Kommentar
Læsetid: 3 min.

Hvad DR kan lære af Red Bull

Red Bull har i flere år været indrulleret i den danske musikbranche. Nu er konceptet Red Bull Sound Select også kommet til Danmark, og dermed markerer Red Bull sig som en ny stor aktør i forhold til at finde og promovere nye kunstnere. Måske endda en aktør, der kan fungere som et godt supplement til DR
Kultur
25. oktober 2016

Den danske rapper Noah Carter har stort set ikke udgivet noget endnu. Alligevel strakte køen til hans debutkoncert i sidste uge sig hele vejen ned igennem Pumpehusets aflange gårdhave, og da han spillede, var hele den store sal i Pumpehuset fyldt op.

Red Bull Sound Select er kommet til Danmark, og Noah Carter er en af de tre danske kunstnere, som Red Bull har arbejdet med i 2016-versionen af deres talentprojekt.

Op til koncerten har Red Bull været med til at skabe en hype omkring Noah Carter. De har blandt andet hjulpet ham med at lave en musikvideo. De har lavet pressemateriale for ham og lavet en hel dags produktionsøver, en slags generalprøve for hele koncertproduktionen.

Og så har de altså arrangeret en koncert, hvor Noah Carter deler scenen med de britiske grime-rappere Geko og AJ Tracey, der skal fungere som publikumsmagneter.

Det er ikke helt nyt, at Red Bull arbejder med dansk musik. Red Bull har i flere år haft et studie i midten af København, hvor de har tilbudt studietid til danske musikere. Og Red Bull Music Academy, der har kørt som et internationalt tiltag i cirka 20 år, har haft danske kunstnere med de sidste fem år.

Men med introduktionen af konceptet Red Bull Sound Select, synes Red Bull mere end nogensinde før at være i gang med at blive indrulleret i den danske musikbranche. Med dette tiltag har de nemlig for alvor fingrene helt nede i vækstlagets muld, når de med hashtagget #breakmusic forsøger at hjælpe spritnye kunstnere frem.

Det store spørgsmål er så, hvad det betyder for kunstnerne og for den danske musikbranche, at Red Bull nu er kommet ind som aktør og i en vis forstand også som gatekeeper for, hvilke navne, der kommer igennem deres maskineri.

Indhold giver kunder

Red Bull Sound Select synes at være endnu et element i den overordnede brandingstrategi, Red Bull benytter sig af, nemlig content marketing, hvor de først og fremmest giver deres kunder indhold.

Blandt andet i form af oplevelser, der dybest set ikke har noget med energidrik at gøre, som for eksempel Felix Baumgartners udspring fra 39 kilometers højde tilbage i 2012. Hvor det så er meningen, at kunderne selv skal komme til Red Bull, fordi Red Bull har noget at byde på.

Derfor er det selvfølgelig afgørende for Red Bull i denne sammenhæng, at der er kvalitet i den musik, de forsøger at breake. For de kommer ingen vegne med indholdsløs content marketing.

Deres model virker da også ganske sober. Red Bull udvælger ikke selv de kunstnere, som de skal arbejde med. De udvælger derimod kuratorer, som så skal bruge deres indblik i vækstlaget til at udvælge de bedst egnede nye kunstnere.

I denne første version har kuratorerne været DJ og radiovært Le Gammeltoft, der udvalgte bandet Silvester til Red Bull Sound Select, designer Asger Juel Larsen, der udvalgte bandet School of X, og så Danijel Drux, der udvalgte Noah Carter.

Når man tænker over det, kunne DR – der de seneste mange år har været deprimerende topstyret i forhold til musikudvælgelsen – lære ret meget af den model. Ikke mindst hvis Red Bull løbende skifter sine kuratorer, så det ikke blot er de samme tre, der går igen fra gang til gang.

Det er på nuværende tidspunkt svært at vurdere, hvor stor indflydelse Red Bull Sound Select har for de kunstnere, de arbejder med. Men det virker oplagt, at det internationale musiknetværk, som Red Bull Sound Select også udgør, må være yderst attraktivt for danske kunstnere – også for en kunstner som Noah Carter, der rapper på engelsk.

Og det virker ligeledes oplagt, at Red Bull kan byde ind med noget positivt i forhold til et musiklandskab, hvor DR netop er den helt store aktør og gatekeeper i forhold til at breake nye kunstnere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bliver spændende at følge.
Live-streamer i øvrigt også en hel del festivaler. Bl.a. Roskilde.