De skriver fra det trætte, ømme, uperfekte liv i skyggen af en fjern velfærdsstat

En vigtig tendens i de seneste 20 års danske litteratur har været en tilbagevendende skepsis over for velfærdsstaten.

Typisk fremstilles den stat ikke som en velsmurt, eksistentielt undertrykkende maskine, men som en art institutionel ruin – og som et sæt af idealer, der ikke formår at gennemtrænge virkelighedens rod.

Ofte kommer den skepsis til udtryk, det øjeblik bøgerne fremstiller liv, der ikke magter at leve op til velfærdsstatens fordring om selvrealisering-til-fællesskab.

De magter heller ikke den særlige, økonomiske version af den fordring, som man finder i drømmen om at omdanne den danske velfærdsstat til en konkurrencestat, og borgerne til stadigt mere optimerede, lykkelige og produktive arbejdstagere.

Sådan er det for eksempel i Helle Helles forfatterskab, men også i Ida Jessens Den der lyver.

Andre gange fremstiller bøgerne en virkelighed, hvor de sociale situationer hele tiden er for indviklede og rodede til at lade den ene realisere sig selv uden at en anden samtidig begrænses eller krænkes.

Sådan er det hos Lars Frost, men også i mange andre af periodens vigtige bøger: i Christian Jungersens Undtagelsen eller i Pablo Llambías’ Et ukendt barn.

Diagnosen

Det er værd at holde fast i, hvor særlig den diagnose af vores politiske samtid egentlig er. På tværs af bøgernes mange forskelle minder deres diagnose af velfærdsstaten i dag hverken om en borgerlig kritik, der typisk fokuserer på velfærdsstatens undertrykkende klientgørelse af sine borgere eller på de måder, velfærdsstaten ikke er i stand til at opretholde sig selv økonomisk.

Den minder heller ikke om en humanistisk venstrefløjs kritik af velfærdsstatens omdannelse til en konkurrencestat – eller om en mere socialpolitisk orienteret kritik af de måder, de veluddannede mellemlags livsidealer er blevet almengjort i velfærdsstaten, især i uddannelsessystemet.

Så forskellige de end er, så viser de litterære værker sig altså at formulere en diagnose af vores samtid, der ellers kun sjældent formuleres i det offentlige rum.

Men bøgernes skepsis former ikke bare deres fremstilling af vores fælles liv. Den påvirker også deres arbejde med nye litterære former. Mere præcist former det de ærinder, værkerne ønsker at påtage sig – og føler, de troværdigt kan påtage sig i Danmark i dag.

Også her er de seneste 20 års danske litteratur præget af skepsis. Eller måske er bøgerne snarere perplekse og ambivalente. Det er, som om de bliver tavse, bøgerne, det øjeblik de skal andet og mere end at afvise.

De bliver som Lars Frosts bøger, der overlader det til læseren at tænke et alternativ til alle de rygradsløse hovedpersoner og deres kyniske kammersjukker, der befolker hans romaner – eller de bliver som Kirsten Hammanns Mette i hendes hovedværk, Fra Smørhullet, som bliver tavs, fordi hun selv er alt det, hun vil kritisere, og derfor ikke kan sige fra uden at være en hykler.

Eller at de står som hovedpersonerne i Pablo Llambías’ tidlige velfærdstrilogi, hvis forsøg på at skrive om den danske velfærdsstat ender som en – stadigt mere indadvendt – diskussion af, hvilken rolle kunsten og kunstneren overhovedet kan have i det samfund, der omgiver ham.

I en sådan konstatering af bøgernes perplekse ambivalens ligger der ikke en kritik – der ligger kun en kritik, for så vidt som man mener, at kunsten er en særligt privilegeret kilde til moralsk autoritet, og at dens ærinde er at fremstille utopiske modbilleder til det bestående.

Men det er alligevel vigtigt. Den forestilling om menneskets sociale liv, der har tilladt de seneste 20 års danske litteratur at komme med så mange og så originale billeder af det samfund, vi lever i, synes også at sætte grænserne for de måder, samme litteratur engagerer sig i verden.

En ny generation?

Og så er det alligevel ikke hele historien. De seneste par år – cirka siden 2011 – er en ny, helt ung generation af forfattere nemlig blevet synlige i offentligheden, en generation, der synes både at fortsætte og at bryde med de foregående års litterære skepsis.

De fokuserer entydigt på sociale og hverdagslige relationer, men blander den med et fokus på kroppens materialitet, på begærets egetliv – og med nærmest kosmiske indslag.

De deler de ældre værkers skeptiske fremstilling af velfærdsstaten, men drejer den også i nye retninger. De synes ikke farvede af de foregående værkers ambivalente syn på litteraturens muligheder og autoritet.

En af den generations mest markante stemmer er Asta Olivia Nordenhof – andre er Bjørn Rasmussen, Olga Ravn, Theis Ørntoft og Peter-Clement Woetmann – hvis anden digtsamling det nemme og det ensomme fra 2013 vel allerede er et hovedværk i 10’ernes litteratur.

Digtene i det nemme og det ensomme er af lange, talesprogsnære og hudløse, men også meget livlige. Deres indhold synes taget direkte ud af forfatterens eget liv og hverdag.

Mange af dem er erindringsstykker fra jegets barndom og tidlige ungdom; uden at samlingen gør det til en hovedpointe, så nævner de, at jegets mor og farmor fik tæsk, at hun selv har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, at hun har været prostitueret.

Men bogen er ikke et stykke terapeutisk litteratur. Digtenes jeg søger ikke at lægge en hård fortid bag sig. Hun insisterer snarere på et liv, godt kan være fyldt af glæde, men ikke derfor er udtryk for et sundt, velfungerende, harmonisk ideal.

Os og dem

Digtene insisterer på et liv, der hverken kan eller vil passe ind i officielt sanktionerede forestillinger om det gode liv.

Faktisk modstiller digtene igen og igen et større samfund og dets institutioner, som fremstår abstrakte og uden blik for alle de, der ikke passer ind, med en helt nær og skrøbelig hverdag, hvor lykken kan flamme op i de allermindste ting.

At den modstilling også handler om digterjegets forhold til velfærdens institutioner ses i en passage som denne:

vi passerede amalienborg og camilla sagde:/ det er dejligt ved det danske samfund at man kan komme så tæt på kongefamilien. man kan stå lige uden for døren./ et langt ude ræsonnement hvis man begynder at tænke over det/ men det sagde jeg ikke til camilla. hun var altid trist./ hun viste mig en brochure: PSYKISK SYGDOM OG SEX/ handlede om hvilke komplikationer der kan opstå i et parforhold når den ene part oplever manglende eller ændret sexlyst/ hendes analyse: det er altid deres egne problemer de snakker om ik vores// camilla bedrev rufferi på afdelingen hvor vi var indlagt. forsøgte at få mig med men jeg var for træt. slet ikke til de penge.

Det er svært ikke at læse passagen som en både munter og skarp kritik af det danske samfunds forestilling om sin egen frigjorte rummelighed.

Også her synes det institutionelle Danmark virkelighedsfjernt snarere end undertrykkende, men noget har alligevel forskudt sig, og det noget har at gøre med tekstens opdeling af borgerne i et os og et dem. På den ene side står kongefamilien og de normaldanskere, til hvem statens velmenende brochurer henvender sig.

Det fællesskab – det velfungerende, privilegerede Danmark – kan digterjeget og hendes veninde nok være tæt på, men de er ikke en del af det.

Ærindet er her ikke at tale om dem, der ikke magter at leve op til ideen om det gode liv som myndig og velafrettet borger, men at tale som den, der på forhånd er udelukket, men som på den anden side end ikke ønsker det liv. Som psykisk syge står Camilla og jeget lige uden for døren, ganske tæt på det forjættede land.

Alligevel er der er en grænse mellem dem og ’de andre’, dem, velfærdsstatens pjecer tiltaler, dem, der skal hjælpes til et godt liv og et harmonisk parforhold.

Camilla og jeget er i stedet eksempler på alle dem, der muligvis har behov for velfærdsydelser, og som velfærdsstaten derfor taler om, men som aldrig tiltales som dens borgere.

Ekskluderet, men tæt på

Den position får stemme hos Asta Olivia Nordenhof. Men samtidig fremstiller citatet prostitution, der kunne være et eksempel på et grundlæggende overgreb, som en mulighed blandt mange andre, noget man kan eller ikke kan have kræfter til.

Reelt bruges prostitutionen som et eksempel på, hvordan en skrøbelig, på én gang unormal og livlig hverdag udfolder sig under dække af et institutionaliseret liv.

Ekskluderet, men meget tæt på, forvaltet, men samtidig udtryk for en piblende, uregerlig livlighed.

Det er dét sted, Asta Olivia Nordenhof taler fra i sine digte, når hun i det nemme og det ensomme taler om ikke at arbejde og om socialforvaltningen, om præster og hospitaler, om at være marginaliseret og syg, men også fuld af humør, og om ikke at have noget ønske om at blive inkluderet i normaliteten.

»pas på jeg kommer og plyndrer jer/ med mine barnebryster som er blevet gigantiske i mellemtiden/ jeg har taget tyve kilo på af de nye piller/ her har i mig«, som der står i et digt, der skælder ud på »det rige pis«.

Jeget er hverken voksent eller fornuftigt og lader bestemt ikke sin seksualitet indordne en normal forestilling om grænsen mellem det barnlige og det voksne. Men det står ved sig selv og sine udsagn uden kvababbelser. Her er ingen ambivalens.

Medmenneskeligheden

Noget lignende finder man i et andet citat fra bogen, et af de smukkeste steder i de seneste par års danske litteratur. Citatet peger samtidig på, at Asta Olivia Nordenhofs digte, netop fordi hendes jeg skriver fra en verden, der befinder sig uden for eller under den officielle verden, er fuld af håb:

så senere: vi plukkede vilde blommer og mirabeller på ydre amar/ ved solnedgang og metroen drev med sit lys, som et strengt, som et underlig vredt samfund/ frem og tilbage på himlen/ ingen i fields ingen på kentucky fried chicken/ to mennesker foran et parcelhus. sad med tæpper på, talte med hinanden/ ’jeg er meget træt nu’ ’jeg er også meget træt’/ hvorfor er knoglerne ik mere skøre/ røde røde sol/ du så dejlig du så ligeglad om jeg kaster en blomme i dit navn/ og amar hvor ømt at du gav mig en blomme at kaste/ må skrive til morten!/ må skrive til bjørn! jorden er øm og jeg er ik nok til at fat det!

Over for de fjerne og mennesketomme, men også ’underligt vrede’ billeder på det officielle Danmark, henholdsvis metroens offentlige transport og stormagasinets forbrugstempel, stiller digtet en skadet eller i al fald udmattet, intim medmenneskelighed. 

Den befinder sig midt i hverdagen, den fælles menneskelighed, men eksisterer også i det skjulte. Den betragter samfundet som et fjernt himmellegeme.

Den er mest af alt i samklang med træer og græsset og landskabet, men naturen er på den anden side ikke hinsides byen og kulturen, den er snarere – som menneskene selv – på en gang forvaltet og uregerlig.

Den medmenneskelighed beskriver digtet, men intimiteten sætter sig også i digtet som en lyst til at henvende sig, til at inddrage andre i sin egen pludselige ømhed og begejstring. Som en lyst til ikke at være ensom, men at dele sin verden med ’bjørn’ og ’morten’ – og med læseren, må man tro.

I velfærdsstatens skygge

Skønt forestillingen om mennesket som socialt væsen også i disse digte er helt centralt, og skønt også de befinder sig midt i en rodet hverdag, så har noget altså forskudt sig.

Asta Olivia Nordenhofs lyriske jeg står helt udramatisk – men også som noget nyt i forhold til de foregående årtiers litteratur – på forhånd uden for velfærdsstatens ideal om ’selvrealisering-til-fællesskab’ og dens forestillinger om det på én gang produktive og eksistentielt meningsfylde liv. I stedet taler hun fra en forvaltet og ekskluderet position.

Det sted viser sig at være et ladt og lykkeligt, glædesfyldt sted. Den glæde forbinder sig til et nært og skjult liv med andre mennesker, til en drøm om et væren-sammen, der kan forbinde alle de – eller alt det ved os – der alligevel aldrig kan være del af det officielle Danmark og dens forestillinger om demokratisk medbestemmelse, et øget bruttonationalprodukt og optimerede kompetencer.

Hos Asta Olivia Nordentoft forbindes skriften og litteraturen med den væren-sammen. Den skriver om den og fra den, den vil gerne danne et sådant samvær omkring sig.

I det nemme og det ensomme ser skriften altså ikke på sig selv med skeptisk ambivalens. De skriver i stedet fra det trætte, ømme, uperfekte liv og håber på at åbne op for et fælles liv i skyggen af en fjern velfærdsstat.

På forskellige og varierede måder finder man en lignende ambition – men måske især forestillingen om at tale med en stemme, der på én gang er skadet og stærk, uden ønske om terapeutisk helbredelse eller inklusion i en samfundsmæssig normalitet – hos de mest interessante værker i den allernyeste danske litteratur.

Man ser noget lignende hos Bjørn Rasmussen, måske især i debuten Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, man ser det i Yahya Hassans digte.

Noget har altså ændret sig i den allernyeste generation. Skepsissen over for velfærdsstaten er intakt, men har forskudt sig.

Hvorvidt det så skal ses som en videreudvikling af den skepsis, der har præget de seneste 20 års danske litteratur, eller som et brud med den, det vil føre for vidt at besvare her.