Traumer og avantgarde i Sydvestens Paris

Der er nogle få, men vigtige regler, som White Feather beder de besøgende om at overholde i Tiwa-folkets del af Taos.

For eksempel må man ikke fotografere til kommerciel brug eller vade ind de steder, hvor bykort eller opsatte skilte angiver, at der er adgang forbudt. White Feather ser venligt og myndigt alle i øjnene og fører roligt gestikulerende turistgruppen med sig.

Man skulle mene, at reglerne var til at forstå for selv den mest emsige turist, men Nordamerikas oprindelige folk har århundreders erfaring for, at man ikke kan trække sine grænser for tydeligt.

Kun en lille del af Tiwa-folket bor i dag i deres oprindelige landsby, der hedder Taos Pueblo og ligger for foden af et helligt bjerg nær Rio Grande i New Mexico, halvanden kilometer uden for den nyere Taos by.

Taos Pueblo vil gerne have besøg, og indbyggerne lever også delvist af det, men de par hundreder af The Red Willow People, som Tiwa-folket også kalder sig, der stadig bor i de forfædrende områder, skal også kunne have et privatliv.

Landsbyen er en af de ældste bevarede oprindelige folks byer i USA, og White Feather tilbyder rundvisningerne dels for at finansiere sin universitetsuddannelse i offentlig forvaltning – han er den første college-studerende i sin familie – dels fordi det giver mulighed for at fortælle nordamerikansk historie fra oprindelige folks perspektiv. Det sker nemlig ikke så tit.

»Desuden er uddannelse et vigtigt redskab til at håndtere historiens traumer,« siger White Feather.

Fastboende indianere

Mange af de folk, europæerne kaldte indianere, levede nomadisk, men nogle som for eksempel Tiwa-folket var agerbrugere og grundlagde byer, senere kaldet pueblos. Tiwaerne har i dag en vis grad af selvstyre i deres 384 kvm. store område – en form for teokrati, kalder White Feather deres system – og egne skoler op til 8. klasse.

Området rummer også stadig Tiwa-folkets hellige huler, de såkaldte ’kivas’, og indbyggerne udfører stadig årlige pilgrimsrejser til den hellige sø, ligesom de stadig, eller måske snarere igen, bruger det nærliggende hellige bjerg til ritualer.

Deres jord blev inddraget under Præsident Roosevelt, men i 1970 fik Tiwa-folket under præsident Nixon dele af den tilbage, herunder bjerget. Siden har de afvist ethvert ’tilbud’ om kommerciel udvikling af forfædrenes jord.

Bjerget har uerstattelig værdi i sig selv, er Tiwa-folkets politik, og ud over dets betydning i spirituelle ritualer er det også bjerget, der sikrer, at det livsvigtige vand stadig er rent i Taos-området.

Respekten for naturen er en af de grundværdier, der har bygget bro mellem Tiwa-folket og nogle af de mange tilrejsende, der gennem tiden har slået sig ned i Taos: først kunstnerne, senere økohippierne.

Det er ikke altid foregået gnidningsfrit, og dem, der i 1960’erne og 1970’erne kom for at syre ud og rende uvaskede rundt i deres koger, var ikke populære, hverken blandt Tiwa-folket eller områdets gamle Hispanic-familier.

Dem, der derimod kom for at bygge små kommuner og leve af jorden på mesaen – plateauet i den højtliggende og frugtbare del af New Mexicos ørken – kunne Tiwaerne bedre forholde sig til og til tider alliere sig med.

Allerede i 1700-tallet begyndte kunstnere og kunstmæcener at slå sig ned i Taos, der med sin placering på bjergplateauet i New Mexicos både voldsomme og indbydende klima har en luft, et lys og ikke mindst en byggestil, der gennem århundreder har fascineret tilrejsende malere, forfattere, skulptører, spiritister og excentrikere.

De fleste huse i området er bygget i variationer over Adobe-stilen, der basalt set er rundede former skabt af mudder og strå i rødlige, brunlige og lyse nuancer.

Det er en enkel byggeteknik, som kræver en del vedligeholdelse – hvert år skal mudderhusene klines over – men hvis bløde, venlige former giver en særlig ro for øjet og sjælen og dertil et perfekt indeklima, der holder på køligheden om sommeren og på varmen om vinteren.

To indbyggere på en bænk i Taos Pueblo, der er et af de ældste kontinuerligt beboede steder i USA.

Getty Images

Påtvunget katolicisme

Trods en til tider særdeles blodig historie har Tiwaerne været imponerende gæstfrie, blandt andet fordi de som fast bosiddende agerbrugere og håndværkere traditionelt har levet af at være et urbant handelscentrum. White Feather starter sin rundvisning i Taos Pueblo ved landsbyens nye kirke.

»Vi har to religioner: vores egen oprindelige med ritualer som dyredans og korndans, og så katolicismen. Engang blev katolicismen tvunget ned over os, men i dag lever de to religioner i fredelig sameksistens,« fortæller han og nævner som eksempel, hvordan de to religioners symboler bliver tænkt sammen: I Tiwaernes katolske praksis er Jomfru Maria vigtigere end Jesus, fordi hun kan forbindes med Moder Jord-tanken i deres oprindelige religion.

Korndansene bliver i dag afholdt på helgendage, og i kirken skifter udstyrets farver med Tiwaernes traditionelle farver: blå om sommeren, gul om efteråret, hvid om vinteren og grøn i foråret.

Den gamle kirke i Taos Pueblo er en nedbrændt ruin, som Tiwaerne med vilje har undladt at genopbygge, fordi dens historie står som et symbol på den vold, de er blevet udsat for af de europæiske kolonisatorer.

»Bosætterne kom i 1600-tallet for at lede efter guld, og med dem fulgte missionærer, som forsøgte at omvende vores folk. Da vi ikke accepterede katolicismen frivilligt, blev vi tvunget. Det førte til Pueblo-oprøret, hvor Taos Pueblo udgjorde hovedkvarteret,« fortæller White Feather.

»I 1680 lykkedes det at drive missionærerne og bosætterne ud, og kirkerne blev ødelagt. Men i 1692 kom de tilbage.«

Anden gang blev bosætterne og missionærerne der, og Taos kom til at indtage en central rolle i historien om USA’s annektering af New Mexico.

Det var i forbindelse med det andet store oprør med Taos som centrum, at den gamle kirke for anden gang blev brændt ned. Denne gang af De Forenede Staters hær, der var ude på hævn for drabet på den lokale guvernør. Hundreder af civile Tiwaer havde søgt tilflugt i kirken, da hæren angreb.

»Siden massakren har dette sted aldrig været brugt til kirkelige handlinger, men kun som begravelsesplads,« fortæller White Feather.

Kunstnerne kommer

New Mexico blev annekteret af De Forenede Stater under krigen med Mexico i midten af det 19. århundrede, men det var længe uklart, hvilke borgerrettigheder føderationen var villig til at give dem, der boede der.

Tiwaerne i Taos Pueblo fik som de sidste af New Mexicos indbyggere stemmeret i 1948. I mellemtiden havde Taos udviklet sig til centrum for nordamerikansk modernisme og politisk avantgarde, graviterende omkring ikke mindst den karismatiske Mabel Dodge Luhan (1879-1962).

Som mæcen skabte hun et kunstmiljø frekventeret af folk som Andrew Dasburg, D.H. Lawrence og ikke mindst Georgia O’Keeffe, der senere købte sin egen ranch i ørkenen mellem Taos og Santa Fe, og hvis kunst tog en ny drejning efter mødet med New Mexicos farver og stemning.

Mabel Dodge giftede sig med den lokale Tiwa-leder Tony Luhan, og udvekslingerne mellem de tilrejsende avantgardekunstnere og puebloens kunstnere var både socialt og kunstnerisk omfattende.

De amerikanske modernister og deres mæcener forsømte dog ofte at navngive deres lokale inspirationskilder, hvorfor pueblokunstnere som murmaleren Pop Chalee og tegneren Eva Mirabal (Fast Growing Corn) er langt mindre kendte end deres angloamerikanske kolleger.

Ikke desto mindre skabte fastboende hispanics og pueblokunstnere sammen med deres tilrejsende kolleger tilsammen ’en unik Southwest Modernism’, som det hedder på en særudstilling om American Moderns and The West på et af byens mange kunstmuseer, Harwood Museum of Art.

Og efterhånden som det i stigende grad bliver yngre akademikere som White Feather, der skriver og formidler historien, vil perspektivet også rykke sig og skabe rum for en mere ligeværdig anerkendelse af Taos’ mange kunstnere.

Samtidig er nye penge begyndt at strømme til området: ligesom Santa Fe, en times kørsel ned af bjergene, tiltrækker Taos i stigende grad pengestærke grupper. Før Taos kan nå at tage sin historie tilbage, kan den nye bølge af gentrificering have skyllet det hele væk.

På den anden side er den situation ikke så ny endda for byen. Taos har altid, selvvalgt eller tvunget, på en og samme tid været periferi og knudepunkt, avantgarde og centrifuge for tidens strømninger.

Læs mere om Taos (kunst)historie i bøgerne ‘Revolt at Taos: The New Mexican and Indian Insurrection of 1847’ af James A. Crutchfield (Westholme Yardley, 2015), ‘Intimate Memories. The Autobiography of Mabel Dodge Luhan’, redigeret af Lois Palken Rudnick (University of New Mexico Press, 1999) og ‘A Taos Mosaic. Portrait of a New Mexico Village’ af Claire Morrill (1973).