Læsetid: 7 min.

Oliver Stone: Der findes ikke noget egentligt demokrati

Oliver Stone er blevet lidt mere mild og rund i sit udtryk, men den amerikanske samfundsrevser er stadig lige så bidsk og kritisk over for sit hjemlands regering, som han altid har været. I anledning af verdenspremieren på hans seneste film, ’Snowden’, har Information mødt ham og trækker her nogle røde tråde gennem hans værk
Oliver Stone har ifølge eget udsagn fået sværere ved at lave kritiske film om USA

Oliver Stone har ifølge eget udsagn fået sværere ved at lave kritiske film om USA

Manuel Romano

16. september 2016

»USA’s karma er ikke god.«

Det er ikke just nogen opmuntrende oplevelse at tale med Oliver Stone.

Den amerikanske filminstruktør, der i går blev 70, har brugt de seneste små 40 år af sit liv på at lave film, som kritiserer alt det, han mener, der er galt med USA – og store dele af resten af især den vestlige verden. Og det er ikke så lidt.

Faktisk mener han, at samfundet er så bundråddent og stat, militær og storkapital så tæt vævet sammen, at demokratiet blot er en illusion.

»Min uskyld blev taget af krigen i Vietnam, og da jeg kom tilbage, tog det mig et stykke tid at finde ud af, hvad det var, der foregik bag facaden,« siger Stone, da jeg sammen med tre andre europæiske journalister sidder over for ham i en hotelsuite i Toronto, hvor hans seneste film, Snowden, der handler om NSA-whistlebloweren Edward Snowden, lige har haft verdenspremiere på den årlige filmfestival.

Læs også: Er han folkehelt eller landsforræder?

»Mit gennembrud må være i 1991 med JFK, hvor jeg i høj grad satte spørgsmålstegn ved autoritetsfigurer, men også i Platoon og Født den 4. juli er der spor af det. Jeg har sat spørgsmålstegn ved autoritetsfigurer hele mit liv. Og jeg mener, at jeg har ret.«

Han siger, at han ikke kan tale for regeringerne i Danmark og Sverige, der er kendt for at være gode og effektive, men han kunne aldrig selv finde på at stole på den amerikanske regering.

Oliver Stone fortæller whistlebloweren Edward Snowdens historie i sin seneste film, ’Snowden’

Scanbox

»Det er virkelig dumt af det amerikanske folk at smide dets borgerrettigheder væk til gengæld for løftet om, at ’vi nok skal beskytte jer’. Der er ingen, som vil beskytte os. De har ikke beskyttet os. 11. september skete, og på forhånd var der mange beviser for, at det ville ske. Efterretningstjenesterne har svigtet os igen og igen. Irakkrigen var et resultat af en total mangel på efterretninger.«

Stone er stille et øjeblik, inden han fortsætter: »Der findes ikke noget egentligt demokrati. Hr. Bernie Sanders var den bedste mulighed for en folkelig og ganske radikal forandring af den førte økonomiske politik, men ved hjælp af medierne fik de ham smidt ud af valgkampen.«

Jagten på retfærdighed

Så det kan godt være, at Snowden umiddelbart forekommer mere afdæmpet og nuanceret end instruktørens film fra 1980’erne og 1990’erne – Salvador, Talk Radio, Platoon, Wall Street, Født den 4. juli, JFK, Nixon – men man skal ikke lade sig narre: Oliver Stone stoler stadig ikke på sin regering over en dørtærskel, og han er som sædvanlig ikke bange for at sige det højt og tydeligt.

»Hvad skal jeg gøre – lyve? Jeg så de uhyrligheder, vi begik i Vietnam,« siger han og understreger, at der ikke er mange andre instruktører i USA, som gør eller tør gøre det sammen som han.

»Amerikansk film var i de tidlige 1970’ere præget af desillusion over krigen i Vietnam. Det affødte film, der var kritiske over for USA. Det er forsvundet siden Reagan. Alt har været proamerikansk eller i et vist omfang kontrolleret af militæret og CIA. Portrætter af CIA er blevet positive i AUSA, siden krigen mod terror begyndte. Der er meget lidt kritik af militæret. Det har været hårdt for mig at få lov til at lave film i mit land. Det er svært at kritisere. Man går ikke imod strømmen. Snowden er lavet med udenlandske penge. Tidligere kunne jeg stadig lave film, der i nogen grad var støttet af systemet. Det er svært nu, hvor vi har nået et helt andet niveau af tankeløs patriotisme.«

Idealistens kamp

Oliver Stone fortæller om sine oplevelser i Vietnam i gennembrudsfilmen, Platoon (1986), der har Charlie Sheen i rollen som en ung universitetsstuderende, Chris, der melder sig frivilligt til militæret.

Han sendes til Vietnam for at bekæmpe kommunisterne, men får snart svært ved at finde ud af, hvem the good guys egentlig er – og opdager samtidig, hvordan den amerikanske hær i vid udstrækning udgøres af fattige, ikke mindst sorte, mænd, som i modsætning til Chris ikke har andre karrieremuligheder.

Det er et markant uskyldstab, som både påvirker Chris som menneske og beskriver et system og en regering, der misbruger sine unge mænd i et politisk og ideologisk korstog, de færreste af dem fatter.

Næsten alle Stones film handler om dette uskyldstab, om hvordan idealister mister deres tro og enten må gå under eller kæmpe for at bevare bare et vist mål af anstændighed. Det er det, Ron Kovic (Tom Cruise) gør i Født den 4. juli (1989), anden del af en Vietnam-trilogi, som Stone afsluttede i 1993 med Himmel og jord.

Kovic elsker sit land og brænder for at slås i Vietnam. Men da han såret sendes hjem efter et mareridt af en krig og oplever, hvor dårligt veteranerne behandles, hvordan især den unge del af befolkningen har vendt sig imod krigen, og hvordan regeringen lyver for befolkningen, får han nok og begynder at råbe op.

Og det er det, Edward Snowden (spillet af Joseph Gordon-Levitt) gør i Snowden – han kan ikke længere leve med, at den amerikanske regering misbruger sine mange overvågningsmuligheder, og han siger fra ved at lække beviser på misbruget. Hvis ikke han gør det, vil han selv gå til.

De største tabere

Kaster man et blik på den lange liste af film, som Oliver Stone både har skrevet og instrueret eller blot skrevet, er det ikke overraskende de samfundskritiske og åbenlyst politiske film, som først springer én i øjnene.

Det er dem, der har vakt størst opmærksomhed, fordi det er i dem, Stone har kørt al sit tunge skyts i stilling, og fordi han tydeligvis er en mand med en mission. Man fristes næsten til at kalde ham for en korsfarer.

Men også i de af hans film, der ikke har en politisk agenda – f.eks. Midnight Express, Conan barbaren, Scarface, Chinatown bløder, som Stone alle skrev for andre instruktører tidligt i sin karriere – fornemmer man de bristede illusioner, som hans generation kæmpede med oven på Vietnam, Watergate og den tid i 1960’erne og 1970’erne, hvor kløften mellem regering og befolkning, især den unge del, var så dyb som aldrig før.

Den samme mistro og desillusion går igennem senere film, som Stone selv har instrueret, og som heller ikke decideret handler om politik: Det finansielle drama Wall Street (1987) – der nærmest forudsagde finanskrisen – den musikbiografiske The Doors (1991), mediesatiren Natural Born Killers (1994), sportsdramaet Any Given Sunday (1999) og thrillerne U Turn (1997) og Savages (2012).

De skildrer i bund og grund alle den evige kamp mellem menneskets gode og onde sider, og en af de største tabere i den kamp er netop uskylden og idealismen.

Genkommende retfærdighed

Undervejs i sin karriere er Oliver Stone ofte blevet anklaget for at være en demagog, der ligesom dokumentaristen Michael Moore fordrejer fakta, så de passer til hans budskaber.

De anklager mødte Stone, da han lavede JFK (1991), en spillefilm om mordet på præsident Kennedy – Stone mener, at der lå en politisk motiveret, regeringssanktioneret sammensværgelse bag – som stadig er hans mest komplekse og ambitiøse værk.

Og de dukkede op igen, da han i dokumentarfilmserien The Untold History of the United States gik i kødet på det, han mener, er reelle og lidet kendte sandhed bag en lang række af de største historiske begivenheder involverende USA siden Anden Verdenskrig.

Det har heller ikke hjulpet på Stones status i offentligheden, at han i dokumentarfilmene Commandante (2003), Persona Non Grata (2004) og Mi Amigo Hugo (2014) synes at være lidt for forgabt i kontroversielle figurer som Fidel Castro, Yasser Arafat og Hugo Chavez.

Og mon ikke der bliver ballade, hvis det er rigtigt, at instruktøren overvejer at lave en film om Ruslands præsident, Vladimir Putin – en mand, som verden efter Stones mening ikke forstår? Nej, man kan ikke sige, at Stone er bange for at stikke næsen frem.

Men selv om det er rigtigt, at han som selverklæret kyniker indimellem griber til yderligheder – også film- og fortælleteknisk – og kan være meget sort-hvid og bastant i sine udsagn, er Oliver Stone omvendt en af de få amerikanske instruktører, som synes at have en social og politisk bevidsthed og et moralsk kompas, hvormed han konsekvent forsøger at hudflette det magtfulde USA’s uigennemsigtige magtstrukturer.

Stone mener, at der gemmer sig grimme, antidemokratiske kræfter bag, og Edward Snowden har med sine læk af fortrolige dokumenter om nogen bevist, at han har ret.

Snowden er desuden et af den slags usædvanlige, samvittighedsfulde mennesker, der gør oprør mod et undertrykkende system, og som instruktøren ynder at fortælle historier om.

»Man laver filmene af menneskelige grunde,« siger Stone, og man er nødt til at råbe højt for at blive hørt.

»Det er historiefortællerens opgave – at vise menneskelige følelser, at portrættere mennesker, og give publikum en fornemmelse af fællesskab. Men man er oppe imod en gigant. Det er totalitarisme på en meget amerikansk måde. Som Jim Garrison siger i JFK: ’Det kalder sig ikke fascisme’. Fascismen kommer til USA forklædt som noget godt og venskabeligt. Som kæmpe virksomheder, staten, militæret, industrikomplekset, der siger, at de sender ens børn ud for at kæmpe i retfærdige krige og al den slags vrøvl. Men der findes retfærdighed, og, som Martin Luther King sagde, kommer den igen, fordi tingene bevæger sig i cirkel.«

Snowden har dansk premiere den 29. september

Information og PROSA inviterer til forpremiere på Snowden i Grand Teatret d. 28 september, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til Snowden og status på overvågningen idag.

www.tiff.net

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
  • Stig Bøg
Bill Atkins og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Faktisk mener han, at samfundet er så bundråddent og stat, militær og storkapital så tæt vævet sammen, at demokratiet blot er en illusion.

Tænk hvis resten af verden - de 6,5 mia. andre mennesker - kan se det ...at Vesten ikke bomber og regerer for andet end vores markedsinteresser ...og at de blot venter på vores erkendelse.

Sup Aya Laya, Allan Stampe Kristiansen og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar

@Bill Atkins
Hmmm hvis du har ret og det er grunden til at Vesten bomber hvorfor bomber russerne så i Syrien ? Er det af anderledes "rene" grunde?

Jacob E Hansen, Oliver Stone taler om USA, men da Nato bomber sammen med USA, så er det passende, at tale om "Vesten". Rusland har ikke hævdet at de bomber for "demokrati".

Og så foretager du en typisk "konspiration", nemlig at du begrænser mit udsagn - for at få din egen dagsorden i spil - til kun at omfatte Syrien. Hvis du tænker dig om, så er der mindst tre andre lande hvor Vesten har bombet.

@ Bill Atkins
"Rusland har ikke hævdet at de bomber for demokrati".
Men så er det altså ok at Rusland bomber i Syrien ?
Er det det jeg kan udlede af det ?
Er det ok at bombe IS?

Jacob E Hansen, nu kan du ikke hitte rede i dine egne konsprative udlægninger. Jeg kommentere på Oliver Stones udsagn om USA's demokrati: at samfundet er så bundråddent og stat, militær og storkapital så tæt vævet sammen, at demokratiet blot er en illusion.

Og hvis andre også kan indse det, så er det absout ikke en acceptabel sag at slå andre ihjel for.

Og igen Jacob E Hansen du er den eneste her, der nævner Syrien specifikt - læg nu den konspiration ned i skuffen - den har intet med mit udsagn at beskaffe. Det er ikke så indviklet som du tror.

@ Bill Atkins
Hmmm ærgerligt at du bliver gal og bliver nødt til at komme med vrede nedgørende personangreb.
Endnu mere ærgerligt at du ikke svarer på to simple spørgsmål
Er det ok at Rusland bomber ?
Er det ok at bombe IS ?
Jeg er faktisk oprigtigt meget interesseret i dine svar

...gal, vred, nedgørende, og personangreb ...Hvor?

Jacob E Hansen, jeg synes nu nærmest du er morsom.

...og tag nu at læs strengen igen ..der er kun én artikel og et indlæg. Hvad har Rusland og IS med artiklen og mit første indlæg at gøre?

Du nævner jo selv Vesten ikke ?
Så spørger jeg dig bare om du synes Ruslands bombninger i Syrien er ok?
Og om det er ok når Vesten eller Rusland bomber IS ?
Og hvis du bemærker det har jeg ikke behov for at kalde dig "morsom" , "konspiration" eller "forvirret"

Jacob E Hansen du skriver: Og hvis du bemærker det har jeg ikke behov for at kalde dig "morsom" , "konspiration" eller "forvirret"

...Nej, det har du nemlig ikke.

Jacob E Hansen
Kan du, eller vil du, ikke forstå at Oliver Stone taler om det amerikanske demokrati og at uønsket om dbredelse af demokrati i vestlig opfattelse er den forklaring Vesten giver for at bombe i Mellemøsten og Nordafrika.

Mordechai Goldenberg

Interessant debat - Jacob har fat i en pointe. Det er relevant at vide om kan sammenstille Ruslands og USAs bombinger i Syrien!