Læsetid: 6 min.

Bieber beskyttede sig selv i Parken

Justin Bieber lignede en, der enten gjorde oprør imod musikindustrien eller en, der var ved at blive ædt op af den, da han søndag aften spillede i Parken. Måske var han begge dele på samme tid, men resultatet var under alle omstændigheder en speciel koncert, hvor Bieber slet ikke gik ind på popmaskineriets præmisser
Justin Bieber er ikke et stort og utaknemmeligt barn. Han er træt og presset. Men han er også i færd med at overvinde den umådelige udfordring, det må være at have været den største barnestjerne siden Jesus.

Justin Bieber er ikke et stort og utaknemmeligt barn. Han er træt og presset. Men han er også i færd med at overvinde den umådelige udfordring, det må være at have været den største barnestjerne siden Jesus.

Nanna Navntoft

4. oktober 2016

Justin Bieber løfter mikrofonen op til munden og synger en linje. Så fjerner han mikrofonen og lader backing tracket klare den næste. Justin Bieber hopper på en enorm trampolin, der er blevet hejst ud over publikum. Hans arme dasker ned langs siden. Justin Bieber spiller en trommesolo og er lige ved at tabe energien så meget, at han næsten går i stå.

Det var svært at vurdere, hvorfor Justin Bieber, der søndag aften gæstede Parken, opførte sig som han gjorde på scenen. Måske lavede han en grundig demonstration imod musikbranchens altopslugende maskineri.

Måske han helt grundlæggende er ved at brænde ud, sådan som en del anmeldere har bemærket. Eller måske forsøgte han at beskytte sig selv, som han overbeviste mig om med en lille tale hen imod slutningen.

Ægte autenticitet

Resultatet blev under alle omstændigheder, at koncerten, som popkoncert betragtet, var noget lidt særligt. For Justin Bieber hverken faldt igennem eller viste verden, hvordan en popkoncert skal skæres. Nej, han spillede slet ikke med på det stort opsatte popshows præmis.

Det er derfor også umuligt at undlade at bemærke, at showet kunne have været bedre tilpasset hans eget energiniveau. Rammerne for koncerten lagde som forventet op til den vildeste EDM-fest, men når Justin Bieber stod ved siden af sine tændte dansere, lignede han desværre en, der ikke havde lyst til at være der.

Men på trods af – og måske også lidt på grund af – alle de showmæssige dødssynder, han begik, kunne jeg egentlig ret godt lide den Justin Bieber, der var mødt op i Parken. Måske fordi der opstod en vis musikalsk spænding imellem den sløve, melankolske Bieber og det hyperenergiske band.

En spænding, der minder lidt om den, som er at finde på hans nyeste ret fremragende plade, Purpose. Måske fordi denne Justin Bieber – efter en del overvejelse fra min side – endte med at slå mig som autentisk i en branche, hvor autenticiteten ikke ligefrem hænger på træerne.

Den voksne Bieber

Selv om Justin Bieber sidste år udgav en plade, som for mange – mig selv inklusiv – markerede, at han med succes var ved at foretage bevægelsen fra at være barnestjerne til at være voksenstjerne, er størstedelen af de fremmødte meget unge.

Og hver gang der sker noget oppe på scenen – for eksempel da en Calvin Klein-reklame med Bieber kommer op på en storskærm inden showstart – bliver der hvinet med en øresønderrivende lydstyrke, som jeg aldrig har hørt magen til i Parken.

Der bliver således hvinet, da en ny video, som markerer showets start, viser Bieber fanget i et glasbur. Hvorefter der bliver hvinet, da den ægte Bieber bliver hejst ind over scenen i et glasbur, hvor han skriver på glasset med en hvid tusch, mens han synger det smukke popnummer »Mark My Words«.

Oppe ved bandet står en publikumsoppisker, som kraftfuldt råber ting som »come on« og »get ready.« Når Justin Bieber henvender sig til publikum, sker det mellem numrene og yderst lavmælt, og det står ret hurtigt klart, at det ikke er fra Bieber, at energien skal komme.

Uengageret coolness

Biebers band leverer også numrene med en imponerende energi og får på overraskende vis heltetrommer og helteguitar til at passe ind over de ellers ret EDM-baserede numre fra Purpose.

Imens er Biebers vokalpræstation langt hen ad vejen uden indflydelse på det musikalske udtryk, og der går ikke ret lang tid, før jeg begynder at tænke, at showet potentielt kan falde helt fra hinanden.

Alligevel opstår der ikke noget tidspunkt, hvor han falder helt igennem. Han ligner lidt en, der ikke har lyst til at være der, ja, men samtidig formår han at bevare en vis coolness. Og jeg kan ret godt lide ham, selv om jeg et godt stykke ad vejen også er lidt bekymret for ham.

Det største problem er måske også, at showet omkring ham er gearet til at flække gulvet, mens han selv ser alvorlig og meget træt ud. For når der indimellem kommer et stille nummer, er han i langt højere grad i sit rette element rent stemningsmæssigt. Ikke mindst da han på et tidspunkt sætter sig i en rød sofa og spiller et par akustiske numre.

Her kan han ikke gemme sig bag de indspillede vokaler på backing tracket – og har vist heller helt så meget behov for det. Men efter den akustiske session glider Bieber tilbage i sin uengagerede rolle. Og det er først til sidst i koncerten, at jeg begynder at forstå, hvad det hele går ud på.

Han er glad indeni

Men lad os først spole et par timer tilbage. Inden koncerten begynder, sætter Thor Blanchez Farlov, en af drengene fra det danske band Citybois, sig på pladsen foran mig. Fordi Citybois i høj grad appellerer til den samme målgruppe som Justin Bieber, har Thor mildest talt bevæget sig ind i løvens hule, og der går da heller ikke lang tid, før de første 20 piger har taget selfies med ham.

Det vil måske give mening at sige, at Citybois er noget af det tætteste, vi kommer på en dansk pendant til Justin Bieber. Men selv om Thors tilstedeværelse er nok til at skabe en vis masen rundt imellem stolerækkerne, er det vand ved siden af, hvad der sker, når Justin Bieber bevæger sig ud i offentligheden. Når han bliver spottet, går alting i stå – eller måske nærmere amok. For Bieber er den ultimative barne- og teenagestjerne. Sandsynligvis den største, verden nogensinde har set.

Det vil derfor heller ikke være mærkeligt, hvis han er ved at blive spist indefra af den verden, der bare vil have mere og mere Bieber. Eller hvis han er blevet ligeglad med det hele. Arrogant måske. Men da jeg er lige ved at være nået til en af de to konklusioner, kommer det pludselig, i en af de længere snakke-sessions i slutningen af showet.

Hans egen forklaring på, hvorfor han opfører sig sådan. Han har bemærket, at mange anmeldere har skrevet, at han på Purpose-turneen har lignet en, der ikke har lyst til at være på scenen, og det vil han gerne afkræfte. Han er glad indeni, siger han, selv om han ikke viser det, og han er uendeligt taknemmelig for, at folk møder op til hans shows med så stor entusiasme.

En vital renselsesproces

Den snak er lettere forventelig, og jeg har lidt svært ved at tro på, at han er glad. Men han siger også noget, som rækker ud over de andre forventelige ting, som stjerner siger til deres koncerter. Noget, som rummer en dyb alvor, og som både relaterer til det hårde ved at være popstjerne og ved at være menneske i det hele taget i glansbilledverdenen på de sociale medier.

Han siger, at han har planer om at blive ved med at optræde hele sit liv, og hvis han skal kunne holde til det, er han nødt til at være autentisk og ikke fake flere smil.

Efter den bemærkning begynder tingene at falde på plads for mig. Ikke mindst når jeg sammenholder det med den udmelding, han gav sine fans, da han aflyste de 2.000 $-meet’n’greet-sessions, som dedikerede – og rige – beliebers kunne købe. I den forbindelse sagde han, at disse møder drænede ham for energi og gjorde ham for deprimeret til at optræde.

Med det in mente bliver det klart, at han ikke bare er et stort, utaknemmeligt barn, men at han er træt og presset, og at han måske er begyndt at forstå vigtigheden af at passe på sit mentale helbred.

Så da han til sidst i koncerten siger til sine fans, at de giver ham mening i tilværelsen og han så sætter sig helt nede ved nogle af dem og synger titelnummeret fra den nye plade, »Purpose«, så tror jeg på ham. Og da han på afslutningsnummeret »Sorry« går igennem et scenografisk vandfald, som skyller ned fra toppen af scenen og gør hans hvide T-shirt gennemsigtig, ligner han – udover nok først og fremmest at ligne de fleste af de fremmødte pigers vådeste drøm – en, der er godt i gang med en yderst vital renselsesproces.

I sidste ende går jeg således fra den ret mærkelige koncert med en tro på, at hele verdens Justin Bieber er i færd med at overvinde den umådelige udfordring, det må være at have været den største barnestjerne siden Jesus.

Justin Bieber spillede i Parken i København søndag den 2. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • charlotte keck
charlotte keck anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu