Læsetid: 8 min.

Alt fik politisk betydning under Den Kolde Krig

Krigen, der aldrig brød ud, bliver ved med at trække fronter op blandt historikere, politikere og journalister
Soldater fra Farum Kaserne afprøver et såkaldt atomsikret beskyttelsesrum i 1965.

Soldater fra Farum Kaserne afprøver et såkaldt atomsikret beskyttelsesrum i 1965.

Tage Christensen

7. oktober 2016

Den Kolde Krig har været slut i mere end 25 år, men interessen for den synes kun at stige.

Markedet bugner af bøger om krigen, der aldrig brød ud, og rundt omkring i riget kan historieinteresserede danskere besøge 33 statsudpegede lokationer for at få følelsen af næsten-krigen helt ind under huden.

Men på trods af den store interesse, og på trods af at Den Kolde Krig siden 2013 har haft status af dansk kulturarv, findes der ingen fælles fortælling om den. Historikere, politikere og journalister skændes derimod løs om Danmarks position under Den Kolde Krig, og ikke mindst om hvad den kan lære os.

Ingen fælles fortælling

Efter Anden Verdenskrig opstod der hurtigt en konsensus i brede dele af befolkningen, blandt politikere og de fleste historikere om, hvilken national fortælling, der skulle knyttes til ’de fem forbandede år’. En national fortælling, der ganske vist sidenhen er begyndte at falde fra hinanden.

Om Den Kolde Krig opstod der imidlertid aldrig nogen konsensusfortælling, hverken mens den stod på, og særligt ikke efter. Debatten om den er til stadighed, som ph.d. i historie Rosanna Farbøl beskriver det: »fanget i et spændingsfelt mellem fortid, nutid og fremtid, og mellem videnskab og politik.«

Dette spændingsfelt har både gavnet og vanskeliggjort forskningen i Den Kolde Krig. På den gode side har der været en enorm politisk vilje, særligt i 2000’erne, til at finansiere endog store forskningsprojekter.

Således har Folketinget indtil videre givet fire statslige særbevillinger til offentlige rapporter om Den Kolde Krig – hvilket har ført til tusinder og atter tusinder af sider om emnet. Men det har også betydet, at enhver historiker, der arbejder med emnet, gør det med Christiansborg pustende i nakken.

For centrum-højre partierne ser gerne, at historikerne kommer med et stykke forskning, der videnskabeligt understøtter den borgerlige fortælling om Den Kolde Krig som en kamp mellem de gode og de onde – og hvor ethvert forsøg på neutralitet dybest set var et nationalt og demokratisk svigt. Eller som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen udtrykte det i 2005:

»Den Kolde Krig var en værdikamp, en ideologisk kamp mellem forskellige systemer, mellem diktatur og demokrati, mellem totalitære ideologier og fri tænkning.«

Centrum-venstre partierne derimod ser helst, at den historiske forskning understøtter deres fortælling om Den Kolde Krig som en periode præget af stormagtskonflikt og et vanvittigt atomoprustningsmareridt, hvor det mest forsvarlige ikke var en alliance med en af parterne, men derimod en insisteren på freden.

Med så klare forventninger til det endelige resultat er det ikke underligt, at flere af de lange rapporter har skuffet, for så ensidigt et narrativ bryder de færreste humanistiske forskere sig om at skrive.

De politiske partiers higen efter en bestemt historie, og helst en, der står stærkt nok til at feje alternative udlægninger af banen, forklarer dog, hvorfor der igen og igen findes penge til ny forskning.

Som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) skrev, da de i 2005 publicerede fire bind på i alt 2350 sider om Den Kolde Krig:

»Historien er stadig kontroversiel og handler både om kampen mellem det 20. århundredes politiske ideologier og om, hvem der skal have skylden, hvem der skal have æren, og hvem der skal have magten i fremtiden.«

Med andre ord: Den, der skriver historien, styrer fremtiden.

Danske anti-atomdemonstranter blev vist ud af Tyskland ved Kruså under en march i 1963.

Peer Pedersen
Moralsk pejlemærke

Den Kolde Krig handler om fortiden – om hvem der var helte og skurke, og om det fornuftige i tidligere politik såsom fodnotepolitikken i 1980’erne. Men Den Kolde Krig inddrages også som moralsk pejlemærke, når nye beslutninger skal tages, og således hjemsøger Den Kolde Krig igen og igen politikernes taler om nutidens konflikter.

Få danske politikere har brugt Den Kolde Krig så effektivt som tidligere statsminister og venstremand Anders Fogh Rasmussen, da han skulle argumentere for, at Danmark skulle rykke militært ind i Irak:

»Vi har to gange i det 20. århundrede svigtet – første gang under Anden Verdenskrig og anden gang under Den Kolde Krig. Så nu er det på tide, vi holder op.«

Her brugte Fogh Den Kolde Krig til at skabe en beretning om et Danmark, der passivt har set til, mens demokratiet og frihedsrettighederne var under pres. Herigennem skabte han en parallel mellem fortid og nutid, hvor de, der modsætter sig en aktivistisk og militaristisk udenrigspolitik i dag, er at ligne med de, der under Den Kolde Krig lod Sovjetunionen true det danske demokrati.

Historiebrugen af Den Kolde Krig blev hermed en vigtig brik i den borgerlige værdikamp – og var med til at skabe en ny doktrin for dansk sikkerhedspolitik

Erindring om en krig, der aldrig var

Det er ikke kun i politikernes taler, at vi finder interesse for Den Kolde Krig. Historien om konflikten mellem øst og vest er også kommet på museum.

Befinder man sig tilfældigvis i Bagenkop på Langeland med et par timer til overs, kan man f.eks. med fordel besøge Koldkrigsmuseum Langelandsfort. Her kan man vandre rundt i udstillinger om forsvarets evakueringsplaner i tilfælde af atomkrig, effektfuldt opsat i de trange rum i bunkeranlægget fra 1953.

Ligeledes kan våbenentusiaster i alle aldre røre ved kanoner, som blev opstillet til at forsvare landet i tilfælde af sovjetisk invasion.

Ph.d. i historie Rosanna Farbøl beskriver denne form for Koldkrigsformidling, som en fortælling med fokus på den militære vinkel af Den Kolde Krig:

»Der er lavet planer om nødkirkegårde, man regnede med et atombombeangreb, og man havde udpeget steder som nødkirkegårde med massegrave, man havde poser og ligkister og primitive kors. Man byggede skoler om med ekstra brede døre og vand i lokalerne, så de kunne ombygges til hospitaler. Det er en af de fortællinger, de fortæller. Det er en fortælling om krig. Om Den Kolde Krig som en rigtig krig. Og et Danmark, som forberedte sig aktivt. Det er en krigsfortælling.«

Langelandsfortet er kun en af de 33 steder i Danmark, Færøerne og Grønland som Kulturstyrelsen i 2013 lancerede som fysiske monumenter og erindringssteder for det, styrelsen betegnede som national kulturarv med følgende begrundelse:

»Der er ingen tvivl om, at Den Kolde Krig har sat sig spor i flere generationers bevidsthed. Mens disse generationer med tiden vil forsvinde, vil nogle af konfliktens fysiske spor, nemlig byggerierne, blive ved med at minde os om en væsentlig periode i nyere dansk historie.«

Knyttet til udpegelsen af de 33 steder var både en app og bogen Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, der udkom i 2014.

Kulturstyrelsen har med sin bog om og i sin udnævnelse af Den Kolde Krig som dansk kulturarv efter bedste evne forsøgt at tage hensyn til den store folkelige og politiske interesse, uden samtidig at stikke hånden ind i den politiske hvepserede, som diskussion af forsvarspolitikken er.

Men selv om udpegelsen af 33 steder umiddelbart lyder tilforladeligt, har Kulturstyrelsen alligevel valgt at fokusere på erindringen om Den Kolde Krig, som en forsvars- og krigserindring. Heraf at de 33 udvalgte steder alle er knyttet til forsvaret.

Men Den Kolde Krig var i lige så høj grad en kulturel, økonomisk og ideologisk kappestrid, som det var en militær – og i lige så høj grad afspejlet i Che Guevara-plakaten på teenageværelset som i kanonen på Langelandsfortet. Eller som Koldkrigsforsker Kim Frederichsen beskriver det:

»Så godt som alting – fra sport over ballet og tegneserier til rumrejser – fik politisk betydning og kunne anvendes i opinionsdannelsen på hjemmefronten og til påvirkning af udenlandske samfund.«

Overordnet set har både landets museer og historikere mest fokuseret på den forsvarspolitiske vinkel og på det militære kapløb. I de sidste 15 år har der imidlertid været en voksende interesse for de kulturelle og ideologiske aspekter af Den Kolde Krig.

I sin bog om Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC) fra 2012, behandler Iben Bjørnsson f.eks., hvordan Socialdemokratiet prøvede at bekæmpe de kommunistiske elementer i fagbevægelsen.

En kamp, hvor socialdemokraterne for at vinde magten på arbejdspladserne, gerne benyttede sig af kontakter i efterretningstjenesterne. Således blev Den Kolde Krig en del af tillidsmandsvalget på mangen en dansk arbejdsplads.

Socialdemokraterne grupperes ofte (særligt af centrum-højre) sammen med den øvrige venstrefløj, når det kommer til forsvars- og sikkerhedspolitikken under Den Kolde Krig. Men vender man blikket mod civilsamfundet, er det svært at finde en aktør, som var mere opsat på at holde kommunisterne uden for indflydelse.

Den Kolde Krig i retten

Selv om forskerne er begyndt at se Den Kolde Krig mere bredt, er politikernes fokus dog stadig rettet mod forsvarspolitikken. Det bliver bl.a. afspejlet i de fire offentligt finansierede koldkrigsrapporter.

Det mest kontroversielle bidrag til koldkrigsforskningen i nyere tid kom fra Center for Koldkrigsforskning ledet af historiker Bent Jensen.

Balladen startede for alvor, da Bent Jensen den 14. januar 2007 i forbindelse med sin udnævnelse til leder af centeret skrev en kronik i Jyllands-Posten, hvori han hævdede, at han i PET’s arkiver havde fundet bevis for, at journalisten Jørgen Dragsdahl var tidligere KGB-agent eller i hvert fald blev betragtet som sådan af PET.

Dragsdahl reagerede øjeblikkeligt ved at rejse sag mod både Bent Jensen og Jyllands-Posten for injurier. En injuriesag, der først blev vundet af Dragsdahl i byretten, så af Jensen i Landsretten, og endelig i 2015 vundet igen i Højesteret af Dragsdahl.

Bent Jensen har dog erklæret, at han vil indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, da han mener, at sagen er af principiel karakter for både ytrings- og forskningsfriheden.

For centrum-højre var Jensen en helt, der endelig formåede at bringe de længe hengemte røde skeletter ud af skabet.

For centrum-venstre derimod beviste kronikken og retssagen, at udnævnelse af Bent Jensen til leder af Center for Koldkrigsforskning havde været et politisk motiveret valg – og at han ikke kunne betragtes som en seriøs forsker, men snarere som pennefører for højrefløjen.

Også det danske anmelderkorps var rygende uenige om kvaliteten af tobindsværket fra Center for Koldkrigsforskning.

Hos Jyllands-Posten og Berlingske blev det beskrevet som imponerende og modig historieskrivning. Politikens og Informations anmeldere derimod var stærkt kritiske, og Politikens Bo Lidegaard skrev endda, at Jensen flere steder var ude i en decideret voldtægt af kilderne og den historiske metode.

Også blandt fagfæller er meningerne delte. Historiker og tidligere officer Michael Clemmesen har f.eks. beskrevet Center for Koldkrigsforskning som »center for klapjagt på røde lejesvende og nyttige idioter.«

Men i modsætning til de tre andre store statsfinansierede Koldkrigsudgivelser bliver Bent Jensens to bind faktisk læst af andre end forskere og inkarnerede nørder. Om ikke andet bidrager det måske til forskningsformidlingen, når historikere går i rette(n) med deres kilder.

Astrid Elkjær Sørensen er historiker og ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Konflikten mellem Rusland og Vesten. i dag, viser, at Den Kolde Krig ikke var en konflikt mellem kommunisme og privatkapitalisme ...men en imperialistisk konflikt. Socialisme er det eneste alternativ.