Kommentar
Læsetid: 1 min.

Postfaktuelt

Det lyder jo meget godt det med det postfaktuelle, men er vi så blevet bare det mindste klogere på, hvad der sker omkring os?
Kultur
10. september 2016

Ordet gør for tiden lynagtig karriere og nåede torsdag forsiden af denne avis. Vi er åbenbart trådt ind i en ny epoke, hvor sandheden er relativ og til stadig diskussion: Vi kalder det postfaktuelle samfund.

Begrebet dækker på mange måder over det, vi tidligere betegnede som det postmoderne samfund; der er i hvert fald tale om den samme decentralisering af den ene store sandhed, autoritet eller historie.

Det er sådan med det begreb, at det sådan set kan betyde alt og intet, det bliver en vilkårlig beholder for en lang række strømninger i tiden, der finder et midlertidigt hvile her, men spørgsmålet er, hvor nyttigt og skærpende det er for vores tænkning og samfundsanalyse.

Således kan man jo fint bruge begrebet, og det er allerede også sket om Karina Pedersens meget omdebatterede bog Helt ude i hampen, hvor hun i en række e-mails fortæller om sin opvækst i en jysk underklasse.

Læs også: Liberal Alliances Karina-effekt

Bogen bliver med det samme gjort til et sygdomssymptom på den tendens i tiden, til at alle kan fortælle og rekonstruere et livsforløb, en opvækst, uanset hvad der sådan helt faktuelt er sandt eller usandt.

Er den en dokumentarisk beretning, hvor alt kan faktatjekkes, eller er den snarere en moderne brevroman?

Og glemmer vi ikke også i samme ombæring, at de fleste erindringsbøger og de fleste såkaldte autofiktioner i hele deres grundsubstans er postfaktuelle? Og man kan sige det samme om rigtig mange fiktive værker, at de er postfaktuelle.

Det lyder jo meget godt det med det postfaktuelle, men er vi så blevet bare det mindste klogere på, hvad der sker omkring os?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her