Interview
Læsetid: 14 min.

Sidse Babett Knudsen: ’Jeg vil gerne være med i så mange verdner som muligt’

I udlandet kender de hende som ’hende fra Borgen’. Herhjemme ved vi, at Sidse Babett Knudsen er så meget andet. Om lidt kan man opleve hende i to store amerikanske produktioner, Dan Brown-filmatiseringen ’Inferno’ og tv-serien ’Westworld’. Information har mødt den danske skuespiller på kanten af et markant internationalt gennembrud
Sidse Babett Knudsen har premiere på hele to nye store internationale produktioner i de kommende uger. Foto: Linda Johansen/Polfoto

Sidse Babett Knudsen har premiere på hele to nye store internationale produktioner i de kommende uger. Foto: Linda Johansen/Polfoto

Linda Johansen

Kultur
30. september 2016

Sidse Babett Knudsen sad i sminkerummet. Det var den første optagedag til Ron Howards store Dan Brown-filmatisering, Inferno, og hun begyndte at blive lidt nervøs.

»Her kan jeg jo fucke op,« tænkte hun.

»Jeg kan jo komme til at gøre noget, så de skal tage hele lortet om, og det koster mange penge. Så begynder folk at trække vejret tungt.«

Men bedst, som hun sad der og bekymrede sig, kom en af de andre skuespillere, den franske superstjerne Omar Sy, hen til hende.

»Og der blev snakket fransk, ’neeeej, det bliver skidesjovt, Sidse. De er så søde. Det bliver skidesjovt.’ Han gjorde det sådan, at det ikke kunne blive andet end skidesjovt. Han gav mig sådan et smil. Han er vild. Så jeg var meget, meget glad. Der var i det hele taget meget overskud på den film. Det var simpelthen så lækkert, og det var fantastisk at skulle gå rundt på spidsen af tæerne for at kunne følge med,« siger hun og smiler bredt.

Sidse Babetts egen begejstring er også smittende. Den danske skuespiller lytter opmærksomt til ens spørgsmål, og hun svarer ærligt og åbenhjertigt og laver gerne skæg med sig selv, hvis situationen kræver det.

Hun har det med at sætte ’super’ foran adjektiverne – ’superinspirerende’, ’superdejligt’, ’superlækkert’ – og hun siger, at noget er ’skidesjovt’.

Hun er fuld af overskud og energi, gestikulerer ofte og bruger sin mimik til at understrege en pointe, og det er umuligt at lade være med selv at smile og grine, når man taler med hende.

Og der er meget at tale om lige for tiden. Jeg tilbringer i alt et par timer i Sidse Babetts selskab for at tale om det markante, internationale gennembrud, hun står over for med en stor amerikansk film – Inferno – og en meget imødeset amerikansk tv-serie – Westworld – der begge har premiere i løbet af de næste 14 dage. Og så er der i øvrigt også både en fransk og en finsk film på vej.

Hende fra Borgen

I udlandet bliver 47-årige Sidse Babett Knudsen stadig præsenteret som hende fra Borgen, men det varer ikke længe, før det vil være Inferno og Westworld, der er på alles læber.

De to meget forskellige projekter vækker allerede opsigt, og det samme kommer den danske skuespillers betydelige, komplekse roller i dem til at gøre.

Med sin (indimellem nervøse) energi, jordbundne væsen og indre styrke kan hun både tø et magtmenneske op, vise de menneskelige og følsomme sprækker i panseret, og smile og optræde sexet, romantisk og kraftfuldt, når der er brug for det.

Det er skuespilleren som auteur, som Morten Piil formulerer det i sit leksikon over danske skuespillere – det viste hun om noget i Borgen, og det viser hun i de nye film og den nye tv-serie.

»Folk er meget glade for Borgen, når de er glade for den,« siger hun, da vi mødes på et hotel i Toronto, hvor hendes franske film, Emmanuelle Bercots 150 milligram, netop har verdenspremiere på den årlige filmfestival. Sidse Babett har gået på skuespilskole i Paris og taler flydende fransk.

»Så kommer vi her til Toronto, og det er Borgen, folk kender. Der er virkelig mange mennesker, der ikke aner, hvad det er, men dem, der ved det, er glade. Ikke nok med at man kan lide den, man kan også godt lide, at man kan lide den. Det virker, som om den er levende. Det er den jo ikke for os i Danmark. Der har været alle mulige serier siden. Det er virkelig overraskende. Det sjove er jo netop, at fordi de har set mig i Borgen, så synes Peter Strickland, at jeg skal lave hans kunstfilm, The Duke of Burgundy, og Ron Howard synes, at jeg passer ind i en Inferno-sammenhæng. Rollen i 150 milligram fik jeg, fordi Catherine Deneuve havde set mig i Borgen og havde sendt det gode ord videre.«

Umiddelbart er der langt fra Borgen til de internationale projekter, som Sidse Babett har været involveret i i de seneste to år.

Hvor Borgen er en meget dansk historie om politik og privatliv på og omkring Christiansborg – Sidse Babett spiller politikeren Birgitte Nyborg, der stifter et nyt parti og bliver statsminister – så er The Duke of Burgundy et syret thrillerdrama af den erotisk-psykologiske slags, man lavede i 1970’erne. Hendes første franske film, Hermelinen, der havde dansk premiere, tidligere i år, er et drama om en aldrende dommer og hans betagelse af en yngre kvinde (Sidse Babett Knudsen).

Den nye franske film, 150 milligram, er en virkelighedsbaseret, Erin Brockovich-agtig historie om en læge (Sidse Babett Knudsen), der går i krig mod en uansvarlig medicinalindustri, og den bæres i høj grad af danskerens empatiske og nuancerede portræt af et utrætteligt, egensindigt menneske med en mission.

Tryk på knappen

I Inferno forsøger Tom Hanks’ brillante symbolforsker, Robert Langdon, for tredje gang at redde verden, denne gang blandt andet med Sidse Babett Knudsen i rollen som dr. Elizabeth Sinskey ved sin side – eller er hun i virkeligheden hans modstander? Det må man se filmen for at finde ud af.

»Jeg var virkelig imponeret over ham, fordi det gik sindssygt stærkt,« siger hun om Ron Howard, den garvede instruktør bag Inferno, som også har instrueret de to første Robert Langdon-film, Da Vinci mysteriet og Engle og dæmoner. Det er nu en uge efter Toronto, og Sidse Babett og jeg sidder igen over for hinanden, denne gang på et kontor i København.

»Ron Howard stoler på folk og på, at når de siger noget, så er det også vigtigt. Man bliver respekteret. Han vælger folk, der kan tænke selv. Nogle gange bliver man lige pludselig instrueret, fordi han vil have noget bestemt. Men igen, han har en virkelig respektfuld indgang til det. Han får mig til at føle, at det, jeg byder på, vil være værdifuldt, og det vil han nogle gange hellere arbejde ud fra end noget, han selv kan komme med.«

Det var en dejlig måde at arbejde på, siger Sidse Babett, og det skyldtes i høj grad også Tom Hanks, som hun første gang mødte, da hun havde en mindre rolle i Tom Tykwers A Hologram for the King.

»Han er superpro. Der er noget super over ham. Han er god til at være Tom Hanks. Man kan godt forsøge at være Tom Hanks, men så mangler man talenterne. Han har alt, hvad der skal til for at være Tom Hanks. Rigtig dejlig og sød, og så er han i en liga, hvor han ikke behøver undskylde sig. Der er heller ikke sådan en underlig falsk beskedenhed. Forstår du, hvad jeg mener? Han behøver ikke stille sig an. Det er meget direkte. Jeg er sindssygt tryg ved ham, og vi har det sjovt sammen. Lige inden, de siger »action«, kan han godt finde på at tale om en eller anden rejse, han har været på, og der kan jeg så mærke, at jeg skal vænne mig til at sige, at ’nu skal jeg lige koncentrere mig’. Man vil gerne høre hans historie, men han kan bare skifte. Han kan bare trykke på knappen.«

Hun knipser.

»Og det gør han hver gang. Det er så vildt og meget motiverende. Det opdagede jeg allerede på Tom Tykwers film, hvor vi havde en scene, der startede klokken tre om eftermiddagen og sluttede klokken syv om morgenen. Det havde jeg ikke prøvet før. Det var en lidt svær scene, hvor jeg skulle kravle rundt på ham, men når de sagde, ’så er det nu,’ rejste man sig op med samme energi hver gang. Der var ikke et tidspunkt, hvor man lige brokkede sig over sin ryg eller spurgte, hvad klokken var. Nej, man brokker sig ikke.«

I Tom Hanks’ og Ron Howards verden er det ikke skidt at være stræber og kunne sine lektier, siger Sidse Babett, og det er rart. Men sådan er det ikke alle steder.

»Der er nogle steder, hvor man helst skal være sådan lidt ...«

Hun vrænger ansigt.

»... og komme ind, ’jeg var på druk i går’. Jeg har altid været en arbejdshest, der har forberedt sig, og så er det enormt dejligt at være sammen med mennesker, der er forberedt. Amerikanerne kan deres ting, når de kommer, og de er ikke nærige. ’For første og sidste gang,’ tror jeg nok, at vi sagde nogle gange, når en scene blev lavet rigtig mange gange. ’Nu gør vi det for første og sidste gang.’«

Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen i ’Inferno’

Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen i ’Inferno’

Columbia pictures

Der er overskud

Det var de to hjerner bag Westworld, Lisa Joy og Jonathan Nolan, Christopher Nolans bror, der henvendte sig til Sidse Babett Knudsen og pitchede hende serien, der med udgangspunkt i Michael Crichtons film fra 1973 fortæller om kunstig intelligens, og hvad det egentlig vil sige at være et bevidst, selvstændigt tænkende og følende væsen.

Hun fik fornemmelsen af, at de på forhånd havde besluttet sig for, at hun skulle spille rollen som Theresa Cullen, sikkerhedschef på den avancerede forlystelsespark, hvor serien foregår, og mennesker kan lade sig underholde af avancerede robotter.

»De snakkede løs,« siger hun. »De er meget engagerede og superinteressante, og jeg blev virkelig tændt på det, f.eks. mange af de filosofiske aspekter. Hvad er det, der gør et menneske til et menneske? Men jeg kunne godt mærke, at det er et mørkt univers, og det er jeg ikke vant til. ’Og så ender det godt, fordi hvad?’ Det er ikke sikkert, at det ender godt til sidst. Det må man acceptere. Man ved faktisk slet ikke, hvordan det ender. Så jeg var ret solgt på ideen, og jeg har aldrig været i Los Angeles før. Det er jo ikke så mange ting længere, der bliver filmet i LA. Vi optog i et gammelt cowboyfilmstudie med saloondøre, der smækker op, og hestevogne. Det kan jo ikke blive mere Hollywood. Der var faktisk ikke så meget betænkningstid.«

Det hjalp selvfølgelig også, at Sidse Babett skulle spille over for en lang række brillante skuespillere, fra Anthony Hopkins, Jeffrey Wright og Ed Harris til Thandie Newton, Evan Rachel Wood og norske Ingrid Bolsø Berdal.

»Sir Anthony Hopkins ... hver gang jeg så på ham, smilede jeg ned i tæerne,« siger hun.

»Han er simpelthen så skøn. Det sømmer sig ganske fint at være fascineret af ham. Det kan man sagtens, uden at det på nogen måde går ud over noget. Jeg var helt afslappet med, hvad jeg selv skulle lave. Det, man vel er bange for, er, om man bliver bedømt, og der sidder én og siger, ’hvorfor er du dog her? Det er kun os superfede, der får lov til at være her.’ Men så viser det sig, at det bare er ligesom med gamle penge. Der er overskud. Der er ikke nogen, der sidder og bedømmer dig. Tværtimod. De leger med.«

Sidse Babett Knudsen i den nye store HBO-serie ’Westworld’

Sidse Babett Knudsen i den nye store HBO-serie ’Westworld’

HBO Nordic

En gammel knark

Det er små 20 år siden, at Sidse Babett Knudsen bragede ind i det danske biografpublikums bevidsthed med Jonas Elmers komediedrama, Let’s Get Lost, og Susanne Biers komedie, Den eneste ene. Meget er sket siden dengang, og i løbet af de seneste to-tre år er det som sagt gået stærkt med hendes internationale karriere. Det er noget, hun glæder sig over, ikke mindst fordi det træner skuespilmusklerne.

»Det er fantastisk at få lov til at være med i nogle andre verdener,« siger hun.

Det har hun faktisk altid sagt.

»Jeg vil gerne være med i så mange verdener som muligt. Det er derfor, jeg spiller skuespil. For at tilbringe tre år i statsministeriet og fire år på en ranch. Det er en lækker luksus. Og de amerikanske projekter er konkrete, geografiske og kæmpe nye størrelser og universer. Men jeg kommer meget som turist, den nye i klassen, føler jeg. Jeg aner simpelthen ikke, om jeg gør det ordentligt. Jeg har ingen fornemmelse af det. Det har jeg, når jeg laver det i Danmark. Jeg ved, hvad det er, jeg måler i forhold til. Men her er jeg virkelig på udebane.«

Og det er både sundt, inspirerende og skrækindjagende.

»Jeg bliver da mere usikker på en eller anden måde, fordi det også er sværere, og jeg kender ikke koderne så godt, og jeg ved ikke, hvad det betyder. På et tidspunkt kørte jeg sur i teatret, og så måtte jeg tage en pause fra det. Man bliver nødt til at respektere mediet, man arbejder med. Man er også nødt til at have en, længsel, skulle jeg til at sige. Der er noget, som er mere end et arbejde, og hvor man bare kan ... okay, så stopper vi, Sidse ... Men noget at række ud efter.«

Hun er stille et øjeblik.

»Det er et helt nyt legeland at være i, og jeg prøver egentlig bare at sige, ’ja tak,’ og tage pengene og løbe, inden de opdager, at jeg er lidt af et fejlcast.«

Hun griner.

»Jeg er særligt taknemmelig, fordi det sker i den høje alder, jeg har – at jeg lige pludselig får kam til mit hår. For det gør jeg virkelig. Det er svært. Jeg har følt, at jeg har stået på tæer, og det på et tidspunkt hvor jeg måske har regnet med, at det var slut med det. Man får ofte tilbudt det, folk regner med, at man kan, dvs. at det er noget, man rent faktisk godt kan finde ud af. Det, at jeg bliver set på en ny måde, er der intet frygtindgydende i. Det er kun fedt og åbenhed. Men under optagelserne til 150 milligram tænkte jeg nogle gange, ’det er fedt, at det er svært, men er det for svært? Er der også noget, der er for svært?’ Det har jeg aldrig tænkt på før i mit liv – at der kunne være noget, der var for svært. Det er da helt fantastisk. Også fordi man er blevet en gammel knark, og så skal man starte helt forfra. Det var en god vitaminindsprøjtning.«

Marvel med damer på 50

Jeg siger, at måske kommer modet til at sige nej til den slags ting og udfordre sig selv mere også med alderen, men det er Sidse Babett Knudsen ikke nødvendigvis enig i.

»Man har jo heller ikke så meget tid igen,« siger hun og griner.

»Jeg synes nærmere, at det er sværere at sige nej til noget nu. Får jeg chancen igen, inden jeg bliver bedstemor? Det er supersjovt. Jeg har lige spillet med i en finsk film her i sommer, og der var jeg helt lykkelig over, at jeg skulle føde. ’Så når jeg lige en til fødsel, mand.’«

Jeg drister mig til at spørge, om hun føler, at hun har stået lidt alene tilbage på perronen, mens så mange andre danske skuespillere gennem de seneste år er rejst til udlandet.

»Nej, jeg føler ikke, at jeg er blevet efterladt på nogen perron, overhovedet. Dem, der har klaret sig i udlandet, har fandeme også arbejdet for det. Men så kom Borgen, og lige pludselig er dørene åbne. Det, der er galt nu, er, at alting kommer ud på samme tid. Inden for to måneder har jeg premiere på alt, hvad jeg har lavet det sidste par år.«

– En af de ting, man hører igen og igen fra kvindelige skuespillere, er, at når de når en vis alder, 40-50 år, så er der ikke længere roller til dem. Det oplever du jo ikke ligefrem.

»Det nytter ikke noget at tænke sådan. Jeg tænker ikke på, hvad der kan lade sig gøre. Sådan er jeg opdraget, i min franske teaterskole: Der er ikke bare et arbejdsmarked derude. Det er noget, vi selv skal lave. Hvis der ikke er nogen roller til én, så skal man selv skrive dem. Man har ikke ret til noget. ’Nu er jeg uddannet, så skal jeg altså også have roller.’ Det kan man altså ikke sige.«

Sidse Babett kunne dog mærke, at mange kvinder syntes, at det var fedt at se hende spille en voksen kvinde i en magtposition i Borgen.

»Der er et behov, der er en sult. Den første presseting på Borgen, jeg var til, var i Paris, og der sad utroligt mange kvindelige journalister. De havde endelig fået noget til den tørst. De havde brug for at se noget med én i min alder. Og det er jo gode kunder i butikken, ikke, så man skal give dem noget. Derfor har jeg mere lyst til at være på den håbefulde vogn og sige, ’lad os da få mange flere voksne kvinderoller og kvindehistorier og heltinder og noget Marvel med damer på 50.’«

En skør verden

Det er på ingen måder planlagt, at den store internationale offensiv kommer nu, understreger Sidse Babett Knudsen. Snarere tværtimod. Hun tænker nemlig hverken i strategi, karriere eller fremtid.

»Det er det underligste spørgsmål. Det var især, da man startede, at det kom: ’Hvor ser du dig selv om 10 år?’ ’Nej, jeg gør ej. Jeg ser ikke mig selv om 10 år.’ Alt, hvad jeg har lavet, har ikke været meningen.«

F.eks. var det meningen, at hun skulle gå på skuespilskole i Danmark, og kun derfor tog hun til Frankrig og studerede skuespil – for at komme i form til optagelsesprøven derhjemme. Men sådan gik det ikke.

»Jeg skulle bare lige prøve det der Frankrig og få en ordentlig lussing i og ned med flaget og sidde med fremmede mennesker, der ikke vidste, hvor ussel jeg var, inden jeg tog hjem. Men så blev jeg hængende i fem år. Der var min plan ligesom allerede ødelagt. Jeg havde virkelig ikke nogen idé om, at jeg skulle til Frankrig. Jeg var ikke frankofil eller vild med franske film. Men fordi jeg var der, så jeg teater af Peter Brooks, og det var magi. Så fik man lige dén. Jeg troede også, at jeg skulle være meget mere psykologisk skuespiller, og så ender jeg med at være en stor, dum klovn. Nej, ikke dum, men det, jeg laver, er meget mere fysisk. Jeg tror nok, at jeg ret hurtigt lavede en kontrakt med virkeligheden om, at jeg nok skulle lade være med at prøve at forudse noget som helst, fordi det kan jeg ikke.«

Det er en karriere, men det er ikke et ord, hun bryder sig om.

»Det her er jo et underligt skuespilliv. Jeg har prøvet og prøvet at være smart, og jeg kan ikke finde ud af det. Det nytter ikke. Det er der helt sikkert nogen, der er bedre til. Jeg er uddannet i Paris, og jeg har mange gange prøvet at få et arbejde i Paris. Jeg har altid gerne villet arbejde andre steder i Danmark. Ikke fordi jeg ikke kan lide Danmark, men fordi det er sjovere med alle mulige forskellige sprog og roller. Men de, som kendte mig i Paris og gerne ville arbejde med mig, sagde, ’vi kan ikke sætte en produktion op med dig, Sidse. Du er dansker. Vi kender dig ikke.’ Men så laver man en tv-serie i Danmark, og så må man lige pludselig godt spille hovedrollen i en fransk film. Det er mærkeligt. Det er en skør, skør verden.«

Westworld har premiere på HBO Nordic den 4. oktober. Inferno har dansk biografpremiere den 13. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Sidses gæstebud.