Læsetid: 8 min.

De psykisk syge er de nye superhelte

Fra den moderkomplekse galning i 'Psycho' til psykiaterkannibalen i 'Ondskabens øjne'. Psykisk sygdom har altid været et yndlingstema for film med særlig forkærlighed for kreativ fordrejning og dæmonisering. Spørgsmålet er, om tidens tendens til idealisering af sindslidelser på film og tv er mindre fordrejende?
I ’Gøgereden fra 1976, der har Jack Nicholson i hovedrollen, bliver den psykisk syge hyldet som antitesen til et repressivt, glædesløst normalsamfund.

I ’Gøgereden fra 1976, der har Jack Nicholson i hovedrollen, bliver den psykisk syge hyldet som antitesen til et repressivt, glædesløst normalsamfund.

Polfoto

12. september 2016

Psyken, ikke mindst den syge psyke, er vævet ind i det stof, Hollywood er gjort af.

Allerede i 1904 – kun to år efter premieren på verdens allerførste film, Rejsen til månen – kom den første spillefilm med et psykiatrisk tema.

The Escaped Lunatic hedder komediefilmen, der, som titlen antyder, handler om en gal mand, som tror, han er Napoleon, og stikker af fra galeanstalten med mange tosserier og falden-på-halen til følge.

Derfra kører det bare. Det er umuligt at tælle, hvor mange film, der på den ene eller anden måde berører psykisk sygdom.

Men vores interesse i det syge sind har Cinemateket særligt mærket det seneste år, hvor en række enkeltarrangementer om 'Sindet i filmen' har genereret »sindssygt meget opmærksomhed«, som programredaktør Rasmus Brendstrup rammende udtrykker det.

Derfor får psykisk sygdom på film nu sin egen festival. Den har fået navnet Don’t Fear the Weird og foregår i Cinemateket 13.-15. september som en blanding af ind- og oplæg fra både kunstnere, fagfolk og psykisk sårbare selv – og selvfølgelig masser af film.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Møllgaard
Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Boris Johnson sagde om Hilary Clinton at hun lignede en blond sygeplejerske på et sindssygehospital.
Han må mene Mizz Rashid fra "Gøgereden"

Jeg vil tillade mig at fremføre et andet og langt mere samfundskritisk perspektiv på udviklingen med psykiske superhelte på film og i tv-serier.

Vores konkurrencestat er karakteriseret ved et stigende antal mennesker, der får en klinisk diagnose. Denne udvikling har flere iboende aspekter i sig, og er alt for komplekst at komme ind på her, men hvis jeg ganske kort (og lidt forsimplet) remser op, så handler det om udskillelse af de individer, der ikke kan fremvise de særlige karaktertræk, der er nødvendige for konkurrencestatens opretholdelse, medicinalindustriens grådighed og det faktum, at et stigende antal mennesker bukker under psykisk på grund af det umådelige pres, der lægges på det enkelte individ i vores samfund.

Hvis du ikke kan undgå at blive eller være psykisk syg, så kan du i det mindste bruge din sygdom i samfundets tjeneste, er parolen.

En helteagtig måde at gøre dette på, er at præstere – præstere det ekstraordinære. Implikationen er, at hvis man (selv)forvalter sin sygdom effektivt og produktivt, kan man yde det ekstraordinære.

Denne fremstilling spiller på den kendte myte om psykisk sygdom som en særlig adgangsbillet til kreativitet, originalitet og det at kunne frembringe det ekstraordinære. (Denne fremstilling passer som fod i hose med tidens tendens til, at individet skal være en ener). Det der adskiller denne nye tendens, vi er vidne til er dog, at det er ikke den ekstraordinær kunstneriske frembringelse, der får anerkendelse. Det er instrumentaliseringen af denne "åre" til at kunne præstere på sit arbejde – blive specielt god til sit arbejde, kunne yde det ekstraordinær.

Det ekstraordinære og lidelse knyttes sammen. Implikationen er, at man ikke skal forsøge at blive lidelsen foruden, for så er man ikke længere en ener og kan ikke længere præstere ekstraordinært på arbejdet.

Den oase, eller det åndehul som psykisk sygdom tidligere har givet adgang til, inkasseres således. Der er ingen helle for den psykisk syge – ingen undtagelse fra reglen om at yde.

Filmene og tv-serierne er således medkonstruktører af diskurserne om, at det er individets eget ansvar at styre/selvforvalte sin sygdom – en sygdom der er et vilkår snarere end en internalisering af samfundsskabte problematikker. At du godt kan få en plads ved konkurrencestatens bord, hvis du formår at bruge din sygdom til at præstere optimalt. At prisen er, at du undlader at fjerne lidelsen, da det er den, der gør dig i stand til at præstere det ekstraordinære og være selvforsørgende.

Hvad tænker I? Har jeg fat i den lange ende, eller vrøvler jeg?

erik winberg, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Maria Busch, du har fat i den lange ende. Men der er en vis sandhed bag myten, kunstnere er ofte, om ikke psykisk syge, så dog meget "originale" mennesker, i alle ordets betydninger. Det, der gør dem til succesrige kunstnere er dog, at de er stærkere end deres originalitet, de kan for det meste styre deres galskab - i modsætning til de psykisk syge, som bare er syge.

Det har altid været sådan, at du selv må styre din sygdom, lægen og psykologen er kun teknikere, der kan få forsøge at få de kemiske og psykiske balancer genoprettet, så du kan kan blive rask eller leve med din sygdom. Og når vi taler psykisk sygdom, er "rask" i et eller andet omfang det samme som "normal", så kunsten er vel at acceptere, at det er normalt at være unormal.

Det var Galebevægelsens store styrke, da den tilbage i 80'erne gav de psykisk syge selvtilliden tilbage. Vi er stærke, var budskabet, kom til vores fest, og oplev selv, hvor stærke vi er. Vi er alle sammen kunstnere for Vorherre. Livskunstnere.

Forskellen er vel i virkeligheden, at hvor du før i tiden fik fred til at blive "rask" og et klækkeligt tilskud til medicinen, skal du i dag i aktivering som en politisk dikteret del af behandlingen. Folk, der ikke lider åbenlyst af en psykisk sygdom kategoriseres som "arbejdsparate", mens folk, der ikke er parate til noget som helst, på newspeak kaldes "aktiveringsparate". Der er i dag ingen, der kan slippe af sted med at påstå, at de ikke er "parate" til at blive indrulleret i konkurrencestatens arbejderhær.

Jeg har selv en diagnose, som gør, at jeg kun kan kategoriseres som "aktiveringsparat" - hvad jeg faktisk er glad for, fordi kommunens sociale frontarbejdere kan bruge en sådan diagnose til faktisk at hjælpe mig, som de er uddannede til, samtidig med at de har ryggen fri i forhold til det kontrolsystem, som forsøger at sikre, at de ikke bliver alt for blødsødne for "andre folks penge", som det hedder.

Frontarbejderne har mig nemlig til samtale fire gange om året, ansigt til ansigt, så de kan godt se, i modsætning til politikerne, som aldrig ser mig, at jeg ikke er parat til ret meget andet end at brokke mig. Så de giver mig diskret ret i min kritik af systemet, og bliver glade, når jeg spørger dem, om de har børn, og udtrykker min forståelse for, at de som ansvarlige for deres børns trygge opvækst ikke forlængst har sagt deres jobs op i protest.

Jeg har sgu ondt af frontarbejderne. Tænk at de kan blive så glade over at få syndsforladelse af en bums som mig. Men verden er af lave, og jeg er på vej ud af en tangent. Men det var mine tanker, Maria Busch, og tak for opfordringen til at dele dem med dig.