Læsetid: 3 min.

Konkurrencevelfærdsstaten? – og litteraturen

15. oktober 2016

Først og fremmest tak til Jens Kramshøj Flinker for at tage mine essays her i avisen så alvorligt, at han skriver en gennemtænkt og reflekteret replik til dem.

Lad mig svare, så godt jeg kan.

Flinker indvender, at jeg i mine essays fokuserer for entydigt på litteraturens skepsis over for velfærdsstaten og dens idealer.

Dermed ignorerer jeg, at den danske velfærdsstat selv har en historie.

Den historie har Ove Kaj Pedersen med en indflydelsesrig tolkning beskrevet som den gradvise omdannelse af den klassiske velfærdsstat til en konkurrencestat, en bevægelse, der i kimform begyndte i firserne, men for alvor har foldet sig ud de seneste 20 år.

Noget af den litteratur, jeg nævner i mine essays, er egentlig ikke skeptisk over for den ældre velfærdsstat og dens idealer om social lighed og en befolkning af myndige og frigjorte borgere, mener Flinker.

Den er snarere skeptisk over for den nyere konkurrencestat og dens forsøg på at optimere befolkningen, således at den omdannes til stadigt mere produktive og ivrige arbejdere.

Værkerne udgør undersøgelser af de »eksistentielle livsvilkår, som er opstået i overgangen fra velfærdssamfundet til konkurrencestaten«, skriver han.

Det står måske ikke så tydeligt i de tre essays her i avisen, men i min bog, Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, diskuterer jeg faktisk forholdet mellem velfærdsstat og konkurrencestat.

Jeg skriver også om, hvordan den nyeste danske litteratur ikke bare er skeptisk over for velfærdsstatens klassiske idealer, men også over for dens moderne, konkurrencestatslige variant.

Ikke let at sondre

Til forskel fra Flinker mener jeg imidlertid ikke, at man helt let kan sondre mellem velfærdsstat og konkurrencestat.

Reelt betegner de to begreber nemlig ikke to adskilte, historiske epoker, men snarere to forskellige styringsprincipper og idealer, der kan virke og de seneste par årtier faktisk også har virket side om side i den danske stat.

Man behøver ikke at tage alt, hvad Ove Kaj Pedersen skriver, for den skinbarlige sandhed, men han formulerer det selv ret præcist undervejs i sin bog Konkurrencestaten:

»Der er en livsanskuelse – som Løgstrup ville sige – til forskel på velfærdsstat og konkurrencestat. Men forskellen er ikke større, end at mange af velfærdsstatens kollektive goder stadig uddeles, og at der stadig er mulighed for at pleje den livsanskuelse, der hører til ’tilværelsens oplysning’. Velfærdsstaten og dens institutioner er stadig landsdækkende, og der er stadig kulturinstitutioner, der åbner for ’tilværelsen’, samtidig med at de gør det for ’arbejdet’

Jeg har tilladt mig at kursivere den sidste halve sætning. I forhold til dansk litteraturs skepsis er det nemlig interessant, at velfærdsstatens og konkurrencestatens væsensforskellige idealer – »tilværelsen« og »arbejdet« – tilsyneladende kan gemme sig bag de samme institutioner og sociale praksisser. Det ser man på skoleområdet.

Folkeskolen søger stadig at opdrage vores børn til at være myndige og frigjorte medborgere og gør det via en postdisciplinær pædagogik. Men den forsøger samtidig, med nærmest de samme pædagogiske greb, at gøre dem til små og kompetente, selvstyrende og samarbejdsdygtige arbejdere.

Uenighed om forholdet

En pointe i mit arbejde med de seneste 20 års danske litteratur er, at den især er optaget af at fremstille på én gang typiske og konkrete sociale interaktioner.

Af samme grund vil litteraturens skepsis imidlertid tit rette sig mod såvel velfærdsstatens klassiske som dens moderne, konkurrencestatslige udformning.

De sociale indgreb og teknikker er nemlig i mange tilfælde forbløffende ens, selv om idealerne er forskellige.

Eller, for at være mere præcis: I nogle bøger retter skepsissen sig mod det ene, i nogle mod det andet. Ganske ofte vil det være uklart, om den retter sig mod velfærdens eller konkurrencestatens idealer, ganske ofte vil det undervejs i det enkelte værk pendulere fra det ene til det andet.

Sådan er det, vil jeg mene, i Majse Aymo-Boots Over os hænger en vidunderlig sol, som Flinker nævner. Men sådan er det også i Pablo Llambías’ Rådhus, og sådan er det i store dele af Lars Frosts romantrilogi om frihed og ansvar i fortidens, nutidens og fremtidens velfærdssamfund.

Man kunne også formulere det sådan her: Den egentlige uenighed mellem Flinker og jeg handler ikke om dansk litteratur, men om forholdet mellem velfærds- og konkurrencestat.

Jeg på en form for kontinuitet, en lang og rodet overgang fra det ene til det andet, en (givetvis problematisk) sameksistens de to imellem.

Mens Flinker tænker dem som væsensforskellige epoker i den insisterer danske stats historie. Det fører til forskellige betoninger i tolkningen af den nye danske litteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Kunne det tænkes, at meget moderne litteratur tager afstand fra den gamle velfærdsstat og dens idealer, men i dølgsmål går ind for konkurrencestaten?