Læsetid: 11 min.

’Velfærdsstatens idé om social mobilitet er politisk naiv og eksistentielt ødelæggende’

Første essay i en ny serie, hvor Informations kritiker Tue Andersen Nexø læser ny dansk litteratur, som bryder med vores forestillinger om social lighed og mobilitet
Første essay i en ny serie, hvor Informations kritiker Tue Andersen Nexø læser ny dansk litteratur, som bryder med vores forestillinger om social lighed og mobilitet

Line Høstrup/iBureauet

10. september 2016

Ser man efter, så viser forbløffende mange værker i de sidste tyve års danske litteratur sig at være skeptiske over for velfærdsstaten. Men de er det på en bestemt måde. De fremstiller ikke staten som en velfungerende maskine, der risikerer at undertrykke og deformere sine borgere.

De fremstiller den som et sæt af luftige idealer, der aldrig formår at gennemtrænge den sociale virkelighed – og som en institutionel ruin, der stadig er virksom, når dens idealer er forsvundet.

Det ser man i Pablo Llambias’ gennembrudsroman Rådhus fra 1997, som forbløffet konstaterer, at der ikke er andet end tilfældige beslutninger og ad hoc-løsninger bag kommunernes planlægning af det offentlige rum.

Man ser det i Majse Aymo-Boots kærligt-absurde hudfletning af folkeskolen og dens drøm om den på én gang selvstændige og idérige og disciplinerede elev i Over os hænger en vidunderlig sol, der udkom i 2014.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Niels Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Viggo Okholm
  • Hans Aagaard
  • Steffen Gliese
  • Mihail Larsen
Olaf Tehrani, Niels Nielsen, Anne Eriksen, Viggo Okholm, Hans Aagaard, Steffen Gliese og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

men velfærdsstaten er ikke et spørgsmål om social mobilitet i udgangspunktet, tværtimod er den en sikring af tryghed, selvom man vælger et helt almindeligt erhverv, måske endog bare fortsætter i sine forældres fodspor, sådan som det var helt almindeligt indtil for ganske nyligt. Dét er, hvad velfærdsstaten betyder: at vi indkomstudligner over skatten med finansiering af en lang række universelle ydelser, som alle på hver deres måde på et eller andet tidspunkt vil kunne profitere af.
Men alt dette er jo druknet i de kortsigtede og begærlige forestillinger om social opstigning og bedre forbrugsmuligheder som følge af løbende avancementer.
Velfærdssamfundet opererer med, at de bedre forbrugsmuligheder følger af tekniske fremskridt og deraf afledt øget produktivitet.

Flemming Berger, Michael Kongstad Nielsen, Heidi Larsen, Anne Eriksen, randi christiansen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, Allan Stampe Kristiansen, Kim Houmøller, Peter Knap, Torben Skov, Bill Atkins, Karsten Aaen, Ebbe Overbye, Per Jongberg og odd bjertnes anbefalede denne kommentar

Man får den tanke, at vi faktisk er ved at gå til modstand - det er som en af de gode klassiske, nordiske børnebøger, hvor en ondt og undertrykkende mørke til sidst med held bekæmpes - det er jo budskabet overalt fra "Folk og Røvere i Kardemomme By" til "Mio, min Mio". For ikke at tale om Ole Lund Kirkegaards bekskrivelser af det gode liv.

Henrik L Nielsen

Den sociale mobilitet har siden midt-firserne været for nedadgående. I dag er den stort set stagneret og en længerevarende uddannelse er ikke lig med social mobilitet, sådan som den oftest var det tidligere. Den eneste reelle mobilitet er imellem de laveste klasser.
Der er visse elitære grupper, hvor venner og deres afkom hyres, uagtet at der måttet være dusinvis af andre der er lige så kompetente, som bare ikke har netværket i orden.
Ligeledes viser en hel del undersøgelser, at den øverste chef kun ganske sjældent er en faktor, og endnu sjældnere den afgørende faktor, på stigninger i en virksomheds resultat.
Alligevel er det de samme personer der kører i ring imellem virksomhederne og scorer de enorme lønninger, som de i bund og grund ikke har fortjent.
Og det alt imens middel- og arbejderklassen kæmper forgæves for at bedre deres og deres børns sociale status.

Flemming Berger, Mikael Velschow-Rasmussen, randi christiansen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Men det skyldes jo netop, Henrik L. Nielsen, at neoliberalismen forvanskede ideen om ledelse til en særlig kompetence, for at de, der troede at skolen begyndte og sluttede med at lære dansk og matematik, kunne få sig et fedt job. Problemet med de job er jo, at man ikke skal kvalificere sig til dem, man skal uddannes til dem i dag. Men kompetence på papiret er meget langt fra kompetence i virkeligheden, og teoridannelse er trods alt i en ikke ringe udstrækning eventyr.

Mikael Nielsen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Allan Stampe Kristiansen, Jens Thaarup Nyberg og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Så længe vi taler om social mobilitet, og ikke beskæftigelsesmæssig mobilitet, så er det vel interessant at bruge lidt hjerneceller på det?

Hvornår bliver den sociale velfærdsstat en realitet, eller i det mindste hovedmålet?
Nok ikke før eliten bliver sat på plads.

Det var jo dér, vi var, Alan Strandbygaard, indtil Nyrup lavede sit paradigmeskift og spændte borgerne for vognen i stedet for virksomhederne.

Anne Eriksen, Allan Stampe Kristiansen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at Tue Andersen Nexø måske glemmer, at Helle Helle er gammel nok til at have oplevet en velfærdsstat, der ikke havde social mobilitet som mål, sådan som jeg skitserer det. Det var jo præcis den konsolidering af arbejderklassens rettigheder, som Thomas Nielsen refererede til i sit berømte "Vi har sejret ad Helvede til - godt!" Og måske var det i det øjeblik, at tilbagegangen begyndte, selvom ti års borgerlig regering faktisk ikke ændrede på velfærdens udgangspunkt, det skulle der en socialdemokratisk klasseforræder til.

Flemming Berger, Anne Eriksen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Roselille Pedersen, Allan Stampe Kristiansen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Nielsen, Bill Atkins og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Social mobilitet. Jeg oplevede en hel arbejderklasse, der fra 50'erne og op til midt i 90'erne løftede sig selv op ved hårdt arbejde - det er man da kalde social mobilitet. At de så slap taget i mange af samfundets svage fra midt 90'erne og frem, det er et af kapitalejere politisk dirigeret svigt, med det formål at illudere fortsat rigdom på rigdom ...det har ikke noget med Velfærdsstaten at gøre - den ide er rigtig god - men selv rigtig gode ideer kan svigtes.

Anne Eriksen, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, Roselille Pedersen, Allan Stampe Kristiansen, Jens Thaarup Nyberg og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Hmm! Det begynder lidt sjovt:
”Det ser man i Pablo Llambias’ gennembrudsroman Rådhus fra 1997, som forbløffet konstaterer, at der ikke er andet end tilfældige beslutninger og ad hoc-løsninger bag kommunernes planlægning af det offentlige rum.”
Hvilket lugter langt væk af Aalborg. Men hvad har det offentlige rum at gøre med den sociale virkelighed?
Ellers mener jeg, at skribenter er på gyngende grund, i samme øjeblik talen handler om vi og os. Det gør Tue Andersen Nexø heldigvis ikke meget.
Jeg har ikke læst Rødby-Puttgarten , men af og til har jeg drømme om at nå et skib, som aldrig sejler. Så noget tyder på at temaet er dybt.
Bortset fra det forstår jeg ikke argumentationen. Det er som en psykoanalyse af en fraværende klient. Siger Freud og Jung ikke noget om, at man intet kan konkludere, hvis ikke klienten er enig i analysen?

Flemming Berger, Bill Atkins og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar

Altså. Hvordan kan man jf. overskriften udtale sig om den generelle sociale mobilitet i et samfund på baggrund af en enkelt forfatters historie om et par menneskers liv ved Femernbælt. Jeg forstår godt hvad historien kan betyde for mig, fordi jeg er også fanget lige dér.

Jens Thaarup Nyberg

"Jeg mener, hvem er vi, hvis vi insisterer på, at skikkelser som Jane i virkeligheden helst vil væk fra færgen og sin søster og Rødbyhavn? At hendes dybeste, uerkendte ønske er at realisere sig selv som del af velfærdsstatens mellemlag?"
Ja, vi skal ikke have ambitioner på andres vegne, men give dem midler og rum for deres evner; det er velfærd. Men spillet går på det socialt acceptable.

Anne Eriksen, Viggo Okholm, Bill Atkins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at man måske skal se bort fra en masse ideologi og i stedet se det som en tilbagevendende magt-cykel, der begynder med idealisme og bedre kår for de fattige, men som så tiltager i form af en ræson, der også gerne vil se nogle resultater i form af udvikling, hvilket fører til en interessekonflikt, fordi hensigten - som f.eks. Brinkmann nu påpeger - er gøre noget for at opnå dette, ikke som middel til at opnå noget andet: det er ikke den liberalistiske "det er bedre at lære folk at fiske end at give dem en fisk," men tværtimod at man ved at give fisken udligner en uretfærdig magtfordeling. Liberalister vil have folk til at blive liberalister, socialister vil have folk til at blive socialister, fornuftige folk vil gerne balancere de to interesser, så liberalisternes jagt på egen lykke kommer helheden til gavn, hvilket for mig er indbegrebet af socialdemokratisk blandingsøkonomi. Tanken er, at folk skal have, hvad folk kan lide: vil man gerne realisere sig som fribytter i en kamp på liv og død med andre fribyttere, kan det lade sig gøre indenfor samfundets rammer, ligesom det skal kunne lade sig gøre både at være syg, ramt af handicap eller bare almindeligt lønmodtager eller arbejdsløs, hvis ens kompetencer ikke for tiden efterspørges. Kernen var den gensidige gøren plads for hinanden på baggrund af en fælles status som borgere i et demokrati.

Anne Eriksen, Karsten Aaen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

...Det eneste Danmark og den danske befolkning har fået ud af et EU medlemskab er åbning af vores døre for elendigheden.

Behøver vi virkelig at få klar besked igennem literaturen, for at vurdere tilstanden på såvel social- som geografisk mobilitet. Det er korrekt, at der blev rykket kraftigt på den sociale mobilitet i 60'erne, hvor iøvrigt også kvinder gjorde sig gældende på arbejdsmarkedet. Hvis det skal lykkes en gang til, kan det kun ske, ved at hente arbejdskraft udefra. Desværre lader det til, at hverkel samfundet eller arbejdsmarkedet, er parate til den form for vækst, trods evig råben op om arbejdsudbud. Faktisk er arbejdsmarkedet så uambitiøse, at de er tilfredse med et arbejdsudbud bestående af "ikke arbejdsparate", eller nedslidte arbejdere. Hvis de stadig mangler faglært arbejdskraft, hvorfor i himlens navn har de så ikke taget ansvaret på sig og sørget for uddannelsespladser? Måske kunne man prøve at kaste et blik ud i fremtiden og definerer vækstmarkeder efter det man ser. Der er masser af potentiale i den grønne omstilling f.eks.
Problemet er, at det idag er nemt at melde sig ud af samfundet, hvis man ikke kom med fra start af. Vi har ikke formået, at skaffe de arbejdspladser, der er så vigtige for unge menneskers selvværdsfølelse, når de er færdige med skole og uddannelse. Der bliver bare stillet større og større krav. Nu vil fru Tørnæs oven ikøbet bestemme, hvad de skal uddanne sig til. I 2025 planen er der ikke mig bekendt noget, der tilskynder folk til at flytte sig socialt. Hvad angår geografisk mobilitet, taler udflytningen af de statslige arbejdspladser for sig selv. Der er efterhånden så mange huller i "sikkerhedsnettet" for ikke at tale om det gedemarkede, det er, at være arbejdsløs på aktivering m.v., at ingen har mod på at flytte familien til en anden landsdel. Specielt ikke når der ikke er jobgaranti. Men også boligboblen forhindrer geografisk mobilitet. Ikke mange har råd til at betale dobbelt husleje, og liggetiden er høj i størsteparten af landet. Og endelig er det en smule grotesk, når regeringen ønsker højere pensionsalder, geografisk mobilitet og mindre offentlig sektor. For børnefamilier betyder det, at de må undvære morfar til at hente ungerne, at en af forældrene skal bruge flere timer på transport, muligvis kun komme hjem i weekenden eller flytte væk fra deres sociale netværk til en uvis tilværesle, måske oven ikøbet storbymennesker, der pludselig skal vænne sig til provinslivet. Det hænger ikke sammen med den holdning, man havde til børnefamilier for nogle år siden. Der sloges politikerne om, at hjælpe dem med at få en hverdag, hvor de havde tid til børn. Vel at mærke de børn, der om få år kommer til at bestemme, og hvad har de egentlig at takke for, andet end at de fik nogle penge forærende (SU og børnepenge) og så kunne de ellers klare sig så godt, de nu kunne.

Niels Nielsen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Når de pompøst beskrevne planer for "velfærdssamfundet vælter ud af politikernes knaphuller, baseret på statistikker, analyser og sammenligninger med alverdens lande, så forventer de applaus og bestemt en mildning af politikerleden her i landet...
De vil have, at alle får en chance, eller - en mulighed for at smide "den sociale arv" og de adfærdsnormer, som de lavere socialklasser for slet ikke at tale om indvandrerne er synonyme med.

Imidlertid er der også indlagt en stadig eskalerende sparekniv, som ingen helt kan forstå er nødvendigt. Den er baseret på udregninger og langtidsperspektiver, som ingen kinamand har en chance for at overskue eller - kontrollere.
Med andre ord, frihed til manipulationer, ganske som de andre idealer som baserer sig på hvad det bedste er. Det er naturligvis først og fremmest gymnasieeksamen og en god indkomst. At meget få ønsker en anden uddannelse der ofte er ligeså langvarig, men som ikke nyder politikernes gunst. Ej heller ikke virksomhederne, der i disse år har rigtig gode vilkår, fra samme kant.

Måske hedder det "Det gode samfund" i stedet, hvad er velfærd? Der hvor der er tid og lejlighed til at høre på folk, give støtte og empati til dem, der behøver det. Ingen videre kontrol, sindrige beskrivelser for at hold ryggen fri. Accept af mennesker, ligegyldigt hvor de befinder sig i de sociale lag i stedet for en "skjult" nedladenhed bestående i, at vi skal være bedre (som de selv).
Hvad er der i vejen for at få det?

Jens Thaarup Nyberg

Man kan ikke forvente at kunne forcere social mobilitet; vi har vor forventninger og drømme, hver især - og ikke mindst, en social arv.