Læsetid: 9 min.

Med guitaren som skrivemaskine

Årets modtager af Nobelprisen i litteratur, Bob Dylan, har hele tiden været forud for sin tid, samtidig med at han som ingen anden har været bevidst om traditionen. Han er 75 år gammel, men stadig ung i den forstand, at han holder fortiden i live og fornyr nutiden – med fremtiden visionært indskrevet. Som Asger Schnack skriver i dette portræt, er han simpelthen en stor digter
Årets modtager af Nobelprisen i litteratur, Bob Dylan, har hele tiden været forud for sin tid, samtidig med at han som ingen anden har været bevidst om traditionen. Han er 75 år gammel, men stadig ung i den forstand, at han holder fortiden i live og fornyr nutiden – med fremtiden visionært indskrevet. Som Asger Schnack skriver i dette portræt, er han simpelthen en stor digter

Chris Pizzello

15. oktober 2016

Da Bob Dylan i juli 1965 udsendte singlen »Like a Rolling Stone«, ændrede han verden for mange. Beretningerne er utallige om, hvordan lyden – da den tonede frem fra bilradioen, eller hvor man nu hørte den – fik hjernen til at standse op og begynde på ny, alt skulle pludselig revideres, tænkes om, føles anderledes, begribes som den mulighedernes sum, som verden var!

Nogle kørte ind til siden og vendte om; andre drejede bare rundt på et fortov. Noget nyt begyndte. Ikke uden grund er »Like a Rolling Stone« – og den betydning, sangen havde i øjeblikket – blevet sammenlignet med Allen Ginsbergs digt »Howl« fra det foregående årti. Også dét ændrede menneskers liv, befriede dem så at sige. De var ikke de samme mere!

Men Bob Dylan havde allerede flere år før – og mange gange – chokeret lyttere i USA og i hele den vestlige verden med sin grænseoverskridende poesi.

Her forstår jeg poesi i udvidet forstand, som det skrevne ord, det sungne ord, musikken, fremførelsen, såvel i form af studieoptagelser som ved koncerter. Hele dette poetiske udtryk har vendt op og ned på de musikalske genrer, Bob Dylan har bevæget sig inden for, og på den skrevne poesi.

Ingen sangskrivere har været upåvirkede af Bob Dylan, og millioner af fans – heriblandt digtere fra flere generationer – har ladet sig inspirere af hans poesi til, hvad de nu var i gang med: at skrive, at leve. Et eksempel på, at poesi betydningsskabende har strømmet i verden.

Læs også: Derfor Dylan

Bob Dylan er født den 24. maj 1941 i Duluth, Minnesota, voksede op i Hibbing og ankom efter et ophold i Twin Cities til New York i januar 1961 – først og fremmest for at besøge sit sengeliggende idol Woody Guthrie. Han færdedes de følgende år i Greenwich Village, hvor han fra at være én blandt mange hurtigt viste sine særlige egenskaber.

Hvor flertallet af folkemusikere fulgte traditionen og i en form for skønsang leverede udgaver af det allerede eksisterende materiale, indså Bob Dylan, at han måtte skrive sine egne sange. Så tidligt som på sin første plade, Bob Dylan (1962), hvor det altovervejende er traditionelle numre, der bydes på, skiller han sig ud med en personlig råhed, en slags folkemusikkens rock’n’roll.

Sindets verdensomrejse

På det første album, som aldrig bør undervurderes, findes også hans første egentlige sang, »Song to Woody«, som i al sin enkelhed rummer en nærmest fuldendt poesi. Han hylder sin helt og håber, at han en dag også vil kunne sige, at han har udført en rejse. Ja, tak! Det kan man roligt sige, nu, at han har! I alle ordets betydninger.

Han har turneret verden rundt – og gør det fortsat – med en utrættelig konsekvens: Hans arbejde er at synge sine sange, altså må han ud. Ikke (kun) for at sælge plader, men for at møde publikum. Og han har foretaget en mindre sindets verdensomrejse – hvis ikke flere.

Aldrig i hvile, altid på farten, fra den ene sjælelige position til den anden, til stadighed i forvandling, som menneskelivet er det.

Læs også: Brev til onkel Bob i Amerika

Gennembruddet skete med den anden plade, The Freewheelin’ Bob Dylan (1963). Columbia Records havde været lige ved at droppe ham efter det svage salg af den første plade, men Johnny Cash forsvarede den unge digter og musiker, så han fik lov til at blive. På det nye udspil var alle sangene Bob Dylans egne.

Og ikke blot det, på den korte tid, der var gået siden ankomsten til New York, havde han skrevet flere sange, end der kunne være på pladen – og det fortsatte i de kommende år med en voldsom produktion og udgivelse af ikke mindre end fem plader på tre år.

Kvaliteten var af samme usædvanlige karakter; her var sange af vidt forskellig art, foruden bagsidedigte og en hel bog, der dog blev udsat til udgivelse i 1971.

Ny verdenspoesi

Hvad skete der? En veritabel bue tegnedes fra de første års verdensengagerede sange med aktuelle politiske forhold som tema, borgerrettighedssager, protester imod uretfærdighed og krig, via en mere personlig poesi, der dykkede ned i sindet og udtrykte almenmenneskelige følelser og tanker, til en egentlig eksperimenterende, surrealistisk inspireret ny verdenspoesi, som inddrog en fri billeddannelse – en slags autosymbolisme – der med en forbløffende styrke sammenfattede, hvad »de mange få« kunne genkende, selv om det aldrig før var udtrykt.

Man kan sige, at Bob Dylan ikke blot genskabte en verden, men skabte den. Han var forud for sin tid, samtidig med at han som ingen anden var bevidst om traditionen.

Med Woody Guthrie – og hans sociale indignation – i bagagen forenede Bob Dylan i en meget ung alder flere traditioner: den amerikanske beatdigtning, som han havde læst og gennemlevet (Jack Kerouac, Allen Ginsberg, William S. Burroughs), den tidlige franske modernisme i form af først og fremmest Arthur Rimbaud! – og den amerikanske såvel som europæiske sangtradition (blues, gospel, folk).

Et virkeligt møde fandt sted, hvor poesien, det roterende resultat på pladespilleren, ikke lignede noget andet. Man talte i de år om, at Bob Dylan (o.a.) gjorde guitaren til skrivemaskine. Der er noget om det, idet lyden blev en del af udtrykket, digtet fandt vej på nye betingelser og med den akademiske ’centrallyrik’ som offer.

USA under forandring

Eksemplerne er mange på Bob Dylans tidlige mesterværker, men et godt sted at begynde er »A Hard Rain’s A-Gonna Fall« fra The Freewheelin’ Bob Dylan. Med den engelske ballade »Lord Randall« som underlag fremskriver Bob Dylan et stort tæppe af undergangsvisionær poesi, linje på linje er som et helt digt.

Denne sang er en af de få sange, Bob Dylan selv har kommenteret, den er skrevet under indtryk af Den Kolde Krig og Cuba-krisen, og Bob Dylan følte, at det måske var den sidste sang, han ville skrive, hvorfor den skulle rumme så meget som muligt i hver eneste linje! Billede på billede samles her i dette afgørende øjeblik, banket ned på skrivemaskine – skrevet poesi! – fremført kort tid efter i The Gaslight – sang!

Bob Dylan synger »A Hard Rain’s A-Gonna Fall«.

Allerede med The Freewheelin’ Bob Dylan var Bob Dylans betydning slået fast, og nogle væsentlige koncerter plus de kommende plader, The Times They Are A-Changin’ og Another Side of Bob Dylan (begge: 1964) gjorde ham til et ikon for en generation og for en udsat verdensoplevelse, hvor et Amerika var under absolut og uafvendelig forandring. Det gamle USA fandtes ikke mere, nye livsformer og nye vilkår herskede.

Et fuldstændigt billede på dette – en forudsigelse af, og hvad vi kunne kalde en flaghejsning for, denne nye bevidsthed – udgør de tre følgende plader, ofte omtalt som »den elektriske trilogi«: Bringing It All Back Home, Highway 61 Revisited (begge: 1965) og Blonde on Blonde (1966).

Her fuldendes den del af rejsen, der hedder nyhed, eksperiment, et disparat verdensbillede udtrykt gennem figurer, der levendegøres i sære iscenesættelser. Det er nok muligt at genkende land- og først og fremmest bymiljøer fra det hektiske USA, men sangene afbilder ikke – de skaber.

Her er modsætninger, der trives i poetisk vildskab, her ankommer og forsvinder personer fra verdenslitteraturen eller -historien, som var de gået galt til et møde med det kendte. Her udstilles kynisme, fejhed, forstillelse, her tages der afsked, og her bliver stemninger til, som demonstrerer et kendskab til kærlighed, forladthed, håb, tristesse, indsigt i egen og verdens tilstand, som netop kun kan udtrykkes på lige denne måde, med disse ord.

Rimbaud-påvirkning

Mesterværker som »Mr. Tambourine Man«, »Like a Rolling Stone« og »Visions of Johanna« viser udviklingen på trilogien, hvor Rimbaud-påvirkningen er tydeligst i starten, og hvor Bob Dylans egen konfronterende – og selvransagende – metode fører frem til det uforklarlige, højt løftede og metaforisk blinkende univers, som kendetegner højdepunktet Blonde on Blonde.

Sprogligt er det tæt strømmende, vanskeligt at beskrive som andet end billedrigt, kompakt, men med en rigdom af associationer til sjælsfænomener, som vi hver og én kender eller har en anelse om, at vi kender. Det er nok modernisme, men den folkelige klangbund et sted langt nede gør værkerne unikke, de falder uden for traditionelle kategorier, idet de skaber nye.

Et meget stort antal plader er det blevet til siden, hvor Bob Dylan har eksperimenteret med genrer, er begyndt forfra, har tænkt sig om, måske været tom, har fyldt sit sind op igen, er vendt tilbage i ny, overraskende form.

Overalt og til stadighed har han undgået at være talsmand for bestemte grupperinger, det være sig generationer eller ideologier, hele tiden har han undgået at blive udnyttet eller brugt i et givent ærinde, som sådan har han været fri.

Men han har aldrig igennem de mange år været fri for den etiske udfordring. Der er konstant en alvor, selv i de mindste ord, den mindste kærlighedserklæring eller iagttagelse fra livet, her i jordisk foretagsomhed. Hele værket er båret af en apokalyptisk grundoplevelse, som vejer.

Apokalypsen er visionær, deraf de truende billeder af fremtiden i nutiden, det religiøst farvede sprog fra såvel den jødiske opdragelse som den senere kristne omvendelse til en slags konfessionsløs status quo (eller privat bekendelse). Som publikum, læsere, lyttere, kan vi opleve det store værk fra forskellige synsvinkler, fordi det rummer dem alle: politiske, erkendelsesmæssige, religiøse, kulturelle, historiske.

Fra at være fremadrettet skabende i en nærmest absolut forstand er Bob Dylans produktion blevet mere undersøgende, som en lygte, der lyser sin vej tilbage til andre tiders livsudfoldelse og musik. Han går på opdagelse i en i forvejen eksisterende tekst, der kunne kaldes den amerikanske grundtekst, og fornyer den.

Stadig ung

Samtidig med denne stadige udfoldelse af nyheden – på plade efter plade, senest Tempest (2012) – har Bob Dylan også igennem hele karrieren med mellemrum konkret udforsket klassikerne ved at indspille coveralbums. Også et langvarigt job som radiovært afslørede hans enorme viden om musikhistorien.

For slet ikke at tale om hans suverænt velskrevne selvbiografi, Chronicles. Volume One (2004), der snarere handlede om andre end om ham selv; eller snarere: ved at handle om andre handler om ham selv.

Her glider tiderne, for fortiden får nutidsværdi, som var det T.S. Eliot, der talte. Der er tale om et meget stort kunstnerisk output, som også rummer et billedkunstnerisk sidespor, jf. flere udstillinger.

Det væsentlige er dog det selvstændige poetiske arbejde, der udtrykkes som musik, som sang, en nyskabelse, fordi sangteksten ikke er underordnet musikken, ikke er »brugslyrik«, men udgør en meget afgørende del af det samlede udtryk og i høj grad også kan læses (selv om det aldrig har været meningen).

De mange udtryk samler sig om en kerne, der er på liv og død; engagementet formidles ikke i en belærende form, men det kan ikke skjules bag diverse masker.

Fra den frie og i den fysiske verden omrejsende position kan Bob Dylan udsende sine plader og dukke op her og dér med sin til stadighed nærværende nødvendighed. I sine shows blander han sange fra den nyeste nutid worldwide med sange fra den første tid i New York.

Så sent som i fredags optrådte Bob Dylan på The Desert Trip Festival i Californien med et sæt på 15 sange plus et ekstranummer. Og dette ekstranummer var »Masters of War« fra 1963. Sangen, der er en af de mest betydningsfulde antikrigssange i historien, blev fremført uden stroferne om, at sangeren er ung – for det er han ikke længere – men stadig med samme klare budskab.

Bob Dylan formår at forene dette verdensengagement med en selvstændigt levende poesi, forstået som: med egen kraft og originalitet, men med vedkendt inspiration i poesiens historie og i musikkens ditto.

Han er 75 år gammel, men stadig ung i den forstand, at han holder fortiden i live og fornyr nutiden – med fremtiden visionært indskrevet: en stor digter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benny Jensen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Anker Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • Mihail Larsen
  • Peter Møllgaard
Benny Jensen, Robert Ørsted-Jensen, Anker Nielsen, Olaf Tehrani, Mihail Larsen og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Elendig anmeldelse, beklager. Dylan var ikke forud for sin tid, han var i sin tid og med sin tid. Han satte ord på noget af det, der ulmede eller fængede i tiden. Det var ikke ikke Dylan, der fik folk til at opdage, hvordan verden var, Dylan beskrev det i en folkelig musiktradition, men lyrisk som en Jeppe Aakjær, der heller ikke fik bonden til at opdage, hvordan verden er, men satte ord på følelser og tanker.

Lars Peter Simonsen, Arne Lund og Claus E. Petersen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

Det ville da også være uhyggeligt hvis den akademiske overklasses idol fra deres hedengangne ungdom gik i graven uden en hædersbevisning af det helt store format, eller at de selv går i graven uden at markere det.

Har ol' grumpy nu også brug for at få flidspræmie fra det højere svenske borgerskab? Er Nobel-institutionen ikke efterhånden så korrumperet, at en pris derfra, er som et dødskys.
Nobel-priser har det med at blive uddelt til folk lige før de kradser af - ikke mens de står på højden af deres karrier, og/eller er mest kontroversielle, og det ville være synd at sige, at Dylan i dag er kontroversiel. Husker ikke hvornår han holdt op med det. Var det dengang i 1997 hvor Dylan spillede ved en koncert ved en koncert hvor paven var til stede?
PS: Synes selvfølgeliga at Dylan - tidlig Dylan - er noget af det fedeste.