Læsetid: 7 min.

Politisk vækkelse

De studerende i 1880’erne talte, røg masser af tobak og skabte sociale forandringer. I Studentersamfundets første årtier skulle alle lære at være aktive i det politiske liv, og med personer som Georg Brandes på talerstolen skabte de studerende et forum for handling
Privat

Signe Isager

9. september 2016

Tobaksrøgen lå tungt i luften. Lokalet var oplyst af petroleumslamper. Ved de umalede borde sad en gruppe mænd og diskuterede over græsk vin til en krone flasken.

Inden aftenen var slut, var Studentersamfundet blevet stiftet.

Årstallet var 1882 og datoen den 2. maj. Studentersamfundet kom til at stå for et brud i universitetsmiljøet, da det ikke bare tog kvinder ind som medlemmer, men også delte ud af sin viden til arbejderne og gav juridisk bistand til ubemidlede.

Siden 1479 havde København været en universitetsby. Universitetet ændrede igennem århundrederne form og voksede med antallet af studerende og undervisere. I

1820 var Studenterforeningen blevet stiftet af alumnerne på Regensen som et forum for litterære og intellektuelle diskussioner, men i takt med den politiske udvikling udenfor universitetets mure med blandt andet Grundloven i 1849 blev det en politisk forening, hvor nationalliberalismen stod stærkt. Der var – mente de folk, der kom til at tegne »det moderne gennembrud«, og var med til at stifte Studentersamfundet i 1882 – brug for et alternativt forum på universitetet.

Det politiske landskab havde ændret sig hastigt i Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor partier som Venstre og Socialdemokratiet blev født. Byerne voksede, industrier af enhver art skød frem, og landbefolkningen flyttede ind til de ulmende skorstene og små lejligheder i håb om fast arbejde og ugeløn.

Guldalderens store kunstnere blev nu opfattet som levn fra en reaktionær fortid, og de nye tider kom til udtryk i billedkunst og litteratur. Georg Brandes skrev og talte om det moderne gennembrud, og fra 1870’erne blev det en betegnelse, der beskrev periodens litteratur. I 1877 kom den første kvinde ind på universitetet.

Det var brydningstider, og Studenterforeningens borgerlige karakter var langt fra tiltrækkende for alle studerende. Noget skulle ske, og derfor havde flokken af mænd i det tilrøgede lokale i Badstuestræde i København samlet sig den 2. maj 1882.

Også for kvinder

Selv om lokalerne var små og loftet lavt, var visionerne talrige og udsynet stort i Studentersamfundet. I dets jubilæumsskrift fra 1907 stod om medlemmerne, at de ønskede, »at de Mænd, som var Bærere af de forskellige Ideer, der gør sig gældende i vort Folk, uden Hensyn til, om de var radikale eller konservative, maatte have Lov til at udtale sig frit i det nye Samfund«.

Politiker og forfatter Georg Brandes var en af mange prominente personer, der indtog talerstolen, og studenterne havde ugentlige sammenkomster og foredrag om lørdagen, hvor emnet var politisk, religiøst, socialt, litterært eller historisk, og altid blev det efterfulgt af diskussioner.

Snakken gik, og studenterne røg, spiste wienerbrød, drak kaffe eller, hvis pengene strakte til det, øl eller den græske vin, der ifølge historierne havde en «sødladen karakter«. Det var unge studerende, og i dag personer, der stort set alle er glemt, men mange af dem blev betydningsfulde i deres samtid.

Studentersamfundet var et kraftcenter, hvor tanker blev omsat til gerning og handling, når medlemmerne senere blev læger, skribenter, politikere, kunstnere eller ansat i centraladministrationen. I modsætning til Studenterforeningen måtte kvinder også være medlem i Studentersamfundet.

»Enhver akademisk borger, så vel kvindelig som mandlig, kan lade sig foreslå til optagelse i studentersamfundet ved et af dettes medlemmer,« hed det i lovene. Første kvindelige medlem var Fanny Lange, der var den fjerde kvindelige studerende på universitetet, hvor hun læste medicin.

Politisk deltagelse og social hjælp

Studentersamfundet ville oplyse og uddanne. En stor del af landets mange aviser lå fremme i lokalerne i Badstuestræde til gratis læsning. Medlemmerne skrev også selv og udgav småskrifter, hvis indhold dækkede alt fra nationaløkonomi til pædagogik, og nok så vigtigt trykte man vejledninger til museerne og lettede dermed forståelse af udstillede genstande og værker.

”Studentersamfundets Aftenundervisning for Arbejdere” blev lanceret som et omfattende skoleprojekt fra april til oktober med kønsopdelt undervisning. Et hold for tjenestefolk lå ekstra sent, da deres arbejdstid stort set strakte sig over hele døgnet, og de først kunne forvente at have en smule fri, når herskabet havde fået serveret aftensmad.

Studentersamfundets aftenskole underviste f.eks. i kemilære for malersvende; i portugisisk for folk med ønsker om at udvandre til Sydamerika; i bogføring for håndværkere med egen virksomhed; i regning og skrivning for alle – her deltog bl.a. en 69-årig kvinde, der ønskede at kunne læse sine børns breve og i øvrigt kunne læse for beboerne på alderdomshjemmet Vartov.

Det var et bredt udbud af fag til den del af befolkningen, der kun havde sparsom skolegang bag sig, men havde brug for et bedre fundament for at klare sig socialt og politisk.

En anden form for socialt arbejde var »Studentersamfundets Retshjælp for ubemidlede«, hvor juristerne allerede i 1885 fik henvendelser fra 12.770 personer, der havde problemer med skilsmisse, arv, arbejdsgiver eller andet. Hjælpen var gratis og fandt sted i aftentimerne, hvor en stab på seks jurister gav råd. Retshjælpen eksisterer stadig, men har siden 1917 ikke haft tilknytning til Studentersamfundet og hedder i dag Københavns Retshjælp.

Studentersamfundets vilde liv

Den sociale og politiske aktivisme i Studentersamfundet var stærk og mødte til tider både modstand og hård kritik. Det var ikke alle, der var vilde med de radikale idéer, der udsprang fra møderne i Indre By. Der hang desuden et uafvaskeligt ry af druk og løssluppenhed over Samfundet.

»Intet er urigtigere, end når dets modstandere endnu ofte i avisartikler taler om ’punsjebordene’ i Samfundet, – dets lørdagaftner ligner aldeles ikke drikkelag,« stod der i et skrift fra 1896 om Samfundets aktiviteter.

Det er muligvis rigtigt, at lokalerne i Badstuestræde med servering af wienerbrød og sød græsk vin ikke lagde op til druk og dans, men tæt ved de små tilrøgede lokaler lå Café Bernina, hvor medlemmerne gik hen for at fortsætte snakken og indtage det langt mere omfattende traktement, som ejeren og hans tjenere bød på.

Caféen blevet drevet af en mand fra Schweiz. Dem var der en del af i København på den tid, og mange af dem havde caféer, hvor der blev serveret mad og drikke og var fri adgang til dagens mange aviser og god mulighed for at løbe ind i venner og bekendte.

Caféerne var uundværlige samlingssteder for mennesker – størstedelen af gæsterne var mænd – der ville udveksle nyheder og lokalt sladder. Café Bernina blev en forlængelse af de beskedne lokaler i Badstuestræde, og den lystige og litterære forbindelse holdt frem til, at Samfundet i begyndelsen af 1890’erne flyttede til Nørre Voldgade.

Studentersamfundets storhedstid var årtierne omkring 1900. Politiske strømninger, sociale forhold og kunstneriske vinde greb fat i byens studerende, der gerne ville være med til at sætte en dagsorden. Udbrydergruppen fra Studenterforeningen havde set rigtigt, da de mødtes i maj 1882, og digteren Holger Drachmann skrev tekst til samfundets fællessang med de afsluttende ord:

»Nye Tider, nye Tanker: Sandhed maa der til.«

Kilder: ’Det Danske Studentersamfund og dets Virke’. Det Nordiske Forlag, 1896. ’Studentersamfundet gennem fem og tyve aar’. Jubilæumsskrift, Gyldendal, 1907. Aage Welblund: ’Omkring den literære cafe’. Branner og Koch, 1951. ’Love for Studentersamfundet, stiftet den 2den Mai 1882’. Kjøbenhavn, 1882.

Dorthe Chakravarty er historiker og journalist

Kunsterne Christian Krogh, Helge Rode, Mathilda f. Kruse Malling og N.J. Berendsen samlet på Café Bernina omkring år 1900.

Illustration: Eva Drachmann/Museet for Dansk Bladtegnings Samling
Smørrebrødsorgie

Digter og forfatter Johannes Jørgensen var medlem af Studentersamfundet og beskrev et besøg på Café Bernina, hvor de litterære mødtes, spiste smørrebrød og drak øl i caféens mørke:

»Jeg mindes en Aften (…) en Vinteraften i 1892 – en Aften i en Café i København. En Aften – for at sige det rent ud – i Café Bernina, Schweizercaféen paa Hjørnet af det mondæne Strøg og det radikale Badstuestræde. Det inderste af Caféens Værelser var forbeholdt Literaturens Mænd – vi mødtes dèr ved de fire marmorborde foran de fire grønne Plydssofaer. Vi, som den Gang var mellem 20 og 30 Aar, mødtes dèr for at fejre vore Orgier – det gerne indledes med ’to Stykker Rru’brød’ (Tjeneren var Schweizer ligesom Værten og fik aldrig lært det beskedne danske ’R’) – ’to stykker Rru’brød med Holland’ og dertil en Lysholmer. Men den aften jeg tænker paa, var vi unge ikke alene – en af de store havde slaaet sig ned iblandt os selveste Georg Brandes.«

Kilde: Aage Welblund: ’Omkring den literære cafe’. Branner og Korch, 1951. S. 12-13

Hvad der siden skete

Studentersamfundet eksisterer ikke længere i en form, der har direkte tråd til det tidlige Samfund stiftet i 1882. Op gennem det 20. århundrede gik aktiviteterne i bølger, og Studentersamfundet oplevede en ny storhedstid i 1960’erne, hvor socialistiske grupperinger lavede teater, demonstrationer og holdt politiske debatter og møder.

På fotoet nedenfor er blandt andre Jasper Grootveld, Ole Grünbaum og Jørgen Nash samlet til såkaldt provomøde i Studentersamfundet i 1967.

Nogle vendte kampgejsten mod Vietnamkrigen og atomvåben, mens andre kæmpede omkring lokalpolitiske sager som hovedstadens byplanlægning og en planlagt motorvej rundt om søerne. Flere af Studentersamfundets medlemmer var også centrale i studenteroprøret.

I løbet af 1960’erne øgedes antallet af medlemmer, og formålsparagraffen blev i 1966 formuleret, så den passede til tiden: »Studentersamfundets formål er at tjene som samlingssted for venstreorienterede enkeltpersoner og grupper, og at danne forum for en levende, offentlig debat,« alt sammen skulle det fremme arbejdet for fred.

Et par år efter var fredsarbejdet sløjfet, og det blev tilføjet, at formålet var at være »samlingssted og kamporganisation«.

Uenighederne om, hvilken retning det politiske Samfund skulle gå, blev imidlertid for store, og det førte til splittelser og udbrydergrupper. Nogle af dem var med til at opbygge Det Ny Samfund i Thylejren fra 1968 og frem. I universitetsregi mistede Studentersamfundet sin styrke og gennemslagskraft, men Thylejren består.

’Provo-møde’ i Studentersamfundet 1967 med bl.a. forfatter Ole Grünbaum og maler og journalist Dorte Grünbaum.

Foto: Busser/Polfoto

Kilder: Tania Ørum: ’De eksperimenterende tressere: kunst i en opbrudstid’. København, 2009. Thomas Ekman Jørgensen og Steven L.B. Jensen: ’1968 - og det der fulgte: studenteroprørets forudsætninger og konsekvenser’. København, 2008.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu