Læsetid: 4 min.

Afsløringen af Elena Ferrantes identitet vækker vrede

Med dokumentation for honorarudbetalinger og boligkøb har en italiensk avis afsløret, hvem der gemmer sig bag forfatterpseudonymet Elena Ferrante. Er det et nederlag eller en sejr for litteraturen?
5. oktober 2016

Kan en forfatter, der bliver læst i hele verden, insistere på sin ret til at forblive anonym?

Det spørgsmål bliver diskuteret intenst, efter at den italienske industrisammenslutnings dagblad, Il Sole 24 Ore, i sit prangende kulturtillæg søndag afslørede pseudonymet Elena Ferrantes sande identitet.

Afsløringen var koordineret med artikler i internationale medier: magasinet The New York Review of Books i USA, avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung i Tyskland og webavisen Mediapart i Frankrig.

Il Sole 24 Ore – som har et underskud på 50 mio. euro og for tiden mangler en funktionsdygtig bestyrelse – har brugt den klassiske follow the money-metode.

Ved at undersøge udbetalinger fra forlaget Edizioni e/o før og efter udgivelsen af romansuiten Min geniale veninde kan avisen fastslå, at Elena Ferrante i virkeligheden må være oversætteren Anita Raja, der sammen med sin mand, forfatteren Domenico Starnone, har købt to dyre lejligheder i Rom efter bøgernes store succes på det amerikanske marked:

»Jeg finder den journalistik, som efterforsker folks privatliv og behandler forfatterinder som camorrister (medlemmer af den napolitanske mafia, red.), usmagelig,« udtaler Sandro Ferri, der sammen med sin kone, Sandra Ozzola, driver Edizioni e/o til avisen La Repubblica: »Det er en belejring uden ende, en mangel på respekt over for en person, der ikke vil stå frem.«

Middel mod selvcensur

I breve og skriftlige interviews – med forlæggerparret Ferri og Ozzola som kommunikationskanal – har Elena Ferrante beskrevet fraværet fra offentligheden som afgørende for sit forfatterskab.

Ved at skelne skarpt imellem, »hvad vi er i livet, og hvad vi er som skrivende«, kan man »få bugt med selvcensuren«, hævder hun. Således er de fire romaner i Napoli-suiten om to kvinders opvækst og problematiske forbundenhed også blev rost for en særlig hudløs ærlighed:

»Det virker næsten som en voldtægt sådan at tage tøjet af hende, når hun ikke ønsker det,« siger Pia Schwarz Lausten, der som lektor i italiensk litteratur på Københavns Universitet forsker i forfatterskabet, til Information om afsløringen og tilføjer: »Det kommer til at have en vis indflydelse på læseoplevelsen. Ønsket om, at værket skulle stå alene, og at læserne kun skulle forholde sig til det, kommer nu til at stå tilbage som en utopi. Der ligger jo en masse tanker og et helt litteratursyn bag den beslutning, som hun allerede traf, da hun udgav sin første bog i 1991.«

Det har dog længe været en offentlig hemmelighed – som bl.a. det italienske sladdersite Dagospia har udbredt – at den 63-årige Anita Raja nok stod bag pseudonymet, måske i en slags samarbejde med sin mand. Men der har også været andre teorier.

Med de hårde beviser, som nu er blevet fremlagt, lukkes denne margin af usikkerhed, der gav læseren mulighed for at forestille sig, at forfatteren kunne være »en frisør, en nonne eller en portør på et hospital«, som forfatteren og satirikeren Michele Serra påpeger i La Repubblica:

»Tavsheden, ikke-navnet, ikke-ansigtet, ikke-fotografierne var mere interessante,« skriver Serra.

Sejr for litteraturen?

Forfatterens anonymitet har selvfølgelig også givet anledning til en masse spekulationer om selvbiografiske aspekter i bøgerne.

På baggrund af især Napoli-suiten kunne man få det indtryk, at de var skrevet af en person, der har haft en fattig, men relativt normal opvækst i Napoli. Det billede passer ikke på Raja, men snarere på hendes mand, Starnone.

Raja er datter af en tysk jødinde, der overlevede holocaust, og en napolitansk dommer. De første tre år af hendes liv boede familien i Napoli, men siden har hun angiveligt tilbragt det meste af sit liv i Rom, hvor hun har ernæret sig som oversætter af tysk litteratur.

I The New York Times hævder kritikeren og digteren Adam Kirsch, at afsløringen var uundgåelig – heller ikke George Eliot, som i virkeligheden var en kvinde, og pressesky forfattere som J.D. Salinger og Thomas Pynchon kunne helt undgå offentligheden.

Bevidstheden om, at Raja er helt anderledes end personerne i bøgerne, beviser den litterære fantasis styrke, hævder Kirsch:

»Det er litteraturens paradoks, hvilket også er humanismens herlighed: Ideen om at intet menneskeligt er fremmed for os, at vi har evnen til at forestille os ind i hinandens liv. Hvis afsløringen af Elena Ferrante minder os om den sandhed, som vi i dag er alt for tilbøjelige til at glemme, så vil den måske i sidste ende kunne retfærdiggøres.«

Det synspunkt deler Pia Schwarz Lausten ikke:

»Det handler i virkeligheden om forskellen på sandfærdighed og troværdighed. For det er nogle meget troværdige historier, selv om hun nok ikke har oplevet en brøkdel af det selv. Men jeg kan slet ikke se, hvordan afsløringen skulle være en slags sejr for litteraturen. Jeg synes, at litteraturen vinder en sejr, når den kan stå for sig selv og ikke bliver besmittet af en empirisk forfatterperson. En af litteraturens styrker er, at du kan sige nogle sandheder uden at skulle føre bevis for dem.«

- Men påvirker oplysningen om, at Rajas mor var holocaustoverlever, din læsning?

»Den har da åbnet en ny lem i mit hoved. Der er i hvert fald noget med en fortielse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det lykkedes mig ikke at blive grebet af hendes bøger, så lagde dem ret hurtigt fra mig. Må så også konstatere, at interessen for hendes værk kun opstod, fordi mystikken om, hvem forfatteren var, var det altoverskyggende budskab i diverse omtaler - som her.

Maj-Britt Kent Hansen

Interessant artikel. Også vinklen, hvor Knausgård inddrages. Og kønsaspektet.

Er det værket eller forfatteren, der er vigtig/skal bedømmes? Problemstillingen er velkendt. Men hvorfor forfatteren har behov for at skrive under pseudonym - og et pseudonym, der ligger tæt op ad Elsa Morante giver anledning til endnu flere gisninger. Hun/han vil forveksles? Bringe EM i erindring?

Men det var vist kendt blandt flere, hvem forfatteren var. Man sagde det bare ikke højt. I det mindste fik jeg det indtryk, da Information i forsommeren holdt møde, hvor et panel bestående af forlæggeren Charlotte Jørgensen, Mads Frese og lektor Pia Schwarz Lausten talte sammen om forfatterskabet. Nu har en journalist, en mand (en tarvelig en?) fortalt læserne det, som en snæver kreds mente, at de alene havde patent på at vide.