Læsetid: 6 min.

En større fortælling om at blive voksen

Hvornår bliver man voksen? Det spørgsmål tumler man med gennem hele livet, mener manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg, der nu instruktørdebuterer med ’I blodet’, et sansemættet drama om fire venner i begyndelsen af 20’erne
Manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg, der her ses imellem to af sine skuespillere under optagelserne til ’I blodet’, debuterer som instruktør med en stemningsmættet film om begyndelsen på det svære voksenliv. Foto: Scanbox

Manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg, der her ses imellem to af sine skuespillere under optagelserne til ’I blodet’, debuterer som instruktør med en stemningsmættet film om begyndelsen på det svære voksenliv. Foto: Scanbox

13. september 2016

TORONTO – »Det der med at blive voksen er et rimelig langstrakt, elastisk projekt for os mennesker,« siger Rasmus Heisterberg.

»Jo bedre man lærer sig selv at kende, jo bedre kan man navigere i det, der er rigtigt for én. Som 23-årig tænker man måske, at ’hvis jeg står på skateboard og har rødt hår, så er jeg mere ægte end en fyr på 40.’ Og så kan man sidde der som 40-årig og tænke, ’ja ja, jeg ved godt, hvad jeg har lyst til søndag morgen, og det ved man ikke som 23-årig.’ Som 23-årig leder man efter den ro, 40-årige har, og som 40-årig længes man efter den frihed, man har som 23-årig, hvor man kunne stå på skateboard eller taget til Ibiza, eller hvad fanden man nu havde lyst til.«

Det er det tematiske spænd i den danske manuskriptforfatters instruktørdebut, I blodet, der handler om fire venner i begyndelsen af 20’erne og foregår i løbet af tre sommermåneder, hvor deres venskab sættes på prøve af alt fra forelskelse og jalousi til parforhold og et vordende voksenliv.

»Jeg synes, at det er en større fortælling om at blive voksen,« siger 41-årige Heisterberg, da jeg møder ham på filmfestivalen i Toronto, hvor hans film har verdenspremiere.

»Hvornår bliver man voksen? Filmen laver et nedslag en bestemt sommer, men for mig er det en eksistentiel konflikt eller et eksistentielt spørgsmål, som bliver ved med at trække i os. Og så handler filmen om det her frihedsbegreb. Man kan gøre, hvad man vil, når man er ung. Man har ansvarsløsheden, og den skulle sætte én fri, men så finder man ud af, at det gør den måske ikke nødvendigvis. Det spørgsmål brænder stærkt, når man er i 20’erne, og det bliver ved med at brænde.«

Identitetssøgende fortælling

Rasmus Heisterberg er bedst kendt som manuskriptforfatteren, der sammen med Nikolaj Arcel har skrevet effektive og populære genrefilm som Mænd der hader kvinder, Kongekabale, De fortabte sjæles ø, Sandheden om mænd og den Oscarnominerede En kongelig affære, de sidste fire alle instrueret af Arcel. De to har også siddet sammen i Hollywood og blandt andet skrevet på egne projekter og en film om Robert F. Kennedy til Matt Damon, men alt imens Arcel lige nu er i gang med efterarbejdet på sin længe ventede Stephen King-filmatisering The Dark Tower, har Heisterberg altså valgt – for en tid i hvert fald – at rejse hjem til Danmark for at lave I blodet, der umiddelbart er noget ganske andet end hans tidligere film.

I blodet er et stemningsmættet, karakterbårent drama, der i højere grad lever af sine personer og en visuel og lydlig sanselighed end af en traditionel, fremadskridende handling. Og det er fuldt ud bevidst, at han bevæger sig i den retning, forklarer instruktøren.

»Det har været en lang proces at nå hertil. Det er ikke en pludselig åbenbaring. Jeg synes egentlig også, at Sandheden om mænd og En kongelig affære trak i den retning og var meget mere karakterbårne end vores tidligere film. Men I blodet er en meget lystbetonet film, det har været lystfyldt at lave den. Måske er det en af dem, jeg har gået med i maven et stykke tid. Jeg har altid haft lyst til at fortælle noget om de år. Jeg tror ikke, at jeg havde historien på forhånd, men den er jo også forholdsvis lille i filmen. Følelsen og stemningen omkring den tid, hvor man er i begyndelsen af 20’erne, kunne jeg dog huske. Det er en identitetssøgende fortælling.«

Heisterberg holder en pause og siger så: »Der er helt klart en anden side af mig, som graviterer imod det europæiske og især det franske, som den her film aspirerer til. Den trang er ikke blevet udlevet i samarbejde med Nikolaj eller i det hele taget på de andre film, jeg har skrevet. Det er måske også en modningsproces. Det handler også om at vende tilbage til noget af det, jeg er opfostret med i min familie – de film, jeg er blevet tvunget til at se af mine forældre. Og nu har jeg lært, at det faktisk var meget fedt at blive slæbt med på museum eller i biografen for at se Éric Rohmer.«

Større intimitet

Det hovedsageligt at fortælle med stemninger, billeder og personer i stedet for med handling giver en filminstruktør nogle andre muligheder – måske endda en større palette at arbejde med – og det kan skabe et nærvær, som genrefilmen kan have svært ved at opnå, mener Rasmus Heisterberg.

»Jeg synes, at jeg har fået øje for, hvad det er for et temperament, der er på færde i den slags stemningsbårne film. De har et større nærvær og en større intimitet i forhold til de personer, de fortæller om. Jeg har arbejdet så meget med film, der er plotdrevne og bygget op omkring genrekonventioner, og jeg får lidt distance til personerne, hvis dramaet sættes på spidsen – ’han mister sin hustru, og så er det meningen, at vi skal føle for ham.’ Det at trække det ned til noget, der er mere ordinært eller normalt, skaber for mig en større følelsesmæssig ræsonnans.«

Jeg kan ikke dy mig for at spørge – med Heisterbergs ord om menneskets langstrakte, elastiske projekt in mente – om han således føler, at han selv er ved at blive voksen.

»Jamen, er det ikke det, det hele handler om?«

Han smiler.

»I blodet er jo ikke autofiktion. Det er det ikke. Men det er en mærkelig størrelse. Selvfølgelig er filmen et tilbageblik på, hvad jeg synes, jeg selv gik igennem emotionelt, da jeg var i begyndelsen 20’erne. Men det er også en refleksion over det, fortalt fra mit ståsted. Hvis man skal sætte det lidt firkantet op, så er det måske mere en film om ungdom, end det er en ungdomsfilm. Jeg har ikke kigget på tendenser i ungdommen eller forsøgt at finde ud af, hvad generationsportrættet i 2016 skulle beskæftige sig med. Jeg har skrevet filmen ud fra mit eget følelsesmæssige perspektiv. Både hvad jeg kan huske, og hvad jeg tænker er mit eget ståsted i livet, nu hvor jeg er 41 år gammel.«

I første geled

Da jeg mødes med Rasmus Heisterberg er der kun nogle få timer til den internationale premiere på I blodet og under en uge til filmens danske premiere, og opmærksomheden omkring ham og filmen er stor.

»Det er skidespændende,« siger han, men erkender også, at han glæder sig til, at al hurlumhejet er forbi, og han kan komme tilbage til det, han bedst kan lide, nemlig at skrive. Heisterberg har flere møder om potentielle projekter i Toronto, og han har sagt ja til at skrive på en franskproduceret miniserie.

»Det er kun fire måneder siden, at jeg blev færdig med filmen, og det er ikke specielt lang tid i premieresætningsregi. Men jeg har været sindssyg dårlig til at sætte to sætninger sammen i den tid, og det havde jeg egentlig troet, at jeg ville være erfaren nok til at gøre, bare skrive videre, så jeg var i gang med noget nyt, når filmen havde haft premiere. Nu har jeg så også fået tvillinger, og det har haft en betydning.«

Det er langt fra første gang, at en af Heisterbergs film har premiere – han har efterhånden mange manuskripter bag sig – men situationen er alligevel noget anderledes, fordi han ikke blot har afleveret sit manuskript til I blodet til en anden instruktør, men selv har fulgt det helt til dørs.

»Jeg står i første geled denne gang,« siger han.

»Tidligere har jeg for det meste kunnet gemme mig bag Nikolaj og andre. Nu har jeg jo virkelig for en gangs skyld selv skullet gøre mig umage. Jeg kan godt lide at sidde lidt i baghånden, men det kan man ikke, når man instruerer. Så skal man stille sig op. Jeg har ikke engang nogle kendte skuespillere, der kan tage den for mig. Men det er helt fint. Det er også sjovt at gå linen ud, og nu vil man virkelig gerne ud og slå på tromme for filmen – når ens lille baby skal kastes ud i verden, for alle jer ulve.«

’I blodet’ har premiere på torsdag og bliver anmeldt her i avisen på fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu