Læsetid: 13 min.

’En pige i 1980’erne ville have taget sig den frihed at kneppe en mand i et tog, hvis hun havde lyst’

Den spanske mesterinstruktør søger nye veje i sin nyeste film, ’Julieta’. Den melodramatiske tilgang er erstattet af en søgen efter ’det rene drama’. Her fortæller han om det svære stilskift, om sit behov for ensomhed og om et kriseramt Spanien, der har mistet 1980’ernes sorgløse frigjorthed
Siden midten af 1990’erne har Pedro Almodóvar fjernet sig fra forargelses- og perversitetssporet, som hans tidligere film ellers var kendt for. I den nyeste film, ’Julieta’, har han også forbudt sig selv at bruge humor.

Siden midten af 1990’erne har Pedro Almodóvar fjernet sig fra forargelses- og perversitetssporet, som hans tidligere film ellers var kendt for. I den nyeste film, ’Julieta’, har han også forbudt sig selv at bruge humor.

United International Pictures

2. september 2016

Er Pedro Almodóvar blevet mere respektabel? Sådan kunne det unægtelig se ud.

Da den internationale filmscene fattede interesse for den spanske forfatterinstruktør i slutfirserne, havde han allerede i næsten et årti været berygtet i Spanien med sine melodramaer om eksistenser på samfundets skyggeside – dystre, muntert skandaløse og ubændigt polyseksuelle fortællinger om pornostjerner, punkrockere, seriemordere og oprørske nonner.

20 spillefilm senere er Almodóvar for længst anerkendt som en europæisk mesterinstruktør, men hans film fra midten af 1990’erne og frem, herunder Alt om min mor (1999) og Volver (2006), har forladt det gamle forargelses- og perversitetsspor.

I stedet har Almodóvar specialiseret sig i følelsesmæssig kompleksitet, stilistisk elegance og kunstnerisk ambition.

Ingen steder er det mere udpræget end i hans nye film, Julieta, der bygger på tre noveller af den canadiske forfatter Alice Munro.

Almodóvars to forrige film er dog atypiske for hans senere værk, og de markerede for så vidt en tilbagevenden til de tidligere, outrede manerer. Huden jeg bor i (2011) bød på en genforening med en af hans mest berømte fund, Antonio Banderas, og var et gotisk kirurgidrama med et transseksuelt twist.

Den følgende film, ruteflysfarcen De elskende passagerer (2013), blev vel modtaget af det spanske publikum, men floppede andre steder – filmens tilsigtede politiske allegori om et Spanien uden nogen troværdig pilot ved styrepinden gik tabt i oversættelsen.

Med sin mest alvorlige film til dato, Julieta, er Almodóvar igen tilbage på fast grund. Vi følger en kvindes livsbane – hun spilles af Almodóvars to nye skuespillerfund, Emma Suárez som den midaldrende Julieta og Adriana Ugarte som hendes yngre selv.

Ved hjælp af flashbacks fører den komplekse fortælling os gennem en drømmeagtig nat af lidenskaber – et trekantdrama, der kulminerer tragisk og ender i Julietas retræte til depressiv isolation. Men i stedet for melodramatik har Almodóvar erklæret, at han denne gang søger noget mere barskt – »et rent drama«.

»Ikke at mine andre film på nogen måde er ’urene’,« siger Almodóvar, som springer frem og tilbage mellem sit modersmål og sit lidt rustne engelsk.

»’Urenhed’ har en moralsk klang på spansk, som jeg ikke kan lide. Jeg ønskede bare en større beherskelse denne gang.«

Hans hensigt har været at udrense alle spor af sin gammelkendte stil.

»Der er ingen, der synger, ingen, der taler om film – ingen humor. For at komme derhen måtte jeg tvinge mig selv. Under prøverne forsøgte vi også at tilføje morsomme replikker hist og her, og det var en befrielse for skuespillerne. Men efter prøverne traf jeg en beslutning: ingen humor. Jeg synes, at den smertefulde historie fortælles bedst på den måde. Og for mig har det været velkomment og fantastisk, at jeg i min tyvende film har kunnet foretage en så drastisk forandring.«

Trailer til ’Julieta’.

Alice Munros fremmedhed

Almodóvars ønske om at filmatisere Munros historier går år tilbage – i en scene i Huden jeg bor i varslede han dette ved at snige et eksemplar af hendes novellesamling Væk ind.

Tanken var, at denne film skulle være hans første engelsksprogede, og hovedrollen skulle endda have været spillet af Meryl Streep. I sidste ende opgav han dog at arbejde på engelsk og skiftede de canadiske lokaliteter fra Munros fortællinger ud med Madrid, Galicien og Pyrenæerne.

Han elsker Munros historier, siger han, fordi »der er så meget ved hende, jeg kan identificere mig med – hun er en husmor, der skriver« – i sine seneste interviews har Almodóvar ofte betegnet sig selv som en husmor.

Essensen af Munros forfatterskab, siger Almodóvar, er »en stor fremmedhed«.

»Hvad jeg bedst kan lide ved hende, er noget, som man ikke kan oversætte til film, nemlig hendes egne kommentarer til fortællingens vigtigste hændelser. Det er kun små bemærkninger, men de bliver det vigtigste i historien. Hen mod slutningen føler jeg, at jeg ved mindre om hovedpersonen end i begyndelsen. For mig er det noget uhyre positivt.«

Kvinder i flere aldre

I sidste ende valgte Almodóvar at lade sin hovedperson blive spillet af to vidt forskellige skuespillere – en overgang, der i filmen finder brat sted, da et håndklæde fjernes fra Julietas hoved, efter at hun har været i bad, og vi konstaterer, at Ugarte er erstattet af den 20 år ældre Suárez.

»Jeg stoler ikke på aldringsmakeup,« siger Almodóvar.

»Den slags får film til at dø for øjnene af mig. Når man bruger en skuespiller med den rette alder, får man noget, der ikke kan efterlignes: blikket, den måde hun ser på tingene på, rytmen i hendes gang, hendes kropssprog.«

Denne pludselige forandring er desto mere gribende for de filmelskere, der kan huske Emma Suárez fra 1990’erne som den engleagtige hovedperson i Julio Medems surrealistiske eksistentielle dramaer La ardilla roja (1993) og Tierra (1996).

To årtier på efter har hendes udseende og spillestil fået en tyngde, der er desto mere kraftfuld, fordi den er så behersket.

Hvad angår den yngre Julieta, spilles hun med hypersensitiv energi af Adriana Ugarte, der har en fortid i spanske tv-serier. Almodóvar valgte hende dog alene ud fra, at hun gjorde det så godt ved prøveoptagelserne, siger han.

»Jeg kan ikke bedømme skuespillere ved at se spansk tv-fiktion. Jeg mener: Tv-serier er ... brrr, virkelig rædsomme!« griner han. »Skuespillerne har ikke tid til at gøre et godt stykke arbejde.«

Almodóvar har altid understreget, at han arbejder med forskellige skuespillere på forskellige måder. I Julieta har han insisteret på en streng tilbageholdenhed – hverken morsomme replikker, tårer eller åbenlyse følelsestilkendegivelser.

Han gav Suárez en liste over bøger om smerte og tab, som hun skulle læse, deriblandt Joan Didions The Year of Magical Thinking, mens instruktionen af Ugarte synes at have omfattet både undervisning i etikette og socialhistorie.

»Den måde, jeg instruerede Adriana på, var meget mere fysisk. Jeg havde brug for at forklare hende, hvordan unge piger opførte sig i 1980’erne. Piger i begyndelsen af tyverne i dag er meget anderledes. Jeg var nødt til at forklare, at en pige i 1980’erne ville have taget sig den frihed at kneppe en mand i et tog, hvis hun havde lyst. Der var en følelse af ekstrem frihed og lighed blandt de mennesker, jeg kendte, både mænd og kvinder. De moderne kvinder fra den tid opførte sig ligesom mænd – med hensyn til deres seksualitet, med hensyn til de beslutninger, de traf.«

’Alt om min mor’.

DreamWorks

Kulturel frigørelse

Om Almodóvar autoritativt kan gøre krav på at vide, hvordan unge kvinder opfører sig i dag, er et åbent spørgsmål.

Men når det kommer til den iberiske subkulturelle historie, ved han i al fald, hvad han taler om: For filmelskere fra hele verden er hans navn synonymt med 1980’ernes Spanien og dets skikke.

Han blev født og voksede op i en landsby i La Mancha-regionen, men flyttede til Madrid i 1968. Her involverede han sig som purung i et undergrundsteater og begyndte at optage Super 8-film inspireret af Andy Warhol, John Waters og Hollywoods melodramatradition. Allerede dengang dyrkede han instruktører som Bergman og Antonioni.

Efterhånden etablerede han sig som et hovednavn på Madrids filmscene og i bevægelsen Movida Madrileña – en eksplosion af kunst, musik, design, natteliv og kulturel frigørelse, der varede frem til midten af 1980’erne og formede sig som et festligt og vildt eklektisk svar på Franco-diktaturets undergang.

Almodóvars tidlige film var åbenlyst provokerende, intenst seksuelle og præget af tegneserieagtig respektløshed. Hans første spillefilm fra 1978 fik titlen Folla ... folla ... fólleme Tim (Knep ... knep ... knep mig, Tim), og to år senere kunne man se instruktøren selv spille med i hans mere kanoniserede debut Pepi, Luci, Bom y otras chicas del montón, hvor han var vært for en erektionskonkurrence.

Almodóvars 1980’er-film hører til queer-filmkunstens klassikere, uanset at han altid har afvist at blive kategoriseret specifikt som homoseksuel filminstruktør.

1980’ernes frigjorthed

Jeg spørger Almodóvar, om han længes efter energierne fra Movida-årene og tidens mere frigjorte og optimistiske Spanien.

»Jeg bryder mig ikke om nostalgi som følelse, men det er rigtigt, at den tolerance, skønhed og frihed, der definerede 1980’ernes Spanien, karakteriserer ikke dette årti. De film, jeg lavede dengang, havde jeg ingen problemer med at lave. Ingen blev krænket, selv om de er ganske provokerende.«

Han er overbevist om, at hans antiklerikale komedie fra 1983, Dunkle drifter, ikke ville kunne produceres i dag. »Der ville være kommet en meget radikal og voldelig reaktion fra det religiøse establishment,« siger han.

Det er et nyt fænomen på fremmarch i Spanien, siger han – »denne krænkelse af katolske følelser«. Han nævner en Gay Pride-plakat fra for nylig, der viste jomfrufigurer kysse.

»Ærkebiskopperne holdt messer for at fordømme den – det ville have været utænkeligt i 1980’erne.«

Almodóvars bedste ifølge Christian Monggaard

1. ’Tal til hende’ (2002)

Spænding og store følelser blandes på livsbekræftende vis i et billedskønt værk om to mænd, der bliver venner, mens de på et hospital våger over hver sin komatøse kvinde. Smukt og poetisk hylder Pedro Almodóvar kærligheden og leger med genrebegreber og selve fortællingens ædle og magiske kunst.

2. ’Volver’ (2006)

I en film om en husmor, der forsøger at realisere sig selv og genfinde sine drømme på trods af en ugidelig, voldelig ægtemand, blander Almodóvar veloplagt komedie, melodrama og thriller med en sikkerhed og elegance, der tager sig så forførende let og luftig ud.

3. ’Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud’ (1988)

Venner, elskere og ægtefolks liv og skæbner fletter sig overraskende sammen i Almodóvars opsigtsvækkende gennembrudsfilm, der er lige så kulørt og overgearet, som den er underholdende og charmerende.

Spaniens enorme vrede

Vi taler om aktuel politik – spansk i særdeleshed og europæisk generelt.

»I Spanien er vi alle i chok over Brexit. For min generation og den generation, der kom efter, stod London for frihed. Jeg var første gang i London i 1971, da Francos diktatur stadig eksisterede, så I kan forestille jer, hvad det betød for en ung spansk mand. Hvis Brexit-stemningen breder sig til Spanien, vil det fremme spaniernes følelse af frygt og usikkerhed og den mere konservative side af spansk politik – det vil styrke Partido Popular (Spaniens store borgerlige parti, red.).«

Almodóvar fik ret – få dage efter vores interview gik Spanien til valg, og Partido Popular gik frem, dog uden at få absolut flertal. Almodóvar havde på forhånede erklæret, at han ville stemme på det venstreorienterede parti Podemos.

Han har i årevis været en fremtrædende kritiker af Partido Popular og er blandt de mange, der har kritiseret, at der på det seneste er kommet en massiv forøgelse af afgifterne på biografbilletter, hvilket er blevet set som den højreorienterede regerings hævn for den spanske filmverdens modstand mod Spaniens engagement i Irak-krigen.

Der er ingen tvivl om, at den depressive stemning i nøjsomhedspolikkens Spanien påvirker atmosfæren i Julieta.

»Virkeligheden siver altid ind i mine film, selv når jeg prøver at holde den på afstand. Klimaet i de seneste fire år i Spanien har været præget af en enorm vrede, og selv om jeg ikke personligt har lidt under den barske økonomiske krise, er jeg omgivet af mennesker, der har. Jeg vil ikke sige, at Julieta er metafor for Spanien i dag, men det næppe tilfældigt, at tonen i mine film fra 1980’erne er så meget lykkeligere.«

Almodóvars bedste ifølge Ralf Christensen

1. ’Alt om min mor’ (1999)

Et rigt facetteret mesterværk om muligheden for at skabe en ny familie ud af uventede og utraditionelle konstellationer. Identiteten er til forhandling, og kroppen kan transformeres. Der er en eksistentiel patos på spil i denne periode af Almodóvars værk, men den forløses stadig med slagfærdig humor.

2. ’Kærlighedens matadorer’ (1986)

Hyperstiliseret og provokerende værk, hvor død og lemlæstelse kobles med seksuel forløsning. En kompleks mordgåde, en dunkel dissektion af begær og et forunderligt patosfyldt kærlighedsdrama. Og: Krydsklipningerne mellem tyrefægtning og mord på seksualpartnere faldt ikke i god jord i hjemlandet.

3. ’Begærets lov’ (1987)

Almodóvars første film i hans og brorens produktionsselskab. En karrieredefinerende, melodramatisk, kompromisløs undersøgelse af menneskeligt begær i trekantforholdet mellem en homoseksuel filminstruktør, hans kønsskifteopererede søster og den morderiske og manipulerende Antonio.

Stor ensomhed

Julieta afspejler også hans personlige stemning: »I de seneste tre år har jeg lidt af fysisk smerte og stor ensomhed.«

Hvis han havde skrevet manuskriptet i et andet årti, siger han, kunne han have forestillet sig Julieta gå ud og møde mennesker i Madrids gader.

»Hun ville blive inddraget i andres problemer. Nu var det lettere for mig bare at fokusere på hendes særlige form for ensomhed – jeg ved en masse om ensomhed.«

Jeg spørger, om han kan uddybe det – og hvorfor lige nu, for også tidligere har han talt om ensomhed. I en interviewbog mindes han, hvor ensom og isoleret han følte sig som tiårig, fordi ingen andre børn ville diskutere Ingmar Bergman.

»I det her tilfælde,« siger han, »er ensomhed noget, jeg vælger. Under alle omstændigheder er man nødt til at opleve ensomhed for at arbejde på den her måde.«

Men hvorfor? Fordi han har brug for at være alene for at skrive?

»Det er en blanding af flere ting«, indrømmer han. »Det er en blanding af tiden – af oplevelsen af at blive ældre. Af at det er blevet mindre spændende at gå i byen. Jeg er i en alder, hvor alting bliver mindre spændende. Og jeg er nødt til i højere grad at søge inspiration i mig selv og mit hjem end i verden udenfor.«

Det er der ulemper ved, indrømmer han.

»Jeg er bange for at blive misantrop. Jeg vil gerne se, hvilke problemer andre folk har og leve mig ind i dem. Jeg er nødt til at være forsigtig med ikke at isolere mig.«

Dette er da også noget, spanske kritikere har beskyldt ham for, i takt med at hans internationale profil er vokset i betydning.

Han trækker på skuldrene.

»Det er jo ikke, fordi jeg vil klage ... men jeg lider af hyppige migræneanfald og har en fobi for at blive fotograferet. Jeg går aldrig til prisuddelinger, for tv-lyset betyder, at jeg vil have migræne hele aftenen. Men pressen i Spanien tror bare, at jeg er arrogant.«

Panama-papirer

2016 har ikke været et nemt år for Almodóvar. I april døde Chus Lampreave, en meget elsket specialist i excentriske bedstemorroller, som han satte stor pris på.

Et par dage senere, kort før den spanske premiere for Julieta, fremgik det af de lækkede Panama-papirer, at advokatfirmaet Mossack Fonseca, på vegne af El Deseo – et produktionsselskab stiftet af instruktøren og hans bror Agustín – havde oprettet et skattelyselskab i begyndelsen af 1990’erne.

I betragtning af instruktørens fremtrædende plads som venstrefløjskulturpersonlighed var denne afsløring mildt sagt pinlig. Agustín bedyrede, at offshoreselskabet kun havde eksisteret i kort tid, kun blev oprettet for at lette samproduktioner og aldrig var blevet brugt til noget.

Pedro Almodóvar erklærede, at det var hans ansvar, men tilføjede, at han selv og hans bror var nogle af de mindst vigtige af de implicerede navne:

»Hvis det havde været en film, ville vi ikke engang blive talt med som statister«.

Det var et ubehageligt øjeblik, siger Almodóvar.

»Jeg var på forsiden af alle aviser og i alle tv-programmer. Pressen faldt over mig på den mest sensationssøgende måde. Det var forfærdeligt, fordi det er meget svært at være del af en liste over personer, man selv hader. Men jeg følte mig forfulgt af medierne. Jeg er absolut imod skattely.«

Dystert flop

Den uønskede eksponering kan ifølge Almodóvar være en forklaring på, at hans normalt så trofaste kernepublikum i den spanske offentlighed – »de unge, de mange, mange homoseksuelle mennesker, de gamle damer og husmødre af alle kategorier og erhverv« – ikke tog godt imod Julieta.

I de spanske biografer blev det hans dårligst indtjenende film i tyve år, men i Frankrig og Italien har den fejret triumfer.

En af grundene til Julietas skuffende modtagelse i Spanien kan være, at det er en dyster film, som så afgjort ikke forsøger at behage en nation, der er kriseramt. Instruktøren påpeger også, at færre ser film i biografen efter indførelsen af moms på biografbilletter.

Og så må det også være irriterende for ham, at Julieta i Spanien solgte meget dårligere end en af årets store publikumssucceser, Kiki, el amor se hace (ikke at forveksle med hans egen Kika fra 1993), som er en film, der er lavet helt i Almodóvars 1980’er-ånd.

Men nogle gange presser inspirationen sig bare på, hævder Almodóvar, hvilket han føler skete, da han begejstredes for Alice Munros noveller.

»Sandheden er, jeg ikke er specielt bevidst, når jeg skriver og beslutter mig for at filmatisere den ene historie og ikke den anden. Jeg er meget gennemtrængelig – jeg beslutter ikke historien selv, oplever jeg, selv om det lyder helt paranormalt.«

Jeg er nysgerrig efter at vide, hvad mesterinstruktøren læser i dag, og hans assistent går ind i det næste værelse for at hente en paperback – en spansk oversættelse af den afdøde norske forfatter Torborg Nedreaas’ roman fra 1947 Av måneskinn gror det ingenting.

»Den er fantastisk, den er utrolig«, udbryder Almodóvar begejstret.

Jeg googler historien senere. Den handler om en minearbejderdatter, som udvikler en masochistisk besættelse af sin lærer.

Det lyder præcis som en af den slags historier, Almodóvar kunne få lyst til at filme, hvis han forbliver i sit nuværende mismodige lune, men man kan stadig ikke lade være med at spekulere på, om han mon ikke vil tillade sig at indsparke nogle vittige replikker.

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det er ikke så underligt, at et kriseramt Spanien har mistet 1980’ernes sorgløse frigjorthed. Men det er underligt, at det nedtrykte folk bliver ved med at stemme på konservative PP, som har frembragt krisen, i stedet for kaste sig ud i Podemos Unida, der kunne skabe ny glæde.

Michael Kongstad Nielsen

Men flertallet af spaniere vil hellere gå i seng med fanden, end med noget der lugter ægte venstreorienteret. Fint, så må de jo selv om sorgen.

Michael Kongstad Nielsen

Troels Brøgger
04. september, 2016 - 17:39
Det tror jeg, du har meget ret i. En herboende spanier sagde til mig, at man dernede hellere ville stemme på sin kendte fjende, end sin ukendte ven.