Læsetid: 8 min.

De psykisk syge er de nye superhelte

Fra den moderkomplekse galning i 'Psycho' til psykiaterkannibalen i 'Ondskabens øjne'. Psykisk sygdom har altid været et yndlingstema for film med særlig forkærlighed for kreativ fordrejning og dæmonisering. Spørgsmålet er, om tidens tendens til idealisering af sindslidelser på film og tv er mindre fordrejende?
I ’Gøgereden fra 1976, der har Jack Nicholson i hovedrollen, bliver den psykisk syge hyldet som antitesen til et repressivt, glædesløst normalsamfund.

I ’Gøgereden fra 1976, der har Jack Nicholson i hovedrollen, bliver den psykisk syge hyldet som antitesen til et repressivt, glædesløst normalsamfund.

Polfoto

12. september 2016

Psyken, ikke mindst den syge psyke, er vævet ind i det stof, Hollywood er gjort af.

Allerede i 1904 – kun to år efter premieren på verdens allerførste film, Rejsen til månen – kom den første spillefilm med et psykiatrisk tema.

The Escaped Lunatic hedder komediefilmen, der, som titlen antyder, handler om en gal mand, som tror, han er Napoleon, og stikker af fra galeanstalten med mange tosserier og falden-på-halen til følge.

Derfra kører det bare. Det er umuligt at tælle, hvor mange film, der på den ene eller anden måde berører psykisk sygdom.

Men vores interesse i det syge sind har Cinemateket særligt mærket det seneste år, hvor en række enkeltarrangementer om 'Sindet i filmen' har genereret »sindssygt meget opmærksomhed«, som programredaktør Rasmus Brendstrup rammende udtrykker det.

Derfor får psykisk sygdom på film nu sin egen festival. Den har fået navnet Don’t Fear the Weird og foregår i Cinemateket 13.-15. september som en blanding af ind- og oplæg fra både kunstnere, fagfolk og psykisk sårbare selv – og selvfølgelig masser af film.

For mens den psykisk syge i tidlig filmhistorie som regel er en rablende galning, er der efterhånden kommet andre stereotyper til.

Som f.eks. den labile ’hysteriske’ kvinde eller det gale geni med en særlig privilegeret adgang til sandheden, kunsten eller videnskaben.

Selv om forskellige former for stigmatisering og problematiske misforståelser stadig gennemsyrer populærkulturens omgang med psykisk sygdom, er en ny romantiserende trend ikke til at overse.

Men hvorfor ophøjes den psykisk syge pludselig til en art supermenneske? Og bringer det os nærmere en mere nuanceret forståelse af psykisk sygdom?

De skal bare have et knus

Pilen har ofte peget mod den psykisk syge. Det er ham, vi frygter. Ham, den er gal med. Vi kender den ikoniske psykopat: den moderkompleksramte seriemorder Norman Bates i Psycho eller psykiaterkannibalen Hannibal Lector i Ondskabens øjne.

Men i 1975 sker noget både film- og psykiatrihistorisk afgørende, da Gøgereden kommer på gaden med sin heftige samfundskritik pakket ind i psykiatrisk tematik.

Her er den psykisk syge ikke frygtet, men bliver i stedet hyldet som antitesen til et repressivt, glædesløst normalsamfund repræsenteret ved den onde oversygeplejerske, nurse Ratched.

»Det kan nok ikke overvurderes, i hvor høj grad Gøgereden fra 1975 har været med til at farve den almindelige opfattelse af psykiatrien i negativ retning,« siger psykiater Pia Glyngdal, der har skrevet om stigma på film i bogen Dømt på forhånd.

Hun fik på et tidspunkt en ny patient, der siden sin tidlige ungdom havde hørt stemmer og havde isoleret sig socialt, men som aldrig havde søgt behandling. På grund af Gøgereden.

For selv om filmen skiller sig filmhistorisk ud ved, som en af de første, at være ’på de sindssyges side’, skabte og udbredte den en række myter om faren ved medicinering og elektrochok, som stadig lever i vores kultur.

Nis Bjarnhof, filosof og bestyrelsesmedlem i psykiatribrugerforeningen Outsideren og foredragsholder på den kommende Don’t Fear the Weird-filmfestival, fremhæver det, han mener er Gøgeredens overordnede negative virkelighedsfordrejning: Nemlig, at de psykisk syge ikke præsenteres som lidende, og at de udskammes for at modtage behandling.

»De syge i Gøgereden, de er i virkeligheden ikke rigtig syge, de er bare lidt kede af det eller lidt i sorg.«

Samme lidt naive og negligerende forestilling om psykisk sygdom gør sig gældende i den danske tv-serie Lykke, hvor sex er det saliggørende universalmiddel, eller i filmen Kolbøttefabrikken, siger Nis Bjarnhof og fortsætter: »Begge deler alt det her med, at piller er dårlige, ingen er rigtig syge, og læger er bare medicinalindustriens nyttige idioter.«

»De skal bare have et knus og et kram og en rockkoncert.«

Gal og genial

Enten dæmoniserer eller også idealiserer Hollywood psykisk sygdom, mener Nis Bjarnhof.

»Der er en tendens til at gøre psykisk sygdom til sådan noget lidt hyggenygge-agtigt noget. Et charmerende lille træk, som mest bare gør folk lidt specielle og interessante kombineret med den gamle trope, at hvis man er gal, så har man adgang til en højere sandhed.«

Myten om det gale geni er særligt sejlivet og ifølge filmforsker Peter Schepelern generelt udbredt.

I dansk film ser man det særligt hos Lars von Trier, hvis hovedpersoner ofte er psykisk på kant med verden. Depressive Justine i Melancholia er det bedste eksempel.

»Hos Trier er der en romantisering af psykisk sygdom og galskaben som noget, der er forbundet med genialiteten. Han abonnerer på den fremstilling, at den psykiske grænseoverskridelse er en vej til en erkendelse af noget dybere, som vi almindeligt fodformede mennesker, der ikke banker hovedet ind i muren, ikke kan få øje på,« siger Peter Schepelern.

Ifølge filmforskeren er vi fascineret af det anderledes, det anormale, det, der ligger så langt væk fra vores egen indre fornuftsstemme:

»Tanken om grænseoverskridende personer, der kan løse fantastiske matematiske problemer eller lave stor kunst, den puster populærfilmene til. Og den puster særligt krimierne til. Fordi Saga-karakteren fra Broen er så underlig, opstår der en kontrast, en dialektik og en indre spænding i dramaet.«

Krimiens psykiske superhelte

Det er især i krimigenren, at den psykisk syge eller psykisk anderledes hovedperson har holdt sit indtog.

I de mest realistiske eksempler er hovedpersonens psyke med til at give hovedpersonen fascinationskraft og karakter og medvirker ofte til at gøre hende bedre til sit arbejde.

Saga Norén fra Broen har Aspergers syndrom og er på nogle punkter en bedre, mindre menneskeligt distraheret politiefterforsker netop på grund af sin sygdom.

Carrie Mathison, hovedpersonen i den amerikanske terrorserie Homeland, gennemskuer de onde terroristers indviklede anslag mod USA, mens hun er midt i en manisk psykose.

I de (endnu) mere urealistiske scenarier, fungerer den psykiske lidelse endda som en decideret superkraft.

Som i tv-serien Monk, hvor hovedpersonens OCD er hovedingrediensen i hans succes som drabsefterforsker eller serien Black Box, hvor hjerneforskeren Catherine Black bliver kaldt ’hjernens Marco Polo’ og, forstår man, har en særlig adgang til forståelse af sine patienter på grund af sin egen bipolare lidelse.

Det særlige ved den romantisering eller idealisering af psykisk sygdom, som foregår i meget populærkultur lige nu, er ifølge Nis Bjarnhof, at den er meget fokuseret på arbejde og på præstation.

»I de her eksempler er man god på det eksisterende samfunds præmisser. Altså, man bliver en ekstra god politimand eller matematiker på grund af og ikke på trods af sin sygdom,« siger han.

»Saga Norén og Carrie Mathison er akkurat bedre til deres arbejde – ikke omvendt.«

Det er naturligvis ikke en realistisk beskrivelse, og det er heller ikke den rigtige vej væk fra den tidligere dæmonisering, understreger Nis Bjarnhof.

»Psykisk sygdom er jo ofte netop en erfaring af at falde ud af noget. Du er i gang med et liv, der knytter sig bestemte forventninger til, og så pludselig falder du ud af det liv. Det er vigtige erfaringer, som vi alle sammen kunne blive klogere af.«

Det er selvfølgelig bedre og rarere at være skizofren i dag, end det var i 1920, da horrorstumfilmen Dr. Caligaris kabinet om en sindssyg læge kom frem. Men idealiseringen er også »noget lort«, som Nis Bjarnhof siger.

»For på et eller andet tidspunkt opdager du, at der ikke er plads til dig selv i den fortælling. Der er ikke plads til din skrøbelighed. Og der er slet ikke plads til, at du er fri og kan gøre forskellige ting. Det er endnu et af problemerne med Gøgereden og Kolbøttefabrikken, nemlig, at dem, der er indlagt, de er berøvet en egen vilje.«

Myten, der ikke vil dø

Historisk er det de tungeste diagnoser, som psykopati og skizofreni, der har været i spil i skurkerollerne og ofte i forskellige uvidenskabelige blandingsforhold.

Som i komedien Jeg, mig & Irene fra 2000, hvor skizofreni og personlighedsspaltning sammenblandes og forveksles, og som med markedsføringssloganet ’from gentle to mental’ ifølge Pia Glyngdal viderefører den traditionelle, fejlagtige præmis i Hollywood om den psykisk syge voldelige eller farlige – eller i hvert fald det modsatte af blide.

Ifølge den amerikanske psykiater Glen O. Gabbard, der har skrevet flere bøger om Hollywood og psykisk sygdom, bliver omkring 70 procent af psykisk syge portrætteret som farlige på film.

Pia Glyngdal er enig i, at, set med psykiaterens briller, er myten om den farlige psykisk syge den allermest skadelige. Og den findes stadig.

»Vi bliver påvirket af de her film. Vi tror, vi ved noget, vi egentlig ikke ved,« siger hun.

Når der samtidig er en tendens til en vis romantisering af psykisk sygdom, mener Pia Glyngdal, at det skal ses som en modreaktion mod de krav om perfekthed, der hersker i samfundet. Den psykisk syge karakter bliver et eksempel på, at det ikke alt sammen behøver være så korrekt og perfekt og veltrænet.

Det dramatiske sind

Vi kan og skal ifølge den amerikanske psykiater Glen O. Gabbard ikke forvente os – eller for den sags skyld ønske os – en rendyrket realistisk beskrivelse af psykisk sygdom fra underholdningsindustrien.

Som han siger i et interview med New York Times, er »det, vi ser i film om psykiatri eller psykisk sygdom et mytisk narrativ, som publikum ønsker at se, snarere end et spejl holdt op foran virkeligheden«.

Filmforsker Peter Schepelern lægger også vægt på den psykiske sygdoms funktion som narrativ motor og menneskelig fascinationskraft. I gamle dage drak krimihelten og blev måske skilt, i dag er dramaet rykket længere ind i sindet.

»Det er jo, hvad kunsten beskæftiger sig med, nemlig undtagelsestilfælde,« siger han.

»Det er mere fascinerende at se på et menneske, der har krydset nogle grænser og bevæger sig i nogle mere usikre tilstande, end mennesker, der bare står pænt op om morgenen og sender børnene i skole, går på arbejde og ser fjernsyn om aften.«

Der findes også fascinerende, velfungerende og nuancerede skildringer af psykiske lidelser på film, der hverken dæmoniserer eller romantiserer, lyder det fra Pia Glyngdal. Alene mængden af film og tv-serier, der produceres, højner mangfoldigheden i fortællingerne.

Som et eksempel på en film, der lykkes både som filmkunst og som beskrivelse af psykisk sygdom, fremhæver Pia Glyngdal balletthrilleren Black Swan, der kan opleves onsdag den 14. september på Don’t Fear the Weird-festivalen.

Den lykkes, synes hun, fordi den på en sanselig måde formår at bekrive, hvad der sker – indefra – når man lige så stille bliver sindssyg.

Som tv-kritiker for New Republic Esther Breger har konkluderet i en artikel om de psykiske superhelte, så er det måske under alle omstændigheder bedre »at fylde vores skærme med magiske galninge, end at presse de psykisk syge ud i marginen af narrativet eller udelukkende at portrættere dem som kriminelle eller farlige«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Møllgaard
Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Boris Johnson sagde om Hilary Clinton at hun lignede en blond sygeplejerske på et sindssygehospital.
Han må mene Mizz Rashid fra "Gøgereden"

Jeg vil tillade mig at fremføre et andet og langt mere samfundskritisk perspektiv på udviklingen med psykiske superhelte på film og i tv-serier.

Vores konkurrencestat er karakteriseret ved et stigende antal mennesker, der får en klinisk diagnose. Denne udvikling har flere iboende aspekter i sig, og er alt for komplekst at komme ind på her, men hvis jeg ganske kort (og lidt forsimplet) remser op, så handler det om udskillelse af de individer, der ikke kan fremvise de særlige karaktertræk, der er nødvendige for konkurrencestatens opretholdelse, medicinalindustriens grådighed og det faktum, at et stigende antal mennesker bukker under psykisk på grund af det umådelige pres, der lægges på det enkelte individ i vores samfund.

Hvis du ikke kan undgå at blive eller være psykisk syg, så kan du i det mindste bruge din sygdom i samfundets tjeneste, er parolen.

En helteagtig måde at gøre dette på, er at præstere – præstere det ekstraordinære. Implikationen er, at hvis man (selv)forvalter sin sygdom effektivt og produktivt, kan man yde det ekstraordinære.

Denne fremstilling spiller på den kendte myte om psykisk sygdom som en særlig adgangsbillet til kreativitet, originalitet og det at kunne frembringe det ekstraordinære. (Denne fremstilling passer som fod i hose med tidens tendens til, at individet skal være en ener). Det der adskiller denne nye tendens, vi er vidne til er dog, at det er ikke den ekstraordinær kunstneriske frembringelse, der får anerkendelse. Det er instrumentaliseringen af denne "åre" til at kunne præstere på sit arbejde – blive specielt god til sit arbejde, kunne yde det ekstraordinær.

Det ekstraordinære og lidelse knyttes sammen. Implikationen er, at man ikke skal forsøge at blive lidelsen foruden, for så er man ikke længere en ener og kan ikke længere præstere ekstraordinært på arbejdet.

Den oase, eller det åndehul som psykisk sygdom tidligere har givet adgang til, inkasseres således. Der er ingen helle for den psykisk syge – ingen undtagelse fra reglen om at yde.

Filmene og tv-serierne er således medkonstruktører af diskurserne om, at det er individets eget ansvar at styre/selvforvalte sin sygdom – en sygdom der er et vilkår snarere end en internalisering af samfundsskabte problematikker. At du godt kan få en plads ved konkurrencestatens bord, hvis du formår at bruge din sygdom til at præstere optimalt. At prisen er, at du undlader at fjerne lidelsen, da det er den, der gør dig i stand til at præstere det ekstraordinære og være selvforsørgende.

Hvad tænker I? Har jeg fat i den lange ende, eller vrøvler jeg?

erik winberg, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Maria Busch, du har fat i den lange ende. Men der er en vis sandhed bag myten, kunstnere er ofte, om ikke psykisk syge, så dog meget "originale" mennesker, i alle ordets betydninger. Det, der gør dem til succesrige kunstnere er dog, at de er stærkere end deres originalitet, de kan for det meste styre deres galskab - i modsætning til de psykisk syge, som bare er syge.

Det har altid været sådan, at du selv må styre din sygdom, lægen og psykologen er kun teknikere, der kan få forsøge at få de kemiske og psykiske balancer genoprettet, så du kan kan blive rask eller leve med din sygdom. Og når vi taler psykisk sygdom, er "rask" i et eller andet omfang det samme som "normal", så kunsten er vel at acceptere, at det er normalt at være unormal.

Det var Galebevægelsens store styrke, da den tilbage i 80'erne gav de psykisk syge selvtilliden tilbage. Vi er stærke, var budskabet, kom til vores fest, og oplev selv, hvor stærke vi er. Vi er alle sammen kunstnere for Vorherre. Livskunstnere.

Forskellen er vel i virkeligheden, at hvor du før i tiden fik fred til at blive "rask" og et klækkeligt tilskud til medicinen, skal du i dag i aktivering som en politisk dikteret del af behandlingen. Folk, der ikke lider åbenlyst af en psykisk sygdom kategoriseres som "arbejdsparate", mens folk, der ikke er parate til noget som helst, på newspeak kaldes "aktiveringsparate". Der er i dag ingen, der kan slippe af sted med at påstå, at de ikke er "parate" til at blive indrulleret i konkurrencestatens arbejderhær.

Jeg har selv en diagnose, som gør, at jeg kun kan kategoriseres som "aktiveringsparat" - hvad jeg faktisk er glad for, fordi kommunens sociale frontarbejdere kan bruge en sådan diagnose til faktisk at hjælpe mig, som de er uddannede til, samtidig med at de har ryggen fri i forhold til det kontrolsystem, som forsøger at sikre, at de ikke bliver alt for blødsødne for "andre folks penge", som det hedder.

Frontarbejderne har mig nemlig til samtale fire gange om året, ansigt til ansigt, så de kan godt se, i modsætning til politikerne, som aldrig ser mig, at jeg ikke er parat til ret meget andet end at brokke mig. Så de giver mig diskret ret i min kritik af systemet, og bliver glade, når jeg spørger dem, om de har børn, og udtrykker min forståelse for, at de som ansvarlige for deres børns trygge opvækst ikke forlængst har sagt deres jobs op i protest.

Jeg har sgu ondt af frontarbejderne. Tænk at de kan blive så glade over at få syndsforladelse af en bums som mig. Men verden er af lave, og jeg er på vej ud af en tangent. Men det var mine tanker, Maria Busch, og tak for opfordringen til at dele dem med dig.