun gerne ville bidrage med en slags vidnesbyrd om lesbiske livserfaringer til den danske litteratur.

Herunder ikke mindst erfaringerne med at indgå i en lesbisk kernefamilie.

»Som ung var jeg selv ked af, at jeg kun i meget begrænset omfang kunne finde bøger baseret på lesbiske livserfaringer i den danske skønlitteratur. Ja, for bare ti år siden fandtes der stadig nærmest ikke noget. Så selvom der lykkeligvis er skrevet mange flere bøger om de erfaringer de seneste år, har jeg stadig en lidt patetisk idé om, at jeg med min litteratur kan bidrage med nogle historier og nogle erfaringer, som ellers ikke ville være repræsenteret,« siger hun.

Og det er vigtigt, at der kommer en større mangfoldighed i forhold til, hvilke positioner der er repræsenteret i litteraturen:

»Homoseksuelle karakterer i film og litteratur har historisk set typisk tjent som bikarakterer, der primært eksisterer for at hjælpe hovedkaraktererne frem til forskellige indsigter – de dør virkelig i ét væk i film- og litteraturhistorien. Så jeg synes helt afgjort, at der er et reparationsarbejde i forhold til at installere andre historier og andre erfaringer i kunsten,« siger hun.

Humoristisk tragedie

Selvom Mor og Busser skal skilles på omslaget bliver klassificeret som en romantisk tragedie, bliver det lesbiske ægteskab og bruddet egentlig først og fremmest sat under en humoristisk, litterær lup.

Romanen bliver fortalt af en yderst stiliseret barnlig jegfortæller, som er barn af Mor og Busser – hvilket er kommet i stand på den måde, at Mor har fået puttet nogle »haletudser« ind i sin mave, som så har vokset inde i mors mave og er blevet til jegfortælleren og hendes tvillingesøster, Emma.

Ved at gøre den barnlige fortællerstemme så stiliseret opstår der en spænding, fordi man – blandt andet på grund af de lange sætningskonstruktioner, som nok næppe ville være gangbare i en børnebog – bliver mindet om, at der er en voksen bevidsthed, som medierer fortællerstemmen.

Det er helt bevidst, påpeger Kristina Nya Glaffey. Mange af bogens humoristiske elementer opstår netop på grund af den spænding. Men det stiliserede er måske også med til at understrege den kunstneriske bearbejdning af nogle levede erfaringer, lige som bogen er?

»Det bliver i hvert fald mindre socialrealistisk, hvilket helt klart klæder stoffet,« siger Kristina Nya Glaffey.

Og så er det desuden, rent kunstnerisk, med til at understøtte en central præmis for bogens tema:

»Regnbuefamilien er jo lidt en form, der er blevet copypastet. For det har været en central del af homorettighedskampen, at man bare gerne vil have alle de samme rettigheder som heteroer. Vi vil også have børn, og vi vil også have andelslejligheder, og vi vil også have forældremyndighed og ret til inseminering og så videre,« siger hun.

»Og det er jo for så vidt et sympatisk projekt. Men når jeg kigger både på mit eget liv og på de to romaner om Mor og Busser, så springer det mig i øjnene, hvor meget det hele jo bare er noget, vi har fundet på. Så der tror jeg også, at den formmæssige stiliserede tilgang til stoffet netop er med til at understrege, at det klassiske ægteskab er en leg. En leg, som regnbuefamilierne langt hen ad vejen forsøger at genopføre.«

Avantgardens fortrop

I den forbindelse fortæller hun også, at Busser-karakteren er lidt en joker i denne konstruerede ægteskabelige ligning. For hvor Mor falder trygt ind i rollen som, ja, mor, er Busser lidt en bastard.

Hun er, som Kristina Nya Glaffey siger, en figur, der grundlæggende er med til at understrege, hvordan man som ikkenormativ familie hele tiden støder på den normative familiekonstruktions rammeværk:

»Man kan jo godt lege mor, mor og børn. Men systemet er ofte ikke helt gearet til det. På mine børns skoles Forældreintra optræder jeg for eksempel som ’far’, fordi deres it-system ikke kan arbejde med, at der er to mødre,« siger hun. »Lidt på samme måde falder Busser uden for rammeværket. Hun er hverken faldet på plads som far eller mor i kernefamilien. Hun er bare Busser.«

Det er også Busser, der ender med at forbryde sig imod to af de ti bud. Hun forbryder sig imod det sjette bud, der siger, at man ikke må bryde ægteskabet, og hun forbryder sig imod det tiende bud, der blandt andet siger, at man ikke må begære sin næstes hustru.

På den måde kan man vel strengt taget godt sige, at hun som figur er lidt progressiv i forhold til ægteskabsinstitutionen, og i bogen nævnes det også flere gange, at hun er, eller i hvert fald har været, en del af »avantgardens fortrop«.

Men hvad sker der så egentlig, når avantgardens fortrop får smag for et liv, hvor man indgår i faste rammer og spiser »spaghetti med kødsovs«, som der står et sted i romanen? Kan man sige, at man spiller fallit, hvis man som ikkenormativ karakter rent faktisk ender med at passe ind i rammerne?

»Nogle af Mors og Bussers diskussioner tager fat på spørgsmålet om, hvorvidt man som lesbisk er forpligtet til at være normkritisk. Men det kommer der heller ikke noget endegyldigt svar på i bogen, og jeg tror ikke, at jeg selv synes, at nogen nødvendigvis er mere forpligtede end andre til at være specielt progressive,« siger hun.

Repræsentation

Mere end at lufte progressive holdninger, har det altså være vigtigt for Kristina Nya Glaffey at være med til at øge mangfoldigheden af livserfaringer, som er repræsenteret i litteraturen.

For selv om regnbuefamilien efterhånden er the new normal uden for litteraturen, som hun siger, går der noget tid inden ting finder vej til litteraturen.

Men betyder det så, at litteraturen bare halter efter udviklingen i samfundet? Og kan den i så fald primært læses med henblik på at spore tendenser i samfundet? Eller kan den selv være med til at skubbe grænserne for, hvad der er muligt i samfundet?

»Jeg tror primært, at litteraturen afspejler samfundet. Ikke mindst i forhold til sammenhængen imellem, hvilke stemmer der kan komme til orde i litteraturen, og hvilke der kan komme til orde i samfundet. Jeg har i hvert fald svært ved at se, at jeg med min litteratur skulle kunne presse samfundet noget sted hen,« siger hun.

Læs også: ’Må man låne andres identitet i litteraturen’

»Men litteraturen kan give adgang til nogle perspektiver, til andre måder at tænke på og til nogle særlige miljøer, som måske ellers ville blive overset. Og det er vigtigt i sig selv.«

Hun insisterer i den forbindelse på, at lesbiske livserfaringer er noget særligt, og at det derfor er vigtigt, at der er litteratur, som repræsenterer disse erfaringer.

»Mange af anmelderne af Mor og Busser gjorde meget ud af at understrege, at bogen var udtryk for noget almenmenneskeligt. At bogens beskrivelser af det lesbiske parforhold dybest set var beskrivelser af alle parforhold. Men selv om jeg godt forstår, at det helt sikkert var velment, så synes jeg ikke, at det er rigtigt,« siger hun.

»Frem for at fremhæve, hvordan vi alle sammen er fuldstændig ens, synes jeg, det er mere frugtbart og interessant også at turde interessere sig for forskellighederne. For mig svarer det lidt til at sige om en naturudsendelse om pingviner, at den sandelig ikke handler om pingviner, men bare om fugle generelt. Jeg vil gerne have lov til at insistere på at være en pingvin.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu