Læsetid: 10 min.

Neoliberalismen har mødt sine grænser, og politikerne aner ikke, hvad de skal stille op

De vestlige vælgeres flugt fra det politiske centrum til fløjene afspejler en forudanelse om en økonomisk models disintegration. Tillidskrisen er som de nødstedtes vandring mod Europa en konsekvens af, at modellen og dens forvaltere i magtens centrum ikke har kunnet sikre lighed og nu heller ikke kan præstere vækst
Uligheden vokser rundt om i Europa, og imens  kommer de nødstedte og underprivilegerede hertil for at finde tryghed. EU møder dem med mure, hegn og kampklædt politi, som her ved rydningen af den uofficielle flygtningelejr ’The Jungle’ ved Calais, Frankrig i starten af marts.

Uligheden vokser rundt om i Europa, og imens  kommer de nødstedte og underprivilegerede hertil for at finde tryghed. EU møder dem med mure, hegn og kampklædt politi, som her ved rydningen af den uofficielle flygtningelejr ’The Jungle’ ved Calais, Frankrig i starten af marts.

Foto: Ulrik Hasemann

9. september 2016

De skriftkloge diskuterer stadig, hvad William Butler Yeats havde i tankerne, da han for et århundrede siden, omkring Første Verdenskrigs blodige afslutning, skrev sit berømte digt »The Second Coming« med verselinjen: Things fall apart; the centre cannot hold.

Den irske digter fortsatte, i Henrik Nordbrandts oversættelse: »Rent anarki slippes løs på verden, den blod-omtågede stormflod slippes løs, og overalt druknes uskyldighedens ceremoni; de bedste mangler enhver overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.«

Nogle mener, at Yeats for sig så spirerne til 1930’ernes fascisme og nazisme, voksende ud af den kombinerede tvivl om humanismen, som krigens gru affødte, og den økonomiske krise, som fra begyndelsen af 1920’erne i flere bølger undergravede levevilkårene og tilliden i datidens Europa.

De gode, demokratisk sindede kræfter stod rådvilde, mens den højrenationale, fremmedfjendske populisme marcherede højlydt.

I dag drager iagttagere Yeats’ digt frem igen. »Overalt i verden er der i dag en fornemmelse af en æras afslutning, en dyb forudanelse af hidtil stabile samfunds disintegration,« skriver den fremtrædende økonom Anatole Kaletsky i en Project Syndicate-tekst med referencer til digtet.

Og forudanelsen deles af mange med indsigt. Den prisbelønnede amerikanske forfatter og kommentator ved New York Times Thomas Friedman beskriver de »seismiske forskydninger i det globale systems bærende fundament med højst uforudsigelige konsekvenser«.

Den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer skriver i en anden Projekt Syndicate-kommentar, at »der sker for tiden en foruroligende bevægelse mod højre på begge sider af Atlanten«.

»De raser alle mod ’systemet’« og udtrykker »en længsel efter simple løsninger,« anfører Fischer.

Belgiens tidligere statsminister, EU-parlamentarikeren Guy Verhofstadt, oplever »et giftigt, ustabilt politisk miljø i hele Europa, hvor populisme og nationalisme trives«.

»Trods sine imponerende resultater gennem årtierne risikerer det europæiske projekt nu disintegration,« advarer den borgerlige belgiske politiker.

Og på den hjemlige scene bidrager justitsminister Søren Pind i Politiken med sin bekymring over, at »et ellers fredeligt og forsonligt folk er ved at blive et meget vredt folk«.

»Det kan ende med at være farligt,« advarer ministeren og henviser til den kombinerede følelse af vrede og afmagt, der breder sig og nærer ekstremismen.

I samme avis har daværende chefredaktør Bo Lidegaard i flere omgange fabuleret i foruroligede vendinger over »samfundets institutioner, der styrtbløder autoritet«, og afspejler »et tillidstab af historisk omfang« og »et afgørende syndefald for den grundlæggende sociale og politiske kontrakt, der prægede den demokratiske verden i mere end et halvt århundrede efter Anden Verdenskrig«.

Fornemmelsen af at ’centret ikke kan holde’, at de etablerede politiske partier og institutioner står uden svar på de hårdnakkede kriser og skræmmende opløsningstendenser kan aflæses i vælgervandringer til yderfløjene overalt i Vesten.

Nogle søger mod venstre i håb om, at nye visioner og handlekraft kan hentes hos en Bernie Sanders i USA, en Jeremy Corbyn hos britiske Labour eller hos Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland og Piratpartiet i Island, som ved valget i 2013 kom ind i Altinget med 5,1 pct. af stemmerne, men nu står til at blive Islands ubetinget største parti med 30-40 pct.

Andre – flere – går mod højre for at finde stærke ledere, der kan genskabe trygheden, den gamle orden.

I Finland sidder højrenationalisterne De Sande Finner i regering som næststørste parti, i Norge er Fremskrittspartiet med i regeringen ledet af Højre, i Sverige er det indvandrerfjendtlige Sverigedemokraterne Riksdagens tredjestørste parti, mens Dansk Folkeparti er næststørst i Folketinget og i fremgang i målingerne.

Nede i Kontinentaleuropa fik det nye islamkritiske højreparti Alternative für Deutschland hver fjerde stemme ved det seneste delstatsvalg i Sachsen-Anhalt.

I Frankrig kan Front Nationals leder Marine Le Pen måske vinde næste års præsidentvalg og realisere sine valgløfter om bl.a. at melde Frankrig ud af Eurozonen. Hvis en anden valg­runde ender med at stå mellem Le Pen og præsident Hollande, tegner det i øjeblikket til, at Le Pen får 46 pct. af stemmerne, men målingerne svinger, og hun har et par gange været over 50 pct.

I Holland, hvor der parlamentsvalg inden for et år, står Geert Wilders’ højreekstreme Frihedsparti til at blive partiet med flest pladser i parlamentet.

Mod øst regeres Ungarn autoritært af Victor Orbán, der dæmoniserer flygtninge, undertrykker medier og indskrænker borgerrettigheder, med henvisning til at nationen er truet, alt mens den ultranationale premierminister i Polen, Jaroslaw Kaczy´nski, gør sit bedste for at kopiere ham.

I Storbritannien går det nationalkonservative UKIP frem i meningsmålingerne og kan være med til at fremkalde en britisk udmeldelse af EU ved folkeafstemningen den 23. juni – netop nu står tilhængere og modstandere lige i meningsmålingerne.

Allermest opsigtsvækkende er støtten i USA til byggematadoren og milliardæren Donald Trump, der har overrumplet og rystet eliten i Washington ved den indtil nu massive opbakning til hans kandidatkampagne, præget af voldstrusler, fremmedhad, mandschauvinisme, sjofel retorik og fravær af egentlig politik. Trump vil give det meste af verden et spark i røven og »make America great again«. Punktum.

En længsel efter simple løsninger og stærke ledere, som Joschka Fischer siger.

Det politiske centrum kan ikke tackle udfordringerne for en økonomisk model, der mister evnen til vækst – mennesker, presses ud på fløjene af nød – som her i Madrid

– eller i håb om bedre svar der.

Foto: Daniel Ochoa de Olza/Polfoto

Den voksende ulighed

Bevægelserne mod venstre og mod højre afspejler på én måde modsætninger, men er samtidig udtryk for det samme: dyb bekymring over udviklingen i verden og dyb mistillid til det bestående systems og det politiske centrums evne til at styre den.

Igennem nu 35 år er befolkningerne på begge sider af Atlanten blevet forsikret om, at globalisering af økonomien var svaret på de krisetegn med lavvækst og arbejdsløshed, der dukkede op fra 1970’erne.

Med Chicago-økonomen Milton Friedman som teoretisk orakel og Ronald Reagan og Margaret Thatcher som ideologiske og praktiske iværksættere udstedtes løfter om, at fri bevægelighed af varer, arbejdskraft og kapital, fri konkurrence og deregulering ville genskabe den økonomiske vækst og bringe velstand og fornyet tryghed til de voksende middelklasser.

I korte perioder har modellen leveret, men med finansiel turbulens fra år 2000 og hårdnakket økonomisk krise siden 2007 er troen på opskriften krakeleret. I det omfang, der har kunnet skabes økonomisk fremgang, er den i stigende grad tilfaldet de i forvejen velstående og særligt de allerrigeste.

Hver gang udviklingsorganisationen Oxfam siden 2010 har offentliggjort sin årsrapport om globale rigdomskoncentration, er billedet blevet mere skævt. I 2010 besad verdens 388 rigeste samme velstand som den fattigste halvdel af den globale befolkning – i 2015-rapporten var denne andel koncentreret på blot 62 milliardærers hænder.

I Danmark er uligheden, målt ved Ginikoefficienten, steget konstant gennem de seneste 20 år – med 2008 som en kortvarig undtagelse, fordi dem med store formuer her tabte penge på finanskrisen.

I tiden siden 1985 har de rigeste 10 pct. af befolkningen ifølge AE-Rådet øget deres andel af den samlede indkomst efter skat til 22,5 pct., mens de fattigste 10 pct. har en svindende andel på nu kun 3,6 pct. Under krisen, dvs. siden 2008, er de riges lønindkomst steget med 13.000 kr., mens faglærte og ufaglærte arbejderes realløn er faldet med over 6.000 kr.

Nationalt som internationalt: Der er hverken sket den omfordeling eller den ’nedsivning’ af velstand fra de privilegerede til de dårligt stillede, som befolkningerne var stillet i udsigt.

»There is no alternative,« sagde Margaret Thatcher i de tidlige 1980’ere om den frisatte kapitalisme, globale deregulering og intensiverede konkurrence. Hendes partifælle, nuværende britiske premierminister David Cameron, genintroducerede TINA-udtrykket for et par år siden i et forsvar for de krisebestemte nedskæringer:

»Hvis der var en anden vej, ville jeg vælge den. Men der er intet alternativ.«

I Danmark kaldes det ’nødvendighedens politik’ af politikere, men opleves af befolkningen som overgreb på velerhvervede velfærdsgoder og frihedsrettigheder.

Den politik, der skulle være redskab for at skabe øget trivsel og tryghed for mennesker, føles som udefrakommende tvang og er dermed ved at ende som sin egen modsætning. Mennesker skal i dag indrette sig på at tilfredsstille det økonomiske system, hvor det omvendte egentlig var meningen.

Skuffelsen over denne udvikling kombineres med frygten for, at andre i stedet høster frugterne af globaliseringen, vinder magt og indflydelse og tager job og velfærd fra Europas og USA’s arbejdere og middelklasser.

Det er med til at forklare den markante modstand mod de to store handels- og investeringsaftaler, det politiske establishment søger at indgå hen over Stillehavet og hen over Atlanten – hhv. TPP og TTIP – som saltvandsindsprøjtninger til virksomhederne, investorerne og væksten. Såvel på den højrenationale fløj som på venstrefløjen i USA og Europa mobiliseres der – med forskellig betoning – imod aftalerne.

Mure mod de fremmede

Endnu stærkere kommer utryghed og vrede til udtryk i modstanden mod strømmene af migranter og flygtninge.

I USA vil Donald Trump bygge en mur for at holde mexicanske migranter ude, i EU er hegn, mure og grænsekontroller allerede etableret, og når flygtninge søger at forcere dem, bliver de – børn som voksne, kvinder som mænd – mødt af politiets tåregas og gummikugler som for nylig på grænsen mellem Grækenland og Makedonien eller af selvbestaltede vagtværn med macheter, der på den bulgarsk-tyrkiske grænse indfanger flygtninge og tvinger dem tilbage til Tyrkiet.

EU’s beslutningstagere opleves som paralyserede, ude af stand til at nå til enighed om løsninger og fordeling af flygtningene – dels fordi hvert medlemsland vogter på egne grænser og interesser, dels fordi regeringerne nationalt er under pres fra både højre og venstre.

De fremstormende højrepartier vil have hård afvisningspolitik, mens folk på venstrefløjen vil have solidarisk politik, hvor hvert land tager imod sin fair andel af de millioner, der er fordrevet fra især Syrien.

Når EU-toppen samtidig er ude af stand til at levere en løsning på den økonomiske krise, ude af stand til at udligne forskelle mellem nord og syd, ude af stand til at vedtage en fælles økonomisk politik som overbygning på den fælles valutaunion, så mister samarbejdsprojektet og dets bærende politikere legitimitet og troværdighed.

Den seneste Eurobarometer-måling af europæernes tillid til EU viser et fortsat langsigtet fald: Fra 50 pct. af de adspurgte europæere, som i 2006 nærede tillid til unionen, til kun 32 pct. i 2015.

Specielt i de syd- og østeuropæiske lande samt i Storbritannien føler klare flertal sig overhørt i EU – noget, som også kom til udtryk i den hollandske folkeafstemning om EU’s handelsaftale med Ukraine, hvor kun 38 pct. stemte ja og hele 61 pct. nej. Et nej til den europæiske elite og »begyndelsen til enden på EU«, skrev en opløftet Geert Wilders i en tweet efter protestafstemningen.

Til The Guardian siger den britiske professor i europæisk politik ved London School of Economics Simon Hix:

»Mainstreampartierne fra centrum-venstre og centrum-højre, som engang kunne regne med 40 pct. af stemmerne, er nu reduceret til 20-25 pct. Det sker overalt, og det kan indebære massive problemer.«

S: Parti af systemforvaltere

I Danmark er ikke mindst Socialdemokraterne trængt af den faldende tillid til den politiske midte. De seneste måneder har partiets ledelse modtaget hårde ord fra såvel den ældre som den unge generation af fremtrædende partimedlemmer.

»Hvis linjen fra Thorning og Corydon fortsætter under Mette Frederiksen, vil partiet bare blive ved at skrumpe,« sagde Ritt Bjerregaard i januar til Politiken.

»Nu er retfærdighedsfornemmelsen forsvundet, og det er blevet nødvendighedens politik over hele linjen«, mener S-veteranen.

I marts udtrykte formanden for DSU, Alexander Grandt Petersen, i samme avis tilsvarende sin skuffelse over sit partis »knæfald for markedsstaten«.

»Frygten for finansmarkederne blev det styrende for regeringen frem for et egentligt politisk program. Økonomien blev så at sige afpolitiseret og Socialdemokratiet reducerede sig selv til administratorer af statsfinanserne,« skriver DSU-formanden om den tidligere S-ledede regering.

I regering fremstod Socialdemokraterne som teknokratiske forvaltere af konkurrencestaten og nødvendighedens politik – uden et ideologisk projekt eller visioner med evne til at begejstre vælgerne.

I opposition har partiet og dets nye leder i dag så travlt med at dæmme op for vælgerflugten til Dansk Folkeparti via bl.a. en hård udlændingepolitik, at man spiller højt spil med i hvert fald Enhedslistens og Alternativets vilje til og mulighed for at pege på Mette Frederiksen som ny statsminister efter et valg.

Det fremføres, at disintegrationen, tillidskrisen, højrepopulismen afspejler utryghed ved og modstand mod globaliseringen. Det er rigtigt. Men det er mere præcist at sige, at det er utilfredshed med og vrede over selve måden, globaliseringen har udfoldet sig på. Altså at den ikke har virket, som det blev stillet i udsigt: til det fælles bedste.

Det er blevet en globalisering, der især er kommet multinationale selskaber, finanssektoren og de rige til gode, mens almindelige lønmodtagere og mennesker på randen af arbejdsmarkedet har oplevet skærpet konkurrencepres, stagnerende velfærd og mindre frihed til at vælge eget liv.

Plus presset udefra, fra de nødstedte millioner, der blot har taget globaliseringsbudskabet om fri bevægelighed til sig og nu prøver at bevæge sig væk fra fattigdom, konflikt og undertrykkelse og hen mod egne, hvor forholdene er tryggere.

Mange faktorer kan bidrage til at forklare, at globaliseringen er kørt skævt, men ét forhold er altafgørende: Den har ikke leveret stabil økonomisk vækst.

En genskabelse af væksten var det primære formål og dét, der kunne have banet vejen for større fælles velfærd, tro på fremtiden, solidaritet og samarbejdsvilje samt tillid til modellen og dens forvaltere i det politisk-økonomiske centrum. Med fornyet vækst og nok til alle havde der ikke været klangbund for højrepopulisternes simple løsninger og romantiske forestillinger om at genskabe den gamle, lukkede, nationale orden...

Læs resten af artiklen: Neoliberalismen har mødt sine grænser, og politikerne aner ikke, hvad de skal stille op

Publiceret 23.04.2016

Kilde: Funke, Schularick og Trebesch: Going to Extremes: Politics after Financial Crises, 1870-2014

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Troels Holm
  • Niels-Simon Larsen
  • Bill Atkins
Estermarie Mandelquist, Troels Holm, Niels-Simon Larsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det Europa vi kendte efter krigen har været i forfald siden murens fald. Det har vel ikke specielt noget med neo liberalisme at gøre, men mere politisk inkompetence.

ole rasmussen, har du ikke læst artiklen, men kun overskriften? ..eller har du en kilde eller to der underbygger din påstand?

Niels-Simon Larsen

Selvom artiklen er skrevet for et halvt år siden, er grundstrukturerne ikke ændret. Centret, der ikke kan holde, bliver nærmest til en følelse. Det bliver en nervøsitet om ikke ligefrem til angst. Det hænger igen sammen med en manglende tro på noget at bygge på. I forrige århundrede skred troen på autoritet og den vertikale ordre. Troen på kristendommen og socialismen skred sammen. Mht. kristendommen skete der det ufattelige, at folk ikke tror på den samtidig med at de tror på den alligevel. Socialismen lever i forskellige små lommer, men er i det store og hele forladt. Fascismen florerer som uudryddeligt ukrudt. Liberalismen/kapitalismen kører os sejrsstolt mod afgrunden med bind for øjnene.
Al aktivitet får temperaturen til at stige. At vi skal sætte os ned og ikke bestille noget, er en oprørsk tanke. At sige at vi ikke skal have vækst (hvad ikke burde være nødvendigt, da vi ikke har nogen), mødes med hovedrysten.
Løsningen er at gå hjemmefra, forlade alt og leve på en ikke-temperaturstigende måde. I dag kan man dog ikke gå mange skridt før man ramler ind i nogle, så hjemmefra er ovre hos naboen. Dvs. at vi bliver nødt til at blive, hvor vi er, men være der på en ny måde. Mange nye måder er allerede opfundet, så dem skal vi bare realisere.

jan henrik wegener

Økonomiske konjunkturer og udviklinger i indkomst fylder nok for meget (alt?) her. Det at den vesteuropæiske region på under 100 år stort set er ophørt med at huse de regerende for store dele af resten, samtidigt med at mange af de andre regioner har udviklet en tit fjendtlig, eller blot afstandtagende selvbevisthed må da også have "inviteret" til en europæisk reaktion. For ikke-europæiske ledere virker det som om det europæiske (hvis man som jeg gerne undgår betegnelsen "vestlige") mere og mere er blevet frastødende frem for et forbillede. Undtagen eventuelt som fysisk opholdssted for dele af befolkningen.Det kan jo forstærke konfrontationerne en del.

Niels-Simon Larsen: Socialismen lever i forskellige små lommer, men er i det store og hele forladt.

Er det tanken om retfærdig fordeling af BNP og reguleringen af privatkapitalismen du mener der er helt forladt? Og de små lommer du taler om, er det Sanders 13 mio. stemmer, Enhedslisten ca. 10%, Hollandes 18 mio stemmer, de spanske og græske socialister der har, eller er ved, at overtage regeringsmagten?

Flemming S. Andersen og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Bill: En mere retfærdig fordeling af goderne får vi kun ved at begynde at eksperimentere med borgerløn. Den socialistiske tanke om en samfundsomvæltning har endnu ikke ført til en blivende forbedring. Socialdemokratismen ser ud til at være kommet længst med sine uendelige lappeløsninger.
Sanders vandt desværre ikke, og hvis det havde været tilfældet, var det også blevet en udgave af socialdemokratismen. Det samme med Syriza og Podemos. Fællesnævneren er, at arbejderne skal have det bedre. I Danmark bedre og bedre - gør gode tider bedre som det hed i Kraghs dage. At bedre og bedre fører til temperaturstigning, kan man ikke have med at gøre. Det må ikke være sådan, for hvad skal man så lave?
Nået hertil vil nogle fortælle mig, at de fattige skal have det bedre, de halvfattige mindre bedre og de ikke så fattige ikke så meget bedre. De rige slet ikke.
Modellen er forkert. Vi skal fordele samfundskagen og første trin hedder en form for borgerløn, så ingen skal bruge al deres tid på at tænke på at få pengene til at slå til.

Du nævner nogle, der står på spring til at overtage regeringsmagten. Det kommer der kun socialdemokratisme og temperaturstigning ud af. Det kan godt være, at produktionsmidlerne bliver overtaget nogle steder, men de kommer nok ikke til at producere mindre - som de jo skal, hvis vi ikke skal ødelægge Jorden. Jeg vil lige bringe Torstens (gamle) indlæg i erindring, hvor han netop stillede spørgsmålet om, hvad der ville ske med produktionsmidlerne.
Vi skal frem til en planetskånende livsform, og her hjælper ingen ideologi. Vi er helt på bar bund. Det er det, der skal forene os, og så skal vi have et nyt syn på arbejde og løn. Lad os begynde nu.

Niels-Simon Larsen,

Jeg taler i første omgang udelukkende om en retfærdig fordeling af BNP. Danmark har nok et af verdens bedst fordelt BNP, men det arbejder man så ihærdigt på at lave om, fra LA og ud mod venstre til ca. midt i Socialdemokratiet, via skattelettelser og nedskæringer i den offentlige virksomhed - ja oven i købet via underskud på statsbudgettet - til skattelettelser. Og kravet om nedskæring af vores samfund sker uanset at alle lande kigger misundeligt til vores samfundsmodel - selv venstrefløjen i verdens rigeste land, USA.

Jeg er sådan set ligeglad med hvordan det fællesskabte BNP fordeles, blot det fordeles retfærdigt - og retfærdigt er, at vi fra neden i samfundet fylde op dertil, hvor alle har et værdigt liv. Overskuddet må arbejdsmarkedets parter gerne slås om.

Jeg er sådan set ikke imod at vi har vækst, hvis overskuddet går til omstilling af produktionen til bæredygtig produktion. En ting jeg synes vi skal begrænse inden vi begrænser væksten - det er import eksport. Ved at begrænse imp/exp vil vi gøre vores økonomi og arbejdsmarked langt mere solidt, og en lang række overflødige luksusprodukter vil automatik blive udfaset, samtidig med der vil blive en langt mere alsidig produktion som vil gøre at alle kan finde et job de kan magte.

Eksport er i udstrakt grad tyveri fra egen befolkning til gavn for kapitalejerne.

Vi ser eksempelvis at eksport fra de varme lande af landbrugsprodukter belaster vandforsyningen i de pågældende lande ekstremt. Produktionen nødder i Iran giver problemer med drikkevandsforsyningen. Det er tyveri. Danmark kan da lave sine egene nødder og kerner uden at behøve at importere. Når vores fødevarerminister siger vi skal belave os på i fremtiden, at spise maddiker og insekter, så er det fordi der i Paris, Beijing og London sidder rige folk der i fremtiden vil betale mere for vore gode landbrugsprodukter end vi selv kan.

Vi skal have langt mere gennemskuelighed i beslutningsprocesserne her i landet. Det er et oplagt samarbejdsområde for Enhedslisten og Alternativet. Lad os lave et fælles diskussionsforum hvor alle kan diskutere politik i et dertil indrettet forum. Lad os få konkrete tal på bordet. Får lovforslagenes økonomi og menneskelig gevinst pædagogiseret så enhver med mellemskoleeksamen og op, kan aflæse konsekvenser og alternativer og deltage i diskussionerne. Lad os lade være, at køre med skjult dagsorden og manipulerende agenda. Å og EL behøver ikke kapre stemmer fra hinanden eller fra Socialdemokratiet.

Vi skal sammen afsløre og eliminere de neoliberale løgne - det er ikke så svært.

Lad os prøve at beskrive dit forslag: et nyt syn på arbejde og løn.

Hvordan ser indkomstfordelingen ud i dit samfund - i kroner og øre? - eller i basalt forbrug og i luksusforbrug?

I Danmark ejer 1% en tredjedel af formuen - skal samfundet have indflydelse på hvordan den formue arbejder for fællesskabet eller er det suverænt den ene procent der bestemmer det?

Niels-Simon Larsen

Bill: Dit 17.16 indlæg er enormt interessant.
Højrefløjen kan ikke andet end slås indbyrdes og lave ulykker for befolkningen. Venstrefløjen med Mette Fr. kan dårligt nok tale sammen, og hvis der bliver valg, bliver vi nødt til at stemme på Mette, og det vil der heller ikke komme andet end surt show ud af. Dansk politik er kævlerier og lige til at tage gift over.
Det bedste, der kan ske, er (som du påpeger), at Ø og Å etablerer et diskussionsforum. Vi er to partier med hver sit sprog, og som taler til forskellige mennesketyper. Vi skal selvfølgelig bruge de 24 mandater vi har til at anskueliggøre vores fællesnævnere og vores visioner for vælgerne. De må ikke have den opfattelse, at nogle sproglige finesser gør, at vi ikke kan holde ud at se hinanden. Et vi i Clements debatshow, så skal de fælles bestræbelser slås fast, så selv en abe kan forstå det. Alt det der med at stå og fedtspille, er til stor skade.
Hvad SF vil, står mig ikke klart. Rad. har deres egen sprogkoder, og jeg kan ikke finde ud af dem. S spørger vist stadig deres medlemmer, hvilke visioner de skal diske op med.

Et diskussionsforum skal fx tage fat på en nydefinition af arbejde og løn helt nede på jorden og i dagligdagens sprog. Det vil tiltale det meste af befolkningen (som ikke skal hedde danskerne - gid det kunne hedde folket).
I dag giver et job løn. Det gør arbejde ikke. Der er masser af samfundsgavnligt arbejde, der oven i købet bliver set ned på. Der er højt betalte job, der er særdeles samfundsskadelige. Og løn, ja, hvad får man egentlig løn for? Den ene lønklasse kæmper mod den anden, og man er ikke rigtig klog, hvis man ikke forlanger mere løn (selvom man ikke har brug for pengene). Lønslaveri indbefatter også lønplageri, og man må spørge sig selv, hvad den dybere mening er med det.

Heldigvis er ledelserne i Ø og Å på talefod med hinanden. Så skal der dælme også nye boller på suppen nu. SF kan komme med, når de vil. Vi skal diskutere nyt syn på løn og arbejde, og jeg vil føre borgerløn i felten. Der sker nemlig meget på det område. Der skal en stram styring til, men det ordner vi.

Niels-Simon Larsen

i al sin enkelhed kunne et sådant projekt hedde: Hvad er det for et liv, man gerne selv vil have, og hvad for et liv ønsker man for andre?
Der er sikkert ikke så meget forskel.

Steffen Gliese

Især til Bill Atkins:
Fra et blotindlæg i The Guardian af Paul Mason, juli 2016:
"The scene is Kentish Town, London, February 1858, sometime around 4am. Marx is a wanted man in Germany and is hard at work scribbling thought-experiments and notes-to-self. When they finally get to see what Marx is writing on this night, the left intellectuals of the 1960s will admit that it “challenges every serious interpretation of Marx yet conceived”. It is called “The Fragment on Machines”.

In the “Fragment” Marx imagines an economy in which the main role of machines is to produce, and the main role of people is to supervise them. He was clear that, in such an economy, the main productive force would be information. The productive power of such machines as the automated cotton-spinning machine, the telegraph and the steam locomotive did not depend on the amount of labour it took to produce them but on the state of social knowledge. Organisation and knowledge, in other words, made a bigger contribution to productive power than the work of making and running the machines.

Given what Marxism was to become – a theory of exploitation based on the theft of labour time – this is a revolutionary statement. It suggests that, once knowledge becomes a productive force in its own right, outweighing the actual labour spent creating a machine, the big question becomes not one of “wages versus profits” but who controls what Marx called the “power of knowledge”.

In an economy where machines do most of the work, the nature of the knowledge locked inside the machines must, he writes, be “social”. In a final late-night thought experiment Marx imagined the end point of this trajectory: the creation of an “ideal machine”, which lasts forever and costs nothing. A machine that could be built for nothing would, he said, add no value at all to the production process and rapidly, over several accounting periods, reduce the price, profit and labour costs of everything else it touched.

Once you understand that information is physical, and that software is a machine, and that storage, bandwidth and processing power are collapsing in price at exponential rates, the value of Marx’s thinking becomes clear. We are surrounded by machines that cost nothing and could, if we wanted them to, last forever.

In these musings, not published until the mid-20th century, Marx imagined information coming to be stored and shared in something called a “general intellect” – which was the mind of everybody on Earth connected by social knowledge, in which every upgrade benefits everybody. In short, he had imagined something close to the information economy in which we live. And, he wrote, its existence would “blow capitalism sky high”."