Læsetid: 3 min.

Vil du sove sammen med mig?

Nogle gange ramler den moderne verdens brølende spørgsmål sammen midt i New Yorks nat, når man trasker hjem efter en lang dag
Nogle gange ramler den moderne verdens brølende spørgsmål sammen midt i New Yorks nat, når man trasker hjem efter en lang dag

Line Høstrup

23. september 2016

Der er skridt bag mig på de nattomme gader i Brooklyn, da jeg trasker hjem mod min lille lejlighed. Jeg har brugt hele dagen i det ultraortodokse jødiske kvarter i Williamsburg, som jeg er igang med at skrive en historie om.

Det er en anden verden, hvor unge giftes væk som 18-årige, kvinderne ikke må køre bil, og alle går omkring i tøj fra 1700-tallets Østungarn.

Nå, men som jeg går der på vej hjem, kommer en ung hasidisk mand op på siden af mig. Han har fuldskæg, sidekrøller, sort frakke og en bredskygget hat på hovedet.

»Sover du alene?« spørger han og tager elskværdigt hatten af. Jeg forstår ikke helt …

»Ja. Ja, det gør jeg.«

»Så, vil du sove sammen med mig?«

Aha. Hmmm.

»Nej. Det er ikke så godt. Altså, jeg er ikke så god til sådan noget,« siger jeg og forsøger at virke afslappet.

Jeg vil ikke give ham den allerkoldeste skulder, for han har det helt sikkert hårdt nok i forvejen i det ultrakonservative miljø, hvor det ikke engang er tilladt at være nøgen, når man er alene, fordi ’Gud er overalt’.

Mænd må under ingen omstændigheder onanere (af en eller anden grund er reglerne for kvinder lidt mere lempelige), og de må da slet ikke stikke legemsdele op i numsen på hinanden.

Hvad var en dinosaurus for noget

Når den slags reaktionære samfund kan ligge lige her, omgivet af New York Citys endeløse udvalg af hedonistiske fornøjelser, skyldes det en lang amerikansk tradition, der kan opsummeres som: ’Vi holder os væk fra jer, hvis I holder jer væk fra os’.

I den store smeltedigels land blander staten sig udenom – det er arven fra nybyggerne, som drog over Atlanten: Ingen individer eller trossamfund skal underlægges totalitære monarker eller almægtige biskopper, sådan som man havde oplevet det i Europa.

I Guds eget land skal loven først og fremmest beskytte borgerne imod staten, og derfor har USA meget liberale love om ytrings- og religionsfrihed og om forældres ret til at opdrage deres børn på deres helt egen måde.

Men den udbredte tolerance giver altså også forstokkede grupper, som de hasidiske jøder, carte blanche til at undertrykke kvinder, tvangsgifte børn og underkende sekulær videnskab.

Børnene undervises for eksempel stadig i, at Jorden er skabt på syv dage; som en afhopper fortalte mig tidligere på dagen:

»Jeg kan huske, at jeg engang læste noget, hvor der stod ’for millioner af år siden’. Det gav slet ikke mening for mig. Og hvad var en dinosaurus for noget? Det tænkte jeg meget over.«

Modig fyr

Havde jeg levet mere konsekvent efter devisen ’I’ll try anything once’, havde jeg naturligvis takket ja til spontan gadesex med en hasidisk jøde i Brooklyn – det ville have været en ordentlig én til livs-CV’et. Men det går ikke.

»Jeg tror, du vil være rigtig god til det,« forsøger den unge mand, og hans øjne skinner så forhåbningsfuldt og liderligt bag de tykke plastikbriller.

Jeg siger noget med, at jeg har en kæreste, og at jeg godt kan lide piger, og han ser meget skuffet ud.

Så taler vi lidt om internettets vide verden, og han siger, at han både har en almindelig smartphone og en såkaldt ’kosher phone’ med en masse ortodokst software, der filtrerer den moderne verdens smuds fra. Han fortæller også, at han tit spørger tilfældige mænd på gaden, om de har lyst til at have sex.

»Der er rigtig mange, der siger nej. Men nogle siger ja.«

Sikke en modig fyr, og sikke en hård religion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu