Læsetid: 8 min.

Studielivet førte kvinder ind i modstandskampen

Universiteterne udgjorde en vigtig platform for rekruttering af folk til modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Kvindelige studerende agerede alt fra kurerer over sygeplejersker til sprængstofeksperter og trak på den viden, de havde med sig fra studierne
Kultur
9. september 2016
Den 31. oktober 1944 angreb det britiske luftvåben Aarhus Universitet. Her havde det tyske sikkerhedspoliti Gestapo i 1943 beslaglagt kollegiebygningerne 4 og 5, hvorfra de i 1944 var godt i gang med at optrevle hele den jyske modstandsbevægelse. Bygningerne og Gestapos arkiv over modstandsbevægelsen blev jævnet med jorden, og omkring 75 mennesker mistede livet – heriblandt 11 danskere. I dag er det eneste synlige spor et skudhul i et rækværk på en af kollegiebygningerne.

En sommerdag i 1938, mens hun stadig gik i gymnasiet, ændrede Hedda Lundhs livsbane sig for altid.

Hun var vokset op i et trygt middelklassehjem på Sjælland, men under en udveksling i Wittenberg i Tyskland forelskede hun sig i en ung mand, der bar sort uniform.

Hendes kærlighed bristede, da han på en af deres cykelture med glæde og stolthed viste hende en nedbrændt synagoge.

Kimen til hendes modstand mod nazismen var lagt. Få år senere var Hedda Lundh – der nu var gået i gang med at studere Litteratur ved Aarhus Universitet – blevet ekspert i sprængstof.

Universitetet var som andre institutioner i samfundet under pres og påvirket af besættelsen. Men det var også et sted, hvor kulturel og politisk modstand mod nazismen blomstrede, og hvor mænd såvel som kvinder blev introduceret og rekrutteret til modstandskampen.

Om dagen var Hedda Lundh litteraturstuderende, om aftenen og natten udførte hun sit farlige undergrundsarbejde. Det var flere gange ved at gå galt. En aften kørte hun med cykelkurven fuld af sprængstof og instruktionsmateriale direkte ind i en tysk razzia:

»Jeg stod pænt af cyklen – hvad skulle jeg ellers gøre? En vred tysker kom løbende hen imod mig, tænkte jeg. Nå så er det sket. Los, los, skreg han og viftede mig væk. Modvilligt stod jeg på cyklen, idet jeg kastede nysgerrige blikke på de andre, der blev undersøgt, men jeg blev jaget videre, indtil jeg kom til afspærringen. Da jeg kørte videre rystede cyklen så jeg slingrede.«

Studenterforeningen inviterede Hitler

Mens nogle universitetsstuderende uddelte illegale flyveblade og udførte sabotageaktioner, var andre tiltrukket af nazismen.

I 1930 havde Studenterforeningen – som det ’moderne’ Studentersamfundet i 1882 var opstået som alternativ til – der i mere end et århundrede havde fungeret som et samlingssted for studerende, inviteret Hitler til at tale ved et arrangement for foreningens medlemmer.

Han meldte afbud og i stedet gjorde de klar til at sende Hermann Göring, der fra begyndelsen spillede en central rolle i det tyske nazistparti og senere bestred posten som rigsdagspræsident under Hitler. Sagen endte med, at Udenrigsministeriet greb ind og forbød besøget.

Hedda Lundh var som barn i 1920’erne en ’drengepige’, der med kortklippet hår klatrede i træer og gik til spejder. Ifølge Dansk Kvindebiografisk Leksikon var der for Hedda Lundh ingen forskel på, hvad en kvinde og en mand burde og kunne gøre.

Foto: Fra Hedda Lundhs erindringer ’Ikke noget teselskab’

Diskussionerne om nazismen og andre ideologier fortsatte imidlertid intenst i det danske studentermiljø.

At komme ind på universitetet i 1940’erne var derfor også at komme ind i en verden af ideologiske kampe med en underverden af modstandskæmpere, og med en dagligdag præget af truslen om besættelsesmagtens indgriben.

Undervisningstimerne var blevet barberet ned, og fra slutningen af 1943 var det kun få, der kom til forelæsningerne af frygt for besættelsesmagtens arrestationer, som man havde set det i Oslo.

Mange studerende holdt sig hjemme af frygt for at blive taget med til afhøringer. For at opretholde en vis kontinuitet i de studerendes læring rykkede mange undervisere undervisningen hjem i privaten, hvor man i sikkerhed kunne have frie diskussioner.

Også på andre måder var universiteterne i 1940’erne anderledes i dag. Hvor man i dag diskuterer begrænsninger i optaget på de højere læreanstalter, var universiteterne i 1930’erne og 1940’erne i høj grad et sted for de velbemidlede danske unge med en god portion kulturel og social kapital i deres brune lædertasker.

Det var få forundt at gå på universitetet. Den sociale og økonomiske diversitet var til at overse, men studielivet bar i høj grad præg af faglige og politiske diskussioner.

Pensionat med sovs og kartofler

Begrebet ungdom havde endnu ikke ramt Danmark i 1940’erne, og mange af de studerende, som netop havde taget hul på det alvorlige voksenliv, flyttede ind på et af byens mange pensionater, hvor der både var sovs, kartofler og ’orden på sagerne’.

Den 18 årige Lis Jensen fra Jylland tog efter sin studentereksamen afsted til København, hvor hun flyttede ind på enkefru Gunna Elholms pensionat, der lå på Øster Farigmagsgade. Her oplevede hun den strikse sociale kontrol, der mødte de unge på pensionaterne.

»Der kom en student fra Sorø Akademi, der flyttede ind lidt efter mig, og vi to blev meget forelskede i hinanden. Men det var ikke sådan, at vi fik lov til at overnatte hos hinanden. Så måtte vi stå skoleret, hvis hun [Gunna Elholm] fik fornemmelsen af, at der foregik lidt for meget. Så det tog hun sig lidt af,« skrev Lis Jensen i sin dagbog.

De studerende, der ikke boede på pensionater, kunne finde et værelse på et kollegium. Kollegielivet var allerede i 1930’erne præget af ideologiske sammenstød, og der blev blandt andet kæmpet om, hvilken litteratur, der skulle stå fremme i fællesstuen, da kollegierne både var befolket af folk med hang til nazistisk tankegods og flammende kommunister.

Fra læsesal til modstandskamp

På universiteterne var tolerancen over for nazisterne i 1940’erne lav, og trods enkelte pronazistiske undervisere var størstedelen af de ansatte og studerende kritiske over for nazismen.

Studenterforeningen havde også lagt interessen for Hitler bag sig og arrangerede i stedet møder med Dansk Samlings ledere for fulde huse. De nazistiske underviseres forelæsninger blev boykottet, og en studerende blev, da hun mødte op med et nazistisk smykke, angrebet og fravristet sin halskæde.

Livet for de studerende var, som for alle andre, præget af mørklægning, udgangsforbud og luftalarmer. Det lagde dog ikke en dæmper på det sociale liv, der var knyttet an til det stærke faglige netværk, der for mange var en vigtig bestanddel af deres studieliv.

I de faglige organisationer omkring universitetet udveksledes holdninger til og frustrationer over krigen, og de to store illegale blade De danske Studenter og Studenternes Efterretningstjeneste blev etableret.

De fungerede som ventiler og ’meningsdannere’, der forsøgte at påvirke folkestemningen via agiterende indlæg imod den tyske besættelsesmagt. Bladene var skrevet af studerende og henvendte sig i høj grad også til studerende.

Som Hedda Lundh har fortalt om samttidens Aarhus.

»[Der] var miljøer, hvor man ikke kunne undgå at støde på viden om de faktiske forhold og få tilbuddet om ’at gøre noget’. Det gjaldt universiteter og alle de højere læreanstalter, de fleste seminarier, bibliotekerne, sundhedssektoren.«

Sideløbende med sine studier foretog hun jernbanesabotager, skrev til de illegale blade og fungerede som sprængstofekspert for andre modstandsgrupper under engelsk kommando. Efter krigen genoptog hun sine studier på fuld tid og blev i 1952 færdig som mag.art.

Modstandsfolk fra universiteterne udgav illegale blade som f.eks. Studenternes Efterretningstjeneste. Udsnittet er fra 29. august 1944.

Modstandsfolk fra universiteterne udgav illegale blade som f.eks. Studenternes Efterretningstjeneste. Udsnittet er fra 29. august 1944.

Dokument: Det Kongelige Bibliotek

Dem, der blev prikket

Hedda Lundh var langtfra den eneste kvindelige universitetsstuderende, der primært brugte årene under besættelsen på modstandsarbejde. Mens vi er på fornavn, eller i hvert fald dæknavn, med mange af modstandsmændene såsom Flammen og Citronen, er kvinderne mest kendt for deres virke bag manden.

Men zoomer vi ind på landets uddannelsesinstitutioner, har kvinder spillet en aktiv rolle også på frontlinjerne i modstandsarbejdet.

Mens under én procent af Danmarks kvinder var akademikere i besættelsestiden, havde knap otte procent af modstandskvinderne akademisk baggrund, enten som kandidater eller studerende.

Universiteterne kom til at spille en vigtig rolle for rekruttering af kvinder til den modstandsbevægelse, man – på grund af dens illegale karakter – ikke bare kunne melde sig til, men som man skulle ’prikkes’ til for at blive inviteret ind i. For mange blev studiet deres møde med netop denne ’prikkende person’.

Arne Nielsen, der underviste på handelsskolen i Aalborg, bad en aften sine studerende om at lære et digt udenad til dagen efter. Overrasket over sig selv rejste den 18 årige Claudia Espegaard sig på stedet og reciterede et tilfældigt digt om de elskende Else og Henrik.

Underviseren bemærkede hendes ildhu og engagement, og da han havde brug for hjælp med at skrive for modstandsbevægelsen Frit Danmark, var det Claudia Espegaard, han ’prikkede’.

Mænd blev rekrutteret af soldaterkammerater, via fagforeningen, partierne, arbejdspladsen og studierne. Det samme gjorde sig i og for sig også gældende for kvinderne, men da omtrent halvdelen af alle kvinder i 1940’erne arbejdede i hjemmet, var rekrutteringsplatformene begrænsede. For disse kvinder blev det særligt deres partner, der blev vejen ind i modstanden.

I dele af modstandsbevægelsen fik kvinderne nye roller og et større politisk råderum. For stud.mag. Rigmor Schou blev det hendes politiske arbejde i Danmarks Kommunistiske Parti, der førte hende ind det illegale arbejde. Hun producerede optagelser med de danske modstandsaktive og udsendte programmerne på BBC.

De fleste kvinder fik typisk hverv som kurerer, sekretærer, flugthjælpere og logiværter, men som det var tilfældet med Hedda Lundh, arbejdede modstandskvinderne også med våben og sprængstoffer.

I modstandsbevægelsen var der brug for folk med særlig viden – f.eks. blev kemistuderende, bygningstegnere og sundhedsfagligt uddannede centrale for modstandsarbejdet. Det var f.eks. vigtigt at vide, hvor meget sprængstof, der skulle til i en sabotageaktion, hvor på fabrikken sprængstoffet skulle placeres for at gøre mest mulig skade, og hvordan man skulle lappe folk sammen, når modstandsfolkene blev såret under aktionerne.

Ellen Christensen var en af de sygeplejersker, der med tasken under armen kørte ud og hjalp, hvor der var behov. En aften midt i oktober gik det galt for Ellen, da hun var taget afsted ud til en villa i Jægersborg. I huset skulle hun pleje den højprofilerede modstandsmand Citronen (Jørgen Haagen Schmith).

Klokken 00.30 bankede det pludselig på døren. Gestapo trængte ind, og da Citronen anede, at han var blevet opdaget, skød han fra sig. Det lykkedes Ellen af slippe væk, mens Citronens kamp sluttede i huset på Jægersborg.

Betydningsfulde aktører

Kvinderne var med i modstandskampen, og deres rekruttering gennem universiteter og andre læreanstalter blev afgørende for deres aftryk på bevægelsen. Kvindernes er først for nylig begyndt at blive trukket frem i historieskrivningen, og mange af kvinderne har i eftertiden selv bagatelliseret deres indsats.

Ikke desto mindre spillede disse kvinder en afgørende rolle i modstandsarbejdet. Mange blev rekrutteret på deres faglighed og kompetencer, bl.a. via universiteterne. Krigen satte sit tydelige præg på studielivet, og modstandsarbejdet betød for mange en uplanlagt pause fra bøgerne og et ganske andet liv, end de havde forestillet sig.

For nogle kvinder blev krigens slutning også slutningen på en historisk parentes, hvor de havde indgået som en ligeværdig del af et sammenhold, der sluttede, da nazisterne havde forladt Danmark, og et frit land igen vågnede i maj 1945.

Kilder: Modstandskvinden Kate Flerons bog ’Kvinder i modstandskampen’. Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck, 1945. Dokumentar tv-serien ’Danske kvinder i modstandsbevægelsen’ fra 2002, instrueret af Pia Fris Laneth og Li Vilstrup Hedda Lundhs erindringer ’Ikke noget teselskab – Var vi terrorister?’. Museum Tusculanum, 2002. Interviewbogen ’Om lidt er de borte. Modstandsbevægelsens topfolk fortæller til Ninka’. Anne Wolden-Ræthinge. Gyldendal, 2005. Interviewbogen ’Modstandskvinder. Kvinder i den danske modstandsbevægelse fortæller’. Kathrine Læsøe Engberg. People’s Press, 2009. Antologien ’Nazismen, universiteterne og videnskaben i Danmark’. Redigeret af Palle Roslyng-Jensen, Karl Christian Lammers og Niklas Olsen. Museum Tusculanum, 2015. Mette Tapdrup Mortensens phd.-afhandling ’Et hjem i byen? Pensionater som urbant mikrokosmos ca. 1880-1960erne’. 2010. Udgivet som bogen ’Pensionatets kulturhistorie. Fællesskab, flirt og frikadeller’. Aarhus Universitetsforlag, 2015.

Mathilde de Kruiff er foredragsholder og historiker, cand.mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her