Læsetid: 9 min.

Subkulturen Se og Hør

Retssagen mod tidligere ansatte på ugebladet Se og Hør giver uge for uge et indblik i, hvad der skete på Se og Hør. Men der mangler stadig svar på et af de centrale spørgsmål: Hvad fik en gruppe af velbetalte og veluddannede journalister og redaktører til at bryde deres egen etik og måske straffeloven?
Det var journalist Ken Bjørnskov Rasmussen, der i 2014 startede Se og Hør-sagen  med sin bog ’Livet, det forbandede’.

Det var journalist Ken Bjørnskov Rasmussen, der i 2014 startede Se og Hør-sagen  med sin bog ’Livet, det forbandede’.

Jens Dresling

21. september 2016

Ken Bjørnskov Rasmussen er på mange måder sagens hovedperson. 

Det blev han, da han i foråret 2014 udgav bogen Livet, det forbandede og startede en af de mest omtalte sager i dansk mediehistorie. Det var han i månederne efter i pressen.

Og det var han igen torsdag, da han som tiltalt i sagen klokken lidt i ni kom gående gennem retsbygningen i Glostrup med baseballkasket og mørke solbriller, en pose fra apoteket i den ene hånd og en lille rullekuffert i den anden, ned ad gangen, til højre ind i retslokale F4, forbi rækkerne af journalister og hen til sin plads på forreste række.

Han trak stolen ud og satte sig. Foran ham stod en mikrofon og en lille stabel med hvide plastikkrus.

Langs kanten af bordet havde hans forsvarer stillet omkring ti hvide ringbind op på en række, så Ken Bjørnskov Rasmussen kun lige kunne kigge op over den øverste kant og tværs over retslokalet på anklageren. Foran anklageren lå to bøger, et bind af Karnovs Lovsamling og et eksemplar af Livet, det forbandede.

Med afhøringen af Ken Bjørnskov Rasmussen gik retssagen mod de tidligere ansatte på ugebladet Se og Hør ind i sin anden uge.

Fire af de i alt 20 retsdage er afholdt, fem af i alt syv journalister og redaktører er afhørt, og to er blevet dømt.

Derudover har mediehuset Aller fået en bøde på historiske 10 millioner, og det er tid til at gøre status og kigge tilbage på nogle af de centrale spørgsmål i sagen, hvor en tidligere ansat i Nets er tiltalt for ulovligt at have videregivet informationer om kendte danskeres kreditkorttransaktioner.

I alt syv tidligere ansatte på Se og Hør er tiltalt for at have medvirket til dette og dermed for at have medvirket til overtrædelse af den såkaldte hackerparagraf i straffeloven. Hvad er der sket? Hvordan kunne det ske? Hvem gjorde hvad og hvorfor? Hvem har ansvaret?

Redaktionel praksis

I løbet af de kommende uger skal retten forsøge at finde svar på de spørgsmål.

Men én ting er spørgsmålet om, hvem der havde det juridiske ansvar, en anden er spørgsmålet om, hvem der havde ansvaret for, at der på Se og Hør i perioden fra 2008 til 2012 opstod en kultur, hvor veluddannede og vellønnede medarbejdere dagligt overtrådte både de etiske regler inden for deres fag og måske også loven i det omgivende samfund.

»Der har været en kultur, hvor man har været enige om at gøre alt for at få fat på den gode historie, herunder også gå over de etiske grænser eller lovens grænser,« siger journalist og ph.d. Lene Rimestad, som har forsket i redaktionel praksis og socialisering. 

»Det samme gælder inden for andre subkulturer, hvor det for eksempel blandt rockergrupper er helt okay at sælge heroin, fordi det gør det muligt at opretholde en høj levestandard. På Se og Hør handler det om at afsløre eller fortælle om rige og kendte menneskers færden, men det handler om det samme at man udvikler sine egne interne normer.«

Klokken halv elleve bad dommeren Ken Bjørnskov Rasmussen tage plads ved en skranke midt i lokalet, og han tog sit hvide plastikkrus med vand, rejste sig fra sin plads blandt de tiltalte, gik gennem retslokalet i sine cowboybukser med svaj og åbne skjorte, forbi de tre dommere og hen til et bord i midten af det aflange retslokale.

Han satte sig. 

»Prøv lige at trykke på knappen, så vi er sikre på, at teknikken virker,« sagde specialanklager Morten Frederiksen.

Ken Bjørnskov Rasmussen trykkede på knappen.

Anklageren startede helt fra starten: Hvorfor ville Ken Bjørnskov Rasmussen være journalist? (Han ville gerne lave fortællende eller undersøgende journalistik). Hvorfor valgte han Se og Hør? (Han havde ikke noget valg). Hvor på listen over hans prioriteringer lå kendisjournalistik? (Helt i bunden).

Omkring 20 minuter inde i afhøringen kom anklageren til et af de centrale punkter i sagen, forholdet mellem de menige journalister og ledelsen.

Ud ad bagdøren

»Hvem var ledelsen?« spurgte anklageren. 

»Der var en ledelsesmetode, der gjorde, at hvis man på nogen måde ytrede sin utilfredshed med noget som helst, så røg man ud ad bagdøren,« sagde Ken Bjørnskov Rasmussen.

»Hvem var leder på det tidspunkt?«

»Kim Henningsen.«

»Hvordan vil du beskrive stemningen.«

»Dårlig.«

Kim Henningsen sad sammen med sin advokat otte meter fra Ken Bjørnskov Rasmussen. I lyseblå skjorte med korte ærmer. Helt fremme på stolen med albuerne på bordkanten og hænderne foldet foran sig, så spidserne af tommelfingrene rørte hans hage. Med blikket rettet mod sin tidligere ansatte.

Ifølge den anden af de to tiltale journalister, Kasper Kopping, var den manglende mulighed for at sige ledelsen på Se og Hør imod i det daglige afgørende for udviklingen af en negativ kultur. Som han skriver i bogen Helt tys tys – Se og Hør indefra:

»For mig var den slags med til at skabe en på mange måder syg kultur, hvor man dårligt turde holde sin kæft, når man vidste noget, man ellers ikke helt kunne stå inde for.«

Ifølge Lene Rimestad er det ikke mindst på de tabloide medier, at nogle personer i ledelserne ikke accepterer, at medarbejderne siger dem imod.

»Men det undrer mig alligevel, at der ikke har været nogen ud af de temmelig mange, som har sagt stop. Måske bare nogen nede i økonomiafdelingen. Jeg forstår ikke, hvordan de har accepteret bilagene, og der kunne man måske have fundet en stopklods, fordi nogen uden for redaktionen kunne have en anden moral,« siger hun.

Hvem bestemte?

Anklageren vendte flere gange under afhøringen af Ken Bjørnskov Rasmussen tilbage til spørgsmålet om, hvem der havde ansvaret på Se og Hør. Det er på den ene side nemt at svare på, for det var den ansvarshavende chefredaktør, som havde ansvaret for Se og Hør. Deraf titlen.

På den anden side er det ikke så enkelt, fordi chefredaktøren kun står til ansvar for medieansvarsloven, og ikke hvis medarbejderne overtræder straffeloven. De tidligere ansatte på Se og Hør er tiltalt for at have udbetalt bestikkelse og for at have medvirket til overtrædelse af den såkaldte hackerparagraf i straffeloven. Strafferammen er op til seks års fængsel.

»Hvem bestemte?« spurgte specialanklager Morten Frederiksen.

Ved siden af ham sad tre andre fra anklagemyndigheden og kiggede mod den tiltalte.

»Chefredaktøren,« svarede Ken Bjørnskov Rasmussen.

»Hvad betyder det at bestemme?«

»Det er ham, der bestemmer, hvad der skal i bladet.«

»Jeg har læst et sted, at der ikke blev sat et komma, uden at det blev godkendt af chefen?«

»Det er korrekt.«

På forreste række blandt de tiltalte og deres advokater sad Ken Bjørnskov Rasmussens advokat. Til venstre for ham sad Kasper Kopping og den hemmelige kilde fra Nets, solbrun, tilbagestrøget hår, hvid polotrøje og sko i strudseskind. Bag ham de tidligere chefredaktører Kim Henningsen, Per Ingdal og Henrik Qvortrup. Alle tre karseklippede.

Henrik Qvortrup var chefredaktør på Se og Hør fra 2002 til 2008, og det var ifølge flere af de tidligere medarbejdere i denne periode, der blev indført en mere agressiv strategi og et nyt slogan: »Der gik vi over stregen – men på torsdag gør vi det igen.«

I retten mandag forklarede Qvortrup ifølge BT, at sloganet »bare var en tilkendegivelse« til læserne. Ikke en opfordring til medarbejderne om at begå ulovligheder. Men strategien indebar også brug af paparazzifotos, en såkaldt stikkerlinje med honorar til anonyme tips og ikke mindst indgåelsen af aftalen med den hemmelige kilde i Nets.

»Hør nu her,« sagde Henrik Qvortrup i retten.

»Der var intet i det her arrangement, der stak ud fra de spilleregler, som vi normalt fulgte på Se og Hør. Det er dagligdag på danske medier, at man får nogle oplysninger fra kilder, uden at man lavpraktisk går ind på, hvordan de oplysninger er kommet for en dag.«

Parallel virkelighed

Ifølge forskningschef i medieret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Vibeke Borberg, handler Henrik Qvortrups forklaring om det helt grundlæggende spørgsmål i sagen: Har han og de andre tiltalte været klar over, at de gjorde noget ulovligt?

»Henrik Qvortrup har forklaret, at han ikke anså det for usædvanligt, at de på Se og Hør samarbejdede med en kilde, som leverede stærkt personfølsomme oplysninger, man normalt ikke kan få adgang til. Det kan være, at han reelt har haft den opfattelse, for eksempel hvis han og de andre på redaktionen har levet i en slags parallel virkelighed, hvor det var normalt at have den slags kilder, og man derfor kan have haft svært ved at skelne mellem lovlige og ulovlige researchmetoder. Men de fleste mennesker ville nok have den opfattelse, at der var tale om oplysninger, man ikke bare kan trække og udlevere. Og helt generelt vil man normalt kunne straffes for en handling, hvis man må have indset, at der var noget galt med det setup, man medvirkede i, også selvom der var en kultur, hvor det var okay.«

Lene Rimestad vil ikke udtale sig om Henrik Qvortrup. Men ifølge hende er det kendt fra andre redaktioner i både Danmark og i udlandet, at arbejdsmetoderne eller -etikken på en redaktion rykkes af en enkelt eller ganske få personer.

»Det kan være nogle få mennesker, som presser andre i en bestemt retning. De siger for eksempel: »Vi skal have den her historie« eller »Nu prøver du sådan og sådan.« Så kan det godt være, at nogle journalister er stærke nok til at sige, at det vil de ikke, men der er også nogen, som går med på den,« siger hun.

Aggressiv kultur

Lene Rimestad nævner den kommissionsundersøgelse, der blev sat i gang i Storbritannien efter skandalen på tabloidavisen News of the World i 2011, og hvor flere medarbejdere fortalte om udviklingen af en mere aggressiv kultur på avisen. Ifølge dem var årsagen til kulturen én bestemt ledende medarbejder.

»Der var blandt andre nogle kvindelige redaktører, som fortalte, at man fik ros for at lave historier, hvor man gik over de etiske grænser. De sagde, at da en bestemt redaktør begyndte på bladet, da forandrede normerne sig. Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden, men et langsomt skred. Så rykkes grænserne. Jeg ved ikke, hvad der er foregået på Se og Hør, og jeg vil ikke dømme Qvortrup. Man skal også have med, at der på nogle de tabloide medier er en kultur, hvor man er parate til at bryde nogle etiske og juridiske grænser for at opnå nogle bestemte historier. Der er en modtagelighed over for, at der kommer en person og rykker grænserne endnu mere.«

En anden årsag kan ifølge Lene Rimestad og lektor i organisation og virksomhedsstudier ved Københavns Universitet Karen Lisa Salamon være en øget konkurrence i sladderpressen.

Fra slutningen af 1990’erne til i dag er læsertallet på Se og Hør faldet fra omkring 1.200.000 til 400.000 om ugen, mens tallet i årene op til ansættelsen af Henrik Qvortrup som chefredaktør i 2002 for første gang i en årrække faldt til under en million. Samtidig var flere nye konkurrenter – som det billige ugeblad Her og Nu – kommet på markedet.

»De sociale medier har også øget presset, og når en branche er presset, så vil ledelsen typisk presse medarbejderne til at finde på stadig nye tiltag for at kunne levere de samme økonomiske resultater som hidtil. Nogle gange bliver det desperat, og der opstår en stemning, hvor man pludselig ser stort på etik og ordentlighed. Sådan en stemning kan også tiltrække folk, der får et kick ud af at overskride grænser, og de kan pludselig komme til at sætte tonen for en hel arbejdsplads, sådan som vi også kender det fra finanssektoren,« siger Karen Lisa Salamon.

Serie

Se og Hør-sagen

En tidligere ansat hos IBM er tiltalt for at have overtrådt den såkaldte hackerparagraf ved uberettiget at have skaffet sig adgang til oplysninger om kendte danskeres kreditkorttransaktioner.

Fem tidligere ansatte på Se og Hør er tiltalt for at have medvirket.

Strafferammen er seks år fængsel.

De første fire af i alt 20 retsmøder af afholdt og blandt andre Henrik Qvortrup afhørt.

Retten forventes af afsige sin dom 24. november.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Mortensen

"Ifølge forskningschef i medieret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Vibeke Borberg, handler Henrik Qvortrups forklaring om det helt grundlæggende spørgsmål i sagen: Har han og de andre tiltalte været klar over, at de gjorde noget ulovligt?"

....det er mig bekendt, ikke nogen undskyldning (andre steder i samfundet) at man ikke vidste det var ulovligt!
Hvis det er vidensniveauet i journalistkredse....pyh...frels dem!

Janus Agerbo, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Hvem tror på, at de ikke vidste, at det var ulovligt?
Det er da den fedeste løgn. Så dumme er de da trods alt ikke på Se og Hør. Det er noget, de siger for at få mindre straf.

Janus Agerbo, Anders Jensen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

"Hvad fik en gruppe af velbetalte og veluddannede journalister og redaktører til at bryde deres egen etik og måske straffeloven? "Tja, spoergsmaalet er maaske interessant, men endnu mere interessant er dog spoergsmaalet:

"Hvad i alverden faar en gruppe danskere, jeg kender ikke bladets oplagstal, til at koebe dette blad ? Jeg mener, danskere er da i almindelighed nogenlunde uddannede og vel ogssa nogenlunde dannede mennesker, saa hvad er det, der i den grad kammer over hos disse bladets kunder ?

Spoergsmaal er ikke nyt for mig, jeg har undret mig i mange aar.

Er det mon den samme gruppe, der sidder foran TV'et i nogle af aftenens bedste timer og lader sig underholde af ja, undskyld men altsaa ikke saerligt begavede programmer ?

Michael Kongstad Nielsen

Jah, Per Jongberg, der vi nok ovre i noget dybdepsykologi, som jeg ikke skal kunne udtale mig om. Jeg har dog bemærket, at samme tendens florere i de tidligere nok så anerkendte, landsdækkende aviser som Politiken, Berlingske og såmænd også Information.

”Hvad fik en gruppe af velbetalte og veluddannede journalister og redaktører til at bryde deres egen etik og moral samt måske straffeloven?”, spørger dagbladet Information en række medieeksperter, som aldrig nogensinde selv har prøvet at sidde omkring bordet ved et redaktionsmøde på Se og Hør med den almægtige chefredaktør for bordenden, for så ville de have den barske erfaring i livet, at der aldrig har eksisteret nogen etik og moral på et billedugeblad som Se og Hør.

Derfor er svaret på spørgsmålet meget enkelt.

Journalisterne og redaktørerne gjorde det, fordi de fik mulighed for at gøre det i samme øjeblik en kollega fortalte dem, at vedkommende havde en god bekendt hos Nets, der mod betaling under bordet var parat til løbende, at lække oplysninger om kendte menneskers aktuelle pengeforbrug og geografiske placering, så Se og Hør kunne slå konkurrenterne på den ene gode historie efter den anden.

Begreber som etik og moral samt ære har aldrig nogensinde eksisteret i arbejdskulturen på Se og Hør, hverken under Henrik Qvortrup eller andre chefredaktører som for eksempel den nu afdøde legendariske Mogens E. Pedersen (MEP), som om nogen var manden gennem sine 28 år i chefstolen fra 1970 til 1998, der gang på gang pressede sine journalister til at overskride alle etiske og moralske grænser i forholdet til kendte mennesker for at få den gode historie i hus.

Arbejdskulturen fra MEP er lige siden gået i arv til de øvrige chefredaktører ud fra overbevisningen om, at man som Danmarks mest kendte billedugeblad altid har kunnet snakke sig ud af de forskellige situationer med de kendte mennesker, når de bliver såret og krænket over en artikel, fordi rigtig mange af de kendtes daglige karrierer er afhængig af løbende positiv eksponering i medierne, hvorfor de undgår at retsforfølge Se og Hør, selv om de brænder efter at gøre det.

Nu gik den så bare ikke længere med svinestregerne for det navnkundige Se og Hør, fordi billedugebladet mødte sin nemesis i skikkelse af den tidligere medarbejder Ken Bjørnskov Rasmussen, der med sin bog ”Livet, det forbandede” afslørede den rådne arbejdskultur hos bladets chefredaktører, redaktionschefer, redaktionssekretærer og journalister, der mod tårnhøje gager samt løbende fest og farver i Se og Hør-regi, valgte at putte deres etiske og moralske kompas ned i en kloak.

Men det juridiske ansvar for det skete, essensen af det som lige nu bliver gennemgået i retssagen, nemlig at Se og Hør overhovedet kunne finde på at bruge en hemmelig kilde hos Nets gennem flere år til ulovligt at hacke kendte mennesker, tilfalder udelukkende de ansvarshavende chefredaktører med folk som Henrik Qvortrup i spidsen, for de har alle som èn været fuldt orienteret om kilden og den ulovlige hacking samt betalingen herfor.

Alt andet er utænkeligt med Se og Hørs mangeårige ledelseskultur.

Janus Agerbo, Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Pedersen

Man skal virkelig være usædvanlig naiv/dum, for at mene at man legalt kan skaffe sig oplysninger om hvor nogen befinder sig/hvad de bruger penge på, via en person, der har adgang til deres kreditkortoplysninger ...
Den slags oplysninger er fortrolige, gentag venligst efter mig f o r t r o l i g e.
Der er ingen i den danske bladbranche der er så stupide, at de kan tro på at man legalt kan fremskaffe den slags oplysninger.
Ganske enkelt. Med et enkelt ord:
Løgn.

Hanne Ribens, Carsten Mortensen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

I bund og grund handler den her historie om at de kendte vil have større kontrol med hvordan deres image plejes. Intet kunne være meget kedeligt.

Jeg fatter ikke, at der kan være nogen som helst tvivl om ulovligheden i den sag. Fortrolige oplysninger er stjålet og købt af bladet. Ren og skær bevidst hæleri!

Den, Dirch Passer gav en lagkage i hovedet, var afdøde Mugge (ham med bowleren, I ved).
Baggrunden var, at Mugge havde forsøgt at fritte Dirchs datter Josephine, der på det tidspunkt stadig var en lille pige, ud om forældrenes forestående skilsmisse.
Desværre var der ingen, der var hurtige nok til at forevige seancen, så hele sceneriet måtte gentages til ære for fotograferne.