Læsetid: 8 min.

’Sumpen vokser hurtigere, end vi kan nå at dræne den’

Snopes hedder en tjeneste, der har sat sig for at korrigere de falske rygter, vandrehistorier, fordrejelser og propagandaspin, der breder sig på internettet – det er der god brug for i en tid, hvor selv præsidentkandidater skamløst dyrker løgnen
Snopes hedder en tjeneste, der har sat sig for at korrigere de falske rygter, vandrehistorier, fordrejelser og propagandaspin, der breder sig på internettet – det er der god brug for i en tid, hvor selv præsidentkandidater skamløst dyrker løgnen

Line Høstrup/iBureauet

16. september 2016

Vil man finde sandheden på internettet, er den mest naturskønne vej at tage en afkørsel nord for Los Angeles på Pacific Coast Highway med det blå ocean skummende til venstre og de solbeskinnede bakker til højre.

Fortsæt så mod Malibu Canyon Road og drej derefter skarpt til højre og kør i cruisetempo gennem de egetræs- og kalabastræ-omkransede alleer og forbi de smedjernsindhegnede palæer, der er hjemsteder for folk som Justin Bieber, Kim Kardashian og Mel Gibson.

Fortsæt videre frem, indtil du når et besynderligt og spejderhytteagtigt udseende træ- og murstenshus med et amerikansk flag på verandaen.

Her bor David Mikkelson.

Det ligner et udmærket udgangspunkt for en vandretur eller et ponyridt.

Men i virkeligheden er huset her det ideelle sted, hvis man vil dykke ned i løgnehistorier som nu den om, at Hillary Clinton skulle have stjålet møbler fra Det Hvide Hus for 200.000 dollars, eller den om Donald Trump, der skal have kaldt det republikanske vælgerkorps for »den dummeste vælgergruppe« eller den om Black Lives Matter-demonstranterne, der skal have opfordret til »drab på panserne«, eller den om Nicolas Cage, der skal være omkommet i en motorcykelulykke, eller den om, hvorledes tyggegummi er syv år om at passere gennem fordøjelsessystemet eller den igen om, hvorledes hår vokser sig tykkere efter at være barberet.

Eller den, hvis du virkelig vil vide besked, om, at Richard Gere engang fik fjernet en død hamster fra sin anus på Cedars-Sinai hospitalet.

Læs også: Farvel til oplysningstraditionen – goddag til middelalderlig magtpolitik

Mikkelson ejer og bestyrer Snopes.com – en uhyre populær faktatjekker-hjemmeside, som afliver vandrehistorier, ammestuehistorier, falske nyheder, sjusket journalistik og politisk spin.

Det begyndte som en hobby og udviklede sig til en professionel hjemmeside, som millioner nu forlader sig på som løgnedetektor.

Hver eneste dag undersøger dens hold af forfattere og redaktører de seneste ny påstande, der giver genlyd på internettet med henblik på at afgøre, om de er falske, sande eller befinder sig et eller andet sted midt imellem.

»Stadig flere mennesker vælter stadig flere urimeligheder ud på internettet, og antallet af sites, der pumper det her materiale ud, bliver ved at vokse«, siger Mikkelson, der viser sig at være en munter fyr med ironiske glimt i øjet og lavmælt stemme. »Jeg er ikke sikker på, at jeg vil gå så vidt som til at sige, at vi lever i en postfaktuel tidsalder, men der er sket en åbning af sluserne, så alt i dag kan strømme igennem, og jeg vil sige, at lige nu vokser sumpen hurtigere, end vi kan nå at dræne den«.

Sandt elller falsk?

Midt i en tid med terrorangreb, Brexit og Trump som republikansk præsidentkandidat har behovet for akkurate og sande oplysninger sjældent føltes mere påtrængende.

Vi befinder os ganske vist i en tid med den frieste adgang til viden i historien. Men selv om vi kan finde skatte af data og fakta for enden af vores fingerspidser, og selv om internettet synes på vej til at virkeliggøre H.G Wells gamle drøm om en ’verdenshjerne’, oversvømmes vi af endnu højere tidevandsbølger af propagandaløgne, nonsens og bizarre rygter.

Og selv om de falske påstande om f.eks. Barack Obamas kenyanske statsborgerskab eller Storbritanniens ugentlige indbetalinger til EU bliver eksponeret som falske, bliver rygtesmedene, løgnhalsene og propagandisterne ufortrødent og hæmningløst ved — og er på vej til at vinde.

»Vores behov for faktatjek-tjenester er blevet større end nogensinde«, siger John J. Pitney, en professor i politologi på Claremont McKenna College, Californien, der ofte henviser til Snopes på sin blog. »Med Trump har vi fået en præsidentkandidat fra et af de store partier, der ikke nøjes med at fordreje kendsgerninger eller skjule sandheder, men som også konstant fortæller enorme, åbenlyse og skamløse løgne«.

Mikkelson, 56, er drenget med tandsmil og genert attitude. Da The Guardian møder ham i hans domicil, er han netop i færd med at gennemgå den typiske dagsration af nye skøre onlinehistorier.

Har Trump virkelig skænket 10.000 dollars til en buschauffør, der har reddet en kvinde fra at hoppe ud fra en bro? Det viser sig at være korrekt.

Læs også: Hvorfor er vælgerne ligeglade med politikernes løgne?

Har de kinesiske restauranter i Pretoria, Sydafrika, fået tilladelse til at sælge hundekød? Falsk.

Har den evangeliske pastor Franklin Graham virkelig sagt, at kristne risikerer at havne i dødslejre, hvis de ikke støtter Trump? Falsk.

Skal transkønnede studerende i Wisconsin virkelig til at bære identifikationsarmbånd? Dette vides endnu ikke.

Flere gange under interviewet i sit hjem og senere under frokosten konsulterer Mikkelson sin tablet, fordi strømmen af nyheder eller af, hvad der giver sig ud for at være nyheder, er uophørlig.

Fremkomsten af ​​Snopes og lignende sites såsom FactCheck.Org, TruthOrFiction.com og PolitiFact.com rejser flere spørgsmål: Hvem producerer alle løgnehistorierne? Hvorfor hopper så mange folk på dem og deler dem videre?

Tekøkkenkontor

Mikkelsons rustikke hus, gemt af vejen i San Fernando Valleys bakker, virker ikke som det optimale hovedkvarter for monitorering af verdenssystemet af indbyrdes forbundne computernetværk.

Telefonsignalet er svagt, og internetforbindelsen sætter nogle gange ud (Mikkelson måtte ved præsidentvalget i 2008 bruge wifi-nettet fra et nærliggende hotel).

Den tidligere ejer føjede nye tilbygninger til efter et tilfældigt mønster, der giver indtryk af et vanvittigt aflangt sommerhus bygget op omkring en indre labyrint.

Mikkelson arbejder fra sit lille tekøkkenkontor, som han deler med sin kat. Hans seks journalistiske medarbejdere og redaktører er spredt over hele USA, hvortil kommer yderligere seks it-medarbejdere i San Diego – lønningerne til dem alle finansieres gennem reklameindtægter.

Bogreoler er stillet op langs alle vægge i huset: Her er bind på bind om Hitler, Disney, Titanic, J. Edgar Hoover, ordsprog, citater, fabler, grammatik, Beach Boys, top 40-pophits, baseball, Charlie Chaplin – alle slags emner.

Læs også:Lever vi virkelig i det postfaktuelle samfund?

Han antog Snopes – navnet på en korrupt familie i en trilogi af William Faulkner romaner – som sit ’nom-de-net’, da han og Barbara grundlagde sitet i 1994 i den hensigt at undersøge myter og røverhistorier – ufoer, falske månelandinger – og dengang var publikum begrænset til en lille hengiven skare af følgere.

Da Mikkelson blev afskediget fra sit job, brugte han alle sine overskydende penge og tid på at opgradere sitet.

Så smadrede al-Qaeda World Trade Center.

Der kom en enorm tilvækst af rygter og konspirationsteorier. De efterfølgende krampetrækninger viklede Snopes stadig dybere ind i politisk betændte spørgsmål i takt med, at store dele af offentligheden blev stadig mere giftigt polariseret.

I den proces har tjenesten vundet horder af nye fans kendt som snopesters.

Mikkelson siger, at han ikke i noget omfang er drevet af politiske holdninger, kun af sin skepsis.

»Jeg har ikke den helt store tiltro til politikerne. Den kandidat, jeg skulle stemme på, skulle hæve sig over de sædvanlige primitive slagsmål,« siger han. »Jeg har stadig til at gode at finde ham«.

Brug for nye filtre

Mainstreammedier er trods alle deres fejl ikke tilbøjelige til at fare videre med »alt muligt sludder«, siger han, men eksplosionen i de sociale medier har fjernet mediernes funktion som de vogtere, der skiller skidt fra kanel, og i dag kan alle blive selvudgivere og levere deres eget indhold. En hel hjemmeindustri af løgnerskribenter er vokset frem.

Nogle sociale medie slår hurtigere an end de traditionelle nyhedskanaler, som ofte reagerer ved at vidererapportere rygterne, hvorved misinformationen forstærkes.

»Hvis et indlæg om noget kontroversielt på Facebook kun tyve minutter senere kan skabe overskrifter i Daily Mail eller New York Post, bliver alting kun endnu værre. Sagen er den, at vi bliver nødt til at opfinde nye typer gatekeepers«.

Kombinationen af ​​en vanvittig amerikansk valgkamp, terrorangreb og politiskyderier har yderligere forstærket strømmen af misinformationer, men også skærpet appetitten på faktatjek, pointerer Eugene Kiely, direktør for FactCheck.Org:

»Efterspørgslen efter at kunne drage politikerne til ansvar for falske påstande har aldrig været højere. Vores hjemmeside satte sidste år rekord for webtrafik og gør det igen i år med sidevisninger, der steg med 146 procent«.

De andre faktatjek-tjenester kan fortælle om noget lignende.

Læs også: Den konservative højrefløj har skabt et postfaktuelt monster, der truer med at æde hele det republikanske parti

Faktatjek-tjenesterne er på det seneste gået over til at dele resultaterne af deres undersøgelser med medier som USA Today og MSN.com, hvilket giver et endnu større publikum, siger Kiely. Trumps og Hillary Clintons ringe troværdighed i ratings viser, at faktatjek-tjenesternes arbejde er begyndt at gøre deres effekt, siger han.

»Jeg vil mene, at dette beviser, at offentligheden er opsat på at drage kandidaterne til ansvar«.

Mikkelson sukker over de rygter, der i årevis har kørt om, at den amerikanske regering påtænker at oprette interneringslejre, konfiskere håndvåben eller overdrage nationalparker til FN.

»Det er trættende at blive ved med at aflive de samme falske påstande igen og igen. De fleste af de ting, vi afliver, er så forvrængede allerede i deres udspring, at det er svært at tro på, at de er blevet til ved noget tilfælde.«

Snopes stiller jævnligt skarpt på Trumps løgne og pralerier, men også på de beskyldninger, han får imod sig. Det ’lækkede’ foto af en skaldet, dejfjæset Donald? Falsk.

Og lydklip, hvor han kalder Abraham Lincoln for en uærlig forræder? Et sammenklippet fupnummer med uddrag fra forskellige taler i valgkampen.

Det meget omtalte interview fra People i 1998, hvor Trump kalder Republikanerne for »den dummeste vælgergruppe«. Falsk.

Selv mål for løgne

Mikkelson ser fire hovedkilder til misinformation:

1. Legitime satiresites såsom The Onion, der dyrker fake news-genren, men af og til kan narre de godtroende, kræver kun lejlighedsvis korrektion.

2. Legitime nyhedsorganisationer, der formidler historier, de ikke har efterkontrolleret. F.eks. passer det ikke, at præsident Bill Clinton i Air Force One lod al flytrafik blokere i Los Angeles-lufthavn i 1993, indtil han havde fået klippet sin frisure.

3. Politiske websteder, der fordrejer, som når Breitbart.com tvister en Obama-udtalelse om, at »muslimske amerikanere har ydet deres til at opbygge strukturen i vores nation« til overskriften: »Obama: Muslimer har opbygget selve strukturen i vores nation«.

4. Falske nyhedssites, der opdigter click-bait-historier såsom ’Ted Cruz sendte chokbølger gennem Det Republikanske Parti i dag, da han meddelte, at han vil støtte Donald Trump til præsident, men kun hvis denne offentligt vil støtte et forbud mod onani«.

Sådanne sites har forsøgt at angribe Mikkelson. Når man googler hans navn, støder man hurtigt på påstande om, at FBI skulle have arresteret ham for at være medlem af et ulovligt spillesyndikat, der arrangerer pitbullkampe.

Netmediet News 4 KTLA rapporterede ellers dette med billeder af en sønderrevet, blodig hund og nyheden om, at Mikkelson var blevet anholdt. Det hele var falsk. Nyhedsmediet 4 KTLA findes slet ikke. Billedet er blevet fotoshopmanipuleret og har fået sat Mikkelson hoved på.

Internettet er den store løgnespreder, men hvad der i sidste ende driver misinformationskampagnerne, er menneskets natur, og den er næppe ny.

»En løgn kommer halvvejs rundt om jorden, før sandheden har fået en chance til at tage sine bukser på,« sagde Winston Churchill. Bortset fra at det gjorde han ikke alligevel. Det var vistnok i virkeligheden Mark Twain. Og beviserne for dette er også spinkle.

I dette spørgsmål som i så mange andreer sandheden kun lige ved at række ud efter sine bukser.

Serie

Det postfaktuelle samfund?

Lever vi i en ny epoke, hvor sandheden drukner i virale nyheder og politisk spin? Eller er vi vidne til en ny form for demokrati, hvor folket endelig kan komme til orde? I denne serie sætter Information tænderne i et begreb, som stadig flere bruger i flæng: Det postfaktuelle samfund.

Vi undersøger, om USA’s konservative medier selv har skabt ’the Donald’, og vi taler med den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, om demokrati og folkelige frustrationer. Senere spørger vi: Er det postfaktuelle samfund bare elitens måde til at lukke munden på underklassen? Og har memes og Facebookaktivister ødelagt den politiske debat? Velbekomme.

Seneste artikler

  • Det er forestillingen om fakta, der er i krise

    8. oktober 2016
    Påstanden om, at vi lever i ’det postfaktuelle samfund’, er måske 2016’s mest omsiggribende samtidsdiagnose. Måske udtrykker den en fundamental ’krise’ for de samfundsteoretiske grundantagelser, der har hersket i de vestlige demokratier siden Murens fald
  • Berlusconi realiserede det postfaktuelle demokrati

    26. september 2016
    Ytringsfrihed er kun et gode på baggrund af respekt for faktuelle kendsgerninger. Italien kæmper stadig med følgerne af offentlige usandheder i industrielle mængder
  • Fukuyama: Vesten er trådt ind i en helt ny politisk epoke. Og det er forfærdeligt

    19. september 2016
    I 50 år har den politiske samtale i Vesten været tøjret til folkelige bevægelser, stærke institutioner og politiske midterpartier. De indrammede den politiske samtale. Nu sejler det hele. Sandheden flyder rundt. Og det er forfærdeligt, mener den berømte politolog, Francis Fukuyama
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Niels Duus Nielsen
Benno Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når folk tager gakkede gangarter alvorligt, så fordufter humoren... så lad være med det, og få indtil flere små kluk-le. Nettet er skide godt.

Har vi ikke altid haft løgnhistorier om dem der er anderledes jøder, indvandre og folk fra Aarhus... sumpen har den samme størrelse som den altid har haft, men antallet der har tabt troen på en bedre fremtid er øget drastisk og de har brug for nogen eller noget som de kan give skylden - intet nyt under solen...:-(