Baggrund
Læsetid: 7 min.

Faldet

En ung mand forsvinder i bjergene og årtier senere forfølger mysteriet fortsat de efterladte. Forfatteren Liz Jensens fortælling om hendes egen tragiske familiehistorie, som var inspiration for hendes roman ’The Ninth Life of Louis Drax’. Roman er blevet filmatiseret og vises nu på filmfestivalen CPHPIX
Billedet fra 1960 viser Liz Jensen som baby, hendes søster Esther og forældrene Valerie Corcos og Neils Rosenvinge Jensen.

 

 

 

Billedet fra 1960 viser Liz Jensen som baby, hendes søster Esther og forældrene Valerie Corcos og Neils Rosenvinge Jensen.

 

 

 

Kultur
29. oktober 2016

Jeg var seks år gammel, da min mor første gang fortalte mig historien om sin families tragedie. Jeg havde spurgt til hendes mor. Andre børn havde mormødre. Hvorfor havde vi ikke?

»Hun hoppede ud fra en klippe, efter min bror var forsvundet,« sagde hun. »Det kaldes at begå selvmord.«

Jeg husker blandingen af fascination og chok og iveren efter at vide mere. Men jo flere detaljer, jeg fik at vide, desto mere frustreret blev jeg. Der var noget i det dobbelte mysterium, der ikke hang sammen. Og hvorfor var der ingen slutning?

I sensommeren 1937, da min mor var ti år gammel, tog min mormor hende og de tre brødre med til Alperne.

Måske havde hun tænkt, at den schweiziske bjergluft ville gøre dem alle godt efter det chok, der havde ramt dem, da min morfar var død to år forinden. Frisk luft, vilde blomster, lange gåture. Det kunne måske hjælpe dem til at genfinde glæden.

På hotellet i Schweiz spillede de kort, læste, lo og småskændtes.

Det store skænderi opstod en morgen over morgenmaden. Senere hen var der tilsyneladende ingen, der kunne huske, hvad der fik min mormor og hendes ældste søn til at tørne så indædt sammen.

Gav hun ham besked på at gå udenfor og falde lidt ned, eller gik han bare og smækkede med døren og begav sig ud i bjergene?

Han var væk hele dagen, men han holdt af at vandre. Han var 19. Ingen bekymrede sig. Før det gik op for dem, at han ikke kom tilbage.

En storm under opsejling

Politiet tog det ikke alvorligt i begyndelsen. Han havde efterladt sit pas på hotellet. Havde han nogen penge med sig? Ingen ved det.

Han er en ung mand, en hidsigprop. Han vil bare skræmme sin mor. Han kommer tilbage. Men det gjorde han ikke. Ikke den aften, og heller ikke den næste.

Der blev udsendt eftersøgningspatruljer i bjergene, der blev bragt sporhunde ind. Politiet sagde det ikke direkte, men det var nu et lig, de ledte efter.

Liz Jensens mormor, Gertrude Corcos.

Dårligt vejr var under opsejling. Når det var overstået, ville de trække vod i søen. Stormen brød løs på den fjerde dag, et voldsomt uvejr. Hundene blev kaldt hjem, eftersøgningen indstillet.

Men min mormor havde andre ideer. Ingen ved, hvorfor hun insisterede på at fortsætte eftersøgningen på trods af de farlige forhold, og tilmed tog sin 17-årige søn med sig.

Eller hvorfor hun et eller andet sted i bjergene sendte ham tilbage til hotellet med besked om, at hun ville møde ham der. Eller hvorfor hun ikke gjorde det.

Det var disse spørgsmål, politiet stillede næste morgen, da stormen var stilnet af, og de havde fundet min mormor for foden af en klippe. Faldet havde brækket nakken på hende.

Paradokserne

En familie på fem var nu reduceret til tre. Inden for den næste uge rejste min mor og hendes to tilbageværende brødre tilbage til Storbritannien. Schweiziske og britiske efterforskere var stærkt optaget af sagen i et stykke tid, og det samme var pressen.

Men som tiden gik, dalede interessen. Den hidsige dreng forblev forsvundet. Der var ingen spor at gå efter. Sagen blev stilfærdigt henlagt.

Hitler begyndte sit massemordsregime i Europa. Den ældste bror blev militærlæge. Min mor og hendes yngre brødre boede hos deres mors bror i Somerset, hvor de løb rundt i skovene.

Det var krigstid, og de tab, de havde lidt, var blot en dråbe i et hav af sorg. Det var en tid, hvor man holdt på formerne.

Efter krigen flyttede min mors ældste bror til Nigeria og arbejde med mennesker, der led af Hansens-sygdom i spedalskhedslejre. Hendes yngre bror, der kun var syv år, da tragedien ramte dem, huskede nærmest intet fra sit liv før Scwheiz.

Datteren, stoisk og ensom og selvdestruktiv, skabte sig en karriere, blev gift og fik børn. Ligesom sine brødre blev hun ved at håbe, at deres ældste bror var derude et sted. At han levede sit liv parallelt med deres. At han en dag ville dukke op.

Men det håb blev hele tiden vejet op af en hemmelig overbevisning angående deres mors død: at hun havde kastet sig ud fra klippen med vilje.

Denne overbevisning – den, min mor videregav til mig i selvmordssnakken, da jeg var seks år gammel – skulle komme til at undergrave hendes mentale tilstand og kaste skygger over hendes liv.

Jeg blev ved at vende tilbage til paradokserne i historien i årenes løb, men det var først, da jeg selv havde fået børn, at usandsynligheden i min mors fortolkning af begivenhederne udkrystalliserede sig til et spørgsmål.

Hvilken mor, der desperat søger efter et forsvundet barn, og har tre andre børn at drage omsorg for, beslutter at tage livet af sig? Efter blot fire dage? Det gav ikke psykologisk mening.

Sikke et slid

Sandheden måtte givetvis være lige så banal som indlysende. Det var stormvejr. Jorden var forræderisk. Min mormor mistede fodfæstet og faldt, ganske enkelt.

Ikke desto mindre var det selvmordsversionen, min mor troede på, og det var den, hun igen og igen vendte tilbage til, når hun gik og plantede løg i haven eller spillede Scrabble på det psykiatriske hospital.

Og det var en af de faktorer, der en nat fik hende til at sprøjte sig selv med 20 kanyler fulde af min fars insulin.

»Jeg ved præcis, hvorfor hun gjorde det,« sagde hun bagefter på hospitalet, hvor hun lå omgivet af pumper, maskiner og slanger. Det ville tage dagevis endnu, før alle stofferne var kommet ud af hendes system. »Hun var desperat.«

Liz Jensen, forfatter

Per Folkver

»Men hvem havde fortalt dig, at hun begik selvmord?« spurgte jeg. Min bror, far og jeg var selv ved at være temmelig desperate. Hun var nu i færd med at planlægge at hoppe ud fra taget.

»Ingen. Men ingen fortalte mig, at hun ikke gjorde.« Og dermed var den sag uddebateret.

De næste otte uger var hun under overvågning som selvmordstruet. Inden for et par måneder, takket være den rette medicin, fik hun en vis fred i sindet, som holdt frem til hendes død et årti senere.

Hendes ødelæggende selvdestrukion og paranoia blev erstattet af den svævende, nærmest ophøjede mildhed, som meget høje doser antipsykotisk medicin kan bevirke som en slags velsignelse.

Hun fortalte mig engang, at hun havde ledt efter sin bror overalt under sin opvækst. Hun så hans ansigt i menneskemængder.

Hun fulgte efter unge mænd, som lignede ham. Hun så ham i metroen, på gaden, på fjernsynsoptagelser af menneskemængder.

»Hvornår holdt du op?« spurgte jeg engang.

»Aldrig,« svarede hun. »Jeg holdt aldrig op.«

Hun virkede stolt over det. Stolt over, at hun havde holdt ham i live på den måde. Efterhånden som årene gik, sagde hun, blev de potentielle brødre, hun så, ældre og ældre: Han var stadig derude, og blev ældre ligesom alle andre.

Sikke et slid. I det øjeblik ønskede jeg for hendes skyld, at han faktisk var død, enten i bjergene eller et andet sted. At der havde været et lig, som kunne identificeres, en gravsten, min mor og hendes brødre kunne besøge, en måde, at lægge fortiden til hvile på.

I stedet forblev de – berøvet en bror og i mangel på en forklaring af dette tab – hjemsøgt, hver på sin måde, at noget langt værre end et spøgelse.

Sjældent en afslutning

Der er 13 børnebørn i familien. Vi har alle hver vores teori om, hvad der skete dengang, både med vores bedstemor og vores forsvundne onkel.

Mange af os har på fornemmelsen, at den anden bror, den sidste, der så vores bedstemor i live, ved noget, han aldrig afslørede, og som han tog med sig i graven.

Min egen fornemmelse er, at vores onkel var i live mindst frem til krigen. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at da han hørte om sin mors død, bebrejdede han sig selv og kunne aldrig igen se familien i øjnene.

Men ingen af os kommer nogensinde til at vide det med sikkerhed. Den Dobbelte Tragedie i Alperne er en historie uden slutning.

Nogle fortællinger kan formes til lignelser om håb – at de savnede skal vende tilbage. Ikke den her. Fiktion har helende kræfter.

Men uafsluttede historier, og vores forsøg på at opfinde falske slutninger i vores desperation efter en orden i fortællingen, kan være dødbringende.

I sin bog Into The Silent Land skriver neurologen Paul Broks: »Når vi ser hjernen, indser vi, at vi, på et plan, ikke er andet end kød; og på et andet, ikke er andet end fiktion.«

Jeg kan mærke nu mere end nogensinde, hvor sandt det udsagn er. Døden er sjældent en afslutning på nogen historie.

De døde er tavse, og alligevel taler de til os. Historier fødes i vores forsøg på at besvare de spørgsmål, de fremprovokerer.

Hvor der er et hul, iler vores hjerne til for at skabe en sandhed. Som om vi på den måde kan få de mistede tilbage, få de døde til at rejse sig igen.

Når jeg tænker på min mor, tænker jeg på den destruktive dynamik, hendes historiefrembringende hjerne skabte, der fungerede som modvægt til håbet, som opvejede det, der var godt.

Som forhindrede alle fremtidige vandringer blandt vilde blomster i bjergenes friske luft i at være det, de burde være: store øjeblikke af glæde.

Liz Jensen er forfatter. Hendes bog ’The Ninth Life of Louis Drax’ er blevet filmatiseret af Max Minghella og vises på CPHPIX.

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her