I et lille, tætpakket rum sidder en flok mennesker fordybet i sang og bøn.
»Dette er mit vidnesbyrd,« lyder det fra en af mændene.
Hans fortælling træder frem mellem de mange stemmer. I et messende tonefald fortæller han sin historie om flugten fra Nigeria og rejsen gennem ørkenen til det IS-hærgede Libyen og ud til havet, der skulle føre ham til en bedre fremtid.
»Vi løb til havet,« lyder det, »men havet er ikke en vej«. Kun 30 ud af 90 overlevede. De er nu nået frem til et modtagecenter på Lampedusa.
Efter at have tilbragt tre dage med de nigerianske migranter er det lykkedes instruktøren Gianfranco Rosi at komme tæt nok på til at fange en flig af deres historie med sit kamera.
»Vi kom meget tæt på hinanden, og de inviterede mig ind på deres værelse, hvor de sang og bad. Det er et meget stærkt øjeblik i filmen, fordi det på tre minutter fortæller alt om rejsen, lidelsen, tragedien, døden, ørkenen, forholdene i Libyen, havet, de mennesker, der dør i havet, og de mennesker, der ankommer til Lampedusa som en ledestjerne for frihed,« siger instruktøren.
Rosis metode kræver fordybelse og tillid, for det eneste, han gør, er at stille sit kamera op og regne med, at de rette øjeblikke udspiller sig foran det. Han stiller ingen spørgsmål og laver ikke interviews.
Et andet Lampedusa
Dokumentarfilmen Havet Brænder er et forsøg på at give et andet perspektiv på den lille italienske ø Lampedusa, der er kendt for de mange tragedier, hvor bådflygtninge er omkommet i farvandet omkring øen. Med filmen ville Rosi vise, at der også er en ø, hvor der bor nogle mennesker.
»Jeg ville se på migranternes verden gennem øjnene på de mennesker, der bor på øen,« forklarer han.
Lampedusa er kun 20 kvadratkilometer stor, og øen ligger nærmere den nordafrikanske kyst end den italienske. Der bor omkring 6.500 mennesker, og det er dem, Rosi tog af sted for at lære at kende, da han begav sig til øen i 2014.
Hans oprindelige plan var at lave en kortfilm på 10 minutter, men emnet viste sig at være alt for komplekst. I stedet bosatte han sig på Lampedusa i halvandet år og overtalte sit produktionsselskab til at ændre projektet til en dokumentarfilm i fuld længde.
Havet Brænder vandt Guldbjørnen ved den internationale Filmfestival i Berlin tidligere på året og er netop blevet indstillet til en Oscar i kategorien 'bedste fremmedsprogede film'.
I filmen følger Rosi drengen Samuele, der som de fleste andre børn på Lampedusa vokser op i en fiskerfamilie. Han skyder fugle med sin hjemmelavede slangebøsse, forsøger at overkomme sin søsyge ved at træne på bådebroen i blæsevejr og går til lægen for at få bugt med et dovent øje og nogle bekymrende angstanfald.
Her får han hjælp af Dr. Bartolo, den eneste læge på øen, der både tager sig af de lokale og de ofte syge og døende migranter, der kommer til.
Trailer til ’Havet brænder’.
Mere værd end tusind interviews
For instruktøren har det været en udfordring at komme helt tæt på de to verdener, han ville skildre: migranterne og øens lokalbefolkning.
»Det er vigtigt for mig at skabe en meget stærk relation, før jeg begynder at filme,« fortæller han.
Med drengen Samuele og de andre beboere på øen, kunne det lade sig gøre, fordi han lærte dem rigtig godt at kende i løbet af sit lange ophold.
»Jeg har haft et dagligt forhold til de mennesker. Før jeg begynder at filme, bruger jeg meget lang tid sammen med dem. Nogle gange tre måneder uden et kamera. Jeg filmer generelt ret lidt.«
For Rosi handler det om at opbygge tillid og så følge sine instinkter og filme det helt rigtige øjeblik. Men det kan være en næsten umulig opgave, når de mennesker, man ønsker at komme tæt på, rejser videre efter få dage.
Læs anmeldelse af 'Havet Brænder': ’Hvordan vænner man sig til at se de døde børn?’
På grund af migranternes situation har det været svært at opnå en længerevarende kontakt. De opholder sig kun få dage på øen, før de bliver sendt videre til fastlandet, fortæller Rosi.
Kun én gang lykkedes det ham at komme helt tæt på deres personlige historie, og det var da han fik lov at overvære den nigerianske bøn.
Men er det ikke et problem, at migranternes egne personlige fortællinger kun i begrænset omfang optræder i filmen?
»Hvis jeg skulle fortælle den historie, ville jeg være nødt til at stille spørgsmål,« siger Rosi. »Og det gør jeg aldrig. Jeg tror meget på, at hvis du stiller ét spørgsmål, får du ét svar, og det er ikke interessant. Det, der interesserer mig, er, at få noget meget dybt, og det sker ikke, hvis man stiller spørgsmål og laver interviews.«
Derfor er Rosi tilfreds med at have en enkelt scene, der indfanger en personlig historie. »Den ene scene er så stærk, at den er mere værd end tusind interviews,« forklarer han.
Et mikrokosmos
»Migranterne ankommer ikke længere spontant til øen, sådan som før. Alt er blevet institutionaliseret,« fortæller Rosi, der ofte bliver spurgt, hvorfor der ikke er nogen interaktion mellem migranterne og øens beboere.
I filmen ser man, hvordan bådflygtningene møder et hold af redningsarbejdere klædt i hvide dragter, handsker og masker, der effektivt fører dem gennem systemet. De tjekkes for sygdomme, får taget billeder, bliver kørt i bus til et modtagecenter og sendes efter få dage videre til Italien.
»Så der er denne bølge af mennesker, der konstant kommer til øen, men som aldrig opholder sig der og interagerer med øen,« forklarer Rosi.
Derfor er der heller ikke nogen interaktion mellem øens beboere og migranterne i filmen.
»Det er et billede på vores egen europæiske virkelighed,« mener Rosi. »Lampedusa er som et mikrokosmos, der viser separationen af to verdener, der aldrig mødes. Det er på en måde det samme, der sker i Europa. To verdener, der næsten ikke er i berøring med hinanden.«
Acceptér det ukendte
Lægen er den eneste figur i filmen, der forener de to verdener, fortæller Rosi, der mødte Dr. Bartolo, da han fik en slem omgang bronkitis. De talte sammen i flere timer og lægen fortalte om sit arbejde, hvor han som en af få lokale er i tæt kontakt med migranterne i sin hverdag.
I en scene i filmen fortæller Dr. Bartolo om, hvordan det er at modtage de tilskadekomne migranter. Ofte har de brandsår fra benzin, der er flydt ud i båden og har gennemblødt deres tøj. Det kan de ende med at dø af, fortæller han. Han vænner sig aldrig til dette arbejde, men han føler det som sin pligt at hjælpe.
»Lægen er en figur, der skaber bevidsthed og opmærksomhed, og derfor spiller han en meget vigtig rolle for filmen,« siger Rosi.
»Bevidsthed er når hvert menneske spørger sig selv: Hvad kan jeg gøre?« Som de danske Venligboere, som Rosi har hørt om under sit ophold i København. Det er ikke en løsning at forsøge at forskanse sig, sådan som man gør i Ungarn lige nu, påpeger han. Det svarer til at ville bygge en mur op omkring sig.
»Historien har aldrig accepteret mure. Hvis man forsøger at bygge en mur, vil den kollapse før eller siden, se bare, hvad der skete i Berlin. Vi vil kun komme til at skabe konflikt.«
Filmens formål er derfor, på samme måde som lægens figur, at gøre opmærksom på den situation, vi befinder os i.
»Jeg tror ikke, at en film kan ændre verden, men jeg tror, den kan skabe en bevidsthed.«
Selvom lægens rolle er central, er det hovedsageligt gennem Samueles øjne, vi lærer Lampedusa at kende. Hvorfor er en lille drengs verden vigtig i en film om så tragiske skæbner og umenneskelige lidelser?
»Det er et barns kamp for at vokse op. Og for at acceptere livets mysterium. Angsten og det ukendte. For os er det det samme. Vi ved ikke, hvordan vi kan acceptere noget, vi ikke kender. Migranternes verden, der kommer til os, giver os den samme fornemmelse, som dette barn har, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal gå den i møde. Folk bliver bange. Derfor er det vigtigt at have barnets perspektiv med.«
Døden kom til mig
Rosi registrerer det stille hverdagsliv på øen med sit kamera, men han er også med i frontlinjen, når skibe med hundredvis af mennesker ombord bliver reddet i land.
»Jeg tilbragte 40 dage på en af redningsbådene, men kun én gang mødte jeg tragedien. Jeg besluttede mig for at filme det, men det var meget svært at filme døden. Døden kom til mig, jeg mødte den ved Europas grænse,« fortæller han.
Rosi bad klipperen om at bygge filmen op omkring denne hændelse. »Jeg sagde til ham, at jeg ville vise dette øjeblik. Døden på båden.«
Så selv om størstedelen af filmen består af scener, der viser Samuele eller en af de andre lokale i færd med deres daglige sysler såsom at rede seng, lave kaffe eller skyde til måls, var denne scene det centrale punkt, som filmen bygger op til. Og i de sidste 28 minutter af filmen er der stille, forklarer Rosi.
»Du har brug for stilhed for at sørge.«
'Havet Brænder' havde dansk premiere den 6. oktober 2016
