Feature
Læsetid: 10 min.

Velfærd på krykker

Nogle af de vigtigste romaner fra 00’erne undersøger funktionsnedsatte borgeres skæbne i velfærdsstaten. Det lader dem udtrykke en helt særlig velfærdsskepsis, og alle bøgerne er skeptiske over for velfærdsstatens såkaldte progressive humanisme. Andet essay af Tue Andersen Nexø om litteraturens mellemværende med velfærdsstaten
Nogle af de vigtigste romaner fra 00’erne undersøger funktionsnedsatte borgeres skæbne i velfærdsstaten. Det lader dem udtrykke en helt særlig velfærdsskepsis, og alle bøgerne er skeptiske over for velfærdsstatens såkaldte progressive humanisme. Andet essay af Tue Andersen Nexø om litteraturens mellemværende med velfærdsstaten

Line Høstrup/iBureauet

Kultur
17. september 2016

Handicappedes sexliv udgør et ubekvemt område for velfærdsstaten. Har det offentlige pligt til at sørge for, at stærkt funktionsnedsatte borgere kan udfolde deres sexliv? Kan man f.eks. forvente, at det offentlige samarbejder med prostituerede eller nøder de ansatte plejere til at assistere med praktisk sexhjælp?

Dilemmaet er særlig prekært, fordi de fleste handicappedes funktionsnedsættelse – og følgende behov for hjælp – er uforskyldt og permanent.

Der kommer ikke et senere tidspunkt, hvor de vil have lettere adgang til sex og intimitet; man kan ikke sige, at de selv er skyld i den situation, de står i. Derfor virker det problematisk, hvis det offentlige bare lader stå til. Men det virker også problematisk, hvis det offentlige griber ind.

Måske er det derfor, at en undersøgelse fra 2005, lavet af fagbladet Socialpædagogen, viste, at der ikke var nogen linje i den måde, danske bosteder for handicappede borgere forholdt sig til deres beboeres seksualitet. I en debat i bladet formulerede en leder af et bosted dilemmaet sådan her:

»To socialarbejdere kunne i realiteten møde hinanden i døråbningen til en massageklinik. Den ene er på vej ud med en rehabiliteringsplan, og den anden er på vej ind med en kunde … så kan man sige: Hvem står med den bedste socialpædagogik her?«

Problemet er ikke, som man kan se, hvorvidt ’seksuel helse’ er en menneskeret eller ej – det er det, ifølge WHO.

Spørgsmålet er heller ikke, hvorvidt det at have et sexliv, et hvilket som helst sexliv, er et helt basalt behov eller et behov, man kan leve med ikke at få opfyldt.

Problemet er, at man har at gøre med en situation, hvor én borgers legitime behov formodentlig kun kan dækkes ved at krænke en anden borger.

I den forstand peger spørgsmål om handicappedes sexliv, der vel som oftest tænkes som et grænsefænomen, når vi diskuterer den danske velfærdsstat, på et grundlæggende dilemma.

Det dilemma handler ikke om, at velfærdsstaten klientgør sine borgere. Det er jo ikke sådan, at de handicappede overvinder deres handicap, hvis vi bare undlader at hjælpe dem.

Det handler om afstanden mellem et velmenende ideal og så et konkret og ofte helt uoverskueligt felt af mellemmenneskelige relationer, hvor den enes selvrealisering ofte viser sig at krænke andre.

Måske er det derfor, nogle af de vigtigste danske romaner fra midten af 00’erne har brugt fremstillinger af handicappede som en måde at diskutere det danske samfund på og også har fokuseret på forholdet mellem handicappede, velfærd og sex.

Det ser man f.eks. i Lars Frosts Smukke biler efter krigen fra 2004, et af de absolutte hovedværker i det nye årtusinds danske litteratur.

Sjusk og kynisme

På sin vis kulminerer Smukke biler efter krigen med mordet på den handicappede Pelle. Pelle og hans hjælper Tobias dukker op i den afsluttende del af bogens handling. Handlingen? Ramt af hårde kærestesorger og uden rigtig at tænke over det bliver Lasse involveret i sin ven Thors hælervirksomhed og forsikringssvindel.

De to venner bruger ellers mest tid på øl, fjollede ordspil og højtravende diskussioner af den danske velfærdsstat. Alt det foregår i romanens anden del. I første del – som kronologisk foregår efter anden del – er Lasse på Island.

Han er til bryllup, han leger turist, sammen med en international gruppe af rygsækturister lejer han en stor bil for at se den islandske natur. De kører straks galt. Det får ingen konsekvenser for dem.

Til slut, på en bar i Reykjavik, møder Lasse Tobias. Tobias er på Island for at passe Pelle, der sidder i kørestol, mens Pelle er på ferie. Det betaler den danske stat for.

Tobias fortæller historier om Pelle til Lasse. Især fortæller han detaljeret om en gang, Pelle betalte ham for at have sex med en pige, så Pelle kunne se på. Heldigvis kendte Tobias Irene. Irene går i gymnasiet, fortæller Tobias, fuld af de rigtige meninger, uvillig til at tage konsekvensen af dem.

»Vreden var så hul og sympatien med de magtesløse så blind og unuanceret,« som han fuld af foragt siger. Så Tobias bilder hende ind, at det moralsk rigtige er at have sex foran Pelle:

Pelle sad i mørket ved væggen, og vi havde et par små lamper tændt, så han kunne se, hvad der foregik. Hva så – lille pige – har du mistet noget, du havde, da du kom – hva? stønnede han og grinede. Mistet, hva? Han grinede og prustede. Det gjorde det for helvede ikke lettere, og så mens jeg lå der med røven i vejret og tyggede på Irenes kraveben og skubbede mig grundigt ind i hende, lyder der et bump, og Pelle gurgler et eller andet. Rullestolen er væltet, og det er et forfærdeligt rod med slanger og sager alle vegne. Irene springer op og hyler, og jeg står med pikken i strakt honnør og prøver at få rullestolen op at stå og få Pelle tilbage i stolen, og han vil ikke give slip på sin døde pik. Den er død, for helvede. Der sker ikke en skid på ham, men han knuger sig fast til pikken med begge hænder og råber sjofelheder efter Irene, der sidder oppe i vindueskarmen med gyngende patter og barnlig angst i hele fjæset. Hold kæft, mand, jeg har aldrig i mit liv været så liderlig som lige dér, da jeg så over på Irene.

Scenen er præget af en mørk og ubehagelig humor. Den er også eksemplarisk for romanens behandling af sit centrale tema – forholdet mellem moral, sjusk og kynisme – ligesom Pelle, Irene og Tobias reelt udgør typer, der igen og igen dukker op i Lars Frosts romaner.

Pelles replik midt i citatet – »Hva så – lille pige – har du mistet noget, du havde, da du kom – hva?« – er helt central.

Den peger selvfølgelig på, at Irenes luftige principper bryder sammen, når de står over for en faktisk handicappet person. I den forstand handler scenen om en sjusket idealisme, der viser sig helt utilstrækkelig.

Men især peger replikken tilbage på Pelle selv. I romanen bærer ingen – ikke Pelle selv og da slet ikke Irene eller den sjuskede humanisme, hun inkarnerer – nogen skyld for den situation, han befinder sig i.

Ikke desto mindre er Pelle rasende, fordi verden har artet sig sådan, at den ikke længere former sig efter hans ønsker. Han kan ikke længere få det, han synes, han har ret til. Og fordi det er sådan, er han fyldt med et egoistisk raseri, der får ham til at ydmyge Irene.

Her minder han om Tobias. Tobias genfortæller historien til Lasse ud fra den klare opfattelse, at han har ret til at ydmyge Irene, nu hun er sådan en, der slet ikke lever op til sine fine idealer. Og heller ikke Tobias vil finde sig i at få sit begær blokeret af virkelighedens rod.

Det er derfor, det gør romanen klart, at han myrder Pelle – der var en islandsk pige, som han ikke kunne gøre med, som han ville, og så myrder han Pelle, fordi han kan.

Fra et perspektiv handler tableauet med Tobias, Irene og Pelle altså om en progressiv humanisme, inkarneret i Irene, som nok har luftige idealer, men som slet ikke kan holde fast i dem, det øjeblik man konfronteres med en rodet og kompliceret situation.

Fra et andet perspektiv handler det om, hvordan en hæmningsløs egoisme, inkarneret i en veltalende og dominerende Tobias, men også i den handicappede Pelle, krænker andre mennesker.

Det første perspektiv – afklædningen af den sjuskede humanisme – er langt mere tydeligt til stede i den måde, scenen med Irene, Pelle og Tobias fortælles på, end det andet perspektiv. For Tobias er fortælleren.

Som læser må man selv opdage det andet perspektiv, og det gør man kun, hvis man er opmærksom, og hvis man ikke lader sig forføre af Tobias utrolige, vittige formuleringsevne.

Lasse selv føler ikke andet end et vagt ubehag ved historien. »Det er en åndssvag gang lort at fortælle et fremmed menneske på en bar en lys nat på Island,« tænker han, men han siger ikke fra.

Line Høstrup/iBureauet

Velfærden omdannet

Senere genfortæller Lasse historien til sin ven Thor, ham med den flossede moral, ham med forsikringssvindelen. Thor forstår den som en fortælling om velfærdsstatens grundlag:

Lad os opstille to mulige scenarier, sagde Thor. For det første, at alting, hele den menneskelige tilværelse, vores relationer til andre mennesker, samfundet, med alle de institutioner og regler og forbud, det omfatter, lad os sige, at det er blomsten af værdier som medmenneskelighed, medfølelse og fællesansvar. For det andet, at alting, hele den menneskelige tilværelse, vores relationer til andre mennesker, samfundets institutioner og forbud, lad os sige, at det hele byggede på dyriske ambitioner og en fatalistisk tro på det retfærdige i nådesløs selvudvikling. Er der den store forskel på de to scenarier? I praksis, mener jeg? De institutioner, der bliver skabt for at underbygge fællesansvaret, kan uden noget særligt besvær omstilles til selvretfærdige overgreb på ideen om et fælles ansvar […]

Et man er ofte et jeg. Et jeg kan være et vi, sagde Thor.

Hvad skal det betyde? spurgte Lasse irriteret. (side 228-229)

Thors ræsonnement fritager mennesket fra ansvar. Hvis der ikke er forskel på, om mennesker opfører sig på den ene eller den anden måde, hvorfor skulle man så lade være med at udleve sine drifter? Så kan man gøre, som man vil.

Det konstaterer også, at idealet om det fælles ansvar for de handicappedes værdige liv hurtigt kan blive til en hærgende druktur for hans hjælper.

At idealet om at solidarisere sig med de svageste kan blive til en egoistisk krænkelse af en ung pige.

At egoismen kan maskere sig bag de institutioner og forestillinger, der skulle understøtte det om et fælles ansvar. Den kan endda gøre det sprogligt, bag det fælles ’man’ kan egoismens ’jeg’ gemme sig.

Men en opmærksom læser vil notere sig, at der er en forskel på at ’skabe’ institutioner – velfærdsstaten – og på at ’omstille’ dem, når de først er skabt, og at Thor i al sin veltalenhed i virkeligheden snyder på vægten.

Igen er Lasse ikke opmærksom, selv om han også her føler et vagt ubehag ved hele ræsonnementet. Ligesom Irene er han et pletvist anstændigt menneske, men mest af alt er han sjusket, også som tilhører, og uopmærksom. Han er helt uden rygrad.

Sådan er det i hele romanen – og i Frosts øvrige romaner. Hans bøger anklager den historiske velfærdsstat for at være et samfund, hvor man har valgt »den lette frihed, den, der vendte forpligtelserne ryggen«, som der står i Smukke biler efter krigen.

Men det er også bøger, der fordømmer dem, der med et kynisk humør lader deres begær og egoisme få frit spil – og dem, der flammer op i destruktiv og egoistisk vrede, fordi verden ikke arter sig efter deres ønsker.

Det ser man kun, hvis man er en opmærksom læser. For sproget giver os alle muligheder for at gemme os – at sige ’man’ om ’jeg’ – og Frosts romaner udnytter alle de muligheder, bruger dem som anledning til utrolig morskab og til svimlende, retoriske og fortælletekniske piruetter.

På den måde er læserens og borgerens opgave den samme hos ham. Sådan er moralen i Smukke biler efter krigen – en morale, der sættes på spidsen i bogens kulmination, historien om den handicappede Pelle og hans sexliv.

Velfærdens grænser

Lars Frosts roman er ikke den eneste bog fra de seneste 15 år, der inddrager handicappedes kroppe og sexliv i en fremstilling af Danmark og velfærdsstaten i dag.

Pablo Llambías’ Et ukendt barn er fyldt med historier om en velmenende velfærdsstat, der på absurde og ydmygende måder søger at presse funktionsnedsatte borgere ned i en model for det gode liv, deres kroppe umuligt kan efterleve.

Og i Christian Jungersens Undtagelsen er sexbomben Malene ramt af leddegigt og truet af invalidering. Reelt handler romanen også om forholdet mellem krop og konkurrencestat.

I Kristian Bang Foss’ kollektiv- og arbejdsroman Stormen i 99 sidder mellemlederen Høberg i kørestol og ser ud over motorvejstrafikken, mens hans kone udlever sine seksuelle fantasier med en anden mand. Hans funktionsnedsættelse skal ikke stå i vejen for, at hun kan udleve sit begær.

Der er mange forskelle i den måde, bøgerne fremstiller den funktionsnedsatte krop på. Og det er vigtigt at holde fast i, at litteraturen selvsagt ikke fortæller os sandheden om handicappedes sexliv, sådan som det udfoldes i Danmark i dag.

Der er sikkert mange funktionsnedsatte, som har et godt og lykkeligt sexliv med eller uden hjælp fra deres eventuelle plejere.

Men der er også ligheder, og de ligheder er interessante og vigtige. Alle bøgerne er skeptiske over for det, man kunne kalde velfærdsstatens progressive humanisme.

Men deres brug af den handicappede krop gør det tydeligt, at den skepsis ikke er et forsvar for et mere eller mindre kynisk menneskesyn.

Bøgerne bruger, kunne man sige, den handicappede krop til at udstille velfærdens grænser, men også til at udtrykke en skepsis, hvis fundament er betoningen af det liv, der altid-allerede og uden egen skyld er afhængig af andre.

Bøgerne udtrykker en specifik skepsis over for velfærdsstatens idemæssige fundament. Deres udgangspunkt er ikke, at velfærdsstaten deformerer os, gør os blødsødne eller til statsklienter.

Det er, at mennesket grundlæggende er et socialt væsen, men at socialiteten er problematisk og konfliktfyldt – at vi igen og igen står i situationer, hvor den enes selvudfoldelse fører til krænkelsen af en anden.

Den forestilling gennemstrømmer store dele af de sidste tyve års litteratur og dens fremstilling af velfærdsstaten. Litteraturhistorisk udgør den et afgørende nybrud.

Serie

Litteraturens velfærdsstat

Tue Andersen Nexø undersøger i tre artikler den forbløffende skepsis over for velfærdsstaten, som han finder i de sidste tyve års danske litteratur. Udgangspunktet er den sociale vending, han konstaterer på tværs af den såkaldt brede realisme og den smalle litteratur. Artiklerne er forkortede og bearbejdede uddrag fra Tue Andersen Nexøs bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, som udkommer den 30. september

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Nu var 00'erne jo præget af grådighed, vild luksus, selvoptagethed, friværdi, - så kan det ikke undre, at velfærdssamfundet heller ikke var godt nok.

Og krig, MKN, der medførte flere krykhusarer i gadebilledet ...

Michael Kongstad Nielsen

Krig? Hvilken krig? Den nåede ikke ind på forfatterskoleelevernes studerekamre, den befandt sig langt udenfor 00-er forfatternes bevidsthed (bortset fra Carsten Jensens). Ude af øje, ude af sind. Danske nuller forfattere kunne kun få øje på deres egne navler, og mærke eget underliv. De kunne elske velfærdsstaten, men kritisere, at der var for lidt af den. Herunder til handicappedes sexliv.