Interview
Læsetid: 6 min.

Adonis: ’At digte er at forandre verden’

Syrien har altid spillet en rolle i verdenshistorien; det var her alfabetet blev opfundet, og herfra fønikerne drog ud på verdenshavene. Den syriske digter Adonis har altid følt sig forbundet med sit lands store kreativitet, og mener ikke den kan anfægtes, selv om vi er midt i et ufatteligt barbari
Kultur
14. oktober 2016
Digteren og eksil-syreren Adonis

Digteren og eksil-syreren Adonis

Bokmessan

86 år gammel tror eksilsyreren Adonis mere end nogensinde på ordenes kraft. Og fordømmer religionens og Vestens rolle i nederlaget for Det Arabiske Forår.

Et digt forandrede hans liv. Det digt, han skrev i 1943, 13 år gammel, til ære for Syriens daværende præsident, der var på rundrejse i den nordlige del af landet, ikke langt fra ham. Ahmed Saïd Esber måtte bruge sine albuer for at komme tæt på statsmanden og reciterede sine vers for ham.

Fra den dag var Adonis (et pseudonym, han antog i 1947, red.) digter. Fængslet i et halvt år i sit land på grund af sine venstreorienterede holdninger, drog han i eksil i Beirut i 1956, hvor han grundlagde tidsskriftet Shi’r (’Poesi’).

Han fik også sine digte trykt i aviserne, og hans første bog fra 1961 – Damasceneren Mihyars sange – vakte omgående opmærksomhed. Med sit omfattende forfatterskab vandt Adonis sig snart et ry som en af de vigtigste litterære stemmer i den arabiske verden.

Det er imidlertid ikke om sine digte, at Adonis i dag udtaler sig, men om de arabiske samfund og om islam, for samtidens problemer forpligter.

Hans seneste bog, Vold og islam (en samtalebog med den marokkanske psykoanalytiker Houria Abdelouahed) er netop kommet i tredje oplag (og foreligger nu også på dansk, red.). I bogen tager han bladet fra munden, går op imod al politisk korrekthed og afviser de beskyldninger, der er blevet rettet imod ham i de seneste år – at han skulle være Assad-tilhænger eller ’islamofob’.

En stor kulturnation

– Hvilke bånd har du i dag til Syrien?

»Syrien er og bliver en stor kulturnation. Vi er nødt til at abstrahere fra dets regimemagthavere – vi må ikke forveksle dem med folket, så lidt som vi må forveksle det syriske folk med syrere som individer. Jeg har ikke været der siden 2010, selv om jeg stadig har familie i landet. Da jeg gik i eksil i Beirut i 1956, brød jeg med Syrien på det politiske plan. Jeg antog siden libanesisk nationalitet. Men jeg har bevaret et organisk bånd til Syrien som krydsfeltet for civilisationer og kulturmøder. Det var i Syrien, at alfabetet blev opfundet, og herfra, at fønikerne drog ud på verdenshavene. Syrien har altid spillet en rolle i verdenshistorien, og jeg har altid følt mig forbundet med denne store syriske kreativitet. Intet af alt dette kan anfægtes af politiske udviklinger.«

– Hvordan ser du på Syriens aktuelle situation, dets kaos og ødelæggelser?

»Det, vi ser, er et rent ud ufatteligt barbari. I hele vores historie, selv de blodige kapitler – for Syriens historie har aldrig været en fredens historie – har vi aldrig tidligere kendt så rædselsfulde begivenheder. Det er helt uden fortilfælde, at kristne er blevet dræbt, fordi de er kristne, og at alavitter er blevet dræbt, fordi de er alavitter. At tænke sig, at kvinder sælges i bure som handelsvarer.«

»Der findes i koranen suraer, der udtrykker en forfærdelig vold, og det er muligt at læse disse tekststeder på en sådan måde, at de retfærdiggør disse grusomheder, hvis de læses af mennesker, der ikke har nogen kultur, ingen menneskelige visioner, og ikke tror på hverken civilisation eller kreativitet. Så meget desto mere, fordi den dominerende læsning af koranen i vores dage stammer fra wahhabismen, denne fundamentalistiske saudiske sekt. Vi kan heller ikke se bort fra de horrible tilstande, som den arabiske verdens befolkninger står i: Intet arbejde, ingen sikkerhed, en uvis fremtid. Det er tilstande, som skaber total håbløshed.«

– Men var Det Arabiske Forår ikke et tegn på håb og nye tider?

»I begyndelsen jo. Det var ekstraordinært, hvad der skete. Men siden blev opstandene opslugt af andre kræfter. Fra arabisk side var det Golfnationerne, Saudi-Arabien og Qatar. Fra vestlig side amerikanerne og europæerne, som beklageligvis fulgte trop. Begge parter har militariseret dette forår og dræbt i dets navn. De har ødelagt Libyen – Syrien og Irak havde de allerede ødelagt. Nu ser vi, at Yemen er ved at blive ødelagt, med assistance fra Vesten.« 

»Lad os tale menneskerettigheder her. Ganske vist kender den arabiske verden ikke til demokrati, men der eksisterer værre regimer end det syriske. Hvordan skal vi forklare, at Vesten indgår alliancer med fundamentalistiske, salafistiske og obskurantistiske stater, og koncentrerer sig om at påtale menneskerettighedsovergreb helt andre steder? Når vi tænker på, at i Saudi-Arabien har man dømt den palæstinensiske digter Ashfraf Fayad til døden for frafald fra islam – siden nedsat til otte års fængsel og 800 piskeslag … jamen, hvordan kan man være allieret med et sådant regime? Det er helt ufatteligt.«

Født i blod

– Hvorfor har de arabiske samfund udviklet sig så lidt over de sidste 50 år?

»Lad os gå tilbage i tiden. I 661 blev den første muslimske stat, Umayyade-kalifatet, født i blod efter at alle dets tre grundlæggerkaliffer var kommet voldeligt af dage. Det giver en idé om volden i den epoke. I de 15 århundreder, som fulgte, er denne krig mellem muslimer på intet tidspunkt ophørt. Al energi har samlet sig om magt og penge, og religionen er blevet transformeret til et magtredskab. Frem til i dag har den ikke været i stand til at frembringe andet end love. Aldrig nogen stor kultur.« 

»Den arabiske civilisation er blevet skabt af filosoffer, digtere og skabende kunstnere og kulturpersonligheder, der levede under islams ægide (i græsk mytologi et skjold af metal eller skind, som giver bæreren fuld beskyttelse mod fjendtlige angreb, red.). Men de var for langt de flestes vedkommende ikke selv troende eller praktiserende. Man finder ikke i vores historie en stor digter som f.eks. Paul Claudel, der samtidig var troende. Lige så lidt som man blandt verdens halvanden milliard muslimer kan finde en tænker, som er både troende og en stor filosof som f.eks. den jødiske tænker Emmanuel Lévinas.«

Læs også: Poesi fra Syrien

»Alle de, som har forsøgt sig med nye læsninger af islam er blevet behandlet som frafaldne. I 1800-tallet forsøgte den intellektuelle og kulturelle renæssancestrømning, kaldet Nahda i Egypten, at finde tilbage til den intellektuelle produktivitet og rigdom fra den smukke arabisk-andalusiske periode i det 10. århundrede. I stedet for at tage et skridt ind i fremtiden vendte man sig mod fortiden. Her ligger forklaringen på bevægelsens nederlag. De arabiske forår er kun forlængelsen af denne bagudvendte renæssance. Ingen steder så vi hos de såkaldte revolutionære appeller til at befri kvinden fra den islamiske lov eller om indførelse af en sekulær orden. Hvordan kan man have en revolution, der ikke kræver en adskillelse mellem det religiøse og det kulturelle? At gennemføre dette brud er helt essentielt for at kunne orientere sig imod fremtiden.«

Religion erstattede poesi

– Lad os vende tilbage til poesien? Hvorfra stammer dens betydning for den arabiske verden?

»Oprindeligt havde vi arabere kun den præislamiske poesi, en poesi knyttet til friheden, til kærligheden, til kvinden, til besyngelse af dagliglivet. Den var det sted, hvor det arabiske menneske udtrykte sig bedst. Den gjorde krav på at sige sandheden. Men da først åbenbaringen faldt ned fra himlen, ændrede alt sig. Digterne blev herefter set som vildfarne og kritiseret i koranens suraer, ifølge hvilke udelukkende den islamiske profeti kan sige sandheden. Poesien blev marginaliseret og erstattet af religionen.« 

»Til alt held fulgte digterne ikke koranen. Trods denne skabte de en af de største poetiske traditioner i verden. Dog må vi hylde en mand som Al-Ma’mun (766-833). Denne oplyste filosof åbnede erkendelsen for traditioner, der lå uden for islam, da han gav befaling om at oversætte den græske filosofis tekster. ’Oversæt Platon’, sagde han til oversætterne, ’og jeg vil skænke jer bøgernes vægt i guld’.«

– Du skrev dine første digte i Syrien. Hvordan kom de til dig?

»Jeg er født ind i poesien. Det var det eneste, vi havde at læse, det var vores daglige brød. Lige siden jeg var barn har jeg villet forandre verden – det er nødvendigt, hvis man ikke i det uendelige vil gentage det allerede skabte. Ved kun at gentage, deformerer man og dræber det, man gentager. Men når man skriver poesi, forandrer man verden, for hver eneste poet har en vision. Men jeg indså hurtigt, at for at transformere den arabiske verden, dens kultur, dens regimer, måtte man begynde med at skille det religiøse fra alt, som er politisk, kulturelt og socialt, under respekt for den enkeltes ret til at praktisere sin religion. Men jeg vil altid afvise, at religionen skal institutionaliseres og påtvinges alle. Så bliver den til en aggression imod hele samfundet.«

© Télérama og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Fokus på Syrien

Det, der sker i Aleppo i disse dage, sætter vores verden på spil. Det er grusomt for ofrene og ødelæggende for vores tro på, at vi lever i en verden, hvor verdenssamfundet beskytter borgere i alle lande mod diktatorers krigsforbrydelser og massemord.

Men Syrien er mere end et land hærget af krig: det er en kulturel stormagt, et land med en poetisk tradition og et sted, hvor borgerne bliver ved med at drømme.

Vi har i en dag sat resten af verden i parentes for at sætte krigen, landet og den store verdensorden i perspektiv – forfra.

Seneste artikler

  • Modstand er den eneste mulighed

    17. oktober 2016
    De intense bombardementer af civile og udsultningen af Aleppo har til formål at presse oprørerne og befolkningen til overgivelse, mener de kæmpende grupper i byen. Men hvad venter, hvis de overgiver sig, spørger de retorisk
  • Hvem stod bag angrebet på FN-konvojen?

    15. oktober 2016
    Der hersker fortsat uvished om, hvem der stod bag angrebet på en nødhjælpskonvoj den 19. september. Sagen illustrerer, hvor vanskeligt det er at skelne mellem sandhed og propaganda i Syrien
  • De Hvide Hjelme og politiseringen af nødhjælpen

    15. oktober 2016
    Syriske nødhjælpsorganisationer, der opererer i de oprørskontrollerede områder, beskylder FN for at være i lommen på det syriske regime. Men også de syriske hjælpeorganisationers påståede neutralitet forekommer tvivlsom
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her