Læsetid: 5 min.

Ciao Dario!

Dario Fo var en usædvanligt vital tusindkunstner, som gjorde teaterkunsten politisk i Italien og blev belønnet med Nobelprisen i litteratur for det. Nu er han død, 90 år gammel
Dario Fo var en usædvanligt vital tusindkunstner, som gjorde teaterkunsten politisk i Italien og blev belønnet med Nobelprisen i litteratur for det. Nu er han død, 90 år gammel

Niels Christensen/Ritzau Scanpix

15. oktober 2016

Dario Fo (1926-2016) var en gøgler af Guds nåde.

Man skulle derfor næsten tro, at den italienske multikunstner med vilje havde valgt at dø samme dag som meddelelsen om, at troubadouren Bob Dylan modtager årets Nobelpris i litteratur, kom.

Da Fo selv modtog prisen i 1997, kom det også bag på de fleste:

»Fordi han ved at emulere middelalderens hofnarre hudfletter magthaverne og forsvarer de underkuedes værdighed,« hed det i begrundelsen.

Fo var søn af stationsforstanderen i en lille by nær grænsen til Schweiz. Han fremhævede selv den mundtlige fortælletradition på hjemegnen som en af sine vigtigste inspirationskilder.

De sidste to år af Anden Verdenskrig udgjorde et af de mørkeste kapitler i Fos liv. Efter at de allierede i 1943 havde erobret Syditalien, meldte han sig som frivillig til hæren i Salò-republikken, en nazistisk lydstat i den nordlige del af landet, hvilket først kom frem i begyndelsen af 1970’erne.

Fo hævdede, at han havde været tvunget til at gøre tjeneste som faldskærmssoldat for at undgå deportation til Tyskland og repressalier mod familien.

Efter krigen gik han på kunstakademiet i Milano og begyndte at skrive satiriske monologer til statsradiofonien, RAI. I 1954 blev han gift med skuespillerinden Franca Rame (1929-2013), og året efter fik de sønnen Jacopo.

Fo og Rame dannede et teaterkompagni og optrådte i et varieteprogram på tv. Men efter at være blevet censureret adskillige gange valgte de at koncentrere sig om teaterforestillinger, der blev opført i forsamlingshuse, på pladser og fabrikker.

Gennembruddet og ’blyårene’

Det store gennembrud kom med monologen Mistero buffo fra 1969. Fo reciterede selv teksten – der består af folkelige genfortællinger af en række bibelske temaer på grammelot, en satirisk blanding af norditalienske dialekter – med sin ekstremt ekspressive mimik.

Med En tilfældig anarkists hændelige død, som kom året efter, gjorde Fo og Rame for alvor den italienske og europæiske teaterscene politisk. Stykket er inspireret af hændelserne efter bombeattentatet mod en bank på Piazza Fontana midt i Milano i december 1969, som kostede 17 mennesker livet og blev indledningen på et årtis politisk vold i Italien.

Politiets mistanke rettede sig straks mod venstrefløjen, og en af de hovedmistænkte, anarkisten Giuseppe Pinelli, omkom tre dage senere efter et mystisk fald fra vinduet i et afhøringslokale.

Stykket foregreb på mange måder, hvad der siden er blevet etableret som en juridisk sandhed: at nyfascister stod bag bombeattentatet for at fremprovokere en autoritær drejning i italiensk politik.

To år senere blev politimanden Luigi Calabresi, der havde været med til at afhøre Pinelli, dræbt i en hævnaktion af medlemmer af venstrefløjsorganisationen Lotta Continua.

Fo og Rame havde sammen med over 700 andre italienske intellektuelle og kulturpersonligheder året inden underskrevet et åbent brev, der kritiserede, at Calabresi var blevet frifundet for ethvert ansvar i forbindelse med Pinellis død.

Fo og Rame brugte både deres forestillinger til politisk modinformation og til at indsamle penge til de fabriksbesættelser, som opstod i Norditalien i forbindelse med ungdomsoprøret. I 1972 dannede de en formel støtteorganisation for fængslede venstrefløjsaktivister, Soccorso Rosso Militante.

Parret spillede altså en aktiv rolle i de såkaldte blyår, hvor Italien var plaget af terrorisme. I 1973 blev Rame kidnappet og voldtaget af en gruppe nyfascister.

Nogle år senere vendte de tilbage til RAI med programmet Il teatro di Dario Fo, hvor de kunne præsentere deres repertoire og moderne genfortolkning af Commedia dell’arte-traditionen for et bredt publikum. Programmet blev kritiseret hårdt af Vatikanet for at fremstille religiøse temaer og især gejstlige på respektløs vis.

Antikonformisme og galskab

Antiklerikalisme, antikonformisme, socialt engagement og kritik af en underdanig indstilling til magthaverne var faste ingredienser i Fos kunst og årsagerne til, at han og Rame var så hadet på højrefløjen i Italien. Han var en folkelig nar og en kultiveret provokatør.

I 1980’erne udvidede han paletten ved at vende tilbage til sit udgangspunkt som billedkunstner og lave scenografi til egne og andres forestillinger.

På baggrund af grundig research forklarede og genfortolkede han historiske temaer og personligheder med særligt blik for det udgrænsede og med en metode, han selv definerede som »allegorier med opmærksomheden rettet mod den historiske sandhed«.

Antiklerikal satire fra Il teatro di Dario Fo.

Galskab er således et andet centralt tema:

»Galskaben lever side om side med klogskaben. Det paradoksale er, at evnen til at fabulere om en anderledes verden er det mest intelligente, mennesket har opfundet. For at kunne læse verden, er man nødt til at kunne benytte sig af satiren, af det groteske og af galskaben,« sagde Fo, da Information interviewede ham for halvandet år siden.

»Sammen med Franca har jeg i mange år besøgt sindssygehospitaler. At hylde galskaben er også at hylde tvivlen. Hvad er det mest usædvanlige ved sindslidende? Det er, at de tvivler på alt omkring sig. Ikke af fordomsfuldhed, men af mistillid til faste definitioner.«

Mod slutningen af sit lange liv begyndte Fo at skrive romaner, som han selv illustrerede. En af dem handler om Christian den 7., den gale danske konge, som Fo betragtede som genial.

Han havde en særlig veneration for Danmark, som han især lærte at kende gennem landsmanden Eugenio Barba, der i 1960’erne dannede Odin Teatret med base i Holstebro. Blandt Fos nære venner var således også hans danske oversætter, dramaturgen og teatervidenskabsmanden Bent Holm.

»For mig har Danmark altid været et eksempel på et vellykket samfund,« sagde Fo.

Personkult og populisme

Jeg havde selv den fornøjelse at møde Fo i 2015 i forbindelse med det ovennævnte interview. Taxachaufføren, som jeg ikke havde indviet i mit ærinde ved Porta Romana, udpegede med stolthed og ærefrygt i stemmen hans lejlighed:

»Dér bor Dario Fo.«

Interviewet var en hæsblæsende oplevelse, som blev efterfulgt af flere telefonopkald, hvor han efterlyste en italiensk oversættelse af artiklen. Fo var uden tvivl den mest vitale olding, jeg nogensinde har mødt, præget af både stor generøsitet og en næsten barnlig selvoptagethed.

Der var en interessant spænding mellem hans antiautoritære ideologi og den personkult, der var opstået omkring ham med en hærskare af assistenter, der omtalte ham som il maestro.

Han holdt aldrig op med at være politisk aktiv og kastede efter tildelingen af nobelprisen sin kulturelle kapital ind i kampen mod Silvio Berlusconis bestræbelser på at gøre det italienske demokrati til sin personlige ejendom.

Dario Fos laver satire over Silvio Berlusconi.

Derefter var Fo blandt de mest aktive støtter i protestbevægelsen MoVimento 5 Stelles forvandling til et politisk parti. For blot halvanden måned siden skrev litteraten Marco Belpoliti en sønderlemmende kritik af Fo i ugemagasinet L’espresso under overskriften »Konformisten Dario Fo«:

»Fo er ikke til diskussion, ligesom næsten hele hans værk. Der er tale om et nationalt monument,« skriver Belpoliti og tilføjer, at Fo som politisk aktivist og intellektuel er »populist«:

»Han er en del af en ’gruppe’ og henvender sig til denne, som om det virkelig var hele folket (…) Heri består forskellen på ham og fortidens intellektuelle og kunstnere: Fo står aldrig alene.«

Belpoliti hævder, at »jeg har haft et nemt liv, fordi jeg til forskel fra andre store intellektuelle aldrig har løbet den risiko at handle helt på egen hånd ved at gå imod strømmen og indtage ubekvemme standpunkter«, skriver Fo i sit svar og opremser sine mange konflikter med magthaverne.

Han understreger, at betegnelsen populist for ham ikke er negativ. Populisme er derimod ifølge Fo »politiske eller kunstneriske bevægelser, der ser folket og respekten for ethvert individ, der indgår i civilsamfundet, som et etisk og socialt forbillede«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Steffen Gliese
Maj-Britt Kent Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer