Læsetid: 5 min.

Må man låne andres identitet i litteraturen?

Det er ikke altid i orden at skrive om en karakter, hvis bevidsthedsliv forfatteren ikke selv har haft adgang til. Sådan lød det i sidste weekends Information fra den australske aktivist Yassmin Abdel-Magied. Hvordan forholder de danske forfattere sig til debatten om kulturel appropriation og identitetspolitik i litteraturen?
Kaspar Colling Nielsen mener ikke, at en forfatter behøver en særlig tilknytning til sine karakterer. ’Man kan ikke afvise, at den bedste bog om homoseksualitet, der nogensinde vil blive skrevet, kan være skrevet af en heteroseksuel mand,’ siger han.

Kaspar Colling Nielsen mener ikke, at en forfatter behøver en særlig tilknytning til sine karakterer. ’Man kan ikke afvise, at den bedste bog om homoseksualitet, der nogensinde vil blive skrevet, kan være skrevet af en heteroseksuel mand,’ siger han.

Gorm Branderup

24. september 2016

Er en forfatter fri til at skrive fra et hvilket som helst perspektiv, eller er der visse historiske og kulturelle hensyn, man må tage? I sidste weekend bragte Information en artikel af den australske aktivist Yassmin Abdel-Magied, der kritiserede den amerikanske forfatter Lionel Shriver for i en tale at hævde retten til at »udnytte ’de andres historier’, hvis dette kan gavne ens egen historie«.

Læs også: Identitetstyveri

Fiktion er i sagens natur opdigtet, pointerer Shriver i sin tale, og hun mener derfor ikke, at der er noget moralsk forkert i, at eksempelvis en hvid mandlig forfatter fortæller en historie set fra en nigeriansk kvindes synspunkt.

Modsat mener Abdel-Magied, at i en verden, hvor der er ulige adgang til at fortælle sin historie, er det ikke altid i orden at skrive ud fra andres perspektiv. Problemet, siger hun, opstår, når en forfatter forsøger at skrive en historie om nogen, der ikke har mulighed for at blive hørt.

Har denne debat noget på sig i dansk litteratur?

Det har Information spurgt fem danske forfattere om.

Et paradigmeskift

Mette Moestrup mener, at vi har behov for tankeeksperimenter: Hvad nu, hvis europæiske forfattere holdt op med at skrive i 50-100 år?

»Vi er så vant til, at hvide mennesker historisk set har haft ordet og dermed skabt den kanon, der fortæller, hvad det vil sige at være et menneske. Det, vi mangler, er ikke, at den gruppe approprierer endnu mere,« siger hun.

Moestrup kan godt forstå, at der opstår en debat om retten til fortællingen, hvis forfattere eksempelvis vil skrive om en undertrykt gruppe, der ikke selv har en stemme. Den type spørgsmål må man diskutere, men der er intet generelt svar, mener hun.

»Der er dog ved at ske et paradigmeskift, hvor Vesten som centrum langsomt nedbrydes, og der udkommer bøger fra mange dele af verden. Nigeria har eksempelvis mange fremtrædende forfattere, der bliver læst og oversat i Vesten, så der er en udvikling i gang,«påpeger Moestrup.

Christina Hesselholdt, der er aktuel med romanen Vivian, mener, at man som forfatter har lov til at forsøge at sætte sig i en hvilken som helst andens sted, men at det først og fremmest handler om at gøre det med respekt og empati.

Hovedkarakteren i Hesselholdts nye roman, gadefotografen Vivian Maier, kommer fra et helt andet socialt miljø, et andet land og er født næsten 40 år tidligere end forfatteren selv.

»Den måde, jeg har løst det på, er ved at lave en stemmeroman. Jeg lader flere stemmer inklusiv hendes egen forholde sig til hende, sådan at spektret bliver bredere. Det er en måde at undgå kun at have ét udsagn eller én synsvinkel på en person. Desuden har jeg en fortæller, som diskuterer og sår tvivl om sit eget projekt – tvivl fra fortællerens side er en invitation til læseren om selv at tage stilling til projektet.«

Der må dog til en vis grad være en tilknytning mellem forfatteren og den karakter, der skrives om, mener Hesselholdt.

»Jeg kan næsten ikke tro, at man som forfatter bare skulle kaste sig hovedløst ud i noget, der var helt fundamentalt anderledes. Der er jo nødt til at være noget, man kan knytte an til. Jeg kan godt forstå, at det kan virke som kulturel appropriation, hvis det er gjort uden empati og uden en stor indsats for at forstå.«

Netop tilknytningen er også central for Kristina Nya Glaffey, der er aktuel med romanen Mor og Busser skal skilles.

»Jeg synes bestemt, at der er grund til at overveje det her med at skrive om nogle mennesker, som faktisk ikke har haft adgang til at fortælle deres egen historie,« siger hun.

»Jeg tror, at man skal have en form for mellemværende med det andet perspektiv, man påtager sig. Hvad det mellemværende så kan bestå i, kan være meget forskelligt. Hvis man ikke har det, kan det hurtigt blive en form for eksotisk staffage, og det er selvfølgelig dybt fornærmende.«

Et spørgsmål om kvalitet

Kaspar Colling Nielsen er derimod helt uforstående over for Abdel-Magiads kritik, og han mener ikke, at en forfatter behøver en særlig tilknytning til sine karakterer.

»Man kan ikke afvise, at den bedste bog om homoseksualitet, der nogensinde vil blive skrevet, kan være skrevet af en heteroseksuel mand.«

At man ikke deler erfaring med karakteren, behøver ikke at betyde, at man nødvendigvis bekræfter køns- eller racestereotyper. Det er i bund og grund et spørgsmål om, hvad der er god og dårlig litteratur.

»Selvfølgelig kan man risikere at bekræfte stereotyper og fordomme. Det er en faldgrube, man må forholde sig til, og der vil være litteratur, der er mindre nuanceret end andet. Det er det, der adskiller god litteratur fra dårlig litteratur, at den er i stand til at være nuanceret.«

Spørgsmålet om kulturel appropriation kan slet ikke føres over på litteraturen, mener Kaspar Colling Nielsen. Litteraturhistorien består netop af, at man forestiller sig, at man er nogle andre. Hvis ikke man kunne gøre det, ville der kun være autofiktion og selvbiografi tilbage.

»Dét, at visse grupper ikke har mulighed for at fortælle deres historie, skyldes ikke, at hvide forfattere har skrevet om dem. Det skyldes derimod økonomiske, strukturelle og kulturelle forhold, som intet har at gøre med litteraturen,« siger han.

Kitsch

Forfatteren må altid have absolut frihed, lyder det ligeledes fra Christina Hagen. Men hun siger også, at det bedste udgangspunkt for at skrive en ærlig og interessant tekst er, at man gør brug af egne erfaringer.

»Jeg tror ikke, at jeg ville skrive en bog fra en homoseksuel, sort mands perspektiv, men det handler udelukkende om, at jeg (som læser) som udgangspunkt betragter den slags heftige litterære identitetseksperimenter som kitsch. De, der synes, det er interessant at lege med forskellige identiteter, er i deres gode ret til at gøre det.«

»Man overvejer altid den position, man skriver fra, men det er da langt ude, hvis den såkaldt privilegerede kun må skrive om andre præcist lige så privilegerede mennesker. Min bog White Girl kan læses som meget racistisk, men den kan også læses som antiracistısk og meget venstreorıenteret, og det, synes jeg, er en kvalitet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Ja, det ved gud man må, og det er blevet gjort i meget stor litteratur. Jeg forstår slet ikke Abdel-Magieds nypuritanske modstand mod at give stemme til nogen, der ikke selv har mulighed for at blive hørt. Skulle det være bedre, hvis den undertryktes historie ikke kommer frem?

Jeg har tidligere givet eksemplet med "Onkel Toms Hytte" af forfattere Harriet Beecher Stowes, der medvirkede til at skabe stor modvilje modvilje mod slaveriet både i USA og England.
Mere bredt og aktuelt kan man nævne den højaktuelle bog: "Den inderste fare" af Birgithe Kosovic om Erik Scavenius i samarbejdsregeringen under besættelsen.

Flemming Berger, Karsten Aaen og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Hele diskussionen om "kulturel appropriation" er sært ensidig. Ønskerne om "forbud" gælder tilsyneladende kun den ene vej. Der er mig bekendt ingen, der brokker sig, hvis en homoseksuel forfatter skriver om heteroseksuelle personer, eller over, at afrikanere, asiater eller arabere går rundt i vestligt tøj. Det er der heller ingen grund til.

Flemming Berger, Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar