Snowden afslørede den amerikanske elites paranoia

»Snowden er en spejderdreng.«

Manden over for mig ved bordet i det hippe københavnske sidegadehotel er alt andet end en spejderdreng. Stor, træt, rodet, intens.

Oliver Stone, Oscar-vindende veteranfilminstruktør og hidsig amerikansk samfundskritiker, er kommet til København på en tour de force af en lanceringsturné for sin storfilm om NSA-whistlebloweren Edward Snowden, den blege dataanalytiker, der med en bærbar pc fra en seng i et hotelværelse i Hongkong i 2013 afslørede USA’s globale masseovervågning. 

Tre års arbejde og ni rejser til Snowdens eksil i Moskva tog det, før den garvede historiefortæller Stone og hans medmanuskriptforfatter Kieran Fitzgerald fik knækket koden til, hvordan det stillesiddende, konservativt funderede og højt specialiserede hjernemenneske Edward Snowden kunne blive til en medrivende Hollywood-film med den menneskelige forståelse, som Stone mener er stoffet til ordentlig historieskrivning – og som journalister efter hans mening ikke kan finde ud af at indfange.

»Man må forstå, at dette er en skikkelse, der tilbringer 70 procent af sin tid ved en computer. Og at hele den verden, han har i den computer, er en, han ser blive invaderet af overvågningsstaten. At den sjæl, der er dér, er i færd med at blive indlemmet i et kollektiv.«

Adgang til Ed

Oliver Stone er lige blevet 70, og han ligner en 70-årig. Han har lavet endnu en storfilm, filmet med store armbevægelser over hele kloden, men den har været indsnøret i politik hele vejen igennem, og Stones hold har måttet rejse finansieringen uden for USA. Og så er der alle problemerne med at beskæftige sig med verdens mest efterlyste whistleblower fra verdens mest hemmelighedsfulde branche.

»Det har været en svær film at lave,« siger han. »Jeg trænger til at lave en nem film.«

Ifølge en beretning om filmens tilblivelse i New York Times Magazine betalte Stone den kulørte russiske menneskerettighedsadvokat Anatoly Kucherena en million dollars for rettighederne til hans Snowden-inspirerede thrillertrilogi ’Blækspruttens tid’ af én grund: for at få »adgang til Ed«, som Kucherena havde hjulpet i ugerne, hvor Snowden var fanget i Moskvas lufthavn, med at få midlertidigt asyl i Rusland.

Den mand, han mødte, er ifølge instruktøren selv meget tæt på den figur, vi møder i filmen.

»Han er snorlige. Fuldstændig ukynisk om forfatningen og republikkens grundlag. Noget af dét genkender jeg i mig selv. Jeg siger det i min dokumentarserie The Untold History of the United States,« fortsætter Stone med en af de tangenter til verdenssituationen, der griber ham hele tiden:

»Jeg mener virkelig, at vi er nødt til at være loyale over for republikkens idégrundlag og ikke finde på undskyldninger for at lave undtagelser. Hvert fucking tiende år dukker der jo en eller anden ny undskyldning om en nødtilstand op. Under en måned efter at Berlin-muren faldt, var det akut nødvendigt, at vi invaderede Panama for at komme af med en narkobaron, der pludselig var vores største fjende i verden. Ingen fredstilstand, ingen fredsdividende. Derefter sender vi så 500.000 soldater til Kuwait og Saudi-Arabien, et gigantisk fodaftryk i verdens mest kaotiske region, som vi aldrig forlader igen. George H.W. Bush ville sikre sig, at vi stadig kunne være en mægtig militærmagt, men vi har jo aldrig opnået nogen resultater.«

Yoram Kahana

Som Oliver Stone selv påpeger, er Edward Snowden ikke ligefrem den første underdog, han portrætterer. Fra Platoon over Wall Street til præsidenttrilogien i 1990’erne og 00’erne (JFK, Nixon, W) følger hans film ensomme, ofte modkulturelle helte gennem faderopgør med systemets mænd.

Men Snowden-figuren er omgivet af en særlig slags uhygge. Og historiefortælleren Stone ser denne uhygge sætte spor helt ind i den epilepsi, der bryder ud på samme tid, som Snowden for alvor får det dårligt med den indsigt, han får i efterretningstjenesternes adfærd.

»Han er så alene. Han planlagde hele lækken helt alene. Jeg tror, det han så, fik ham til at føle sig syg. Og da epilepsien bryder ud, er det næsten som en moralsk syge, en spirituel råddenskab, i hvert fald en indre spænding, der udløser noget i ham. Selv om han har arvet anlægget for epilepsien fra sin mor, tror jeg den har været påvirket af det, der skete inde i ham.«

Paranoia

Noget af det mærkelige ved at arbejde med Snowdens læk, som vi også gjorde her på avisen, var at opdage, i hvor høj grad NSA og dens søsterorganisationer også betragtede venligsindede lande som mål. Her afdækkede vi, hvordan også COP15 blev infiltreret, og at det næppe var af terrorhensyn. Og i filmen ser vi Snowden opdage, at NSA også infiltrerer venlige aktører som virksomheden Petrobras og hele det allierede land Japans energiinfrastruktur.

Det er en adfærd, som Stone kalder »disgusting«.

»Hver eneste store virksomhed i verden er et mål. Jeg vil tro, hvert eneste land i verden, der på en eller anden måde er vores allierede, enten er blevet hacket eller har fået plantet malware. Det er ikke en allierets opførsel; det er en krigserklæring. Og jeg tror i øvrigt ikke al forargelsen efter Snowdens læk har ændret på deres adfærd i det regi. Jeg tror ikke, der er nogen grænser for, hvad de kan finde på inden for cybersikkerhed.«

– Hvordan vil du forklare det verdenssyn?

»Hvis man skulle sige, at NSA var udtryk for en bestemt bevidsthed, ville jeg beskrive denne bevidsthed som hyperselvbeskyttende, paranoid, superdefensiv. Det er en bevidsthed, der ser potentielle fjender overalt, og som oplever, at USA i sidste ende er alene. Og skal klare sig alene.«

– Men hvorfor? Mange lande ser jo sig selv som USA’s allierede?

»Man kan se rødderne til den allerede i det berømte George Kennan-notat fra 1948, hvor Kennan (diplomat og ophavsmand til bl. a. den amerikanske inddæmningspolitik over for Sovjet, red.) påpeger over for udenrigsministeriet, at USA har 50 procent af verdens velstand og seks procent af dens befolkning. Derfor er det åbenlyst, at verdens misundelse på et tidspunkt vil vende sig mod os, siger han, og derfor må vores sikkerhedsforanstaltninger være praktiske og ikke præget af sentimentalitet. Kennan tror ikke på menneskerettigheder, demokrati og alt det vrøvl, de altid sælger. Han mente, det hele handlede om ressourcer og overlevelse. Og skal man forstå det, skal man huske frygten for, at depressionen fra 30’erne ville komme tilbage med demobiliseringen.«

– Men det var dengang?

»Hvis der er sket noget siden, er det, at USA’s andel af velstanden er skrumpet, først på grund af Europas og derefter Kinas vækst. Alt imens fjendtligheden over for Rusland, i dette deprimerende repetitive århundrede, bare er fortsat. Og paranoiaen i magteliten, i planlæggerne af vores samfund, er stærkere end nogensinde. Hvis man, som jeg, accepterer, at der findes en form for overordnet styring, ikke forstået som hemmelige møder, men som en overordnet fælles forståelse i en magtelite bestående af erhvervslivets og militærets og finansverdnens og efterretningsverdnens top, og medieverdnens også, så er den kendetegnet ved denne fælles forståelse.«

I USA har filmen udløst fornyet diskussion, fordi menneskerettighedsorganisationer har søsat en kampagne for en benådning af Snowden i forbindelse med premieren. Den har fået blandt andet Washington Post, der ellers var et af de første medier, som viderebragte oplysningerne fra hans læk, til at skrive i en leder, at Snowden bør dømmes.

Helt alene

Oliver Stone, som længe har været kritisk over for mainstreammediernes følgagtighed, tror slet ikke, Edward Snowden vidste, hvad han gik ind til.

»Han havde læst om andre whistleblowere, og han havde læst om Julian Assange, og selvfølgelig kendte han til Chelsea Manning. Det, han ville, var at få historien ud. Men han var så uskyldig, og han vidste ingenting om medierne. Så han tager til Hongkong, forlader sin kæreste og Hawaii og alt, risikerer alt, og så dukker de ikke op! Han sidder to uger på et hotel, og ingen kommer, og han har fortalt mig, at hans nerver hang i laser til sidst.«

Dét er nye oplysninger for mig, som ellers har fulgt historien ret tæt. Og det slår mig igen, at selv om Snowden med tiden er begyndt at udtale sig mere, har han været ekstremt afhængig af, hvordan andre har fortalt hans historie. Først journalisterne, nu Oliver Stone:

»Til sidst kommer der to, Laura Poitras og Glenn Greenwald,« fortsætter Stone, »og de får så Ewan MacAskill fra The Guardian med. Og Snowden opnår sin store sejr, det hele kommer ud – men så har han ingen plan for, hvad der så skal ske. Det ser man i de scener på hotelværelset. Han har planlagt alt indtil da, men derfra har han ingen plan. Og vi fandt så ud af – det er sluppet ud i pressen nu – at han tilbringer over en uge på flugt i Hongkongs flygtningekvarterer, mens medierne rapporterer, at han bor hos en eller anden rigmand.

Kampen om historien

Jeg har selv tænkt over, at hele kampen om mediehistorien tit har været svær at styre for whistleblowere, som tit er meget faktaorienterede og ikke så gode til spin.

– Er du bevidst om, at du måske også kommer til at påvirke historieskrivningen om Edward Snowden?

»Det håber jeg, jeg gør. Whistleblowere gør et stort stykke arbejde for en mere retfærdig verden, men de kæmper med meget små våben mod meget stærke modstandere, og de store kræfter, de kæmper imod, har medierne med sig. Den måde, medierne har behandlet dem på – har vi nogensinde hørt Chelsea Manning tale? Det er, som om hun er kneblet. Anyway, det, de gør, beundrer jeg. Jeg er vild med deres Robin Hood-tilgang.«

Det er aktivisten Stone, der taler. Selv i en hotellounge med fyldte chokolader og en gallapremiere lige om hjørnet er der en politisk ild i den mand, som antænder næsten hvert femte minut.

»Og så vil jeg godt lige påpege noget.« Han hæver stemmen. »I USA har folk modtaget filmen ved at sige, at vi er naive, at jeg er naiv, fordi jeg er imod efterretningsarbejde. Jeg er ikke imod efterretningsarbejde. Der findes mistænkte, mistænkte skal man følge, og det giver tit gode resultater. Med målrettet overvågning. Problemet er masseovervågning, som er en invasion i alle menneskers liv, og som ikke handler om terrorisme, men om kontrol. Det er det, der er problemet.«

– Er der nogen af dine film, hvor du bagefter har tænkt, at det lykkedes dig at påvirke historieskrivningen?

»JFK gjorde. De vedtog en lov i kongressen, hvilket de som bekendt ellers aldrig gør, og de gjorde det kun, fordi de afskyede den film og ville bevise, at den var fuld af lort. Så der kom en kommission, og den blev så amputeret med tid og med penge, men den førte til, at der blev frigivet nogle millioner af dokumenter, og nogle af dem ved jeg, at blandt andet NSA-historikere som James Bamford har haft glæde af. Jeg tror måske, det er det eneste eksempel, hvor jeg gjorde en forskel.« 

Putin

– Er der nye afsløringer i filmen?

»Ja. Der er både nye afsløringer og ting, vi ikke måtte afsløre, men har genskabt i fiktiv form. Filmen fortæller blandt andet om to NSA-programmer, der ikke har været omtalt før, Heartbeat og Epic Shelter.«

– Og de er ægte?

»Ja, men det er ikke hele sandheden. Der er ting, han ikke kan fortælle, fordi han stadig er sigtet. Hvis hans situation nogensinde bliver afklaret, skriver han en bog en dag. Desværre tror jeg ikke, det er i USA’s interesse at afklare den. Bedre at lade ham blive hængende i Rusland med skyggen fra pariaen hængende over sig.«

– Og hvad er dit indtryk af hans liv i Moskva, er han et våben for Putin?

»Nu må du ikke lyde ligesom Anders Fogh Rasmussen,« siger Stone, der som sit næste dybt kontroversielle projekt er ved at afslutte en dokumentarfilm om Vladimir Putin, som han derfor jævnligt taler med.

»Jeg så intet belæg for, at de prøver at bruge Snowden. De afhørte ham, da han kom, det er kun naturligt, han var jo agent. Men han havde jo slettet materialet, så han havde ikke noget. De gav ham asyl, fordi ingen andre ville tage ham. Det russiske samfund har sine egne problemer, komplekse problemer. Men de er ikke den stalinistiske politistat, de bliver beskrevet som af folk som jeres Fogh Rasmussen. Jeg så heller aldrig nogen vagter – men russerne er nu også virkelig gode til diskret sikkerhed. Jeg har været inden for i Kreml og talt med mange af magthaverne, og de er virkelig gode til det. I USA kommer der altid 25 sikkerhedsfolk, der ligner bjørne, hvis du er i nærheden af nogen.«

– Mener du virkelig, at Putin bare har ønsket at støtte en ædel, demokratisk sag?

»Altså, Putin er ingen fan af Snowden. Han har sagt til mig, at han ser ham som en fucked up ung fyr. Putin har ingen sentimentale følelser for Edward Snowden. Han fortalte mig – måske skulle jeg ikke fortælle dig det her – Putin fortalte mig, at han gerne ville have haft udleveringsaftaler med Vesten i sin tid. Han havde nogle oligarker, blandt andet, han gerne ville have fingre i. Også nogle andre kriminelle. Men USA ville ikke. Og da Snowden så kom, og de ikke havde en udleveringsaftale, så var der ikke noget at gøre. Putin tænker meget legalistisk. Han sagde til mig, at han ville have udleveret Snowden, hvis de havde haft en aftale, og det tror jeg på.«

– Men det er ikke, fordi Putin er en stor fan af, at der kommer en whistleblower og giver andre gode ideer?

»Nej, ikke generelt. Men han har sagt til mig, at han er kritisk over for masseovervågning, fordi han synes, det er for meget. Og russerne havde i øvrigt heller ikke råd til det, i hvert fald dengang. Men de har også haft ekstremt effektive resultater med målrettet overvågning, bare se på den tjetjenske terrorisme. Det er måske ikke altid helt lovligt, hvad de gør, og der er også folk, der kommer i klemme, men der er altid folk, der kommer i klemme.«

»Det vigtigste for mig, hvad Snowden angår, er, at han har fundet et liv der. Hans kæreste Lindsey er kommet over til ham, og hun er fuld af liv. Hun er alt det, han ikke er. Lethed, kærlighed, hun giver ham en helt anden dimension. Det er hende, der har sikret, at han bevarede sin menneskelighed.«