Folk
Læsetid: 1 min.

Bogfolk

Kultur
29. oktober 2016

Einar Már Gudmundsson

Intet mindre end en pragtpræstation og en pragtudgave. Vi taler om den udgave af den islandske forfatter Einar Már Gudmundssons samlede værker fra 1981 til i dag, som Lindhardt og Ringhof nu sender på gaden.

Udgaven spænder fra den første digtsamling, som Gudmundsson udgav i 1981, Frankensteins kup, til På sporet af den zoologiske have fra 2016 og omfatter hele 19 værker samlet i en hel lille paphylde. Fra første til seneste udgivelse er det Erik Skyum-Nielsen, der har oversat. De Samlede Værker kan erhverves for 1.000 kr. og må siges at være en meget oplagt julegaveidé.

Svetlana Aleksijevitj

Forlaget Palomar udviste rettidig omhu og udgav med stor succes sidste års Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj næsten samtidig med, at hun modtog Nobelprisen i litteratur.

Derfor var det også forventet, at det var Palomar, der alene skulle videreføre Aleksijevitjs forfatterskab.

De udgiver da også i næste uge hendes Secondhand-tid om livet i den kommunistiske utopi, men næsten samtidig har en konkurrent meldt sig på banen, nemlig Lindhardt og Ringhof, der i disse dage udgiver nobelprismodtagerens beretninger fra krigen i Afghanistan, Zinkdrengene.

Paul Beatty

Det blev den amerikanske forfatter Paul Beatty, der løb med en anden af de mest prestigefyldte priser, Man Booker-prisen, for romanen The Sellout.

Bogen er Beattys fjerde roman, siden han debuterede i 1996 med The White Boy Schuffle, og er en satirisk beskrivelse af en mand uden nogen fremtid, som i et desperat forsøg på at få opmærksomhed forsøger at genindføre slaveriet i sin hjemby Dickens i Californien, hvilket ender for højesteretten.

Man Booker-prisen er blevet uddelt siden 1969 og er på 50.000 britiske pund svarende til godt og vel 500.000 danske kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her