Baggrund
Læsetid: 4 min.

’Åh nej, endnu en Murakami-roman’

I Danmark er vi vilde med den japanske forfatter Haruki Murakami, der på søndag modtager H.C. Andersen Litteraturpris. Men er Murakami blevet for mainstream for litteraturparnasset?
Haruki Murakami møder sjældent op for at modtage priser, men søndag gæster han Odense Rådhus for at modtage H.C. Andersen Litteraturpris og en halv million kroner.

Haruki Murakami møder sjældent op for at modtage priser, men søndag gæster han Odense Rådhus for at modtage H.C. Andersen Litteraturpris og en halv million kroner.

Per Folkver

Kultur
29. oktober 2016

Når Gitte Marianne Hansen, lektor i japansk litteratur og kultur, går til konferencer og siger til kollegerne, at hun forsker i Haruki Murakami, bliver der ofte trukket på smilebåndet. »’Kender du ikke andre japanske forfattere’, kan man næsten se, de tænker,« siger hun.

»Jeg tror simpelthen, det er, fordi han er lidt for populær.«

Det kan godt være, at han er populær hos både anmeldere og læsere, men inden for litteraturforskningen anses hans arbejde ifølge Gitte Marianne Hansen af mange ikke helt for ’rigtig litteratur’.

Fortælleren Murakami

Haruki Murakami er kendt for sjældent at modtage de utallige priser, han har fået, personligt. Men det er lykkedes folkene bag den pengetunge H.C. Andersen Litteraturpris at lokke den sky forfatter til Danmark, hvor kronprinsessen på søndag overrækker ham prisen og de 500.000 kroner ved en ceremoni på Odense Rådhus.

I priskomiteen er man naturligt nok ikke et øjeblik i tvivl om Murakamis litterære niveau og kvaliteter.

»Vi synes, han er en fremragende forfatter. Opdelingen i mainstream eller højlitteratur er for os ikke så relevant. Det relevante er, om det er god litteratur med kvaliteter af bedste art eller ej. Så enkelt er det,« siger litteraturprofessor og komitémedlem Anne-Marie Mai.

»Vi synes, han er en af de absolut førende forfattere, og vi er meget glade for den forbindelse, han har til fortælletraditioner af forskellig art – herunder også traditioner for eventyr og magisk realisme.«

Netop Murakamis sans for eventyr og ikke mindst sans for at forankre det eventyrlige i hverdagen og virkeligheden er ifølge Anne-Marie Mai en af grundene til, at han modtager netop H.C. Andersen Litteraturpris.

Magisk realisme-mæthed

Talende katte, parallelle dimensioner og fisk, der regner ned fra himlen. Murakamis forfatterskab indeholder masser af magisk realisme side om side med den stilfærdige hverdagsrealisme, som han er berømt for.

Mads Rosendahl Thomsen, professor MSO i litteratur ved Aarhus Universitet, synes, Murakami er god, men han tror, at den magiske realisme i forfatterskabet er en del af forklaringen på, hvorfor han måske er lidt frowned upon i litteraturkredse.

»Man rynker lidt på næsen ad al den mystik og overnaturlighed.«

Tager man et kig ned over listen af tidligere modtagere af H.C. Andersen Litteraturpris – Paulo Coelho, Salman Rushdie og Isabel Allende – kan man ifølge Mads Rosendahl se, at den magiske realisme går igen.

Der er ikke noget, der tyder på, at det er læserne, der har et problem med fantastiske elementer i litteraturen. »Det er stadig sådan, at fortryllelse af verden sælger rigtig godt. Vi har masser af fantasy og litteratur, hvor skildringen af verden ikke er forenelig med gængs, grå hverdagsrealisme,« siger Mads Rosendahl Thomsen, men påpeger, at den magiske realisme ikke længere er i høj kurs blandt litterater. I hvert fald ikke som dengang Gabriel García Márquez bragede igennem både højt og bredt i 1960’erne.

Men, siger han, kritikken af den magiske realisme er ikke ny: »Tag for eksempel Julian Barnes’ Flauberts papegøje fra 1984, hvor Barnes i spøg foreslår et forbud mod den.«

Salman Rushdie er en anden forfatter, hvis forfatterskab også »siver lidt i anerkendelse« ifølge Mads Rosendahl Thomsens fornemmelse. »Der er meget, der tyder på, at han heller ikke har helt samme position, måske igen også koblet med nogle af de magiske elementer, som han har benyttet sig af.«

Den forbandede popularitet

Det er lidt en kliché, at litteraturmiljøet – pingerne eller parnasset – ser ned på den litteratur, der er populær. Men noget tyder på, at det er blevet en kliché af en grund. I Murakamis hjemland, Japan, fik han i begyndelsen næsten ingen anerkendelse. 

Norwegian wood, der kom i 1987, blev ligefrem kritiseret for at ødelægge japansk litteratur. I dag er det lige omvendt, fortæller Gitte Marianne Hansen.

»I Japan er det helt klart, at jo mere populær han er blevet, jo sværere er det blevet at kritisere ham. Men i Vesten er det næsten omvendt: Jo større popularitet han opnår her, jo mere bliver det et problem at se forfatterskabet som rendyrket litteratur.«

Murakamis forfatterskab synes at følge et mønster, mener lektor i litteratur fra Aarhus Universitet Tore Rye Andersen, der også har anmeldt Murakamis bøger i tidsskriftet Standard.

Et mønster, som mange forfattere før ham – blandt andre Umberto Eco, Paul Auster og førnævnte Salman Rushdie – har fulgt.

»De starter med at skrive romaner, som bliver ret anerkendte af akademikere og i litterære kredse. Det bliver de så ved med længe nok – og indimellem måske også i mere og mere udvandet form – indtil de langsomt bevæger sig fra at være undergrund og fra at have street credibility og så ind i mainstream.«

Tore Rye Andersen sammenligner det med gentrificering af bybilleder. Når bedsteborgerne flytter ind i de hippe kvarterer, så må kunstnertyperne se sig om efter andre steder at bo.

Selv om han ikke har noget at udsætte på den litterære kvalitet i Murakamis forfatterskab, så mener han til dels, at udviklingen er selvforskyldt:

»Han har simpelthen skrevet den samme type bøger lidt for længe. Jeg har det efterhånden sådan: ’åh nej, endnu en Murakami-roman’. Man ved præcis, hvilken skabelon de er opbygget over.«

Den skabelon hedder ifølge Tore Rye Andersen: ensom, mandlig, lidt lakonisk hovedperson, som godt kan lide jazzmusik og måske har en kat.

Han stryger skjorter og koger pasta og er jævnt kedelig, men har alligevel en uforklarlig tiltrækningskraft på det modsatte køn.

Men så river et gådefyldt mysterium ham ud af hverdagslivets pladerille, og der sker fantastiske, overnaturlige ting, som sætter hans forestilling om sig selv på prøve.

»På den ene side er det beundringsværdigt med et så homogent forfatterskab, på den anden side kan det også skabe sådan en træthedsfornemmelse. En følelse af, at det bedste ligger bag ham.«

Men det ændrer for Tore Rye Andersens vedkommende ikke på, at han fortjener H.C. Andersen-prisen eller for den sags skyld Nobelprisen i litteratur. Det skulle bare have været tidligere.

»Han har måske bare sejret sig selv lidt ihjel.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her