Klumme
Læsetid: 1 min.

Vidnesbyrd

Kultur
17. september 2016

Det er opsigtsvækkende, som der i de her dage inden for litteraturen er gået inflation i termen vidnesbyrd.

Forfatterne siger, når de taler om deres nye bøger, at de vil bidrage med vidnesbyrd om de særlige livserfaringer, de er rundet af.

Litteraturforskere benævner, som det også fremgår af artiklen på de følgende sider, meget af den samtidslitteratur, der har en kritisk brod vendt mod indretningen af vores danske velfærdssystem, som vidnesbyrd.

Og i sagen om Karina Pedersens e-mail-korrespondance-bog, Helt ude i hampen, er vidnesbyrd den term, der bliver brugt af hendes forlag til at gardere bogen mod de anklager om faktasjusk, der efter udgivelsen har lydt, og et behændigt forsøg på at trække bogen langt væk fra debatbogsgenren.

For ’vidnesbyrd’ skal godt nok altid henvise til en singulær sand begivenhed, men den er også omgivet af så meget frihed i den litterære fremstillingsform, at den byder sig fristende til.

Engang var vidnesbyrdet specifikt knyttet til den litteratur, der forsøgte at finde en mere almen form for de dybt traumatiserende oplevelser i Auschwitz som hos Primo Levi, knægtelse af menneskeligt liv i et diktatur som hos Herta Müller eller kvindesoldater i Den Røde Hær som hos sidste års nobelprismodtager i litteratur, Svetlana Aleksijevitj.

Lige nu ser der ud til at ske en vis opblødning eller udvanding af begrebet, sådan at alle kan henvise til deres lille personlige holocaust af et livsdrama som et alment kulturelt traume.

Hvis jeg skal være lidt mere venlig, så kunne jeg også sige, at vi nok savner at finde på et andet begreb, der bedre kan dække over den form for livsfortællinger, som Karina Pedersen og en lang række andre har på hjerte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her