Læsetid: 10 min.

Døgnåbent i smertebutikken

Årets nordiske litteraturpriskandidater genopfører den urgamle kamp mellem følelser og æstetisk form
Årets nordiske litteraturpriskandidater genopfører den urgamle kamp mellem følelser og æstetisk form

Line Høstrup/iBureauet

29. oktober 2016

Hovedindtrykket af feltet med kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris fornemmes i år overmåde dystert.

Sygdom, lidelser, overgreb, skuffelser, sorg og død males op på muren i såvel prosa som poesi.

To romaner skriver sig målbevidst frem mod hovedpersonens død, og blandt ægteskabsskildringerne kredser en om rå vold, en anden om opslidende utroskab, begge med skilsmisse som konsekvens.

Det synes, som om en art generel apokalyptisk stemning i tiden ansporer forfatterne til at søge ind til deres egne og deres forfædres og formødres livs kraftigste katastrofer og simpelt hen holde døgnåbent i smertebutikken.

Læs også: Nordiske litteraturpriskandidater 2016

En oplagt overvejelse kommer derfor til at gælde sammenhængen og et muligt kontrastspil mellem alle de mørkladne eller begsorte motiver og så den valgte æstetiske form: Hvad har nordiske poeter og prosaister at sætte op mod sygdom, afsavn og død?

Eller spurgt på en anden led: Formår de netop at skildre det tunge og dystre på en måde, så det bevarer sin eksistentielle alvor, samtidig med at læsningen paradoksalt giver anledning til at tro ikke bare på litteraturen, men også på letheden, lyset og varmen i menneskenes liv med hinanden?

Formater og genrer

At disse åbne spørgsmål kalder på en smule analyse og refleksion, hænger ikke mindst sammen med, at de 14 nominerede værker virker så forskellige i genre og ydre format.

Den samiske Pixi-poesi savkkuhan sávri sániid, af sin forfatter Sara Margrethe Oskal (f. 1970) oversat til norsk som utrettelige ord, har så lidt tekst, at det hele snildt kunne stå på et A5-ark, men til den modsatte yderlighed gik Klaus Høeck med mammutten Legacy: 586 sider firedobbelte haiku!

Mest mastodontisk fremtræder den færøske moppedreng af en bog. Carl Jóhan Jensen (f. 1957) har godt nok tidligere (i 2005) begået en roman på næsten 800 tættrykte sider, men vælter alligevel væggene med Eg síggi teg betur í myrkri (Jeg ser dig bedre i mørke), til konkurrencen heroisk oversat af Anna Mattsson. Her er han igen i Ulysses-format, i det mindste kvantitativt.

Genremæssigt spreder feltet sig på fem omgange lyrik (fire kredse eller kompositioner og så en enkelt lidt mere gammeldags sammenbragt bunke digte) og ni runder prosa (en enkelt grønlandsk novellesamling er i selskab med tre historiske romaner, to romaner fra tiderne efter Anden Verdenskrig og tre selvbiografiske samtidsromaner).

Tre af forfatterne er debutanter inden for den aktuelle genre, flere af de øvrige derimod garvede rotter såsom islandske Guðbergur Bergsson (f. 1932), førnævnte Klaus Høeck (f. 1938), norske Geir Gulliksen (f. 1963) og svenske Katarina Frostenson (f. 1953).

Linn Ullmann (f. 1966), som skriver på norsk, men havde en (verdensberømt) svensk far, kan jeg (af en eller anden ridderlig årsag) ikke få mig selv til at kalde en rotte.

Finske fortællere

Lad mig begynde rejsen længst østpå og slå fast, at (staten) Finland i år stiller med tre talentfulde, seriøse og solide fortællere som kandidater.

Elementært medrivende og menneskeligt bevægende beretter Sirpa Kähkonen (f. 1966) i Graniitimies (2014, oversat til svensk som Granitmannen af Janina Orlov) på grundlag af sin bedstefars biografi om to finske kommunister, der i 1922, efter nederlaget i Borgerkrigen, drager på ski over 600 km for med idealistisk ildhu at deltage i opbygningen af den nye bonde- og arbejderstat.

Hvor Ilja er udadvendt og politisk retlinet, brænder Klaras hjerte for det nære: »av naturen älskade jag det lilla livet, och det kollektiva bara på ett teoretiskt och liksom torrt plan«. Derfor engagerer hun sig primært i at bistå gadebørn, ja, tager tilmed to af dem i pleje.

Men som systemet strammer grebet, bliver det svært at være revolutionær utopist, og da vi har passeret midten af 1930’erne, brænder gruppen af venner samtlige billeder og papirer af frygt for udrensningerne.

De to første dele, fra samme storby, Petrograd/Leningrad, fortælles i tilbageblik af Klara, men så tager en 3. persons fortæller over og til slut en ung pige fra kredsen.

Her bliver formen hektisk, med skift i verbalform mellem datid og nutid, så fortvivlelsen rigtig kan brænde sig fast.

Modsat kan man i første omgang lade sig narre af den boblende humor, hvormed Sabine Forsblom
(f. 1961) åbner Maskrosgudens barn (Mælkebøttegudens børn, 2015) og spidder lærerne på skolen i Borgå/Porvoo, hvor hovedpersonen Betinka går.

Man smiler og ler, men opdager så med ét, at romanen mest handler om mobning og andre former for ondskab. Om had mellem de svensk- og finsktalende. Om broderskab uden retfærd, retfærdighed uden solidaritet, om frihed uden lighed.

Til allersidst bliver det hele sort, i historien om morfars død: »det kom ingen stjärna som blinkade på himlen och det kan man ju förstå, för hur ska en stjärnas ljus kunna nå ut från ett så mörkt hål i marken?« De, som vi elsker højest, skal dø og i deres grav i jorden. Citatet, skal det tilføjes, er ikke ganske repræsentativt, for bogens stil er stærkt præget af dialekt.

Lever og lider man intenst med Betinka, føler man ikke mindre under læsning af romanen fra Åland, første prosaværk af lyrikeren Carina Karlsson (f. 1966).

Sin titel Mirakelvattnet har den fra en historisk hændelse, dengang en druknet dreng blev genoplivet (med varmt øl!) i december 1408.

Helt anderledes går det her, da hovedpersonen Johanna uforvarende bliver årsag til en evnesvag piges død. Fra da af øver hun sig i at kapsle sine følelser ind. Stædig, stolt og så hård som ålandsk granit lærer hun at holde ud og stå sine savn igennem.

Men helt forvinder hun aldrig tabet af den farfar, der kastede hende op i luften og lyset. Hendes tavshed og smerte skrives med fin poesi ind i landskabet, og man får lyst til at slutte sig til de mange, som i sæsonen besøger bogens lokaliteter med digteren som guide.

Skulle man betegne Katarina Frostenson som en rejsefører, må det vel blive i en klassisk lyrisk tradition.

Fra den vælger hun sig i Sånger och formler russiske Marina Tsvetajeva og Ovid som pejlepunkter. Især har hun forelsket sig i sidstnævntes Tristia (da. Ovids Bitterligheder), skrevet i eksil ved Sortehavet:

tog ett par sidor om dagen ur den

färdades med den, stretade med orden

drogs iväg

ett pensum, som på medeltiden

ja ett dagsverke mot melankolin

att ansträngas – arbeta

att arbeta betyder att anstränga sig

är det allt som är kvar

det är – nästan allt

Frostenson, som beklæder den 18. stol i Akademiet, er lærd og belæst og en sværvægter i moderne svensk poesi.

Hendes medkandidat Tom Malmquist (f. 1978) har udgivet blot to digtsamlinger, men slog igennem i fjor med sin første roman I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv, nylig udsendt i Pia Juuls lydhøre danske oversættelse som I hvert øjeblik er vi stadig i live.

Tabet og sorgen

Romanen begynder da jegfortællerens kæreste, Karin, gravid i ottende måned, hasteindlægges og viser sig at have akut leukæmi. Få uger senere er hun død, men en dejlig datter, Livia, født ved kejsersnit, klarer sig hurtigt fint.

Sorgen varer ved, mens rejsen mod ny hverdag begynder. Tabet tynger, men Tom Malmquists præcise, detaljemættede fortælling gør smertebillederne rige, gode at få både forstand og følelser af. Den bog får jeg svært ved at glemme.

Men hopper vi over sundet og hjem, må det samme siges om digtsuiten Ming (2015) af Bjørn Rasmussen (f. 1978).

Man kender fra to rystende romaner hans kompromisløse eksperimenterelyst, men stifter nu også bekendtskab med en sand ordfinder og sprogfornyer, som kan finde på at kalde sig selv en »slamskede« og frejdigt desperat sige: »jeg har altid kun haft min pik at stole på«.

Hvad angår Klaus Høeck, stoler han i den slægtsskildrende Legacy fra i fjor atter en gang på sine systemer, dog også på sin aldrig svigtende humor og sprogsans og med fin selvironi på poesi som vejen til skønhed:

det er ikke svært

at skrive dårlige dig

te – langt vanskeli

gere er det at

ødelægge poesien

det tager både

lang tid og kræver

det ypperste som digtnin

gen kan præstere

men det er af skøn

hedens aske fugl føniks

stiger op igen

4 x 17 stavelser, voila. Men alligevel et større format end hos Sara Margrete Oskal i hendes intetsigende og sært signaturforladte billeder fra 2012 af samisk liv og hverdag. Fungerer de poetisk på samisk? Hvem ved? På norsk virker det tyndt:

tett i tett

som tettpakket snø

så godt om plass

likevel trangt

Alligevel trangt! Ak, det kunne jo stå som referat af Geir Gulliksens Historie om et ekteskap (2015). Bemærk i denne titel den ubestemte form.

Vi får den forladte ægtemands version og oplever knugende konkret den tiltagende opløsning i et parforhold, som begyndte i kærlighed, udviklede sig som venskab og forældreskab, men for hustruen endte som et fængsel.

Næsten ubærligt er det at følge, hvordan fortælleren i åbenhedens og tillidens og fordomsfrihedens navn indlemmer rivalen i parrets erotiske diskurs og derved driver konen i bukserne på ham.

Man talte i 1970’erne følsomt om den bløde mand, på norsk »den myke mannen«. Han er så genfødt her, genfødt til sit pinagtige nederlag, som beskrives hudløst direkte, og med dirrende dialoger.

Berømte personer

Grundmaterialet i Linn Ullmanns De urolige (2015) udgøres af hendes samtaler med sin far, filmkunstneren Ingmar Bergman.

Men uh, hvor man dog ærgrer sig over, at datter og far først fik snakket grundigt sammen umiddelbart inden hans død.

En tomhed og fortvivlelse runger fra bogens sider, dog, under disse følelseslag beretter den en dybt personlig historie om fortællerens tidlige ensomhed.

Respekten opretholdes, også for moren, filmskuespiller Liv Ullmann, og dog forbliver romanen et stilfærdigt, stilsikkert gennemført opgør på baggrund af fatale omsorgssvigt. Kun den køligt sikre litterære stil gør det hele så nogenlunde udholdeligt.

Som stof til sin gigantiske roman Jeg ser dig bedre i mørket (med undertitel »Indledning til en komedie«) har Carl Jóhan Jensen udsøgt sig den berømte islandske digter + nationsbygger Einar Benediktsson (1864-1940).

Han leverede nu også materialerne til Thor Vilhjálmssons Grámosinn glóir (1986), der i 1988 vandt Nordisk Råds Litteraturpris.

Færingen har valgt at rokere om på navnene, kalde helten Benedikt Einarsson og henlægge scenen til et passagerskib, som i august 1939 få dage inden Anden Verdenskrigs udbrud skal fragte ham fra Bergen til Færøerne.

Siddende på agterdækket, døende af en overdosis morfin, genkalder digteren sig i glimt livet, som kommer væltende ind over ham med en styrke som de nordatlantiske bølger.

Imponerende i format, men for tungt i den episke gennemførelse, følger værket en drømmer og idealist i konfrontation med den nye tids vilkår og gør ham tænksomt til et spejl for islændingenes splittelse mellem moderniteten og traditionen.

Krasse og hvasse

I det sidste spiller Jensen på samme strenge som Guðbergur Bergsson i dennes Þrír sneru aftur (2014, Tre mand vendte tilbage), hvis handling til at begynde med udspiller sig nøjagtig samtidig, lige inden krigen skal begynde.

På en ensom, afsides gård bor et ældre ægtepar og deres enspænder af en voksen søn. Men da dennes søstre får børn og sætter dem af hos forældrene, befolkes gården af pigeliv.

Titlen hentyder til to englændere, der kommer forbi, først som kåde turister, siden som besættelsessoldater, og til en tysker, der for en tid holder sig skjult i en lavahule.

Det er disse tre mænd, der vender tilbage, da gården er omdannet til hotel! I mellemtiden er der gået et halvt århundrede, og forfatteren har fået materiale til en kras og hvas kritik af det moderne islandske samfund. Mange anser bogen for en af hans bedste. Han skriver køligt, men med et subtilt vibrato.

Sart vil jeg derimod ikke kalde Elisabet Jökulsdóttirs digte om et voldeligt parforhold, Ástin ein taugahrúga. Enginn dans vid Ufsaklett (2014, oversat til svensk af Ylva Hellerud som Kärleken ett nervvrak. Ingen dans vid Fiskarstenen og illustreret med tegninger af kvinder med dryppende kusse!). I tre afdelinger følger man kurmageriet, et stadigt mere voldspræget samliv og sluttelig adskillelsen. I denne fase taler kvinden endelig med egen tunge. Hans har hun til gengæld glemt at skære af:

På natten skickar jag ett sms

och han svarar inte

jag känner hur hatet

låser sig om varje nerv

och jeg mår illa

jag kunde kasta mig över honom

slita skinnet av honom

hugga i köttet

sticka ut ögonen

trycka fittan

över ansiktet på honom

tils jag känner tungan

som jag glömt skära av.

Barske sager, javel, men formidlet med en humor og skånselsløs direkthed, som uvægerlig må gøre indtryk, uanset læserens køn.

Sort og hvidt

I boksen ved siden af denne hurtigspringende oversigt kan læseren se et personligt bud på prioritering af de 14 priskandidater.

Det er længe siden, at samerne eller færingerne har kunnet hjemføre den prestigefyldte pris. Åland og Grønland har aldrig modtaget den.

Sker det denne gang, vil det være i kraft af Carina Karlsson eller Sørine Steenholdt (f. 1986 i Paamiut, på dansk Frederikshåb og studerende inden for sprog, litteratur og medier på Ilisimatusarfik, universitetet i Nuuk).

Fra barnets og den udsatte unges synsvinkel gives hos sidstnævnte deprimerende rids af sociale og psykiske problemer, og mellem de ni noveller er indsat sorte blade med lyriske intermezzi.

Bogen er oversat til dansk af Niviaq Korneliussen og virkningsfuldt illustreret af Maja-Lisa Kehlet Hansen. Måske dette værk allertydeligst manifesterer den koncentration om sygdom, lidelser, overgreb, skuffelser, sorg og død, som så stærkt sætter præg på årets ansøgerfelt.

Skulle prisen gå til Zombiet Nunatt eller Zombieland, vil den være en for samtidens atmosfære og mentalitet repræsentativ vinder. Men til lyset i mørket har forfatteren ikke kunnet eller netop ikke villet åbne adgang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu