Læsetid: 5 min.

Besættelsesfilm lærer os mere om aktuelle kriser end om fortiden

Danskerne valfarter i biffen for at se film om besættelsestiden, og i denne uge kan endnu en film føjes til listen over danske skildringer af Anden Verdenskrig. Men hvorfor bliver det ved med at være interessant og relevant at genfortælle lige netop den historie?
Danskerne valfarter i biffen for at se film om besættelsestiden, og i denne uge kan endnu en film føjes til listen over danske skildringer af Anden Verdenskrig. Men hvorfor bliver det ved med at være interessant og relevant at genfortælle lige netop den historie?

Line Høstrup/iBureauet

28. oktober 2016

Film som Flammen & Citronen og Hvidstensgruppen blev store biografbaskere i 2008 og 2012.

Sidste år kom filmene 9. april og Under Sandet, der måske ikke appellerede til et helt så bredt publikum, men alligevel fik stor bevågenhed.

Ikke mindst da Under Sandet for nylig blev valgt som Danmarks kandidat til en Oscar-nominering som bedste udenlandske film.

Filmene indskriver sig i den lange række af danske film om Anden Verdenskrig.

I denne uge har der været premiere på endnu en film om samme emne. Fuglene over sundet fortæller historien om de danske jøders flugt under besættelsen.

Læs også: ’Hvad er der i det for os?’

Men hvorfor skal vi se endnu en film om Anden Verdenskrig? Hvad er det, der gør, at fiktionen igen og igen søger tilbage til denne fortælling?

Historiker og dr.phil Bo Lidegaard er ikke i tvivl.

»Det er, fordi Anden Verdenskrig er den sidste gang, vi selv har gennemlevet den store fortælling om ondt og godt, kampen mellem demokrati og diktatur, civilisation og brutalitet på en måde, som vi i hvert fald nu opfatter som sort/hvid,« siger han.

»Vi er aldrig blevet færdige med at skændes om, hvem der repræsenterede det gode. Selv om der er en entydig ondskab, så er det ikke sådan, at de, der bekæmpede nazismen, var entydigt gode. Så historien er dybt fascinerende for os, både fordi det er her, vi sidst gennemlevede den store kamp i ren form, og fordi den ikke giver nogle entydige svar.«

Historisk oprør

Roni Ezra har instrueret filmen 9. april, der skildrer historien om den cykeldeling, som bliver beordret til at bremse den tyske hær, da den krydsede grænsen for at invadere Danmark i 1940.

For ham er det helt naturligt, at mange filmskabere interesserer sig for fortællingen om Anden Verdenskrig, for som instruktør leder man altid efter det største drama.

Som den mest dramatiske periode i nyere dansk historie indeholder Anden Verdenskrig på sin vis alt, hvad en god film behøver, da den af mange stadig anses som den sidste retfærdige krig. Tilmed er konflikten på det visuelle plan som skabt til det store lærred.

»Nazismen og den tyske krigsmaskine har ikoniseret og sat en standard for, hvordan ondskab ser ud selv den dag i dag,« siger Roni Ezra.

Men det er ikke den eneste grund til, at historien om Danmarks rolle under krigen ofte bliver genfortalt.

»Det er også, fordi det vi troede, vi vidste dengang, bliver ved med at udvikle sig. Jeg synes, at historien bliver mere og mere nuanceret, og dermed bliver det også mere appellerende for unge filmmagere, som måske er vokset op med et mere glorificeret billede af Danmark under besættelsen,« siger Roni Ezra.

»Der er en tendens til at kigge indad og gøre op med det polerede billede af vores historie. Hvis jeg skal se en rød tråd i film som Under Sandet, 9. april og Fuglene over sundet er det, at de arbejder med det danske selvbillede og punkterer nogle myter.«

»Der er ikke længere den samme berøringsangt i forhold til, hvordan man portrætterer danskerne. En film som Under Sandet tog et kæmpe skridt i forhold til vores egen selvforståelse, hvor man gik helt skamfuld ud af biografen,« siger Roni Ezra.

Desuden varer det ikke længe, før den sidste generation, der oplevede historien på første hånd, ikke er her mere, og det kan være endnu en årsag til, at der bliver lavet mange film om perioden lige nu, mener instruktøren.

For ham blev mødet med de sidste syv overlevende veteraner – ud af de 3.000 soldater, der kæmpede den 9. april – rygraden i filmen, og den ville muligvis slet ikke være blevet til, hvis han ikke havde mødt dem, fortæller han.

»Hvis man skal nå at have nogle øjenvidneberetninger og førstehåndsoplevelser, så er det nu,« siger Roni Ezra.

Historien handler ikke om fortiden

De danske film om besættelsen genererer – som så mange andre historiske værker – ofte debat om, hvor grænserne går for fiktionens kreative brug af historien.

Men spørger man Bo Lidegaard, handler mange af disse film slet ikke om, hvad der skete dengang.

»De historiske film er typisk et indlæg i en helt aktuel debat, der handler om Danmarks syn på sig selv i det 21. århundrede,« konstaterer han.

»Man bruger besættelsestiden som kulisse, fordi man kan trække dilemmaerne mellem ondt og godt stærkere frem. Så det er et let sted at gå hen og lede efter den type konflikter.«

At bruge fortiden som en kulisse, hvori man lader aktuelle problemstillinger udspille sig, er et greb, der er lige så gammelt som kunsten selv, siger Lidegaard. Og det er der ikke noget forkert i at gøre, så længe man ikke misforstår det og tror, at det giver indsigt i, hvordan man tænkte og følte i historisk tid.

»Det eneste, sådan nogle værker fortæller om, er, hvordan vi i dag har det med os selv og hinanden. De er indlæg i den løbende diskussion om, hvem vi er, men ikke om, hvem vi var. Balladen opstår, når de lader, som om det er det, de vil.«

Roni Ezra er enig i at fortiden bruges til at bearbejde nutiden.

»For det brede publikum kræver det en vis distance at kunne rumme film om betændte, aktuelle emner,« siger han.

Den distance kan historien tilbyde.

»Vi kan ikke piske folk med dårlig samvittighed, for det er jo ikke derfor de går i biografen. Men jeg tror, at vi kan plante nogle frø i forhold til det, der foregår i dag gennem historierne om Anden Verdenskrig, hvor publikum får den distance, der også samtidig gør, at de kan absorbere det,« siger han.

»Jeg er sikker på, at de, der har lavet Fuglene over sundet, har gjort sig nogle tanker om flygtningestrømmen. Men jeg tror, at de gør klogt i at behandle det aktuelle emne igennem en historisk fortælling og give publikum lov til selv at drage parallellerne.«

Vil der komme et mætningspunkt, hvor vi ikke gider se flere film om denne periode?

Roni Ezra: »Krigen fik det bedste og det værste frem i mennesket i en skala, vi aldrig har set før eller siden, så jeg tror altid, vi vil kunne vende tilbage til den konflikt.«

For Bo Lidegaard ligger svaret i filmenes aktualitet:

»Vi bliver aldrig trætte af at høre om os selv. Heller ikke selv om det er fortalt i en kulisse, der er fortid. Man skal bare altid huske, at de her historier ikke handler om vores bedsteforældre. De er fortalt til os i vores sprog, og de handler om os. Det er vores projicering af egne dilemmaer tilbage i den tid, og det er derfor, vi bliver ved med at se dem.«

'Fuglene over sundet' er instrueret af Nicolo Donato og havde premiere den 27. oktober 2016

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Hvis man ellers har læst sine klassikere, f.eks. Hans Kirk og Hans Scherfigs romaner der foregår i den tid har man et nogenlunde realistisk billede af tiden '40 'til '45...