Ser man efter, så viser forbløffende mange værker i de sidste tyve års danske litteratur sig at være skeptiske over for velfærdsstaten. Men de er det på en bestemt måde. De fremstiller ikke staten som en velfungerende maskine, der risikerer at undertrykke og deformere sine borgere.
De fremstiller den som et sæt af luftige idealer, der aldrig formår at gennemtrænge den sociale virkelighed – og som en institutionel ruin, der stadig er virksom, når dens idealer er forsvundet.
Det ser man i Pablo Llambias’ gennembrudsroman Rådhus fra 1997, som forbløffet konstaterer, at der ikke er andet end tilfældige beslutninger og ad hoc-løsninger bag kommunernes planlægning af det offentlige rum.
Man ser det i Majse Aymo-Boots kærligt-absurde hudfletning af folkeskolen og dens drøm om den på én gang selvstændige og idérige og disciplinerede elev i Over os hænger en vidunderlig sol, der udkom i 2014.
Men man ser det også i bøger, der tilsyneladende ikke har velfærdsstaten som deres overordnede tema. Helle Helles forfatterskab gennemstrømmes for eksempel ikke bare af stille eksistenser og exceptionelt præcise replikskifter, men også af en skeptisk diskussion af social mobilitet som samfundsmæssigt ideal. Hvilket vil sige: af en diskussion af, hvordan velfærdsstaten har forsøgt at realisere idealet om social lighed.
Lighed i velfærdsstaten
Det er nemlig næppe forkert at se social lighed som et af velfærdsstatens grundlæggende idealer. Det er til gengæld forkert at sætte lighedstegn mellem det ideal og så forestillingen om, at ingen må være rigere end andre.
Vigtigt er snarere et ideal om borgernes lige adgang til kulturelle goder, politisk indflydelse og uddannelse, og forestillingen om, at staten bør sikre disse muligheder. Velfærdsstaten skal sørge for, at også arbejdsmandens kvikke pige har reel mulighed for at blive akademiker, at også børn, der bor langt ude på landet – eller i et socialt boligbyggeri – har adgang til kunst og idræt, og at også de børn, hvis forældre er kriminelle eller misbrugere, får en chance i livet.
Derfor har vi SU, folkebiblioteker, kommunalt drevne sportshaller, aflastningsfamilier og specialklasser. Derfor bekymrer det os, hvis det viser sig, at vores uddannelsessystem reproducerer social ulighed.
Formulerer man det sådan, så bliver det tydeligt, at idealet om social lighed er uadskilleligt fra kampen for social mobilitet, og at idealet reelt er et samfund, hvor forskelle og uligheder nok findes, men har mistet deres kraft til at forme den enkeltes liv.
Målet er, at den enkeltes sociale baggrund ikke på nogen negativ måde påvirker vedkommendes chancer i tilværelsen. Det ser man i en af 00’ernes socialpolitiske satsninger, handlingsplanen En god start til alle børn fra 2003. I den står der blandt andet:
»… målet er ikke et samfund, hvor alle er ens i forhold til fx uddannelse, status og økonomi. Men et samfund, hvor alle – uanset social og etnisk baggrund – har muligheden for selv at forme deres liv, forudsat at de yder den indsats, det kræver.«
Denne drøm er måske sympatisk, men især er den problematisk. Ikke bare risikerer den at erstatte kampen for at udligne strukturelle uligheder med en hjælp, der retter sig mod særligt kvikke eller dygtige enkeltpersoner.
Den kan også hurtigt antage en form, hvor et bestemt ideal om det gode liv, der er udsprunget af den kulturelle overklasse, men nu forbindes med en ny kapitalisme, via uddannelsesinstitutioner og lignende søges udbredt til hele samfundet.
Og mere grundlæggende er ideen om, at den enkelte uden komplikationer kan frigøre sig fra sin egen sociale baggrund, bare han eller hun får hjælp til det – at en social baggrund er en snærende begrænsning, man skal hjælpes til at kaste af sig – både politisk naiv og, nå ja, eksistentielt ødelæggende. Det er i al fald det indtryk, man får, når man læser Helle Helles roman Rødby-Puttgarden.
Hvad vil Jane, egentlig?
Rødby-Puttgarden er en roman om to søstre, hvis mor for nylig er død, og som nu – i midten af 1980’erne – bor i et socialt boligbyggeri i Rødbyhavn. Den er skrevet i Helle Helles berømmede prosastil, hvis vigtigste kendetegn er korte sætninger, et relativt fravær af tillægsord, et stadigt fokus på det sociale spils overflade og en underspillet humor i replikkerne.
Som i hendes øvrige forfatterskab fylder bolig, transportmidler og madvarer meget i bogen og bruges både som diskrete udtryk for personernes tilstand og som præcise markeringer af deres sociokulturelle placering.
Det er ikke tilfældigt, at Jane og Tine, der på en måde er gået i stå i deres liv, arbejder i parfumeafdelingen på en færge, der sejler frem og tilbage – og frem og tilbage – mellem Danmark og Tyskland.
Det er ikke tilfældigt, at Jane i bogens sidste del nok har en affære og rejser til Tyskland, men alligevel ender hjemme i søsterens lejlighed i Rødbyhavn. Rødby-Puttgarden er en roman om at blive på stedet, om ikke at komme videre.
Denne stilstand kan læses eksistentielt, men den kan også læses socialt. For Rødby-Puttgarden er også en roman om den moderne udkantsbys livsformer og om en mulig social mobilitet, der for en ung generation viser sig ved, at man flytter væk, men som Jane har opgivet.
»Skal du så også flytte til København efter sommerferien,« spørger en af bogens bipersoner hende – han skal ind og læse til revisor – men det skal hun ikke.
Hun har ganske vist en studentereksamen og var begyndt at læse til ergoterapeut, men nu er hun tilbage uden planer. Måske kan Jane ikke, men især ved hun nemlig ikke, om hun vil væk og videre, eller om hun vil blive, hvor hun er.
Hvad er det for et liv, Jane måske vil blive i? I Rødby-Puttgarden beskrives livet i den uuddannede provins på én gang som stillestående og kaotisk. Ingen har projekter for deres liv, i stedet lægger Tine og Jane påfaldende små planer – tage på biblioteket, tage på kroen – som de alligevel må lave om. Det er, som om de og bogens øvrige personer skvulper i dønningerne fra hverdagens større eller mindre katastrofer.
Dem er der mange af, katastroferne. Bogens første sætning (»På en uge døde fire, sådan var det hernede«) kunne lige så godt indlede en hårdkogt krimi som et portræt af et par stille eksistenser. Men reelt beskriver den et socialt rum, hvor tilfældige hændelser regerer, og hvor det afgørende ikke er evnen til at planlægge et liv, men evnen til at leve videre så godt som muligt.
Gladere til hverdag
»Ved du hvad, Jane? Man skulle også være meget gladere til hverdag. Det tænkte jeg også efter vores mor,« siger Tine til sin søster efter endnu et af bogens dødsfald.
Som socialt portræt er det et indfølt og på sin vis kærligt billede af en del af Danmark, der er præget af jobs med lavstatus, førtidspensionister og psykisk skrøbelige, yngre mænd – og ikke af konkurrencestatens krav om stadigt mere profitable former for selvrealisering. Men det er ikke en idyl.
Det er den verden, Jane via sin uddannelse skulle væk fra. Men i denne roman forbindes social opstigning ikke med øgede muligheder. Den forbindes i stedet med en form for pinlighed, en overopmærksomhed over for det korrekte sprog og de korrekte sociale former, der paradoksalt nok også viser sig i en manglende evne til at sige det rigtige på det rigtige tidspunkt.
I det små rammer den skæbne søsteren Tine, da hun som ung bliver kæreste med Per Hansen, hvis far er tjenestemand. Straks vil hun have moren til at sige »frikadeller« og ikke bare »deller«. I det store rammer den Jane, som er socialt akavet og handlingslammet gennem størstedelen af romanen.
Sorg og smørkage
En enkelt central scene viser, at bevægelsen fra et samfundslag til et anden i Rødby-Puttgarden ikke kun handler om korrekt sprog, men om forskellige forestillinger om forholdet mellem sprog og selv. Den dag, de har begravet deres mor, møder hun og Tine Janes gamle engelsklærerinde. To samfundsgruppers omgang med sorgen sættes op over for hinanden:
»Hun sagde, at hun havde hørt om vores mor, og at hun havde tænkt på os. Hun havde en bagerpose i den anden hånd, posen så tung ud. Måske var det et rugbrød eller en smørkage, som hun glædede sig til at komme hjem og spise. Hun sagde, at det var godt, Tine og jeg var to. At vi skulle sørge for at tale meget om, hvordan vi havde det. Det var det eneste, der kunne lindre.«
»Jeg hæftede mig ved det ord, lindre. Soothe. Vi gik videre. Vi talte stadig ikke. På et lille bord uden for Tage Hansens stod der bær i papbakker. Vi standsede op. Tine tog fat i min hånd. Vi holdt hårdt i hinandens hænder. Tage Hansen selv kom ud og rakte os to bakker stikkelsbær fra bordet. Han ville ikke have nogen penge. Vi talte en lille smule om vejret, solen havde skinnet voldsomt hele ugen.
»Jeg tog gryden af blusset. Hvis nogen spurgte vores mor, hvordan hun havde det, fortalte hun, hvad hun havde lavet. Nu havde jeg lavet stikkelsbærgrød.«
Fortællerens skepsis over for sin gamle lærer er tydelig, men uudtalt. Den udtrykkes i sammenstødet mellem sorg og smørkage og i den afglidning, der ligger i at oversætte lindre til engelsk, som om man igen sad midt i en engelsktime og altså ikke modtog en andens medfølelse.
Tydelig er også kontrasten mellem den navnløse lærers opfordring til at tale på den ene side og Tage Hansens tavse medfølelse og den afdøde mors demonstrative mangel på ord for sit indre liv på den anden.
Her stilles en veluddannet middelklasses terapeutiske forestillinger om det sprogligt udkrængede indre jeg op over for provinsens tavse, sindige serie af kropslig-sociale gestus, deres u-inderlige mellemmenneskelighed. Der er ikke nogen tvivl om, hvor fortællerens sympati ligger.
Folkeskoleklokken
Tidligere i Rødby-Puttgarden – men efter morens død, som genfortælles i tredjedels tilbageblik – hører Jane sin gamle folkeskoleklokke fra sit værelse.
»Der var noget afmægtigt i ringelyden. Som om klokken havde givet op på forhånd. Jeg synes ikke, den lød sådan, da jeg selv gik i skole. Der var en anden kraft til stede, eller også var det bare mig.«
Det er oplagt at læse klokken som et billede på samfundets forsøg på at strukturere sine borgeres liv sådan, at de kan få de bedst mulige chancer i livet. Det er også oplagt at læse Janes skepsis over for sin gamle lærerinde og over for skoleklokkens forjættelse ind i et før/efter-skema: Morens død har gjort hende skeptisk over for alt det, der kunne føre hende bort fra livet i Rødbyhavn.
Men Janes beskrivelse af sin mors sprog (»hvis nogen spurgte vores mor, hvordan hun havde det, fortalte hun, hvad hun havde lavet«) er i virkeligheden mere interessant. Den passer nemlig forbløffende godt som en karakteristik af hende selv som fortæller, hvilket også vil sige: som en karakteristik af Helle Helles prosastil. Den stil sætter ikke ord på, hvordan folk har det i deres indre.
Blik for overfladen
I stedet registrerer den hverdagsreplikker og -handlinger, som var de en serie af kropslig-sociale gestus. Helle Helles fortællere har blik for overfladen, kort sagt, de registrerer, hvornår man betaler og ikke betaler for stikkelsbær, hvornår et håndtryk er særligt hårdt.
I en anden scene, kort efter at hendes flirt med fyren Aksel er løbet ud i sandet, skriver Jane ordene »bedøvet og lettet« på et stykke papir, men kommer straks til at tænke på sin mor:
»Det var første gang, jeg skrev på den måde. Jeg kiggede på ordene, de sagde mig ikke noget som helst. Det var næsten, som om jeg kunne høre vores mors stemme, 'Nu skaber du dig.'«
At skrive »på den måde« kan ikke betyde andet, end at hun nedfælder sine indre følelser i et sprogligt billede, at hun krænger sit indre ud. Set fra mellemlagenes og måske også læserens perspektiv – men så allierer vi os med engelsklærerinden – er de ord udtryk for et indre pres, de er tegn på et selv, der har behov.
Men de afvises af erindringen om moren, hvilket vil sige: af det miljø og den livsform, moren og søsteren Tine inkarnerer. Der er de ydre, skabagtige tegn på et simuleret sammenbrud.
Mellemlagets disciplin
Ligesom Helle Helles prosastil ikke er særlig for Rødby-Puttgarden, så er Jane ikke en unik skikkelse i Helle Helles forfatterskab. Faktisk varierer der i mange af hendes bøger en bestemt personkonstellation: den bogligt stærke, men socialt akavede hovedperson, der typisk også er fortæller, og hendes livstykke af en veninde.
De fortællere er overopmærksomme på ritualerne for det passende. De bruger det meste af deres energi på ikke at blive synlige – især ikke på en forkert måde – i det mellemmenneskeliges felt. De er, som Jane, typisk halvt uddannede eller befinder sig et sted, hvor de ikke har lyst til at bruge deres boglige kunnen. De er standset op midt i en bevægelse væk fra et uuddannet provinsmiljø.
Venindeskikkelsen er deres modsætning. Hun befinder sig midt i det uuddannede miljø, som fortællerne er på tærsklen af. Dér gør hun en strålende figur, også selvom hun ofte træder ved siden af de spilleregler, fortælleren er så optaget af.
Med en bardus ligefremhed manøvrerer hun sig gennem en provinsiel lilleverden, udviser en spontan og ikke altid gennemtænkt hjælpsomhed og tager med nogenlunde oprejst pande de knubs, hun får undervejs. Hun har ikke boglig kunnen, men hun mestrer et andet sprog: talesproget, sproget forstået som en del af vores omgang med hinanden, sproget som markør af tilhørsforhold og socialt glidemiddel.
Limbo mellem det uddannede og det uuddannede Danmark
I den forstand er det ikke forkert at sige, at Helle Helles forfatterskab som sådan kredser om at være fanget midtvejs i en social mobilitet, om at befinde sig i et limbo mellem det uddannede og det uuddannede Danmark, om ikke at føle sig hjemme nogen af stederne.
Og at forfatterskabet som sådan ikke fremstiller den sociale mobilitet som en frigørelse, men snarere som en snærende og forkrøblende overopmærksomhed over for reglerne for det passende.
Og i videre forstand er forfatterskabets skeptiske og ambivalente fremstilling af social mobilitet også en skepsis over for en af den moderne velfærdsstats vigtigste forestillinger, nemlig at den enkeltes realisering af et bedre og mere fuldt liv for sig selv er i samklang med et ideal om borgernes socialisering ind i et liv som produktive medborger.
Forfatterskabet er skeptisk over for forestillingen om, kan man sige, at selvrealisering og socialisering er en og samme ting.
Jeg mener, hvem er vi, hvis vi insisterer på, at skikkelser som Jane i virkeligheden helst vil væk fra færgen og sin søster og Rødbyhavn? At hendes dybeste, uerkendte ønske er at realisere sig selv som del af velfærdsstatens mellemlag?
Litteraturens velfærdsstat
Tue Andersen Nexø undersøger i tre artikler den forbløffende skepsis over for velfærdsstaten, som han finder i de sidste tyve års danske litteratur. Udgangspunktet er den sociale vending, han konstaterer på tværs af den såkaldt brede realisme og den smalle litteratur. Artiklerne er forkortede og bearbejdede uddrag fra Tue Andersen Nexøs bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, som udkommer den 30. september
Seneste artikler
De skriver fra det trætte, ømme, uperfekte liv i skyggen af en fjern velfærdsstat
24. september 2016De helt unge forfattere fokuserer på sociale og hverdagslige relationer, de deler de lidt ældres skeptiske fremstilling af velfærdsstaten, men ser samtidig helt nye muligheder i litteraturens autoritet. Deres skepsis får en ny form og insisterer på et liv hinsides de officielt sanktionerede forestillinger om det gode livVelfærd på krykker
17. september 2016Nogle af de vigtigste romaner fra 00’erne undersøger funktionsnedsatte borgeres skæbne i velfærdsstaten. Det lader dem udtrykke en helt særlig velfærdsskepsis, og alle bøgerne er skeptiske over for velfærdsstatens såkaldte progressive humanisme. Andet essay af Tue Andersen Nexø om litteraturens mellemværende med velfærdsstaten
men velfærdsstaten er ikke et spørgsmål om social mobilitet i udgangspunktet, tværtimod er den en sikring af tryghed, selvom man vælger et helt almindeligt erhverv, måske endog bare fortsætter i sine forældres fodspor, sådan som det var helt almindeligt indtil for ganske nyligt. Dét er, hvad velfærdsstaten betyder: at vi indkomstudligner over skatten med finansiering af en lang række universelle ydelser, som alle på hver deres måde på et eller andet tidspunkt vil kunne profitere af.
Men alt dette er jo druknet i de kortsigtede og begærlige forestillinger om social opstigning og bedre forbrugsmuligheder som følge af løbende avancementer.
Velfærdssamfundet opererer med, at de bedre forbrugsmuligheder følger af tekniske fremskridt og deraf afledt øget produktivitet.
Man får den tanke, at vi faktisk er ved at gå til modstand - det er som en af de gode klassiske, nordiske børnebøger, hvor en ondt og undertrykkende mørke til sidst med held bekæmpes - det er jo budskabet overalt fra "Folk og Røvere i Kardemomme By" til "Mio, min Mio". For ikke at tale om Ole Lund Kirkegaards bekskrivelser af det gode liv.
Den sociale mobilitet har siden midt-firserne været for nedadgående. I dag er den stort set stagneret og en længerevarende uddannelse er ikke lig med social mobilitet, sådan som den oftest var det tidligere. Den eneste reelle mobilitet er imellem de laveste klasser.
Der er visse elitære grupper, hvor venner og deres afkom hyres, uagtet at der måttet være dusinvis af andre der er lige så kompetente, som bare ikke har netværket i orden.
Ligeledes viser en hel del undersøgelser, at den øverste chef kun ganske sjældent er en faktor, og endnu sjældnere den afgørende faktor, på stigninger i en virksomheds resultat.
Alligevel er det de samme personer der kører i ring imellem virksomhederne og scorer de enorme lønninger, som de i bund og grund ikke har fortjent.
Og det alt imens middel- og arbejderklassen kæmper forgæves for at bedre deres og deres børns sociale status.
Men det skyldes jo netop, Henrik L. Nielsen, at neoliberalismen forvanskede ideen om ledelse til en særlig kompetence, for at de, der troede at skolen begyndte og sluttede med at lære dansk og matematik, kunne få sig et fedt job. Problemet med de job er jo, at man ikke skal kvalificere sig til dem, man skal uddannes til dem i dag. Men kompetence på papiret er meget langt fra kompetence i virkeligheden, og teoridannelse er trods alt i en ikke ringe udstrækning eventyr.
Så længe vi taler om social mobilitet, og ikke beskæftigelsesmæssig mobilitet, så er det vel interessant at bruge lidt hjerneceller på det?
Hvornår bliver den sociale velfærdsstat en realitet, eller i det mindste hovedmålet?
Nok ikke før eliten bliver sat på plads.
Det var jo dér, vi var, Alan Strandbygaard, indtil Nyrup lavede sit paradigmeskift og spændte borgerne for vognen i stedet for virksomhederne.
Jeg tror, at Tue Andersen Nexø måske glemmer, at Helle Helle er gammel nok til at have oplevet en velfærdsstat, der ikke havde social mobilitet som mål, sådan som jeg skitserer det. Det var jo præcis den konsolidering af arbejderklassens rettigheder, som Thomas Nielsen refererede til i sit berømte "Vi har sejret ad Helvede til - godt!" Og måske var det i det øjeblik, at tilbagegangen begyndte, selvom ti års borgerlig regering faktisk ikke ændrede på velfærdens udgangspunkt, det skulle der en socialdemokratisk klasseforræder til.
Social mobilitet. Jeg oplevede en hel arbejderklasse, der fra 50'erne og op til midt i 90'erne løftede sig selv op ved hårdt arbejde - det er man da kalde social mobilitet. At de så slap taget i mange af samfundets svage fra midt 90'erne og frem, det er et af kapitalejere politisk dirigeret svigt, med det formål at illudere fortsat rigdom på rigdom ...det har ikke noget med Velfærdsstaten at gøre - den ide er rigtig god - men selv rigtig gode ideer kan svigtes.
Hmm! Det begynder lidt sjovt:
”Det ser man i Pablo Llambias’ gennembrudsroman Rådhus fra 1997, som forbløffet konstaterer, at der ikke er andet end tilfældige beslutninger og ad hoc-løsninger bag kommunernes planlægning af det offentlige rum.”
Hvilket lugter langt væk af Aalborg. Men hvad har det offentlige rum at gøre med den sociale virkelighed?
Ellers mener jeg, at skribenter er på gyngende grund, i samme øjeblik talen handler om vi og os. Det gør Tue Andersen Nexø heldigvis ikke meget.
Jeg har ikke læst Rødby-Puttgarten , men af og til har jeg drømme om at nå et skib, som aldrig sejler. Så noget tyder på at temaet er dybt.
Bortset fra det forstår jeg ikke argumentationen. Det er som en psykoanalyse af en fraværende klient. Siger Freud og Jung ikke noget om, at man intet kan konkludere, hvis ikke klienten er enig i analysen?
Altså. Hvordan kan man jf. overskriften udtale sig om den generelle sociale mobilitet i et samfund på baggrund af en enkelt forfatters historie om et par menneskers liv ved Femernbælt. Jeg forstår godt hvad historien kan betyde for mig, fordi jeg er også fanget lige dér.
"Jeg mener, hvem er vi, hvis vi insisterer på, at skikkelser som Jane i virkeligheden helst vil væk fra færgen og sin søster og Rødbyhavn? At hendes dybeste, uerkendte ønske er at realisere sig selv som del af velfærdsstatens mellemlag?"
Ja, vi skal ikke have ambitioner på andres vegne, men give dem midler og rum for deres evner; det er velfærd. Men spillet går på det socialt acceptable.
Jeg tror, at man måske skal se bort fra en masse ideologi og i stedet se det som en tilbagevendende magt-cykel, der begynder med idealisme og bedre kår for de fattige, men som så tiltager i form af en ræson, der også gerne vil se nogle resultater i form af udvikling, hvilket fører til en interessekonflikt, fordi hensigten - som f.eks. Brinkmann nu påpeger - er gøre noget for at opnå dette, ikke som middel til at opnå noget andet: det er ikke den liberalistiske "det er bedre at lære folk at fiske end at give dem en fisk," men tværtimod at man ved at give fisken udligner en uretfærdig magtfordeling. Liberalister vil have folk til at blive liberalister, socialister vil have folk til at blive socialister, fornuftige folk vil gerne balancere de to interesser, så liberalisternes jagt på egen lykke kommer helheden til gavn, hvilket for mig er indbegrebet af socialdemokratisk blandingsøkonomi. Tanken er, at folk skal have, hvad folk kan lide: vil man gerne realisere sig som fribytter i en kamp på liv og død med andre fribyttere, kan det lade sig gøre indenfor samfundets rammer, ligesom det skal kunne lade sig gøre både at være syg, ramt af handicap eller bare almindeligt lønmodtager eller arbejdsløs, hvis ens kompetencer ikke for tiden efterspørges. Kernen var den gensidige gøren plads for hinanden på baggrund af en fælles status som borgere i et demokrati.
...Det eneste Danmark og den danske befolkning har fået ud af et EU medlemskab er åbning af vores døre for elendigheden.
Behøver vi virkelig at få klar besked igennem literaturen, for at vurdere tilstanden på såvel social- som geografisk mobilitet. Det er korrekt, at der blev rykket kraftigt på den sociale mobilitet i 60'erne, hvor iøvrigt også kvinder gjorde sig gældende på arbejdsmarkedet. Hvis det skal lykkes en gang til, kan det kun ske, ved at hente arbejdskraft udefra. Desværre lader det til, at hverkel samfundet eller arbejdsmarkedet, er parate til den form for vækst, trods evig råben op om arbejdsudbud. Faktisk er arbejdsmarkedet så uambitiøse, at de er tilfredse med et arbejdsudbud bestående af "ikke arbejdsparate", eller nedslidte arbejdere. Hvis de stadig mangler faglært arbejdskraft, hvorfor i himlens navn har de så ikke taget ansvaret på sig og sørget for uddannelsespladser? Måske kunne man prøve at kaste et blik ud i fremtiden og definerer vækstmarkeder efter det man ser. Der er masser af potentiale i den grønne omstilling f.eks.
Problemet er, at det idag er nemt at melde sig ud af samfundet, hvis man ikke kom med fra start af. Vi har ikke formået, at skaffe de arbejdspladser, der er så vigtige for unge menneskers selvværdsfølelse, når de er færdige med skole og uddannelse. Der bliver bare stillet større og større krav. Nu vil fru Tørnæs oven ikøbet bestemme, hvad de skal uddanne sig til. I 2025 planen er der ikke mig bekendt noget, der tilskynder folk til at flytte sig socialt. Hvad angår geografisk mobilitet, taler udflytningen af de statslige arbejdspladser for sig selv. Der er efterhånden så mange huller i "sikkerhedsnettet" for ikke at tale om det gedemarkede, det er, at være arbejdsløs på aktivering m.v., at ingen har mod på at flytte familien til en anden landsdel. Specielt ikke når der ikke er jobgaranti. Men også boligboblen forhindrer geografisk mobilitet. Ikke mange har råd til at betale dobbelt husleje, og liggetiden er høj i størsteparten af landet. Og endelig er det en smule grotesk, når regeringen ønsker højere pensionsalder, geografisk mobilitet og mindre offentlig sektor. For børnefamilier betyder det, at de må undvære morfar til at hente ungerne, at en af forældrene skal bruge flere timer på transport, muligvis kun komme hjem i weekenden eller flytte væk fra deres sociale netværk til en uvis tilværesle, måske oven ikøbet storbymennesker, der pludselig skal vænne sig til provinslivet. Det hænger ikke sammen med den holdning, man havde til børnefamilier for nogle år siden. Der sloges politikerne om, at hjælpe dem med at få en hverdag, hvor de havde tid til børn. Vel at mærke de børn, der om få år kommer til at bestemme, og hvad har de egentlig at takke for, andet end at de fik nogle penge forærende (SU og børnepenge) og så kunne de ellers klare sig så godt, de nu kunne.
Når de pompøst beskrevne planer for "velfærdssamfundet vælter ud af politikernes knaphuller, baseret på statistikker, analyser og sammenligninger med alverdens lande, så forventer de applaus og bestemt en mildning af politikerleden her i landet...
De vil have, at alle får en chance, eller - en mulighed for at smide "den sociale arv" og de adfærdsnormer, som de lavere socialklasser for slet ikke at tale om indvandrerne er synonyme med.
Imidlertid er der også indlagt en stadig eskalerende sparekniv, som ingen helt kan forstå er nødvendigt. Den er baseret på udregninger og langtidsperspektiver, som ingen kinamand har en chance for at overskue eller - kontrollere.
Med andre ord, frihed til manipulationer, ganske som de andre idealer som baserer sig på hvad det bedste er. Det er naturligvis først og fremmest gymnasieeksamen og en god indkomst. At meget få ønsker en anden uddannelse der ofte er ligeså langvarig, men som ikke nyder politikernes gunst. Ej heller ikke virksomhederne, der i disse år har rigtig gode vilkår, fra samme kant.
Måske hedder det "Det gode samfund" i stedet, hvad er velfærd? Der hvor der er tid og lejlighed til at høre på folk, give støtte og empati til dem, der behøver det. Ingen videre kontrol, sindrige beskrivelser for at hold ryggen fri. Accept af mennesker, ligegyldigt hvor de befinder sig i de sociale lag i stedet for en "skjult" nedladenhed bestående i, at vi skal være bedre (som de selv).
Hvad er der i vejen for at få det?
Man kan ikke forvente at kunne forcere social mobilitet; vi har vor forventninger og drømme, hver især - og ikke mindst, en social arv.