Læsetid: 11 min.

Huller i hukommelsen

Op til 100-året for salget af Jomfruøerne retter en bølge af bøger opmærksomhed mod Danmarks kolonitid og sætter spørgsmålstegn ved opfattelsen af Danmark som human kolonimagt. Opgøret med forestillingerne om koloniherredømmet er del af en europæisk tendens, som var bemærkelsesværdigt lang tid om at nå til Danmark
Kongefamilien besøger St. John i det tidligere dansk Vestindien i 1976.

Kongefamilien besøger St. John i det tidligere dansk Vestindien i 1976.

Polfoto

7. oktober 2016

Som romanforfatter er Mich Vraa vant til at blive overrasket af historien, men da han gik i gang med sin seneste roman, var han ikke forberedt på, hvor mange grumme overraskelser hans research ville byde på.

Hans seneste bog, Haabet, handler om Danmarks kolonitid. Han vidste, at der var en god historie i den danske slavehandel, som ikke var blevet belyst i den brede offentlighed; hvad han ikke vidste var, hvor overrasket han ville blive over sit fædrelands fremfærd i kolonitiden.

»Jeg gik til opgaven med en tro på, at Danmark var lidt mere human end de andre kolonimagter, men sandheden viste sig at være noget nær det modsatte. Det var en stor overraskelse at lære, hvor afgrundsdybt brutalt, hensynsløst og kynisk Danmark agerede i kolonitiden,« fortæller forfatteren.

Bogen, som foregår i årene 1787-1825 og kaster lys på de danske slavehandleres kyniske udnyttelse af slaver, beskriver, hvordan dele af Danmarks velstand blev til på baggrund af trekantshandlen mellem Danmark, Guldkystens Dansk Guinea (det nuværende Ghana) og Dansk Vestindien (de nuværende Amerikanske Jomfruøer).

Læs også: Danmarks største arbejderopstand er skrevet ud af historien

I 175 år var Danmark involveret i slavehandlen, og Danmark var verdens syvende største slavehandler: Ifølge historikeren Niklas Thode Jensens bog For the Health of the Enslaved var der omkring 100.000 slaver om bord på de danske skibe og omkring 35.000 slaver på De Dansk Vestindiske Øer, da der var flest.

Slaverne blev brutalt behandlet; udover den generelle frihedsberøvelse og racisme blev de udsat for brutale straffe. Guvernøren Phillip Gardelin udarbejdede i sommeren 1733 et straffereglement, der betød, at en slave, der begik tyveri, skulle knibes tre gange med en gloende jernstang for efterfølgende at blive hængt; en slave, der forsøgte at stikke af, skulle have sit ene ben amputeret; og hvis en slave blev tilgivet for sit flugtforsøg af sin herre, skulle han piskes 150 gange og efterfølgende miste sit øre.

En typisk arbejdsdag i marken med afgrøder som tobak, grøntsager og bomuld omkring år 1900. Arbejderne startede tidligt om morgenen, men holdt til gengæld en lang pause midt på dagen for at søge væk fra solen. Mange kvinder havde det hårde fysiske arbejde at laste de skibe, der lagde til ved øerne, med kul. Arbejdet var hårdt, lønnen var ringe, og der opstod jævnligt oprør blandt arbejderne. Fotografiet er i sin tid skænket af Eva Ganneskov, som stammer fra en dansk plantageejerfamilie.

Nationalmuseet

Myter om dansk slaveforbud

Når der alligevel har været en forestilling om, at Danmark var en lille og mere human kolonimagt, så skyldes det ifølge eksperter blandt andet, at der i gamle historiebøger stod, at Danmark var det første land til at forbyde slaveriet.

Det er imidlertid ikke sandt; i 1792 underskrev Christian den 7. Forordning om Neger-Handelen, som forbyder slavehandel. Forbuddet trådte dog først i kraft ti år efter, indtil da øgede man slaveimporten, så man kunne være selvforsynende inden 1802, og de slaver man allerede havde erhvervet sig, kunne man beholde indtil 1848.

Alt det – og meget mere – kom bag på Mich Vraa.

»Jeg blev chokeret over Danmarks fortid, blandt andet fordi det er meget småt med, hvor meget man underviser skolebørnene i det – jeg kan ikke huske, at jeg fik undervisning om slaveri og sukkerrør, og i al fald ikke om, hvor mange menneskeliv den danske slavehandel kostede. Vi skylder historien og hinanden at holde det spejl op for os selv, og jeg håber, den fornyede bevidsthed kan række ind i klasselokalerne,« siger forfatteren Mich Vraa.

Der er ikke nogle præcise tal på, hvor mange slaver der omkom i dansk varetægt, men ifølge historikeren Niklas Thode Jensen, der forsker ved Københavns Universitet, var dødeligheden blandt slaverne meget høj.

På turen over Atlanterhavet, som tog 6-14 uger, omkom omkring 20 procent af slaverne i årene før år 1700, omkring 10 procent i midten af 1700-tallet og mellem 5-8 procent i slutningen af århundredet.

Fornyet fokus på fortiden

2017 er 100-året for Danmarks salg af Jomfruøerne, og i den forbindelse sætter flere forlag og forfattere fokus på et kapitel i Danmarks historie, som de mener har været parkeret lidt for langt tilbage i historiebøgerne.

Udover Mich Vraas roman udkommer der flere fagbøger; arkitekten Ulla Lunn har skrevet en bog om Jomfruøernes arkitektur, Gads Forlag udgiver i foråret 2017 et fembinds-værk om Danmarks koloniale historie, og Informations Forlag udgiver en oversættelse af den svenske historiker Dick Harrisons bog om slaveriets historie.

Ved at kigge nøgternt på Danmarks koloniale fortid og kaste lys på slavehandlen sætter bøgerne spørgsmålstegn ved Danmarks selvforståelse som blid og human kolonimagt; bøgerne fokuserer blandt andet mere på slavernes side af historien og punkterer myten om, at Danmark var det første land til at forbyde slavehandel.

Læs også: Slaveland Danmark

Arkitekten Ulla Lunn har skrevet Stedet fortæller om arkitekturen på Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, det tidligere Dansk Vestindien. Her har hun valgt at inddrage de slaver, der byggede bygningerne, i stedet for kun at fokusere på bygherrerne.

De danske arkiver indeholder information om navnene på de slaver, der byggede bestemte bygninger, og den information har hun valgt at fokusere på.

»Jeg synes, det er vigtigt at fortælle, at det ikke var den danske guvernør, der byggede fortet, men de slaver, han havde købt. Jeg vil gerne fortælle historien med lokale øjne. Jeg håber, mængden af nye bøger betyder, at det bliver mere italesat, og vi dermed kan få et mere sandfærdigt og mindre romantiseret billede frem, som viser, at Danmark ikke var så human, som vi gerne ville tro,« siger arkitekten.

To kvinder foran en typisk vestindisk hytte med træspåner, en såkaldt “schackle”, omkring år 1900. Selvom den afro-caribiske befolkning ikke længere var slaver, havde forholdene ikke ændret sig markant. Blandt andet blev familiemønsteret fra slavetiden reproduceret, hvor plantageejerne havde haft for vane at dele familier for at modvirke organiserede oprør. Det var derfor ikke ualmindeligt, at to kvinder – f.eks. mor og bedstemor – boede sammen. Fotografiet er i sin tid skænket af Eva Ganneskov, som stammer fra en dansk plantageejerfamilie.

Nationalmuseet

Også i den akademiske verden, i medierne og på skolebænken er der mere fokus på – og ikke mindst kritik af – fortiden som kolonimagt.

»Der er helt klart meget mere fokus på det i øjeblikket, end der har været tidligere. Flere nye skolebøger om emnet er udkommet de sidste 10 år, og det betyder et øget kendskab til den del af historien. Kritikken af Danmarks rolle som kolonimagt er desuden blevet mere mainstream. Den dukkede først op på venstrefløjen i 1960’erne, men i dag hører den ikke længere hjemme på en enkelt politisk fløj,« siger Astrid Nonbo Andersen, der forsker i erindrings- og historiepolitik – med særligt fokus på de Amerikanske Jomfruøer og Grønland – på Dansk Institut for Internationale Studier. For tiden er hun i Nuuk, hvor hun undersøger grønlænderes forståelse af kolonitiden.

Ifølge flere eksperter opstod historierne om den blide, danske kolonimagt, da Danmark tabte store dele af sit territorium i 1800-tallet.

I løbet af århundredet mistede Danmark både Norge, Slesvig-Holsten, handelsforter på Guldkysten og flere mindre kolonier i Indien.

Antropologen Dennis Nørmark peger på Danmarks territoriale tilbagegang i 1800-tallet som startskuddet på negligeringen af fortiden som kolonimagt.

»Efter 1864 fejede vi landets koloniale historie ind under gulvtæppet, for efter nederlaget var vi nødt til at finde på en anden historie om det danske land, fordi vi havde fået en anden forståelse af os selv. Fortællingen blev, at vi var et lille land og ikke et imperium, at vi måtte forholde os neutralt til udenrigspolitik, og at vi ikke havde en udenrigspolitisk stemme, som var noget værd. Den fortælling harmonerede dårligt med fortiden som kolonimagt,« siger Nørmark.

Det er Vibe Nielsen – ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet og forsker i Danmarks forhold til sin koloniale fortid – enig i.

»I den generelle befolkning er det fortællingen om Danmark som lilleputland, især på grund af begivenhederne i 1864 og Danmarks rolle under de to verdenskrige, som er blevet den gængse, mens fortællingen om den koloniale fortid er trådt i baggrunden,« siger hun.

Fakta: Skolebøgerne har forandret sig

I 2015 undersøgte Information, hvordan kolonitiden bliver behandlet på skolebænken i artiklen ‘Det var en god tid for Danmark …’.

I en historiebog fra 1997 blev kolonitiden behandlet med ganske få sætninger, som ikke problematiserede slavehandlen eller nævnte Danmarks rolle i den – der stod blot, at »De 20 år, Frederik V regerede enevældigt, var på mange måder en god tid for Danmark. Handelen blomstrede. Der blev anlagt flere danske kolonier i Indien, og staten overtog nogle private øer i Det Caribiske Hav – det blev til kolonien Vestindien«.

Ifølge Morten Buttenschøn fra Center for Undervisningsmidler var Danmarks rolle som brutal kolonimagt længe stærkt underrepræsenteret i undervisningen:

»Der har været meget lidt materiale om Danmarks rolle i kolonitiden, og når der har været noget, har det altså ofte været både mangelfuldt og præget af nostalgi i forhold til, at Danmark på det tidspunkt var en stor nation,« sagde Morten Buttenschøn i 2015.

Ligesom flere andre eksperter påpeger han, at der er sket et stort skift de sidste 10-15 år. I 2015 bad Information Astrid Nonbo Andersen om at kigge nærmere på materialet fra de største udbydere af undervisningsbøger, og hun var positivt overrasket over udviklingen.

»I materialet behandles mange forskellige aspekter af kolonitiden og Danmarks rolle, og de lægger ikke fingrene specielt meget imellem. Jeg synes, at det ser rigtig godt ud,« sagde hun i artiklen.

Alle lande ser sig selv som undtagelsen

Det er ikke kun Danmark, der ser sig selv som en anderledes venlig og hensynsfuld kolonimagt – alle lande opfinder deres egne forklaringer på, hvorfor netop deres form for kolonialisme var at foretrække frem for andre:

»Alle europæiske kolonimagter mener, de er undtagelsen fra den generelle regel, selvom de selvfølgelig alle fordømmer kolonialisme – de mener bare, de er særegne, og at de behandlede slaverne mere humant end andre lande. Sammenstødet mellem den koloniale fortid og den nationale selvforståelse sker alle steder,« siger Lars Jensen, der forsker i postkolonialisme ved RUC.

Astrid Nonbo Andersen fortæller, at alle kolonimagter desuden bruger den samme undskyldning for at forklare, hvorfor deres kolonialisme var mere forsvarlig end andres; de bragte civilisation til de koloniserede områder. Men på et afgørende punkt adskiller Danmark sig, siger erindringshistorieforskeren:

»Det, der er specielt ved Danmark, er, at man ikke har udfordret den fortælling.«

Storbritannien er et af de lande, der længst har kigget sin koloniale fortid – Det Britiske Imperium var verdens største – efter i sømmene. Det gør sig gældende både i den akademiske verden, på museerne og i offentligheden, hvor der har været mindre fokus på emnet. Det fortæller Vibe Nielsen.

»Den postkoloniale diskurs, som kigger kritisk på kolonitiden, har været gældende meget længere på universiteter og i museumsverdenen i byer som London og Liverpool end herhjemme. Det er ikke et glemt kapitel i Danmark, men når vi kigger på, hvad der kommer ud til den bredere befolkning via museer, bøger og tv, så er det nogle helt andre og mere kritiske historier, man fokuserer på i Storbritannien.«

Læs også: Den danske slave, der ville eje sig selv

Vibe Nielsen peger blandt andet på, at de britiske udstillinger har været langt bedre til at inddrage multimedie-indslag, der problematiserer slavehandlen, i stedet for kun at udstille de artefakter, som er gemt fra kolonitiden og ikke på samme måde sætter spørgsmålstegn ved den.

Det er især to ting, der har drevet den kritiske postkoloniale historieskrivning frem i Storbritannien; imperiet bestod frem til det 20. århundrede, og det nuværende Storbritannien har flere borgere med rødder i de koloniserede lande, end Danmark har.

Lars Jensen, der i mange år har deltaget i akademiske arrangementer om emnet over store dele af Europa, fortæller, at især det sidste aspekt er afgørende.

»Diskussionen bliver mere nuanceret og mere kritisk, når der kommer stemmer fra de koloniserede stater ind. At sidde til en forelæsning på et universitet i London er som at sidde i FN’s generalforsamling; folk kommer fra hele verden. Det fører til en anden form for diskussion end i andre lande i Europa, hvor der er en tendens til, at vi sidder og taler om os selv og vores nation,« siger Lars Jensen.Han fortæller, at europæiske kolonimagters kritiske granskning af deres koloniale fortid begyndte i de anglosaksiske lande, rykkede videre til de frankofone, og siden har spredt sig til de andre tidligere kolonimagter.

Astrid Nonbo Andersen peger desuden på, at interessen for kolonitiden ikke er et dansk fænomen

»Det er en del af en bredere global tendens. Når vi er begyndt at interessere os mere for det i Danmark på det seneste, er det netop, fordi man i Danmark bliver påvirket af de debatter, der foregår i andre dele af verden. Og især fordi stemmer fra de tidligere kolonier blander sig og stiller spørgsmålstegn ved det vidensniveau, der hidtil har været i Danmark,« siger hun.

Fokus vokser i 2017

Hun er overbevist om, at det fornyede fokus vil vare længere end 2017’s fejring af 100-året for salget af Jomfruøerne til USA. Hundredeårsjubilæet vil blive fejret med arrangementer i Danmark og på Jomfruøerne, og rejsebranchen forventer, at et rekordstort antal danske turister vil tage til øerne i 2017. Mich Vraa håber, at der vil følge eftertænksomhed og ransagelse med fejringen:

»Rejseannoncerne kalder Jomfruøerne for det tabte paradis og skriver om fordums storhed. Jeg synes hellere, vi burde snakke om fordums elendighed. Jeg håber, de historier, der kommer frem, kan være med til at udrydde den uvidenhed, der er om, hvad der er foregået, og hvor slemme vi har været. Det er kun fair, og det er absolut på tide.«

Den glade arbejder

Det tegnede postkort fra 1916 er lavet i Danmark som en form for satire – der også viser noget om datidens syn på befolkningen i Dansk Vestindien – op til folkeafstemningen, hvor danske statsborgere skulle stemme om, hvorvidt man skulle sælge De Vestindiske Øer til USA, fortæller forskningsbibliotekar på Det Nationale Fotomuseum, Sarah Giersing.

»Afstemningen var en stor begivenhed blandt danskerne i 1917, og der blevet talt meget om det. Det ironiske var, at man netop ikke spurgte befolkningen på øerne.«

Sarah Giersing er i gang med at forberede en udstilling, der åbner i april 2017, og som viser alskens billeder og repræsentationer af Dansk Vestindien – fra den første tegning af St. Croix på Colombus’ tid til nutidens turistreklamer fra Bravo Tours.

»På flere billeder fra begyndelsen af 1900-tallet bliver den afrocaribiske befolkning nærmest portrætteret som sorte babyer; som uskyldige og enfoldige børn, der har brug for danskerne eller amerikanerne til at vise dem vejen frem,« fortæller Sarah Giersing.

Postkort var en stor industri i begyndelsen af 1900-tallet og viste typisk Dansk Vestindien som et sted med en smuk og paradisisk natur og med en flink og glad befolkning, der altid arbejdede flittigt. Den idylliske fremstilling af den glade kularbejder med dannebrog på trøjen var et eksotisk motiv, som man syntes var sjovt til postkort.

»Det er et typisk eksempel på, at man gerne ville vise den glade arbejder frem, mens sandheden var, at arbejdsforholdene var ret dårlige, selvom det ikke længere var slaveri.«

Serie

Danmark som kolonimagt

I Danmark erindres kolonitiden med nostalgi, hvilket blandt andet kan ses i den stædige fastholdelse af forskellige kolonialvarers emballager.

Information sætter i denne serie fokus på den mangelfulde historiske bevidsthed om, at Danmark har været kolonimagt og slavenation.

Seneste artikler

  • Vestindiens ’Nelson Mandela’ gør fortidens brutalitet lettere at bære

    16. marts 2017
    På De Vestindiske øer fik General Buddhoe æren for at lede oprøret, der afskaffede slaveriet, og han er siden blevet kaldt ’den vestindiske Nelson Mandela’. Men historikere har sået tvivl om, at han var den oprørsleder, han bliver gjort til. Alligevel holder befolkningen fast i fortællingen, for heltebilleder gør det lettere at håndtere fortiden
  • Forsker: Plan for Vestindien-fejring overser øerne selv

    2. december 2016
    Det er Danmark, der er i centrum i Kulturministeriets nye plan for markeringen af 100-året for salget af de danske besiddelser på Jomfruøerne. Planen fokuserer på at fremme bevidstheden om historien herhjemme, og selv om det er vigtigt, glemmer man ifølge forsker at fokusere på, hvad man kan gøre for øerne
  • Danmarks største arbejderopstand er skrevet ud af historien

    1. oktober 2016
    Danmarks største arbejderopstand brød ud i Dansk Vestindien blandt vrede plantagearbejdere ledet af den mytiske Queen Mary. Oprøret blev slået brutalt ned af de danske myndigheder og er siden fortrængt, ikke bare fra historiebøgerne, men også fra arbejderbevægelsens fortælling om sig selv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu