TOPPEN (De fortjener at vinde)
Guðbergur Bergsson – i erindring om fornøjelsen og fryden ved at oversætte hans smertelige, skarpøjede roman om mennesker på en øde kyst under og efter krig, ude ved verdens rand.
Klaus Høeck – i overvældet taknemmelighed efter at være blevet ført gennem (det, der føles som) millioner af vidt forskellige kloge, smukke, skægge, indsigtsåbnende, overraskende haiku.
Tom Malmquist – i lammelse over sorgen ved kærestens død af leukæmi, men i lettelse over den koncise, usentimentale beretning om såvel sygdom som datterens fødsel og første skridt.
Bjørn Rasmussen – i ustyrlig forundring over verslinjer tæt pakket med æstetisk overskud, kontrapunktisk digtet op mod farens død, sønnens psykiske lidelse og bøssebrylluppet i Balleby.
Klaus Høeck
MIDTEN (Har én af dem vundet, kan man forstå det)
Geir Gulliksen – i erkendelse af præcisionen, konsekvensen og den stilistiske klarhed i hans skilsmissebogs skildring af en norsk vaskeægte version af The Soft Man (scandinavian design).
Sirpa Kähkönen – i den af hendes skånselsløst sandfærdige fortællekunst fremkaldte vældige græmmelse over to fromme finske kommunisters utopiers fallit i Sovjet-samfundet 1922-37.
Katarina Frostenson – i anerkendelse af formatet, sprogsikkerheden og den åndelige rummelighed i hendes ædle poetiske kortlægning af forvandlingernes eviggyldige og grænseløse rum.
Sabine Forsblom – i sorgmunter mæthed oven på mødet med Betinka fra Borgå, hvis pige- og ungpigeliv i 1960’erne og 70’erne man nu kender indefra, et væv af glæde og bundløst savn.
Linn Ullmann
Carina Karlsson – i indlevelse hos den stakkels, men efterhånden stærke og stolte Johanna, portrætteret med sprød poesi og med tids- og miljøkolorit fra gårde og sunde på Ålandsøerne.
Linn Ullmann – i ærbødighed for den omhyggelige komposition og den roligt styrede sprogføring i hendes sarte omgang med vanskeligt håndterbare temaer (omsorgssvigt? ensomhed?).
BUNDEN (De overraskende vindere)
Carl Jóhan Jensen – i konfusion over mængden af digressioner og graden af opstyltet belæring, men også i imponeret begejstring for de intellektuelle ambitioners frygtindgydende format.
Sørine Steenholdt – i desperation over den æstetiske ubehjælpsomhed i hendes grumme beskrivelse af druk, vold og død, men også i respekt for dette ubarmhjertige indblik i livet i Nuuk.
Elisabet Kristín Jökulsdóttir – i irritation over skematikken og forudsigeligheden i digtenes billeder af vold i et udsigtsløst parforhold, men også med smil fremkaldt ved glimtene af rå humor.
Sara Margrethe Oskal – i frustration over digtenes fatale spinkelhed og stilistiske anonymitet, men også med øjnene åbnet for deres økokritiske ærinde gennem ultrakorte rids af samisk liv.
