Læsetid: 4 min.

VOXPOP: Studiedrømme

9. september 2016

Louise Bote, 19 år, biologi

– Hvorfor har du valgt studiet?

»Jeg var en rigtig læsehest, da jeg var lille, og jeg elskede at sidde på biblioteket, og så fandt jeg en bog om spækhuggere. Jeg blev rigtig hurtigt kendt som pigen, der vidste alt om delfiner og spækhuggere. Det blev en rigtig stor interesse at lære de her kæmpe pattedyr at kende – hvad kunne de? I femte klasse opdagede jeg, at man faktisk kunne få job som marinebiolog, så jeg tog på HTX, hvor jeg fokuserede på biologi. Men måske skal jeg en anden vej, der er mere kemifokuseret.«

– Hvad er dit billede af at være studerende?

»At det er meget socialt. Mit billede er gruppearbejde med åbne computere og bøger. Jeg er en type, der er bange for at falde bagud. Så jeg forestiller mig, at man skal bruge meget tid med bøgerne.«

– Hvad glæder du dig til?

»Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad jeg skal. For som 19-årig, når man hopper direkte fra HTX på universitetet, er det virkelig svært at sige, hvad man egentlig vil. Jeg glæder mig til selvopdagelsen, og så til at møde nye fantastiske mennesker, alt det sociale.«

– Hvad bliver det hårdeste ved studielivet?

»At sidde med en bog og studere selv. Og vænne sig til, at man står på egne ben. Det tror jeg bliver det sværeste, at finde en rytme.«

Emilie Willads Petersen, 21 år, lingvistik

– Hvorfor har du valgt studiet?

»Jeg blev interesseret i lingvistik, da min gymnasielærer engang i 1.g. begyndte at snakke om Roman Jakobson. Siden da har jeg læst rigtig mange bøger om det. Jeg har haft det sådan lidt, okay, jeg skal måske prøve at overveje nogle andre ting, men jeg er altid vendt tilbage til lingvistik.«

– Hvad er dine forventninger til at være studerende?

»En god blanding af fantastiske diskussioner i læsegrupper, hvor man kan lære nye ting, høre andre synspunkter, og så kloge ord fra forelæsere.«

– Hvad glæder du dig til?

»Jeg glæder mig til at nørde sprog. Mere end noget andet. Og nørde sprog med folk, der også elsker sprog. At være helt oppe at køre over et enkelt ords udvikling gennem tiden, og fra sprog til sprog, er fantastisk. Også selvom andre folk ikke altid forstår det.«

– Hvad bliver det hårdeste ved studielivet?

»Det er et godt spørgsmål ... Det ved jeg ikke, for jeg har ikke prøvet at studere før. Jeg glæder mig bare og tager udfordringerne, som de kommer.«

– Hvad er dit yndlingsord?

»Der er en struktur, jeg rigtig godt kan lide, og det er endelsen -tion på dansk, f.eks. Information, hvor det er rigtig tydeligt. Og den ændrer sig fra sprog til sprog.«

Jannick Vangkilde, 21 år, biologi

– Hvorfor har du valgt studiet?

»Fordi jeg allerede i sjette klasse tænkte, at jeg skulle være dyrepasser. Jeg startede på grundforløbet, men kunne ikke få en elevplads. Så jeg tog en HF for at kunne komme ind på biologi. Jeg håber, at jeg kan blive dyrepasser via det her.«

– Hvad er dit billede af at være studerende?

»Jeg har aldrig set mig selv som én, der skulle studere. Jeg har altid tænkt, at jeg bare skulle ud at fodre og passe nogle dyr. Det er svært for mig at sidde stille længe. Men jeg tror, at biologi er meget godt, fordi jeg interesserer mig for det.«

– Hvad glæder du dig til?

»Jeg glæder mig til en dagligdag, hvor jeg bare skal have biologi. Det var det værste med HF, hvis man i tre dage skulle have andre fag, som man ikke interesserede sig for. Men nu er det biologi, noget jeg har valgt. Man skal bare lære en masse om den samme ting.«

– Hvad bliver det hårdeste ved studielivet?

»Det bliver at få det til at passe sammen med det arbejde, jeg har nu, et sceneteknikerarbejde, som jeg er blevet rigtig glad for. Det er nogle rigtig fede og livsbekræftende oplevelser, jeg får dér. Og så møder jeg alle mulige fantastiske folk fra forskellige lande.«

Eva Nina Wandall, 21 år, lingvistik

– Hvorfor har du valgt studiet?

»Nu har jeg læst et år på portugisiske og brasilianske studier og er blevet rigtig interesseret i sproget. Især de sproglige fag var rigtigt fede, så derfor ville jeg bare gerne fokusere på sprog.«

– Hvad er dit billede af at være studerende?

»Læse, forelæsninger, noget socialt ... Det er vigtigt med det sociale sammenhold, så man har nogle at støtte sig til, når man løber ind i problemer undervejs.«

– Hvad glæder du dig til?

»Jeg glæder mig til at nørde en hel masse grammatik og fonetik. Og finde ud af, hvordan sprog og samfund hænger sammen, og så håber jeg også, at der bliver en hel masse sociale arrangementer.«

– Hvad bliver det hårdeste?

»Jeg tror, der er ret meget selvstudie, for vi kommer kun til at have 12 timer om ugen. Så selvdisciplinen. Man kan godt mærke, at der ikke er mange ressourcer og specielt på humaniora. Der er ikke ret mange timer, og så skal man virkelig være selvdisciplineret.«

– Hvad er dit yndlingsord?

»Jeg har nogle portugisiske yndlingsord. Eller måske er det mere lydene, jeg er fascineret af. ’Parallekpípedo’... Det betyder noget i retning af ’kantsten’.«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu