Læsetid: 5 min.

Den danske stat og det lille naturfolk

Danmarks forhold til Grønland bærer stadig præg af kolonialisme, mener eksperter i begge lande
Den grønlandske fangerkultur er med tiden blevet trængt i baggrunden, men faktisk var den danske tilstedeværelse motiveret af, at man gerne ville have de varer, som fangerne kunne skaffe: pels, sælskind og hval. Det fortæller Mille Gabriel, museumsinspektør ved Nationalmuseets Etnografiske Samling. »Fangerkulturen var noget, man opfordrede dem til at holde fast i, ikke noget man ville undertrykke. Men det var svært at vedholde den vandrende jæger- og samlerkultur, når kirken samtidig gerne ville knytte den grønlandske befolkning til bestemte kolonibyer,« siger Mille Gabriel og fortæller samtidig, at fangerlivet har fået en form for genopblomstring, idet man ser det som et stærkt identitetsbærende element i Grønland.

Den grønlandske fangerkultur er med tiden blevet trængt i baggrunden, men faktisk var den danske tilstedeværelse motiveret af, at man gerne ville have de varer, som fangerne kunne skaffe: pels, sælskind og hval. Det fortæller Mille Gabriel, museumsinspektør ved Nationalmuseets Etnografiske Samling. »Fangerkulturen var noget, man opfordrede dem til at holde fast i, ikke noget man ville undertrykke. Men det var svært at vedholde den vandrende jæger- og samlerkultur, når kirken samtidig gerne ville knytte den grønlandske befolkning til bestemte kolonibyer,« siger Mille Gabriel og fortæller samtidig, at fangerlivet har fået en form for genopblomstring, idet man ser det som et stærkt identitetsbærende element i Grønland.

Thomas Krabbe/Nationalmuseet

Kultur
7. oktober 2016

I 2017 er det 100 år siden, at Danmark solgte Jomfruøerne til USA, men det betyder ikke, at Danmarks rolle som kolonimagt udelukkende hører til i historiebøgerne.

Selvom Grønland fik selvstyre i 2009, så mener flere eksperter, at den danske stat stadig opfører sig kolonialt over for Grønland.

Maria Ackrén, der er lektor og ph.d. ved afdeling for Samfundsvidenskab, Økonomi og Ledelse ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) betegner relationen mellem Danmark og Grønland som postkolonial: Grønland kan ikke længere betegnes som en koloni, men forholdet bærer stadig præg af, at det engang var et kolonialt forhold.

»Bloktilskuddet betyder for eksempel, at Grønland stadig er i afhængighedsforhold til Danmark. Vi ser også stadig mange danskere, der besidder toppositioner i samfundet, i de offentligt ejede virksomheder eller i selvstyret. Danske modeller og løsninger er også blevet implementeret i forskellige kontekster, uden at man har tilpasset dem til grønlandske forhold med en lille og spredt befolkning,« siger Ackrén.

Lars Jensen, der forsker i postkoloniale forhold ved RUC, er enig i Ackréns vurdering.

»Så længe Danmark hævder suverænitet over Grønland, er kolonitiden ikke afsluttet,« siger Lars Jensen, der i 2012 udgav bogen Danmark: Rigsfællesskab, tropekolonier og den postkoloniale arv, som kigger kritisk på Danmarks koloniale fortid og postkoloniale nutid.

Han henviser til, at Grønland ikke med den nuværende ordning, som siden 2009 har været et selvstyre inden for rammerne af det danske rigsfællesskab, kan overtage ansvaret med områder som udenrigs-, forsvars-, og sikkerhedspolitik, Højesteret, statsforvaltning og statsborgerskab, samt valuta- og pengepolitik, men at beslutninger på de områder stadig ligger under den danske regering og Folketinget.

»Danmarks råderum i forhold til Grønland er stadig kolonialt på grund af forfatningen, og fordi de tilskud, Grønland får fra Danmark, giver Danmark beslutningsmagt i grønlandske indenrigsspørgsmål,« siger han.

Forskellige fortællinger

Kirsten Thisted forsker i forholdet mellem Danmark og Grønland ved Københavns Universitet. Hun kigger blandt andet på, hvordan forholdet opfattes i de forskellige lande baseret på præsentationen i fag- og skønlitteratur, og hun fortæller, at der kan være langt mellem opfattelserne.

»Siden salget af Dansk Vestindien har man i Danmark finpudset billedet af Danmark som en god, venlig og mild kolonimagt. Der opstod en fortælling om, at Danmark ikke formåede at markere sig blandt de store kolonimagter, fordi vi ikke var brutale nok, og at det var grunden til, at vi tabte kolonierne,« siger hun. »Efter salget af Dansk Vestindien stod vi tilbage med Grønland, og skabte en fortælling om, hvordan vi tog et lille naturfolk under vingerne og undlod at udrydde den oprindelige befolkning, som det f.eks. skete i Tasmanien eller Nordamerika,« siger Kirsten Thisted.

Fortællingen i Grønland har derimod ifølge Thisted blandt andet fokuseret på, hvordan Danmark bragte moderniseringen til Grøn-land uden at tilpasse den lokale vilkår. Danmarks rolle som koloniherre kom for alvor under lup efter studenteroprøret i 1960’erne, mener Kirsten Thisted.

»Da der kom fokus på antikolonialisme og antiimperialisme i 1970’erne og 1980’erne, talte man om, at vi havde fortrængt den koloniale fortid. Der blev skrevet værker, både på dansk og grønlandsk, om slavetiden og om Grønland, hvor Danmark var skurken. Det tog til med etableringen af hjemmestyret i 1979, og Grønland selv tog del i bølgen med sange og litteratur,« siger Kirsten Thisted.

Ifølge Maria Ackrén fra Ilisimatusarfik kommer opfattelsen af Danmark som koloniherre i dag meget an på, hvem man spørger.

»De ældre generationer har måske oplevet fødestedskriteriet (som regulerede statsansattes løn i Grønland, så personer født i landet fik lavere løn og dårligere vilkår end udsendte danskere, red.) og kan også huske tvangsforflytninger og andre eksperimenter, som ikke nødvendigvis falder ind under ka-tegorien human kolonimagt. Andre vil mene, at Danmarks indflydelse i Grønland har ført en masse godt med sig i form af et velfærdssamfund med f.eks. uddannelsesmuligheder og infrastruktur,« siger Maria Ackrén.

Politiker: Danskerne fylder meget

Også Justus Hansen, medlem af Inatsisartut (Grønlands landsting, red.) og formand for dets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, melder om en splittet befolkning, når det kommer til synet på Danmarks historiske og nuværende tilstedeværelse i Grønland.

Selv mener han, at tilstedeværelsen er positiv.

»Men jeg kan jo kun tale for mig selv som politisk ordfører for Demokraterne, ikke på vegne af hele befolkningen. Sandheden er, at danske penge og danske erhvervsfolk fylder meget her i landet, og det nyder samfundet heldigvis godt af. Men der er også nogen, som tolker de mange danske penge i Grønland som en fortsættelse af handelskolonierne og magten fra dengang. Jeg synes først og fremmest, det er positivt, når folk vil hjælpe med at skabe liv, penge og job her, om man så er kommet til byen fra Alluitsup Paa, Aalborg eller Arlington,« siger han.

Justus Hansen mener dog også, at der er plads til forbedring i forholdet mellem Danmark og Grønland.

»Vi bliver tit mindet om, at danskere ser Grønland som noget fjernt og eksotisk, selvom vi stadig er en del af den samme stat. Det er jo egentlig gammeldags,« siger Hansen.

Han opfordrer derfor til mere Grønland på skoleskemaet for at nedbryde de barrierer, der ifølge ham stadig er mellem landene.

»Et praktisk sted at starte kunne være ved at poste penge i mere elevudveksling og flere timer i folkeskolen om Grønland. Forsvaret og Udenrigsministeriet kunne også medtage Arktis som en større del af deres daglige prioriteringer. Generelt mere respekt fra dansk side, både menneskeligt og på politisk plan.«

Aaja Chemnitz Larsen, medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, opfordrer også til mere udveksling, og peger på, at der især er én måde, hvorpå Danmark kan forbedre forholdet:

»Ved at prioritere de 32 områder, som Danmark fortsat varetager på vegne af Grønland. Herunder ved at sikre, at kongelige anordninger for Grønland ikke bliver en ringere kopi af en dansk lovgivning 10-15 år senere, men at man tager det ansvar, man har overfor det grønlandske samfund, alvorligt og opdaterer familieretten, justitsområdet eller forsvarsområdet rettidigt og med respekt for det grønlandske samfund. Børneloven fra 1962 er f.eks. fortsat gældende, mens tilsvarende lov i Danmark er opdateret for længst og opdateres løbende,« siger Aaja Chemnitz Larsen og tilføjer:

»Det handler om at anerkende og respektere hinandens forskellige kulturer og samfund.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Håbet er, at Grønland & Færøerne tager hinanden i hånden og melder sig ud af Rigsfællesskabet.

Håbet kunne ligge ved Aleqa Hammond; men hun har desværre vist sig at være for tyvagtig for Siumut; men der er vel andre, der kan føre sagen frem.