Den nu afdøde teolog Jan Lindhardt skal have sagt, at han havde ondt af folk, der hele tiden ville lære sig selv bedre at kende. De skulle hellere lære nogle andre at kende.
En velvalgt kommentar til tidens selvudviklingstrang, men en tanke som også kan udfoldes til en bredere kulturel kontekst. Vi lever i en tid, hvor danskhedsbegrebet nidkært granskes, hvor landets kulturminister har sat en danskhedskanon højest på sin dagsorden, og hvor selv landets regent for nylig har kastet sig ud i diskussionen om, hvem der er ægte danskere.
Danskerne skal lære sig selv bedre at kende, og også de nye danskere skal på selvudviklingskursus, så de kan blive »rigtige danskere«.
På den baggrund overrasker det ikke, at det, der før hed ’Spil Dansk Dagen’, på det seneste har udviklet sig til en hel uge, der starter i dag. ’Musikkens Festuge’ kaldes projektet på den dertilhørende hjemmeside spildansk.dk, hvor man også kan læse mere om, hvad Spil Dansk er for en størrelse.
Et projekt, der »skaber grobund for sammenhængskraft og fællesskab i samfundet gennem dialog og inklusion med musikken i hånden« og »begejstrer og inspirerer danskerne til at skabe, spille og dele musik med hinanden«.
Tilmed kan man prale med, at Spil Dansk siden 2001 har været Danmarks største musikbegivenhed! Imidlertid er det på siden svært at finde nogen begrundelse for, hvorfor en musikkens festuge skal defineres af danskhedsbegrebet, eller hvorfor der er brug for en uge om året, hvor dansk musik har særlig forrang på spillestederne, i radioen osv.
Man kunne ellers tro, at et projekt med den imperative titel ’spil dansk’ havde en trang til at ytre noget mere indgående om dansk musik, og hvorfor den er værd at kæmpe for, men det virker som om, at dette ikke står til diskussion hos arrangørerne.
Præcis hvor dansk man skal være for at deltage i denne inkluderende og fællesskabsgivende festuge blæser også i vinden– dog slås det fast, at »det eneste krav til musikken er, at den skal være skabt og produceret af danske musikere, komponister og sangskrivere. Der kan synges på alle verdens sprog og musikken kan være i alle genrer til Spil Dansk arrangementer.«
Permanent Spil Dansk dag
Der kan være mange motivationer for en særlig markering af dansk musik. Engang talte man om frygten for en McDonaldisering af kulturen – at dansk musik helt skulle blive udvandet eller opslugt af en primært amerikansk kulturimperialisme. Tidligere var dansk musik da også præget at et vist mindreværd. Man talte om en kronisk misundelse på svenskernes internationale succes, og når endelig en journalist fra Rolling Stone roste dansk musik, antog benovelsen groteske proportioner.
I dag er vi mere selvsikre – og med god grund. Dansk musik har det faktisk godt, også internationalt, hvor kunstnere som MØ, Lukas Graham, Volbeat, Agnes Obel, Iceage m.fl. har været med til at udbrede den danske musik til lyttere af både pop, metal og alternativ rock.
Frygten for en McDonaldisering af dansk musik er også afblæst, når man betænker den revitalisering af en dansksproget sangtradition, som man finder hos bl.a. Bisse og Folkeklubben – navne, der både nyder stor anerkendelse hos kritikerne og publikum.
Det kan man fint glæde sig over og måske ligefrem fejre. Det gøres så bare også til overflod i forvejen, hvorfor det danske mediebillede til tider kan fremstå som én permanent Spil Dansk-dag. Den danske vinkel dominerer, selv når det handler om internationale navne, hvor det bliver vigtigt, hvordan det var for sopranen Else Torp at møde Nick Cave, eller hvordan det var for Ida Nielsen at være bassist for Prince.
En sjovere fest
Her er vi så tilbage ved Lindhardt. For er det mon ikke på høje tid, at vi lærte nogle andre at kende frem for alene at hylde et diffust dansk fællesskab? Måske kunne det faktisk også »begejstre og inspirere« til musikalsk udfoldelse at møde noget, man ikke kendte i forvejen? Måske kan dansk musik godt tåle at invitere andre stemmer med til musikkens festuge – måske det ligefrem bliver en sjovere fest?
Dansk musik klarer sig godt. Til gengæld kalder tiden i høj grad på en ’Spil globalt’-uge, og det kunne i sandhed være prisværdigt, hvis spillesteder, musikmedier etc. brugte bare én uge om året til at skue hinsides det velkendte og invitere musik med rødder uden for en vestlig kulturkreds ind. Ikke som et hattedame-agtigt velgørenhedsprojekt, men som en grundlæggende erkendelse af, at der findes en rigdom af musik derude, som vi ellers går glip af.
Faktisk er det en del af musikkens styrke, at den kan bygge nye positive fællesskaber på tværs af grænser, hvilket der er hårdt brug for i tiden. Og hvem ved, måske ender vi endda med at lære noget om os selv og vores egne rødder ved at lære nogle andre at kende?
Danske bands kan ikke mere end at spille dansk.
Jeg synes det er en glimrende ide at koncentrere en uges tid omkring vore nationale musikere, ikke mindst fordi de også er dygtige. Vi hører rigeligt til USA, England og engang imellem grupper og solister fra andre steder, men stort set også nogle som er inspireret af den amerikanske. Vi snakker så meget om integration og det undrer mig at DR slet ikke spiller musik fra de mellemøstlige og afrikanske lande, hvor vi trods alt har en stor gruppe som medborgere. Der er Balkan og hele Asien. Vi kunne jo starte med at spille musik med rod fra de nationer/kontinenter hvis borgere er blevet en del af os. Jeg bilder mig ind at det kunne skabe integration på et plan.
Jeg kan da tilføje, at vi her i Jylland fejrer Spil Dansk ugen med en kvartet fra Grækenland, der giver tre koncerter. Med rødder såvel hos John Coltrane og modaljazzen som hos de tyrkiske sufier og dansende dervisher. Så det er måske mere Spil Globalt end Spil Dansk…
Hvis ikke man bryder sig om "Spil dansk" konceptet, kan man da lade være med at deltage i det. Der er masser af global musik derudover - også i "Spil dansk" ugen. Det giver da ikke mening at hente græske musikere til dette projekt med mindre de spiller dansk musik.
Kim Øllgaard:
Nu er der jo forskel på at præsentere fremmede musikere eksempelvis fra Grækenland som værende en del af et ”Spil Dansk” arrangement eller at præsentere disse i det samme tidsrum, som der i øvrigt præsenteres ”Spil Dansk”. Det er det sidste, der er tale om her.
Men vi er nok uenige med hensyn til, hvad du i øvrigt skriver:
”Der er masser af global musik derudover - også i "Spil dansk" ugen”, skriver du.
Tænker man på de store musikalske traditioner og stilarter, der findes rundt om i verden – her og der og andetsteds – præsenteres disse kun i meget begrænset omfang i Danmark. Det er ikke ofte danske lyttere præsenteres for klassisk musik eller folkemusik fra eksempelvis Mali, Armenien, Iran, Kina og Indien osv. Musikformer der er en helt anden bevidsthed om i mange andre lande.
Ligesom Informations læsere desværre stort set hellere ikke præsenteres for sådanne musikformer i bladets spalter.
Hold nu op. Der spilles alskens musik året rundt og en enkelt dag spilles der dansk. Hvis man har specielle ønsker om indisk eller zambiansk folkemusik så kan man sikkert finde det på nettet et sted.